Først nu forstår jeg intet

Udgivet: d. 3 oktober 2025. Kl. 07.23.

★ ★ ★ ★ ★ ☆

Når modet møder musikken, og kaos bliver kompas

Der er forestillinger, der vil underholde dig. Og så er der forestillinger, der tager dig i hånden, trækker dig helt ind i maskinrummet og lader dig mærke tandhjulene dreje. Pernille Højmarks musikalske intimforestilling "Først nu forstår jeg intet" er af den sidste slags: en ufiltreret, varmblodet og begavet blanding af koncert, bekendelse og kabaret – båret af en kunstner, der tør være sjov, sårbar og skarp på én gang.

Et hjerte, en stemme, en historie

Højmark står alene i front, men hun står aldrig alene. For hun har sit publikum med sig fra første replik: et publikum, hun møder med det grin, vi kender, og den sårbarhed, de færreste har set. På få minutter etablerer hun den intime kontrakt, som er hele forestillingens motor: “Jeg viser jer det rå – I lytter uden at kigge væk.” Det gør vi gerne, for hun serverer det med timing, lune og et uovertruffent nærvær.

Fortællingen bevæger sig elegant fra en barndom med hudløse kanter til en ungdom på overhalingsbanen og ind i et liv som sanger og skuespiller, hvor lyset på scenen både var redningsbåd og projektør. Højmark er en mester i at bygge bro mellem anekdoterne og det almene: det er ikke kun historier om “Pernille”, men om alle de øjeblikke i livet, hvor kompasset spinner, og man må lære at stole på sin egen rysten.

Når meningen smuldrer – og bliver til musik

Forestillingen er baseret på erindringsbogen af samme navn, men på scenen bliver erkendelsen fysisk: Den der livskloge tanke om, at “meningen” bliver mere ulden med årene, bliver ikke et trist punktum – den bliver til brandstof. Højmark synger, taler og ler sig vej ind til en slags moden frihed: Ikke alt kan forklares, men alt kan rummes. Det er overraskende forløsende – og ret sjovt.

Humoren er signatur-Højmark: tør, drillende og med en kort afstand fra punchline til eftertanke. Hun kan vende et sylespidst one-liner-øjeblik til et stik i hjertet på to sekunder. Resultatet er en sal, der både griner højt og sidder stille i samme åndedrag.

Musikken som makker

Koncertteatret folder sig især ud i sangene – både de velkendte og de nyskrevne. Arrangementerne er stramme, dynamiske og spiller elegant op ad fortællingens kurver. Man mærker, at musikken ikke er pynt, men et egentligt svar på de spørgsmål, teksten stiller: når ordene ikke slår til, tager melodien over.

Stine Findsen og Peter Michael Jensen er medspillere i ordets bedste forstand – musikere, kor og medfortællere, som giver Højmark et musikalsk gulv at danse på og luft under vingerne, når hun løfter tonen. Vokalkor, små instrumentale kommentarer og fine skift i tempo og tekstur giver koncertdelen en spændvidde, så vi aldrig lander i rutine.

Rytme, præcision og plads til stilhed

Instruktørkonsulent Lene Skytt har tydeligvis haft blik for rytmen mellem tale og sang, mellem grin og gravalvor. Overgangene føles organiske, og forestillingen har den sjældne blanding af stramhed og frihed, som kendetegner en erfaren fortæller, der ved, hvornår hun skal klemme til – og hvornår hun skal lade en sætning hænge i luften.

Lydsiden (Thomas Meilstrup) er forbilledligt balanceret: Teksten står knivskarpt, uden at musikken mister varme. I en intim ramme er det afgørende, og her lykkes det: vi føler, at Højmark taler til os – ikke til en mikrofon.

Det lille format, den store fornemmelse

Scenerummet er bevidst underspillet. Det lille format bliver en pointe i sig selv: Intet står i vejen for historien. Et par præcise virkemidler – en stol, et instrument, et blik – kan være nok, når performeren har så sikker en fornemmelse for timing og publikums kontaktflade. Højmark bruger rummet som et fortroligt rum, og vi fornemmer, at hun kunne have fortalt det hele i et køkken – men heldigvis får vi også den musikalske kraft, der løfter det op i teatret.

Det “andet” publikumsrum

Noget særligt ved aftenen er publikumsresonanserne: små nikkende hoveder, genkendelige suk, grin der begynder et andet sted i salen og smitter. Højmark har en sjælden evne til at gøre sine private kampe til fælles stof uden at udlevere flere detaljer, end der er brug for. Det skaber et andet, usynligt rum – et rum af genklang. Det er her, forestillingen bliver mere end et portræt: den bliver et spejl.

Små sprækker (og hvorfor de klæder helheden)

Ingen aften uden skønhedspletter: Et par overgange kunne strammes, og enkelte pointer mister en anelse kraft, når anekdoten bliver rig på detaljer. Men det er i virkeligheden også en del af charmen – en forestilling om uforudsigelighed må gerne have lidt løs kant. Perfektion havde været det forkerte mål; autenticitet er det rette, og det får vi i rige mængder.

En dejlig sigende, genialt lavet rejse – båret af en dygtig og modig performer. 

Først nu forstår jeg intet er præcis så dejlig sigende, som titlen lover. Genialt lavet i sin enkelhed og modig i sin ærlighed. Pernille Højmark er dygtig, sjov og skarp – men først og fremmest menneskelig. Hun viser, at det ikke at forstå alt ikke er et nederlag, men en invitation: til at favne kaosset, elske den man er, og synge, når ordene slipper op. Det er ufiltreret koncertteater i lille format – med stor virkning... Af: Henrik Yde

Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes