DANCING ON MY OWN i Baltoppen forener dans, musik og følelse i en sanselig forestilling om kærlighed, ensomhed og længsel. Foto: André Hansen
d. 10 april 2026 Kl. 06.44
★★★★★☆
Når ensomheden danser med: DANCING ON MY OWN ramte hjertet
DANCING ON MY OWN i Baltoppen blev en sanselig, sårbar og smuk påmindelse om, at ensomhed også kan være noget, vi deler
Holstebro Teaters dansekompagni leverer en stærk og nærværende fortolkning af hjertesorgens mange bevægelser i DANCING ON MY OWN.
En stærk, stilfuld og dybt vedkommende aften
Holstebro Teaters dansekompagni præsenterede ikke blot en forestilling om kærlighed, hjertesorg og længsel. De skabte et rum, hvor disse følelser fik lov til at eksistere uden forsvar, uden filter og uden ironi. Et rum, hvor kroppen fik lov til at tale dér, hvor sproget normalt bryder sammen. Og netop derfor blev DANCING ON MY OWN mere end en danseforestilling. Den blev en følelsesmæssig bevægelse. En stemning. Et lille stykke moderne melankoli med puls.
Med intens koreografi og stor følelsesmæssig præcision rammer DANCING ON MY OWN noget dybt menneskeligt og genkendeligt.
Et scenisk sprog for det, vi sjældent kan sige højt
Titlen DANCING ON MY OWN bærer i sig selv en hel følelseshistorie. Man hører den, og straks opstår der billeder: det ensomme dansegulv, den indre opløsning, den sene nat, hvor man både vil forsvinde og ses på samme tid. Det er denne dobbelthed, forestillingen griber fat i med stor sikkerhed. For hvad vil det egentlig sige at stå alene? At være omgivet af mennesker og alligevel føle sig udenfor? At længes efter kærlighed og samtidig være mærket af dens fravær? Det er spørgsmål, forestillingen ikke forsøger at besvare entydigt. Den gør noget mere interessant: den lader dem leve i kroppene, i bevægelserne, i musikken og i de relationer, der opstår og forsvinder på scenen. Der er noget modigt i den beslutning. Noget tillidsfuldt. Forestillingen stoler på, at publikum kan mærke med, uden at alt nødvendigvis skal forklares.
DANCING ON MY OWN i Baltoppen blev en smuk og sårbar aften, hvor publikum blev inviteret helt ind i følelsens rum.
Koreografi som følelsesmæssig arkitektur
Mikkel Alexander Tøttrups koreografi er ikke blot flot. Den er følt, tænkt og er bygget op med en fin forståelse for, hvordan bevægelse kan være mere end æstetik, hvordan den kan blive til psykologi, relation og erindring. Der er sekvenser i forestillingen, som nærmest føles som efterdønningerne af en forelskelse: lette, dragende, næsten vægtløse. Og der er andre, hvor kroppenes møder bliver mere brutale, mere desperate, mere søgende. Ingen står stille længe ad gangen. Ingen får lov til at være helt i fred. Som i kærligheden selv. Koreografien formår at omsætte noget dybt menneskeligt til et scenisk sprog, der både er konkret og drømmeagtigt. Det er en vanskelig balance, men her lykkes den. Det intime får lov at være intimt, og det kollektive får lov at vokse sig stort. Forestillingen bevæger sig hele tiden mellem det enkelte menneskes smerte og den masse eufori, som opstår, når mange følelser pludselig slår i takt. Det er smukt tænkt. Og det er endnu smukkere udført.
Med Robyns musik som følelsesmæssigt bagtæppe folder DANCING ON MY OWN sig ud som både sorg, styrke og fællesskab.
Et ensemble, der ikke bare danser, men bærer forestillingen
De seks medvirkende, Igea Noioso, George Burton, Carley Lund, Oksana Maslechko, Lorenzo Giovanetti og Tshepo Zasekhaya, er helt afgørende for forestillingens gennemslagskraft. De kommer ikke bare ind på scenen som dansere, der skal levere koreografi. De træder ind som kroppe med erfaring, spænding, længsel og modstand. Det er en af forestillingens store kvaliteter, at ensemblet føles så sammentømret. Der er en tydelig disciplin i deres arbejde, men også noget frit og sanseligt. De virker trygge i materialet, og derfor kan de give sig hen til det. De bærer forestillingen med stor professionalisme og med et nærvær, som smitter direkte af på salen. Man tror på deres møder. Man tror på deres afstande. Man tror på den uro, der hele tiden dirrer imellem dem. Og det er væsentligt, for DANCING ON MY OWN lever ikke af store effekter alene. Den lever af troværdighed. Af stemning. Af evnen til at få publikum til ikke bare at se, men føle.
Robyns univers som knust hjerte og kollektiv trøst
At Robyns musik er central i forestillingen, er ikke bare et godt. Det er et kunstnerisk klogt valg. For få popkunstnere har som Robyn formået at forene det euforiske og det sønderknuste så overbevisende. Hendes musik rummer både frihed og tab, styrke og skrøbelighed, og det spændingsfelt bliver udnyttet med stor forståelse i forestillingen. Når de velkendte toner får plads i det sceniske univers, sker der noget interessant. Publikum genkender musikken, men genkendelsen bliver ikke bare nostalgisk. Den bliver følelsesmæssigt aktiveret. Sangene fungerer ikke som baggrund, men som medfortællere. Som følelsesmæssige rum, karaktererne kan træde ind i. Samtidig bidrager Kristian Hverrings komposition og lyddesign med noget mere underspillet og atmosfærisk, som giver forestillingen sit eget særpræg. Det er ikke bare en række sange sat på scenen. Det er et bearbejdet lydligt landskab, hvor pop, smerte og scenisk poesi smelter sammen. Det fungerer virkelig godt.
Lys, rum og æstetik med følelse
Visuelt er DANCING ON MY OWN en forestilling med stor elegance. Ikke overdådig eller overforklaret, men bevidst, smagfuld og effektfuld. Der hviler en klar æstetisk linje over forestillingen, som giver den både karakter og ro. Lysdesignet af Thora Eriksen er særligt vellykket. Lyset gør mere end at skabe billeder; det skaber tilstande. Det kan åbne rummet, lukke det om karaktererne, gøre det sårbart, koldt, varmt eller næsten svimlende. I flere passager virker lyset som en slags tavs medspiller, et følelsesmæssigt ekko til det, der foregår mellem kroppene. Også de scenografiske greb og det visuelle arbejde med kostumer, styling og helhedsudtryk understøtter forestillingens tone på flot vis. Alt fremstår gennemtænkt og professionelt. Men heldigvis aldrig så poleret, at det bliver sterilt. Der er stadig liv i det. Stadig menneskelighed.
Fra kærestesorg til fællesskabets rus
Noget af det mest vellykkede ved forestillingen er dens bevægelse fra det individuelle mod det kollektive. I begyndelsen er vi tættere på de enkelte følelseshistorier: de små sammenbrud, de uforløste møder, forelskelsens skælvende håb og kærestesorgens tunge efterklang. Men gradvist sker der en forskydning. Karakterernes historier glider ind i hinanden. Identiteter og relationer bliver mere flydende. Og pludselig står man ikke længere med seks isolerede skæbner, men med et fælles følelsesrum. Et drømmeunivers, hvor ensomheden ikke forsvinder, men bliver delt. Det er måske forestillingens stærkeste pointe: at man godt kan føle sig alene uden at være det eneste menneske, der gør det. At smerte kan være kollektiv. At dans, musik og nærvær kan skabe et fællesskab, ikke fordi alt bliver godt, men fordi noget bliver genkendt. Det er både smukt og rørende.
En forestilling med tidsånd, men også med hjerte
Der er noget meget nutidigt over DANCING ON MY OWN. Ikke på en forceret eller trendy måde, men fordi den rammer en følelse, som mange mennesker lever med i dag: følelsen af at være både tæt forbundet og dybt alene. At vi hele tiden er i kontakt og alligevel tørster efter reel nærhed. At kærlighed i vor tid både kan føles som redning og risiko. Forestillingen forstår den følelse. Den gør den hverken banal eller højtravende. Den giver den blot form. Og måske er det netop derfor, den bliver siddende så længe efter. Fordi den ikke kun handler om et knust hjerte, men om den menneskelige længsel efter at blive holdt fast i noget større end sig selv.
DANCING ON MY OWN i Baltoppen var en virkelig god oplevelse. En forestilling med kvalitet, nerve og overskud. Den var godt lavet, godt udført og båret af en stemning, som var svær ikke at lade sig rive med af. Alt føltes professionel, menneskeligt og ægte. Holstebro Teaters dansekompagni har skabt en forestilling, der tør være både elegant og sårbar. En forestilling, der tør insistere på følelsen uden at miste formen. Og en forestilling, der med musik, dans og stærkt ensemblearbejde formår at gøre ensomheden til noget næsten fælles. Det er ikke nogen lille bedrift. DANCING ON MY OWN er en forestilling, der danser med hjertesorgen, men aldrig synker ned i den. Den løfter den. Former den. Deler den. Og dér bliver den til kunst. Af: Emilie Jakobsen
Fakta om forestillingen:
Titel: DANCING ON MY OWN
Spillested: Baltoppen, Ballerup
Produktion: Holstebro Teater
Iscenesættelse: Rikke Frigast Jakobsen & Mikkel Alexander Tøttrup
Koreografi: Mikkel Alexander Tøttrup
Dramaturgi: Rikke Frigast Jakobsen
Medvirkende: Igea Noioso, George Burton, Carley Lund, Oksana Maslechko, Lorenzo Giovanetti, Tshepo Zasekhaya
Komponist og lyddesign: Kristian Hverring
Lysdesign: Thora Eriksen
Scenografiske konsulenter: Lise Marie Birch & Lars Frimann
Kostumer, make up, hår & styling: Fie von Feer
Idé & koncept: David Cornelius Price
Musik: Robin Miriam Carlsson (ROBYN), Patrik Jens Berger, Klas Frans
Åhlund, Alexander E Kronlund, Joakim Frans Åhlund, Johan Oscar Andreas
Ekhe, Ulf Peter Lindström, Joseph Patrick Mount og Markus Erik Jägerstedt
En produktion af Holstebro Teater
Foto: André Hansen
Stay tuned på "Yde News" vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!