Foto: Det Ny Teater
d. 28 november 2025 Kl. 20.45
★ ★ ★ ★ ★ ★
Én mand, 20 roller og et julemirakel:
Kim Hammelsvang tryllebinder i Et Juleeventyr på Det Ny Teater
Hvis du troede, at Et Juleeventyr kun var noget, man så på tv i sløret julelys med en halvkold æbleskive i hånden, så har Det Ny Teater lige lavet en meget elegant lille fælde til dig. For i Balletsalen væk fra hovedscenens store musicalmuskler bliver Dickens’ klassiker til en intens, tæt og overraskende underholdende monolog, der føles som at få serveret julemoralen på en måde, der både prikker og varmer. Og ja: den prikker også de steder, hvor man normalt gemmer sin indre Scrooge.
Forestillingen er “bare” 70 minutter uden pause. Det lyder kort. Men det føles som en hel rejse: fortidens små stik, nutidens store samvittighed og fremtidens kolde regnskab. Og midt i det hele står Kim Hammelsvang alene på scenen og gør det, som mange forestillinger med 20 medvirkende kun drømmer om: han skaber et helt univers, så man glemmer, at der kun er én krop i rummet.
Enmandshær med juleglimt i øjet
Lad os tage det vigtigste først: Kim Hammelsvang er ikke bare dygtig. Han er forrygende. Det er den slags præstation, hvor man undervejs når at tænke: “Hvordan i alverden…” og lige efter: “Nå ja, selvfølgelig. Han kan jo alt”. Han forvandler sig til mere end 20 karakterer, og det gør han ikke med den der “se-mor-kan-jeg-lave-stemmer” energi. Nej. Skiftene er præcise, tydelige og menneskelige: en ændring i tempo, en lille forskydning i ryggen, et blik, der pludselig skifter temperatur. Og så er vi et andet sted. En anden person. Et andet liv. Og det mest fascinerende: du kan se håndværket – men du mærker mest magien.
Livlig som en decembervind gennem et åbent vindue
Da den første ånd kommer ind, sker der noget nærmest fysisk i salen. Ånden er livlig, let og næsten drillende, og Hammelsvang får det til at stå knivskarpt, når han veksler mellem ånd og Scrooge. Der er en tydelig “ping-pong” i energien, hvor Scrooges stive modstand møder åndens insisteren: kom nu, din sure gamle julebolle, se dog lidt på dig selv. Det er også her, man fornemmer forestillingens grundtone: ja, det er Dickens, og ja, det er alvor men det er fortællekunst med humor i lommerne. Publikum får lov at grine, ikke fordi det bliver pjattet, men fordi det bliver menneskeligt.
Brunkager, blødhed og en kollektiv klump i halsen
Så kommer anden ånd, og forestillingen skifter gear. Nu bliver det ikke bare underholdende det bliver rørende på den type måde, hvor man sidder og håber, at ingen kigger lige på én i det øjeblik, hvor øjnene bliver lidt blanke.
Scenen, hvor Scrooge får at se, hvordan hans assistent bor, lander med en særligt dansk genkendelighed: den stille værdighed hos mennesker, der ikke har meget, men som alligevel formår at være taknemmelige og kærlige. Her fik mange mig selv inklusive den berømte klump i halsen. Og så: brunkagerne. At Hammelsvang deler brunkager ud, kunne i teorien have været en hyggelig gimmick. I praksis bliver det et lille genialt greb, fordi det rammer forestillingens nerve: Når anden ånd fortæller om, hvor taknemmelig familien er for bare at kunne få en lille smule at spise, sidder publikum med “en lille smule” i hånden. Pludselig er en brunkage ikke bare en brunkage. Den er et symbol på, hvor lidt der egentlig skal til for at gøre en forskel og hvor meget det betyder, når nogen overhovedet ser én. Det er julens etik i minibuffer-format. Elegant. Sød. Og overraskende effektivt.
Den kolde luft fra “hvad nu hvis ingen kommer?”
Og så kommer tredje ånd, og her skifter forestillingen stemning med et næsten uhyggeligt snuptag. Grinene dør ikke – de bliver bare mindre. Rummet bliver strammere. Tankerne tungere. Tredje ånd får publikum til at tænke over dét, vi helst undgår midt i al juleglimmeret: Hvordan forlader man denne jord? Har man sat spor? Vil der være nogen, der kommer til ens begravelse – og vil de komme af kærlighed eller pligt? Det er en stærk, mørk og nødvendig del af historien, og Hammelsvang spiller den uden overspil. Ingen store, selvsmagende nødråb. Bare konsekvens. Bare spejlet. Bare fremtiden som en stille dom.
Den usynlige medskuespiller
En særlig ros skal gå til lysets rolle i forestillingen. Her er lys ikke bare stemningssætter; det er nærmest en medspiller, der hjælper publikum med at aflæse skiftene mellem karakterer og tilstande. Når Hammelsvang glider fra Scrooge til ånd, fra fortæller til Marley, fra nutid til fremtid, markerer lyset præcist, hvor vi er uden at det føles som “effekt”. Det føles som sprog. Især øjeblikke som Marley med kæderne (et billede, der bider sig fast) får ekstra tyngde, fordi lyset understøtter både det groteske og det tragiske: det er spøgelser i, ja men det er også skyld, der larmer.
Det Ny Teater i “nær-format” en stærk beslutning
Det er værd at understrege, hvor klogt det er, at Det Ny Teater lægger netop denne fortælling i Balletsalen. Dickens bliver bedre af nærhed. Et Juleeventyr er ikke kun en historie om en sur mand og tre ånder; det er en historie om, hvad der sker, når et menneske holder op med at være menneske og hvad der skal til for at komme tilbage. Det intime rum gør, at hvert skift i stemmen, hver pause, hver lille bevægelse kan mærkes. Man sidder ikke og “ser teater” på afstand. Man er i det. Tæt på. Lige dér, hvor det kan gøre lidt ondt og derfor også hjælpe en lille smule. Bearbejdelsen af Lars Kaaber og iscenesættelsen af Jan Hertz holder fast i fortællingens kerne: Den klassiske historie, koncentreret. Ingen unødige krumspring. Til gengæld masser af fortælleglød og en klar respekt for publikum: vi kan godt selv mærke, hvad det betyder.
En juleforestilling med både gys, grin og en pænere samvittighed
Et Juleeventyr en magisk monolog er en af de forestillinger, der minder én om, hvorfor teater stadig kan noget, som streaming aldrig helt får fat i: det der fælles sug i rummet, når noget rammer rigtigt. Du får grinene, når Scrooges stædighed bliver udstillet. Du får gåsehuden, når ånderne tager over. Du får klumpen i halsen, når menneskeligheden står og banker på. Og du går ud i København med en mærkelig lyst til at være lidt bedre, lidt blødere, lidt mindre nærig ikke nødvendigvis med penge, men med opmærksomhed. Og hvis det ikke er en professionel julemirakel effekt, så ved jeg ikke, hvad er. Af: Emilie Jakobsen
Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes