Dear Evan Hansen | Yde News

d. 16 januar 2026 Kl. 23.59

Dear Evan Hansen

Foto: Emilia Therese

★ ★ ★ ★ ★ ☆

En musical, der ikke bare vil underholde dig – men afsløre dig

Der er ting, man mærker. Og så er der ting, man bliver set af. Dear Evan Hansen i Skuespilhuset til forpremieren stiller sig ikke pænt op som “aktuel” kunst, der vil demonstrere sin relevans med store armbevægelser og trendy begreber. Den gør noget langt mere ubehageligt og langt mere effektivt: den lader ensomhedens mekanik køre helt ud i fingerspidserne, indtil man som publikum opdager, at man ikke længere sidder og vurderer en historie, men genkender en tilstand. Og netop dér ligger forestillingens særklasse: Den handler ikke kun om unge, sociale medier, psykisk sårbarhed og sorg. Den handler om menneskers uendelige projekt med at blive godkendt af andre, af fællesskabet, af tiden, af sig selv. Og den viser, hvordan det projekt kan få en ellers fornuftig person til at gøre noget forkert med en overbevisning, der føles som overlevelse. Det er grunden til, at denne musical som allerede er blevet et internationalt fænomen i dansk version stadig, kan ramme som et knæ i maven: fordi den ikke tror på lette skurke og rene helte. Den tror på os...

En misforståelse, der bliver en identitet

Evan Hansen er ensom og socialt ængstelig. Han prøver famlende, systematisk, desperat at gøre det, vi alle gør, når vi er bange for at forsvinde: Han forsøger at blive til nogen, der kan tåle dagens lys. Så dør en klassekammerat, Connor, ved selvmord. Et brev, Evan har skrevet til sig selv, bliver misforstået som et afskedsbrev fra Connor til Evan, og pludselig tror alle, at de var nære venner. Evan har nu en mulighed, som samtidig er en fælde: Han kan korrigere misforståelsen og blive den samme usynlige dreng som før eller han kan lade fortællingen leve og endelig få adgang til et fællesskab, han altid har stået udenfor. Han vælger det sidste. Og herfra folder musicalen sin egentlige brutalitet ud: Løgnen starter ikke som manipulation. Den starter som en nødløsning. Et plaster. Et åndedrag. Et “bare lige i dag”. Indtil det vokser til et helt narrativ, som alle omkring ham også har brug for Connor-familien, skolen, den digitale offentlighed, ja, selv Evan selv. Det smukke og foruroligende er, at man forstår ham, samtidig med at man tager afstand. Musicalen gør det umulige: Den får dig til at mærke, hvordan et menneske kan gøre noget uacceptabelt uden at føle sig ond. Ikke for at undskylde. Men for at forklare, hvordan vi når derhen.

En præstation med nerver udenpå huden

At spille Evan Hansen kræver noget mere end “en stærk sanger” og “en sympatisk hovedrolle”. Rollen kræver et menneske, der kan stå på scenen og være udadtil et spørgsmålstegn, indadtil et alarmsystem og stadig være så musikalsk præcis, at melodierne ikke bliver pynt, men psyke. Thorbjørn Hedegaard leverer netop dét. Han spiller Evan som en dreng, der hele tiden er et halvt sekund bagud i sit eget liv. Som om hans krop først får beskeden efter, at situationen allerede har ændret sig. Det er en fysisk præstation: nervøsiteten ligger ikke i store markeringer, men i den måde, han står på, trækker vejret på, tøver på, forsøger at smile på det rigtige tidspunkt og mislykkes på en måde, der gør ondt at se på. Vokalt er han mere end “sikker”. Han er bærende. Han synger ikke for at imponere; han synger som om sangene er steder, hvor Evan endelig tør sige sandheden også selv når han lyver. Det er en raffineret dobbelthed, og den gør rollen levende: Evan bliver ikke en type, men et menneske, der konstant skifter form for at passe ind. Og når forestillingen for alvor tager fart, sker der noget særligt: Publikum begynder at reagere på Evan, ikke som en karakter, men som en nervetråd. Man kan mærke det i salen: de små latterudbrud, der stopper brat; stilheden, der bliver tungere; den kollektive fornemmelse af, at vi alle sammen holder vejret på samme tid. Det er tegn på én ting: Her står en hovedrollepræstation, der kan bære en hel aften og gøre det uden at flirte med publikum.

Sorgens og ansvarsfølelsens forskellige dialekter

En af forestillingens største styrker er, at den ikke kun handler om de unge. Den viser også de voksne, der i bedste mening forsøger at navigere i en verden, hvor deres gamle værktøjer ikke længere virker. Johanne Louise Schmidt som Heidi (Evans mor) er et kapitel for sig. Hun spiller ikke “mor” som en funktion, men som en konstant arbejdende samvittighed et menneske, der både skal være forælder, forsørger og følelsesmæssigt beredskab, og som alligevel ikke kan være alle steder på én gang. Hendes spil har en særlig kvalitet: Hun er hverken sentimental eller hård. Hun er realistisk. Og realismens smerte kan være langt mere rørende end tårer. Hos Connor-familien ligger sorgen som en tyngdekraft, der trækker alt skævt. Marie Dalsgaard (Cynthia) og Carsten Svendsen (Larry) giver hver deres svar på det samme spørgsmål: Hvordan lever man videre, når man har mistet et barn og samtidigt skal blive i live som ægtefæller, forældre, mennesker? Den ene søger mening. Den anden søger kontrol. Begge søger ro. Ingen får den gratis. Det er stærkt spil netop fordi det ikke føles “spillet”. Det føles som mennesker, der forsøger at holde sammen på en virkelighed, der er blevet til glasskår.

Humor, modstand, længsel

Forestillingen er klog nok til at vide, at den ikke kan være 100% tung uden at miste puls. Derfor er det afgørende, at de unge biroller har både bid og varme. Sara Viktoria Bjerregaard som Zoe har en fin og nødvendig præcision: hun spiller ikke bare den søster, der har mistet. Hun spiller den søster, der også er lettet, vred, forvirret, skyldig, træt og som samtidig er et ungt menneske midt i alt det. Det gør figuren interessant, fordi hun ikke bliver en romantisk “belønning” for Evan, men et menneske med egen tyngde. Viktor Pascoe Medom som Connor giver rollen en urovækkende energi. Connor bliver ikke reduceret til et symbol; han bliver en tilstedeværelse, et ekko, et sår, der ikke vil lukke sig. Det er vigtigt, for fortællingens etiske tyngde afhænger af, at Connor ikke kun er “anledningen”. Og så er der forestillingens sociale motorer: Kevan Nirwan Soliman (Jared) og Malaika Berenth Mosendane (Alana). De leverer humor, ja men også en skarp kommentar til, hvordan “hjælp” og “aktivisme” og “popularitet” kan blive endnu en performance. Latteren bliver aldrig bare latter; den bliver en ventil, der åbner for noget, der er mere bittert end sjovt. Det er i det spændingsfelt, forestillingen føles mest nutidig: Den viser et ungdomsliv, hvor alle prøver at være nogen men ingen helt ved hvem.

Når følelser skal lyde naturlige og stadig synge

At musicalen opføres på dansk, er ikke en pyntelig “for første gang” krog. Det er et kunstnerisk valg, der kan afgøre alt: Enten bliver det fladt, eller også bliver det nærværende. Her bliver det nærværende. De danske replikker og sangtekster lander (overvejende) med den rigtige blanding af daglig tale og lyrisk løft. Det er ikke let at oversætte materiale, der ligger så tæt på moderne ungdomstoner, uden at det enten bliver pinligt “ungt” eller alt for voksent og korrekt. Her føles sproget som noget, karaktererne faktisk kunne sige og synge når de står med følelser, der er for store til almindelige sætninger. Og det betyder noget: Når en forestilling handler om at blive set, skal publikum kunne høre sig selv i sproget. Ikke i alt men nok til, at sandheden trænger igennem.

Pop med dramaturgisk tænder

Pasek & Pauls musik er pop i overfladen, men dramatik i konstruktionen. Sangene fungerer som følelsesmæssige vendepunkter ikke som pynt mellem scener. Når det virker (og det gør det i høj grad her), føles det som om karaktererne ikke “vælger at synge”, men som om sangene opstår, fordi almindelig tale ikke længere kan bære. Forestillingen lykkes med det, mange musikaler fejler i: at skabe en oplevelse, hvor musik og handling føles uadskillelige. Man går ikke og venter på “nummeret”. Nummeret er historien. Og når det store fællesskabs-øjeblik rammer det, der i musicalens mytologi næsten har status af moderne hymne, mærker man, hvorfor Dear Evan Hansen har fået så stærkt et efterliv: fordi den kan give publikum en følelse af sammenhæng… og i næste sekund minde os om, hvor skrøbelig den sammenhæng er.

En opsætning, der tør være stille

En forestilling med så “store” temaer kan hurtigt komme til at råbe. Men her er en vigtig kvalitet: opsætningen tør være stille. Den tør lade pinlighed, pauser, usagte ting og socialt ubehag stå i rummet, uden at skynde sig videre til næste effekt. Det er dér, Skuespilhuset som ramme giver mening: Det intime møde mellem scene og sal gør, at alt det små et blik, et tøvende håndtryk, et skævt smil kan blive dramatik. Og når dramatikken er psykisk, ikke fysisk, er det præcis den skala, der skal til. Det samlede hold spiller og synger med en professionalisme, der gør, at forestillingen føles gennemarbejdet og i kontrol men uden at miste nerve. Og det er den bedste kombination, en musical kan have: håndværk og hud.

Når følelsen næsten bliver for “pæn”

Hvis man absolut skal ønske sig noget, kan det være dette: Musicalen har øjeblikke, hvor dens emotionelle kurver er så effektive, at man næsten kan mærke konstruktionen bag dem. Den vil gerne give publikum forløsning. Og nogle gange ligger forløsningen så tæt på “nu må I gerne græde”, at man lige når at se maskineriet. Men det er en lille anke i en aften, der ellers føles både modig og relevant. For i de bedste øjeblikke nægter forestillingen netop at give nemme svar. Den viser, at det at blive “fundet” ikke nødvendigvis betyder at blive reddet. Og at fællesskab kan være lige så farligt som ensomhed, hvis det bygger på en løgn.

Se den og tag en ekstra indånding på vej ind

Dear Evan Hansen i Skuespilhuset er en stor succes, fordi den gør noget, der er sjældent: Den kombinerer stærke sangpræstationer og solidt ensemblearbejde med et stof, der faktisk betyder noget lige nu uden at gøre sig selv vigtig på en belærende måde. Den er hjertegribende, ja. Men den er ikke bare “rørende”. Den er præcis. Og præcision rammer hårdere end

følelsen . Det er en forestilling, man kan gå fra med klump i halsen men også med en mærkelig klarhed: en følelse af, at man måske skal være lidt mere varsom med mennesker. Lidt mere generøs. Lidt mindre sikker på, at man kan se, hvem der er “okay”. For måske er pointen netop denne: Det farlige er ikke, at nogen lyver. Det farlige er, hvor meget vi alle sammen har brug for at tro på løgnen, hvis den giver os fællesskab. En stærk, elegant og vedkommende opsætning med en hovedrolle, der løfter hele fortællingen, og et hold, der spiller og synger, så man mærker det i hele kroppen. En jeg skal se igen... Af: Emilie Jakobsen

Foto: Emilia Therese