Flying Superkids

d. 9 august 2026 Kl. 12.07

★ ★ ★ ★ ★ ★

Flying Superkids får håbet til at lette

Man kommer for springene. For saltoerne, trampolinerne og de øjeblikke, hvor tyngdekraften tilsyneladende har fået besked på at holde fri. Men Flying Superkids viser sig hurtigt at handle om noget andet og mere end imponerende gymnastik. Årets forestilling er en farverig, morsom og livsbekræftende fortælling om fællesskab, vedholdenhed og modet til at prøve igen, også når man lander helt forkert.

Før nogen flyver

Allerede før den første gymnast sætter af, er Flying Superkids begyndt. Børn løber mod airtracks og aktiviteter med den kompromisløse begejstring, kun børn kan mønstre. De skal ikke først overbevises om, at det kunne være sjovt at hoppe. De er allerede halvvejs henne ved trampolinen, før de voksne har nået at orientere sig. Rundt omkring står forældre og bedsteforældre lidt mere værdigt og observerer. Man kan næsten se tankerne: Det dér kunne jeg også engang. Efterfulgt af: Det skal jeg absolut ikke bevise i dag. Og netop her ligger noget af charmen ved Flying Superkids. Oplevelsen etablerer fra begyndelsen en verden, hvor bevægelse ikke først og fremmest er træning, motion eller præstation. Det er leg. Det er den følelse, forestillingen senere tager med ind på scenen. Inden da skal vi dog lige møde Bobo. Den store bamse bevæger sig rundt blandt publikum, hilser, fjoller og charmerer især de yngste. Det er uhøjtideligt og enkelt, men præcis den slags detalje, der gør, at et familieshow ikke bare føles som en forestilling, børn er taget med til. De bliver en del af den. 

Velkommen og rejs Dem venligst til nationalsangen

På storskærmen kommer en venlig påmindelse om, at Flying Superkids helst skal opleves live og ikke gennem en mobiltelefon. Det giver mening. Der er trods alt en vis ironi i at bruge hele en forestilling på at filme noget, man har købt billet til at se med egne øjne. Kort efter bliver publikum bedt om at rejse sig. Der er et yndigt land begynder. Vi retter ryggen. Synger med. Opfører os eksemplarisk. Lige indtil Flying Superkids afslører, at de selvfølgelig laver sjov med os. Latteren går gennem publikum, og uden den store forklaring har forestillingen gjort sin hensigt klar: Her må man gerne slippe kontrollen en smule. Det gælder tilsyneladende også tyngdekraften.

Så letter de

Der findes et ganske særligt øjeblik lige før et stort spring. Gymnasten står klar. Tager tilløb. Publikum ved nogenlunde, hvad der skal ske, men kroppen reagerer alligevel, før fornuften når at følge med. Så kommer afsættet. Et menneske forlader jorden, vender rundt i luften med en hastighed, der gør det vanskeligt at tælle rotationerne, og lander igen. Sikkert. Kontrolleret. Ofte med et smil, som om det netop udførte var den mest naturlige ting i verden. Det er på det tidspunkt, vi andre må konstatere, at vi ikke bruger vores kroppe helt på samme måde. Flying Superkids blander gymnastik, tumbling, akrobatik, trampolinspring, dans, sang og humor i et show, der næsten konstant er i bevægelse. Der er store fællesnumre og mindre øjeblikke. Der er fart, lys og musik. Der bliver hoppet, drejet, balanceret, danset og kastet gennem luften. Men selve sværhedsgraden er ikke forestillingens eneste styrke. Hvis Flying Superkids udelukkende bestod af imponerende spring efter imponerende spring, ville man sikkert stadig klappe. Man ville bare ikke nødvendigvis føle ret meget. Det gør man her.

Håb er et farligt tema

Årets tema er håb. Det er et af de ord, der kan bære næsten alt og derfor også risikerer at betyde meget lidt. Et familieshow om håb kunne hurtigt være blevet så sødt, at man fik behov for at børste tænder i pausen. Flying Superkids undgår heldigvis den fælde. For håbet bliver ikke serveret som en lang forklaring. Det bliver omsat til handling. Et barn prøver. Et barn fejler. Et barn træner. Et barn prøver igen. Til sidst kan barnet noget, der tidligere virkede umuligt. Så enkelt er forestillingens grundidé egentlig. Håb bliver ikke et abstrakt budskab om, at “alt kan lade sig gøre”. Det bliver noget mere konkret: At det, man ikke kan i dag, måske kan læres i morgen. Hvis man er villig til at gøre arbejdet.

Det sværeste trick er at få det svære til at se let ud

Flying Superkids har optrådt internationalt gennem årtier, og showformatets professionalisme er tydelig. Men professionel er et interessant ord i denne sammenhæng. For noget af det fascinerende ved Flying Superkids er kontrasten mellem den store showproduktion og de unge mennesker, der står midt i den. Når lyset rammer scenen, musikken buldrer, og gymnasterne flyver gennem luften, kan man et øjeblik glemme, hvor unge de faktisk er. Præstationerne ser polerede ud. Timingen sidder. Bevægelserne flyder. Og netop derfor er de små filmsekvenser under forestillingen vigtige. De punkterer illusionen om, at det hele bare kommer naturligt.

Før den perfekte landing kommer den dårlige

Gennem filmklip møder vi nogle af børnene og de unge bag showet. Her bliver forestillingens blanke overflade åbnet en smule. For bag en sikker landing findes alle de usikre. Bag et flot spring findes forsøg, der ikke lykkedes. Bag det, der ser legende let ud fra publikumsrækkerne, ligger træning, gentagelser, disciplin og tålmodighed. Budskabet bliver samlet i en enkel rytme: Øv dig. Hvil. Gentag. Det er sandsynligvis den vigtigste sætning i hele forestillingen. Ikke “se, hvor dygtige vi er”. Men: “Se, hvor meget der ligger bag”. Den forskel betyder noget. For når et barn i publikum ser en perfekt salto, kan det virke næsten overmenneskeligt. Når barnet bagefter ser, at gymnasten også engang ikke kunne den, ændrer perspektivet sig. Pludselig er præstationen ikke kun noget, man kan beundre. Den bliver et bevis på udvikling. Og måske sidder der netop et barn blandt publikum og tænker: Det vil jeg også lære. Så er forestillingens tema allerede nået længere end scenekanten.

Bobo demonstrerer teorien i praksis

Og hvis nogen stadig skulle være i tvivl om pointen, kommer Bobo heldigvis tilbage. Han skal forsøge at stå på hænder. Det går omtrent, som man kunne forvente, når en stor bamse beslutter sig for at udfordre sin egen balanceevne. Ikke perfekt. På et tidspunkt ender han på hovedet. Børnene griner. Og Bobo leverer, måske uden helt at vide det, en af showets mest præcise illustrationer af hele temaet: Man prøver. Det går galt. Man prøver igen. Det er befriende, at forestillingen kan formidle det uden at standse op og skrive moralen med store bogstaver på skærmen. En bamse, der vælter, kan nogle gange sige mere end ti minutters motiverende tale.

Publikum afslører, om det virker

Der findes mange måder at anmelde en familieforestilling på. Man kan vurdere koreografien. Musikken. Tempoet. Teknikken. Lyset. Man kan også kigge på børnene i publikum. Det er muligvis den mest nådesløse metode. For børn er elendige til høflig kulturkonsumering. Hvis de keder sig, opdager man det. Hvis de er begejstrede, opdager man også det. Her begynder små hænder at klappe med. Ben vipper i takt. Kroppe rokker frem og tilbage. Og nogle børn når til et punkt, hvor stolen simpelthen ikke længere kan konkurrere med musikken. De rejser sig og danser. Ikke på kommando. Ikke fordi en konferencier har sagt, at “nu skal alle være med”. De gør det bare. Og det er et vidunderligt øjeblik. For lige dér er Flying Superkids ikke længere noget, børnene ser på. De har fået lyst til selv at bevæge sig. Glæden har skiftet side af scenekanten.

De voksne bliver også ramt

Det er nemt at kalde Flying Superkids et børneshow. Det er også lidt for enkelt. For forestillingen arbejder på en særlig måde med de voksne. Mens børnene ser fremad, mod alt det, de måske selv kunne lære, bliver de voksne sendt baglæns. Til en tid med hulahopringe. Sjippetove. Trampoliner. Vejrmøller på græsplænen. Dans, fordi der kom en god sang. Dengang man ikke registrerede “dagens aktivitet” på et ur bagefter. Man gjorde det bare. Flying Superkids minder én om den lidt glemte fornøjelse ved at bruge kroppen, fordi det føles godt. Ikke for at slå en rekord. Ikke for at tælle kalorier. Ikke for at optimere noget. Bare fordi det er sjovt. Det gør forestillingen langt bredere end den traditionelle forestilling om familieunderholdning, hvor de voksne høfligt følger børnene med. Her bliver de voksne også inviteret ind. Bare ad en anden vej.

Det største nummer står måske ikke på programmet

Med så mange spektakulære præstationer er det fristende hele tiden at lede efter aftenens største spring. Den højeste salto. Den sværeste sekvens. Det mest nervepirrende øjeblik. Men ser man ordentligt efter, findes forestillingens måske stærkeste element i alt det, der foregår rundt om springene. Fællesskabet. Nogen løber. Nogen springer. Nogen står klar. Nogen griber. Nogen venter. Så bytter de plads. Flying Superkids er fuld af individuelle præstationer, men de eksisterer næsten altid inde i noget kollektivt. Det er en vigtig pointe i en forestilling om håb. For fortællingen bliver aldrig kun: “Tro på dig selv”. Den bliver også: “Tro på hinanden”. Det er væsentligt mere interessant.

Når der næsten er for meget af det gode

Flying Superkids har et enormt overskud af energi. Og de vil gerne bruge det. Næsten hele tiden. Det gør showet medrivende og sikrer, at de yngste sjældent når at miste koncentrationen. Men enkelte steder kunne forestillingen med fordel stole lidt mere på sine egne stærkeste øjeblikke. Et fantastisk spring har godt af et sekunds stilhed bagefter. Et poetisk øjeblik må gerne få lov til at hænge i luften. Når næsten alt får musik, lys, bevægelse og tempo, kan kontrasterne blive mindre. Forestillingens rolige passager viser faktisk, hvor effektivt det kan være at skrue ned. For stilhed gør ikke Flying Superkids mindre imponerende. Den kan tværtimod få det næste spring til at føles endnu større. Det er en mindre reservation. Men også et tegn på, at showets største udfordring ikke er mangel på idéer. Det er at vælge, hvornår det er nok.

Man glemmer næsten, at der findes en scene

Noget af det bedste ved Flying Superkids er forholdet mellem publikum og de medvirkende. Scenen bliver aldrig en uigennemtrængelig væg. Der bliver talt til publikum. Leget med publikum. Grinet sammen med publikum. Og energien sendes konstant frem og tilbage. Det er afgørende. For gymnasterne kan udføre nok så imponerende tekniske præstationer, men uden personlighed bliver det en opvisning. Her bliver det en forestilling. De unge performer ikke bare øvelser. De deler deres begejstring for dem. Det er forskellen. Og den mærkes.

Man kommer for at se dem flyve

Flying Superkids er imponerende. Det er sjovt. Det er farverigt. Det er flere gange nervepirrende. Og det er usædvanligt svært ikke at blive i godt humør af. Men hvis showet kun handlede om spektakulær gymnastik, ville oplevelsen også forsvinde forholdsvis hurtigt igen. Det gør den ikke. For efter alle saltoerne, dansene, sangene, de komiske indslag og de store fællesnumre står en ganske enkel tanke tilbage: Dygtighed ser magisk ud, når man kun ser resultatet. Ser man vejen derhen, opdager man, at magien består af noget langt mindre mystisk. Tid. Træning. Mod. Fejl. Mennesker omkring én. Og viljen til at forsøge én gang til. Det er dér, årets tema lykkes bedst.

Og så står vi på jorden igen

Før showet begyndte, stod børnene ved airtracks og trampoliner. De skulle ikke overtales. De tog bare tilløb. De voksne stod ved siden af. Mere forsigtige. Mere bevidste om tyngdekraften. Så kom Flying Superkids på scenen. Og i løbet af forestillingen fløj børn og unge gennem luften igen og igen. Men mærkeligt nok er det ikke flyveturene, der bliver hængende stærkest bagefter. Det er tilløbet. Det øjeblik, hvor man endnu står med begge fødder på jorden, men beslutter sig for at prøve. Det er måske den mest præcise definition på håb, Flying Superkids kunne give os. Ikke forestillingen om, at man aldrig falder. Men troen på, at faldet ikke behøver være slutningen. At man kan øve sig. Hvile. Gentage. Og tage tilløb igen. Så da børnene endnu en gang løber mod aktiviteterne efter forestillingen, ser man dem lidt anderledes. Måske bliver én af dem gymnast. Måske bliver en anden musiker, skuespiller, forfatter, fodboldspiller eller noget, ingen af os endnu har fundet et navn til. Det er egentlig ligegyldigt. For Flying Superkids' bedste budskab kræver hverken trampolin eller trippelsalto. Det kræver bare, at man tør begynde. Man behøver nemlig ikke være flying for at være super. Af Jeanna Kappel