Udgivet: d. 20 september 2025. Kl. 08.15.
★ ★ ★ ★ ★ ☆
De Vilde Kaniner – Når fællesskabet synger!
Det sker ikke hver dag, at man går ud af et teater med følelsen af at have været til både koncert, folkefest og fælles terapitime – men det var præcis, hvad der ramte mig, da "De Vilde Kaniner" tonede ud på Østre Gasværk.
Allerede fra de første toner blev det klart, at forestillingen ikke bare ville hylde Gnags – den ville løfte musikken op i et univers, hvor sangene blev fortalt, levet, danset og følt. Publikum blev mødt af et scenisk overflødighedshorn: kanin farvestrålende kostumer, forunderlige projektioner, en lydkulisse så præcis og alligevel levende, at man følte sig suget ind i musikken. TheatreMax-teknologien skabte en 360-graders oplevelse, hvor man nærmest kunne mærke trommerne i brystkassen og lysstrålerne på huden.
Men teknik alene gør ikke magi. Det var ensemblet, der for alvor fik forestillingen til at flyve. Skuespillerne og musikerne synger og spiller med en suverænitet, der både ærede det velkendte og tilføjede nye lag. Hver sang blev en lille fortælling, et tableau, hvor stemmerne flettede sig ind og ud af hinanden som et kor af vilde kaniner, der både kunne være sprælske, sårbare og festlige. Da "Mr. Swing King" rullede ind, eksploderede salen i en kollektiv rus. Og da "Når jeg bliver gammel" langsomt foldede sig ud, blev der stille – publikum sad som ét stort fællesskab og mærkede efter.
Man kunne se, hvordan publikum selv blev en del af forestillingen. Folk sang med, klappede, nynnede og lo. Øjeblikket under "Danmark"– hvor salen rejste sig i en blanding af nostalgi, kærlighed og skæv selvironi – var rørende på en måde, jeg aldrig glemmer. Det var som om, hele landet stod samlet i Gasværket den aften.
Instruktør Heinrich Christensen har formået at iscenesætte Gnags’ univers med en blanding af respekt og vildskab. Palle Steen Christensens scenografi legede med rummet, så hvert nummer åbnede nye verdener, mens Ida Marie Ellekildes kostumer tilføjede et poetisk og skørt lag, der gjorde hver karakter mindeværdig. Lysdesignet af Ulrik Gad og Tim Høyers lydunivers skabte konstant forvandling – fra intime stunder til rendyrket festivalstemning. Sofie Akerøs koreografi bandt det hele sammen i en energi, der aldrig slap grebet om publikum. Og over det hele lå Martin Sommers musikalske arrangementer – præcise, legesyge og fuldstændig i Gnags’ ånd.
Peter A.G.s ånd svævede tydeligt over scenen. Hans tanker om fællesskab og musikkens evne til at samle blev levendegjort, så vi ikke blot hørte sangene – vi oplevede dem i krop og sjæl. Når hele salen sang med, var det præcis den form for fællesskab, han har talt om: det uperfekte, det mangfoldige, det vidunderligt menneskelige.
Da applausen endelig brød løs – stående, larmende, ekstatisk – virkede det næsten for fattigt som afslutning. Publikum var ellevilde, og mange havde nok ønsket, at festen bare kunne fortsætte natten ud. De Vilde Kaniner var ikke blot en forestilling, men en påmindelse om, hvorfor vi synger sammen, hvorfor vi går i teatretkoncerter, og hvorfor musik kan føles som et hjem.
Det bedste fra Gnags blev givet tilbage til os i ny skikkelse – og sjældent har jeg oplevet en forestilling, hvor “længe leve mangfoldigheden” føltes mere sandt.
De Vilde Kaniner er ikke bare endnu en teaterkoncert – det er en milepæl i dansk scenekunst. En vild, rørende og uforglemmelig hyldest til Gnags og til fællesskabet, vi alle længes efter. Af: Emilie Jakobsen
Foto: Emilia Therese
Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes