Fyrtøjet
d. 24 maj 2026 Kl. 09.24
Fyrtøjet tryller Tivoli om til levende H.C. Andersen
Dronningen kom desværre ikke. Men hendes fantasi gjorde. For på Pantomimeteatret i Tivoli foldede H.M. Dronning Margrethes scenografiske univers sig ud som en levende billedbog, da Fyrtøjet blev danset frem i en forestilling, hvor ballet, pantomime, musik og eventyrlig scenekunst smeltede sammen til en lille perle af sommermagi. Her blev H.C. Andersens klassiske fortælling ikke blot genfortalt. Den blev kropsliggjort. Den blev løftet ud af bogens sider og ind i Tivolis aftenlys, hvor hver bevægelse, hver farve og hver musikalsk frase syntes at hviske: Nu begynder eventyret.
Et eventyr uden ord, men med masser af stemme
Fyrtøjet er koreograferet og iscenesat af Dinna Bjørn, assisteret af Tori Cooper. Scenografi og kostumer er skabt af H.M. Dronning Margrethe II, mens James Price har komponeret musikken, indspillet af Promenadeorkesteret under ledelse af Bjørn Hyrup. Forestillingen er en del af Tivoli Balletteaters repertoire og bygger på H.C. Andersens berømte eventyr fra 1835. Det særlige ved Pantomimeteatret er, at fortællingen bæres uden replikker. Her er det kroppen, blikket, gestikken og musikken, der taler. Og netop derfor kommer Fyrtøjet så fint til sin ret. For H.C. Andersens univers er i forvejen fuldt af billeder: soldaten på landevejen, heksen ved det hule træ, de tre hunde med de enorme øjne, prinsessen på slottet og drømmen om både kærlighed og kongerige. I denne ballet bliver det hele til bevægelse. Eventyret bliver ikke forklaret. Det bliver danset i genopsætningen.
Soldaten som eventyrets centrum
Robert Thomsen som soldaten bar forestillingen med en stærk kombination af teknisk sikkerhed, lethed og scenisk nærvær. Han havde den rette blanding af ungdommelig energi, frækhed og eventyrlyst. Soldaten blev hverken tung eller sentimental, men en figur i bevægelse, nysgerrig, modig og en smule overvældet af den magiske verden, han pludselig træder ind i. Der var en bemærkelsesværdig præcision i hans dans. Springene var lette, armene kontrollerede, og udtrykket havde hele tiden en klar forbindelse til fortællingen. Det var ikke kun flot ballet for ballettens skyld. Det var karaktertegning gennem kroppen. Han fik soldaten til at fremstå som mere end en eventyrhelt. Han blev et menneske, der lokkes, overraskes, forelsker sig og kastes ud i en verden, hvor lykken både kan vindes og tabes på et øjeblik.
Heksen, hundene og det vidunderligt groteske
Allan Clausen som heksen gav forestillingen en mørkere og mere komisk kant. Heksen blev ikke blot en skummel figur, men en fysisk, næsten karikeret kraft, der satte hele handlingen i gang. Her fungerede pantomimens formsprog smukt: det overdrevne, det skarpe, det tydelige, uden at det blev plat. Og så var der hundene. De tre hunde, den mindste, den mellemste og den store, blev blandt forestillingens mest charmerende og fantasifulde indslag. De var både morsomme, mærkelige og forunderligt elegante. Netop her mærkede man den særlige blanding af barnlig fantasi og kunstnerisk disciplin, som Pantomimeteatret mestrer så fint. Hundene var ikke bare rekvisitter i handlingen. De var eventyrets magiske puls. De fik publikum til at smile, men de skabte også den nødvendige fornemmelse af, at alt kan ske i denne verden. At øjne kan være store som Rundetårn. At et fyrtøj kan ændre en skæbne. At virkeligheden i Tivoli gerne må bøje sig lidt, når kunsten beder den om det.
Prinsessen og hoffets elegante poesi
Maïa Gastal som prinsessen tilførte forestillingen en blød og lyrisk kvalitet. Hun havde en fin, næsten svævende tilstedeværelse, der passede smukt til rollen. Prinsessen blev ikke overspillet, men stod som et poetisk centrum i den mere vilde og eventyrlige handling. Omkring hende skabte hoffet, kongen, dronningen og hofdamens verden en elegant kontrast til soldatens mere jordnære energi. Her blev scenen fyldt af små præcise bevægelser, fine formationer og et udtryk, der både havde humor og stil. Det var netop i mødet mellem det folkelige og det kongelige, det komiske og det yndefulde, at forestillingen fandt sin særlige charme.
Dronningens billedverden som levende scenekunst
H.M. Dronning Margrethes scenografi og kostumer var en oplevelse i sig selv. Farverne, formerne og de fantasifulde detaljer gav forestillingen et visuelt overskud, der straks trak publikum ind i en verden, hvor alt var lidt smukkere, lidt skævere og lidt mere drømmende end i virkeligheden. Scenografien fungerede ikke blot som baggrund. Den deltog aktivt i fortællingen. Den åbnede rum, skabte stemninger og gav H.C. Andersens eventyr en billedmæssig rigdom, der klædte Pantomimeteatrets historiske ramme. Kostumerne var ligeledes skabt med blik for både karakter og bevægelse. De understøttede danserne uden at overdøve dem. De var farverige, legende og eventyrlige, som om de var tegnet direkte ud af en kongelig skitsebog og pustet til live på scenen. Det hele passede sammen som en fod i en perfekt tilpasset balletsko.
James Prices musik som forestillingens hjerte
James Prices musik var forestillingens bankende hjerte. Den havde humor, tempo, dramatik og varme. Musikken fulgte ikke blot danserne; den bar dem frem. Der var en smuk balance mellem det lette og det dramatiske. Musikken kunne være munter og legende i det ene øjeblik og mere intens i det næste. Den understøttede eventyrets skift mellem komik, fare, forelskelse og triumf, uden at det nogensinde blev tungt. Særligt imponerende var samspillet mellem musikkens rytme og dansernes bevægelser. Det virkede, som om tonerne og kroppene trak vejret sammen. Hver lille gestus fik musikalitet, og hver musikalsk vending fik fysisk form.
Når 40 minutter føles som et øjeblik
Forestillingen varer ikke længe, men den føles fuldendt. Den har ikke brug for at brede sig ud i timevis. Den rammer sin form præcist: kort, koncentreret, billedrig og fyldt med eventyrlig energi. Det er en kunst i sig selv at skabe noget, der både kan tale til børn, voksne, balletkendere, Tivoli-gæster og tilfældige forbipasserende. Fyrtøjet lykkes med netop det. Den kræver ikke forkundskaber. Den kræver kun, at man giver sig hen til den. Og gør man det, bliver man belønnet med 40 minutter, hvor verden bliver lidt lettere. Hvor farverne bliver stærkere. Hvor kroppen fortæller bedre end ordene. Hvor Tivoli igen viser, hvorfor stedet ikke bare er en forlystelseshave, men også en kulturbærer.
Pantomimeteatret kan noget, ingen andre kan
Der findes scener, som kan meget. Men Pantomimeteatret kan noget særligt. Det historiske teater i Tivoli har en intimitet og en magi, der gør selv den mindste bevægelse betydningsfuld. Når danserne træder frem på scenen, er der ikke langt mellem publikum og eventyr. Man sidder næsten inde i billedet. Det giver Fyrtøjet en nærhed, som en større scene næppe kunne skabe på samme måde. Her bliver tradition ikke museal. Den bliver levende. Den får krop, musik, humor og hjerte.
Lille lysende balletperle
Fyrtøjet på Pantomimeteatret er en smuk, elegant og helstøbt forestilling, hvor H.C. Andersens eventyr får nyt liv gennem ballet, pantomime og scenisk fantasi. Det er en forestilling, hvor Dinna Bjørns koreografi, James Prices musik, Tivoli Balletteaters dansere og H.M. Dronning Margrethes scenografi går op i en højere enhed. Alt spiller sammen: bevægelserne, farverne, figurerne, musikken og den særlige Tivoli stemning. Dronningen var der måske ikke selv denne aften. Men hendes blik var overalt. I farverne. I kostumerne. I eventyrets linjer. I den drømmende scenemagi. Fyrtøjet er ikke bare en ballet for børn. Det er en forestilling for alle, der stadig kan mærke glæden ved at blive ført ind i et eventyr. Og på Pantomimeteatret i Tivoli brændte det lille fyrtøj klart. Smukt, yndefuldt og fuld af magi. Af: Jeanna Kappel