Foto: Miklos Szabo & Ida Buus
d. 27 februar 2026 Kl. 06.34
★ ★ ★ ★ ★ ☆
Den eneste ene og den store, lille kærlighed
Når 90’erne får nyt hjerteblod i Tivolis Koncertsal
Der er musicals, der starter i øret. Med en melodi, man ikke kan lade være med at nynne, før den overhovedet går i gang. Og så er der forestillinger, der starter i munden, med replikker, der nærmest er vokset ind i det danske sprog som en ekstra tand: “Jamen, så fuck fuck da”. “Hvis I to var ludobrikker, ville I så være slået hjem nu?”. Det er citater, man ikke bare husker, man genkender sig selv i dem. Og det er den første sejr for DEN ENESTE ENE – THE MUSICAL i Tivolis Koncertsal: Den forstår, at nostalgi ikke er en støvet ramme om en gammel film. Nostalgi er et levende materiale. Noget vi stadig bruger til at måle kærlighed, uheld, hverdagsironi og de dér brutale øjeblikke, hvor livet pludselig vender skiltet om og siger: omkørsel. Og med Silas Holst som en fremragende Instruktør, brillierer han igen bag kulissen.
Når samtalekøkkenet bliver en katedral
At lægge en historie om samtalekøkkener, adoptionsskemaer, graviditetschok og parforholdsbrud ind i Tivolis Koncertsal er i sig selv et statement. Her er plads til store armbevægelser, men materialet kræver det modsatte: præcision, menneskelig temperatur og den særlige danske tone, hvor man kan grine midt i en krise, uden at krisen bliver mindre virkelig.
Det lykkes, fordi iscenesættelsen ikke forsøger at pynte hverdagen. Den forstørrer den, som når man pludselig ser sit eget liv i et skarpere lys og tænker: “Hold da op… sådan lyder vi faktisk”. Musicalen bliver et kærligt forstørrelsesglas over den romantiske komedies grundstof: vi snubler, vi lyver, vi håber, vi sårer og vi længes altid mere, end vi tør indrømme
To temperaturer, ét fælles brud
I centrum står Merete Mærkedahl som Sus og Magnus Haugaard som Niller. Og de spiller ikke “hovedroller”, de spiller mennesker.
Merete Mærkedahl som Sus: komik med nerver på... Mærkedahl har den sjældne evne, at hun kan være sjov uden at gøre Sus til en “type”. Sus er livlig, men hun er også spaltet: mellem forventning og instinkt, mellem krop og plan, mellem det man burde føle, og det man rent faktisk føler. Musicalen kræver en skuespiller, der kan gå fra sprudlende overskud til indre sammenbrud uden at skifte gear med et knæk. Mærkedahl glider. Hun kan levere en replik, så publikum griner og i samme åndedrag lade noget ubærligt blinke i øjnene: det, man ikke får sagt, når man prøver at være stærk. Hendes Sus er ikke bare “svigtet”. Hun er vred, morsom, stolt, forvirret og rørende modvillig i sin egen sårbarhed. Og netop derfor rammer hun.
Den stille kraft
Magnus Haugaard giver Niller en ro, der ikke er passiv, men ladet. Det er en rolle, der kan blive for mild, hvis man spiller den som ren venlighed. Haugaard spiller den som kontrol. Som om Niller holder sammen på verden ved at holde sammen på sig selv. Og når kontrollen knækker, når sorgen, ansvaret og den nye virkelighed som alenefar presser sig på, så står det stærkt, fordi der er noget på spil. Sammen har de en kemi, der ikke handler om glansbilled romantik, men om den mere modne og farligere form for kærlighed: den, hvor man risikerer at blive ramt igen og alligevel bliver stående.
Den danske satire med hjertet intakt
Rundt om Sus og Niller cirkulerer et persongalleri, der føles som Danmark på en god dag: lidt for direkte, lidt for sjovt, lidt for meget og alligevel uomgængeligt. Sofie Jo Kaufmanas som Stella er et komisk anker. Hun har et instinkt for at time replikker, så de både er underholdning og karaktertegning. Det er ikke bare “grin”; det er en person, der bruger humor som overlevelse. Stanley Bakar som Sonny bringer charme med den nødvendige kant. Han bliver ikke en papfigur, man kan buhe af, han bliver den slags menneske, man kender: den, der kan være dejlig i øjeblikket og destruktiv i længden. Lise Lauenblad som Lizzie giver historien dens tyngdekraft. Lizzie er ikke et plotpunkt. Hun er et liv, en drøm, en fremtid og det gør konsekvenserne større, uden at forestillingen behøver at skrue op for sentimentaliteten. Ulla Vejby (Mulle), Niclas Kølpin (Knud) og Malou Takibo (adoptionsdamen) leverer netop det, denne historie har brug for: skævhed, modspil og de dér sociale stikpiller, der får publikum til at grine, fordi det gør lidt ondt. Mgala, klarede det virkelig flot, med en stor indlevelse og varme.
Bier & Fupz i musicalform, uden at miste tonen
At Susanne Bier og Kim Fupz Aakeson står bag manuskriptet til musicalversionen, mærkes i strukturen: den menneskelige detalje, den hårfine balance mellem komedie og alvor, og den måde konflikter ikke bare opstår “for dramaets skyld”, men fordi mennesker faktisk er sådan: inkonsekvente, stolte, sårbare og mærkeligt dårlige til at sige det, de mener. Det er også her, musicalen vinder over “ren nostalgi”: Den nøjes ikke med at genfortælle en klassiker. Den insisterer på, at historien stadig har noget at sige om moderskab, tab, mandighed, forventninger og det moderne pres for at få livet til at se rigtigt ud, selv når det føles forkert.
90’er hits uden museumsglas
Der er en særlig risiko ved at bygge en musical på et ikonisk musikalsk bagtæppe: at det bliver en hitparade. Men her bliver musikken brugt dramaturgisk, som følelsessprog, ikke som jukebox. Det giver mening, for filmen fra 1999 var i sig selv et fænomen: 843.320 solgte biografbilletter, og den vandt Bodil og Robert for bedste film i 2000. Og Thomas Helmigs titelnummer har levet sit eget liv i dansk populærkultur, længe før nogen sagde “musical” højt. (Det er i øvrigt en pointe, musicalen er klog nok til ikke at overforklare.) Når arrangementerne løfter, føles det som om sangene ikke “kommer ind”, de opstår, fordi dialogen ikke kan rumme det hele. Det er musicalens superkraft: at give de følelser, vi normalt pakker væk i ironi og hverdag, en stemme, der tør være stor.
Kærlighed i bevægelse
Tone Reumert som koreograf forstår, at Den Eneste Ene ikke skal danses som glans. Den skal danses som liv. Som små skift i magt og nærhed. Som kroppe, der famler efter hinanden, trækker sig, fortryder, prøver igen. Ensemblet skaber puls og variation, ikke bare som “baggrund”, men som en social verden omkring hovedpersonerne: arbejdspladser, vennekredse, forventninger, blikke.
Design, lys og lyd der arbejder for historien
Det kreative hold er stærkt bemandet: Camilla Bjørnvad (scenografi og kostume), Mathias Hersland (lysdesign) og Tim Høyer (lyddesign). Det mærkes især i forestillingens professionalisme: intet føles tilfældigt, og helheden er gennemarbejdet, så man både kan være i historien og samtidig nyde formen. Og lad os være ærlige: Tivolis Koncertsal afslører alt. Her kan man ikke gemme sig bag “intimt teatertrick”. Når det fungerer her, er det fordi håndværket sidder, og fordi forestillingen tør stå ved sin egen blanding af stor musical energi og en lille, dansk hverdagstone.
“Meget mærkeligt firma” og derfor rammer det
Den Eneste Ene har altid været en fortælling om mennesker, der tror, de har styr på livet, indtil livet griner og siger: nej. Musicalen tager den pointe og gør den større, uden at gøre den mere falsk. Og det er måske den mest elegante kvalitet ved denne opsætning: Den gør ikke grin med hverdagen. Den gør hverdagen værdig. Også når den er pinlig. Også når den er rodet. Også når den siger noget, man ikke “bør” sige højt. Det er i øvrigt ikke første gang, historien får musicalform: One and Onlys opsætning havde premiere i 2005 og blev genopsat i 2012, med et samlet billetsalg, der omtales som over 250.000. At den vender tilbage nu, føles ikke som genbrug. Det føles som et gensyn med noget, vi stadig har brug for.
En kærlighedshistorie, der tør være voksen
DEN ENESTE ENE – THE MUSICAL er sjov, velspillet og musikalsk tilfredsstillende, men dens egentlige styrke er, at den tør være en romantisk fortælling for voksne mennesker. Ikke voksne som i “grå og kedelig”. Voksne som i: komplekse, fejlende, længselsfulde og modige på den stille måde. Det er en forestilling, der får publikum til at le, men også til at mærke den efterklang, man går hjem med, når man pludselig bliver mindet om, at kærlighed ikke er et eventyr. Det er et valg. En risiko. En ny begyndelse midt i det, der brister. Den spiller i Tivolis Koncertsal fra 26. februar frem til 11. april 2026 (varighed ca. 2½ time inkl. pause). før den drager videre til Musikteatret Holstebro (15.–26. april) og Vejle Musikteater (30. april–3. maj). Af: Emilie Jakobsen
Foto: Miklos Szabo & Ida Buus
Stay tuned på "Yde News" vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes