Glashuset

Pressefoto

d. 29 oktober 2025 Kl. 22.30

★ ★ ★ ★ ☆ ☆

Når du opdager, at du måske ikke er den gode

Teater V i Valby har inviteret Herning Ny Teater indenfor med Glashuset, en skarp og ubehageligt aktuel teaterthriller om moral, selvbedrag og krigens økonomi. Forestillingen er iscenesat af Katrine Wiedemann, skrevet af Nanna P. Tüchsen, og båret af to kvinder på scenen: Sonja Oppenhagen som Ann Reinhart og i den aktuelle Valby-version på grund af fravær – Karin Heinemeier i rollen som journalisten Ida Marie Buhr, en rolle der ellers spilles af Birgitte Raaberg. Forestillingen er annonceret som et kompakt, intenst drama på Ca. 75 minutter uden pause, og præsenteres som et gæstespil fra Herning Ny Teater.

Allerede før første replik er stemningen lagt: To succesfulde, modne kvinder mødes igen efter mange år. De var barndomsveninder, som 14-årige, gled fra hinanden, og nu flere årtier, en karriere og en hel verdenspolitiske udvikling senere står de pludselig ansigt til ansigt med både champagne og hævede parader. Ann Reinhart har lige solgt sit firma, et af Danmarks mest succesfulde techfirmaer inden for forsvarsindustrien. Ida Marie Buhr er journalist med principper, platform og selvtillid. Det ligner et venindebesøg. Det er et afhøringslokale i forklædning. Der er noget udenfor, noget med vinden der tager fat, noget der pusler i græsset – men det egentlige rovdyr sidder i stuen. Forestillingen rammer dér hvor det gør mest ondt: Ikke i spørgsmålet “er våbenindustrien moralsk forsvarlig?”, men i spørgsmålet “er jeg moralsk forsvarlig?”. 

To kvinder, ét rum og tusind forsvarstaler

Glashuset er et kammerspil. Én stue. To mennesker. Ingen steder at gemme sig. Og det er præcis pointen. Vi er i et af de der civiliseret dyre rum, hvor glassene er tunge, champagnen er kold, og magten sidder afslappet i kroppen – indtil nogen siger ordet “ansvar”. Forestillingen hæver aldrig stemmen for sjov. Den bruger høflighed som våben. Venlighed som pres. Fortrolighed som strategi. Den slags er meget sværere end blod og skrig, fordi vi genkender det. Alle har prøvet at smile, mens de egentlig bed tænderne sammen.

Det, der gør aftenen interessant, er at forestillingen insisterer på, at begge kvinder ser sig selv som “den gode”. De har bare hver sin definition af, hvad “den gode” er i 2025: Den ene har solgt våbenteknologi til verdens konflikter, men fortæller sig selv, at hun skaber sikkerhed. Den anden graver som journalist i magtens skyggesider og kalder det etik – men glemmer bekvemt lige at kigge på de skygger, hun selv trækker efter sig. Spørgsmålet er ikke længere “hvem er skurken?”. Spørgsmålet er: “Hvor langt vil du gå for at beskytte billedet af dig selv som et godt menneske?” Forestillingen stiller netop det spørgsmål ind i en tid med sociale medier, cancel-kultur og oprustning til krig.

Oppenhagen & Heinemeier: fløjl mod stål

Sonja Oppenhagen er på scenen som Ann Reinhart, kvinden der har lavet penge på forsvarsteknologi og nu sidder med både eftermæle og samvittighed i spil. Hun leverer rollen med en blanding af varme, verdensklasse overskud og latent fare. Hun er den venlige panter. Hun inviterer – og hun kigger på dig, som om hun vejer dig, gram for gram. Der ligger årtiers erfaring i det blik. Det er en nydelse at se.

Overfor hende står Karin Heinemeier som Ida Marie Buhr, journalisten, der egentlig møder op for at “tage den store historie hjem”, men meget hurtigt bliver fanget i sit eget spejl. Heinemeier går ikke efter den lette løsning med “den moralsk overlegne journalist”. Hun spiller Ida Marie som et menneske, der er vant til at være klogest i rummet – og dérfor ikke er klar til, at nogen roder rundt i hendes egen private etik-regnskab. Det gør karakteren interessant og troværdig. Og vigtigere: Det gør kemien mellem de to på scenen levende.

Oppenhagen og Heinemeier fungerer som et ægte makkerpar, ikke som to enkeltpræstationer, der står og skiftes til at levere monologer. Man mærker historien mellem dem. Man tror på den delte barndom. Man tror på, at de to kunne knække hinanden og måske har prøvet før. Det er faktisk her forestillingen bliver farlig: Ikke i de politiske punchlines, men i de små, næsten ømme, stik. “Kan du huske dengang vi…” er pludselig ikke nostalgi, men ammunition.

Det er også værd at nævne, at netop dette samspil får en ekstra nervøsitet i Valby-versionen, fordi Heinemeier overtager rollen på grund af ukendte årsager. Det kunne have gjort aftenen skrøbelig. Det gør den bare mere elektrisk. Der er noget råt og kompromisløst i rummet, og publikum kan mærke det.

Høflig terror

Nanna P. Tüchsen har skrevet en tekst, der i sin kerne er en duel. Ingen udenomssnak, ingen underskuespillere, ingen nem flugtvej. Bare to kvinder og en fortid, der ikke længere kan ties ihjel. Teksten er bygget som en gradvis blottelse: Først de pæne ord, så uroen, så indrømmelserne, så de ting man aldrig skulle have sagt højt. Den dramaturgiske spænding er løftet af Jesper Bergmann, som har formet udviklingen som en spiral snarere end en linje.

Instruktør Katrine Wiedemann (der også står for scenografi og kostumer) arbejder konsekvent med trykket i rummet. Scenen er ikke overfyldt; den er klinisk. Man sidder som publikum og føler sig fysisk tæt på samtalen som om man selv er med til samtalen og derfor også medskyldig. Det er en klog løsning, fordi forestillingen netop handler om medskyld: om hvorvidt stilhed også er et valg. Lydsiden (Rune Abel Aagaard) og lyset (Lars Jacob Pedersen) bliver brugt som små stressfaktorer. Et vindstød. En dør der rusker. Et lille skift i kulør, der fortæller os: Nu glider vi fra ren samtale over i psykologisk krigsførelse.

Resultatet er, at publikum ikke rigtig får lov til at falde ned. Der er ingen “og så smiler vi lige og slapper af” moment. Forestillingen tillader os ikke pauser. Den kører som en forhørsscene, og den gør det med et tempo, der føles som 10 minutter, men føles i kroppen som 2 timer. (Den officielle spilletid er omkring ca.1 time og 15 minutter uden pause, men det føles længere – på den gode måde, fordi presset bare stiger).

Moralens pris i 2025

Der er noget næsten grotesk genkendeligt over samtalerne i Glashuset. Vi lever i en kultur, hvor man dagligt bliver bedt om at tage stilling til krige, spin og shitstorms. Forestillingen tør sige højt: Det er blevet en slags sport at være “på den rigtige side”. Men hvad hvis den rigtige side ikke findes? Hvad hvis din egen rentvaskning er lige så kynisk som den PR-strategi, du ellers raser imod? Forestillingen spørger direkte: Hvordan er jeg et godt menneske – når min virkelighed er bygget på våbenindustri, smædekampagner og algoritmer, der belønner had?

Det er ikke kun “politisk teater” i klassisk forstand. Det er teater om selvbillede. Om retten til at kalde sig ordentlig. Og det er ret sjældent, at man ser den diskussion spillet af to modne kvinder, der både har magt, erfaring og noget at tabe. Der er ingen “unge idealister vs. gammel kapital”. Der er to voksne, der begge har blod på hænderne – og stadig, stædigt, vil ses som helte i deres egen fortælling.

Teater V som scene – og som sted

Teater V har i årevis arbejdet med at gøre Valby til et sted, hvor samtidsdramatik ikke bare vises, men mærkes lokalt. Teatret blev stiftet i 2005 af Pelle Koppel med ambitionen om at skabe et professionelt producerende teatermiljø i bydelen. I 2009 blev Teater V godkendt som lille storbyteater i Københavns Kommune – og har siden markeret sig som et sted, hvor aktuelle emner og samfundets sprækker bliver båret direkte ind til publikum i Prøvehallen ved Porcelænstorvet.

At Glashuset lander netop her som gæstespil fra Herning Ny Teater, føles derfor rigtigt, næsten uundgåeligt: En vestdansk produktion med turnétemperament møder det københavnske byrum, hvor Valby-publikummet sidder en armslængde fra skuespillerne og kan høre hvert åndedrag. Det giver forestillingen nerve. Det gør også noget ved den politiske vinkel: Når en forestilling om våbenindustri, etik og image sidder så tæt på os, er det svært at gå ud bagefter og sige “nå, men det var jo bare teater”.

Der er også noget med stemningen i salen hos Teater V. Den er jordnær, men ikke sløset. Den er uformel, men man mærker, at folk er der for at lytte. Det er en sjælden luksus i København, hvor meget scenekunst skal kæmpe mod publikums telefoner. Her i Valby er telefonerne faktisk pakket væk. Folk lytter. Man kan høre stilheden reagere.

Holdet bag – og hvorfor det virker

Instruktør: Katrine Wiedemann
Dramatiker: Nanna P. Tüchsen
Dramaturg: Jesper Bergmann
Scenograf og kostumedesign: Katrine Wiedemann
Musikalsk koncept: Stephan Bomberg
Lysdesign / lysteknik: Lars Jacob Pedersen
Lyddesign: Rune Abel Aagaard
Scenemester og bygger: Niels Sangill
Skrædder: Elsebeth Hede Jensen
Produceret af: Herning Ny Teater

Det er ikke kun et flot hold på papiret. Det mærkes konkret i aftenen. Især lys og lyd bliver brugt som fortællende markører (ikke pynt), og det giver forestillingen den thriller fornemmelse, den lover. Man sidder og venter på, at noget fysisk bryder ind en tredje person, en trussel udefra, noget kriminelt. Men den egentlige eksplosion er psykologisk. Det er ikke en bombe. Det er et selvbillede, der sprækker.

Glashuset er en af de forestillinger, hvor man går ud og opdager, at man lige nu står og forsvarer sig selv overfor sig selv. Det er præcis dens styrke.

Det er et stærkt skrevet stykke nutidsdramatik med klare tematiske linjer, en fokuseret iscenesættelse og en scenisk dynamik, der holdes stram hele vejen. Det er samtidig et fysisk nærværende stykke skuespilkunst, hvor Sonja Oppenhagen og Karin Heinemeier spiller så rent ind i hinanden, at rummet nærmest sitrer. Det er ikke larmende teater. Det er præcist teater.

God tekst. God instruktion. God sal. God stemning. Og vigtigst af alt: Forestillingen nægter at lade os gå hjem som uskyldige vidner.   Af: Eva Yde

Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes