Foto: Søren Kuhn & Thomas Petri
d. 4 december 2025 Kl. 10.14
★ ★ ★ ★ ★ ☆
007 crasher julen: KISS BANG sprænger Bremen i latter
KISS BANG BANG – Can 007 hold on to his digit?
Crazy Christmas Cabaret #41 (og det sidste kapitel i en hel julesaga) Bremen Teater, premiere 3. december 2025
Der er teateraftener, hvor man går hjem med en pæn fornemmelse af at have set “noget godt”. Og så findes der aftener, hvor man går hjem med mascara i øjenkrogen (uanset køn og make-up-politik), hævede lattermuskler og den meget konkrete mistanke om, at ens hjerne er blevet nulstillet som en overophedet router, fordi nogen i to timer har genstartet én med satire, slapstick og sang på samme tid.
Kiss Bang Bang er den slags aften
Og det er netop derfor, det føles næsten frækt, at London Toast Theatre nu melder ud, at Crazy Christmas Cabaret bukker af for sidste gang. Efter 44 år, 41 shows, en kulturel karriere, der har vandret fra Café Teatret til Tivoli, fra Det Ny Teater til Musikhuset Aarhus, fra 25 år i Glassalen til Bremen Teater: “All good things must come to an end”. Det er rigtigt. Men det føles stadig som om nogen har slukket for julelyset i København med en meget stor kontakt. Det, Crazy Christmas altid har kunnet og som Kiss Bang Bang leverer med kirurgisk præcision er at tage en verden, der virker mere og mere uforståelig (krig, klimakrise, geopolitik, tech-oligarker og en nyhedscyklus, der ruller hurtigere end en Bond-bil i en isglat hårnålssving), og gøre den forståelig gennem latter. Som Dario Fo sagde: “Det fine ved latteren er, at den åbner hovedet, så fornuften kan trænge ind.” Her åbner latteren ikke bare hovedet. Den sparker døren ind og råber “BAAANG!”
Bond – men med julepanto i gearstangens femte
Vi har ventet længe på en ny James Bond-film. London Toast Theatre har tydeligvis også. Derfor får vi deres version: en Bond-film på scenen og ikke bare en parodi, men en panto-cabaret-hybrid, hvor alt kan ske, og hvor reglen stadig er: enhver undskyldning for sang, dans, teatermagi og køn på kryds og tværs. Plottet er (heldigvis) lige så fjollet, som det er effektivt: M sender 007 ud på en mission om kidnapningen af to multimilliardærer computermogulen Bill Boards og den Arabiske Sheik Mustapha Big One. Bag det hele står technokongen Felon X Fusk, verdens rigeste mand, som planlægger at kolonisere Mars. Og som alle gode skurke ved: hvis du vil overtage verden, skal du først overtage fortællingen om den. Undervejs møder Bond den æggende dobbeltagent Ivana Sukuoff, allierer sig med Fox News-reporteren Ima Bimbo og bliver (naturligvis) fulgt af M’s formidable sekretær Dame Spendapenny. Og ja: der er dødsensfarlige stunts udført af publikum. For i Crazy Christmas’ univers er publikum ikke bare passive vidner. I er statister i en verdensorden, der altid er et sekund fra at falde fra hinanden og det sekund bliver altid leveret med et grin.
Seks skuespillere, hundreder af roller – og et tempo, der får virkeligheden til at halte bagefter
“Kasteliste på hundred er spillet af seks skuespillere” lyder som en overdrivelse, indtil man ser det. Her ligger en af forestillingens store triumfer: ensemblet er ikke bare dygtigt; det er ekstremt veltrænet. Det er præcisionskomik, hvor timing er alt, og hvor man kan mærke, at hvert skift, hvert blik, hver pause, hver “nu sker der noget” bevægelse sidder, fordi det er indstuderet til det punkt, hvor det føles improviseret.
Det er den gamle teatermagi: man ser sømmene og man elsker dem for det. Crazy Christmas har aldrig lavet “perfekt illusion” i Hollywood-forstand. De laver “perfekt teater”, hvor vi godt ved, at det er teater, og netop derfor bliver det endnu sjovere, når en scene pludselig tager et sving, du ikke vidste fandtes. Og så er der energien. Den er konstant. Ikke hektisk, men insisterende: forestillingen vil underholde dig. Ikke på en desperat måde mere som en ven, der nægter at lade dig sidde og doomscrolle i decembermørket.
Satiren rammer – fordi den er dum på den kloge måde
Det geniale ved Kiss Bang Bang er, at den er dum på den kloge måde. Den ved præcis, hvor samtidens ømme punkter sidder: tech-guruer, milliardærer, Mars-fantasier, mediecirkus, geopolitisk absurditet og vores kollektive trang til at finde en “helt”, som kan ordne det hele. Bond bliver her en slags nostalgisk drøm om kontrol: én mand, én mission, ét sæt gadgets. Men showet prikker hele tiden til ideen om, at verden er blevet for kompleks til en enkelt “agent” med et cool navn. Spørgsmålet er ikke bare, om 007 kan redde os. Spørgsmålet er, om 007 overhovedet kan holde fast i sit tal, sin digitale identitet, sin kontrol, sin relevans i en tid, hvor alt, inklusive sandheden, kan kidnappes. Og midt i al balladen: de dobbelttydige voksenjokes, der ligger som små landminer under den “barnlige” fortælling. De går af med en lyd, der hedder: høfligt grin fra de unge hysterisk latter fra de voksne, der forstår præcis, hvad der lige blev sagt.
Musik, dans og den vigtige pointe: Vi trænger til at grine uden at være dumme
Crazy Christmas’ genre født af mødet mellem dansk teater og engelsk Christmas Panto – er i sig selv et argument for, at kultur importeret med kærlighed kan blive til noget helt særligt herhjemme. Vivienne McKee og London Toast Theatre har skabt en tradition, der føles københavnsk på den mest internationale måde: det er britisk skruet sammen, dansk serveret, og publikum æder det, som var det risalamande med ekstra kirsebærsovs.
Musikken og sangen er ikke pynt. De er motor. De giver showet luft, variation og det der cabaret-sving, hvor man pludselig sidder og nikker med, fordi en pointe bliver meget sjovere, når den bliver sunget, end når den bliver sagt.
Og så er der dét, som en gammel Information-anmelder engang formulerede om Crazy Christmas: at det er så forfriskende morsomt, at det burde kunne gives på recept mod dansk vinterdepression. Det er stadig rigtigt. Faktisk føles det mere rigtigt nu, i 2025, hvor vi har vænnet os til kriser som baggrundsstøj. Kiss Bang Bang er ikke eskapisme, der flygter fra verden. Det er eskapisme, der tager verden med ind på scenen, kaster flødeskum på den, giver den en sang og spørger: “Nå, skal vi lige se, om vi kan grine os kloge?”
Hvorfor det gør ekstra ondt, at det er sidste gang
Man mærker historien i rummet. Ikke fordi showet bliver sentimentalt Crazy Christmas er ikke kendt for at sætte sig stille og kigge indad men fordi man kan mærke traditionen som en kollektiv muskelhukommelse. Publikum ved, at det her er en institution. En december-ritualmaskine. En årlig ventil. Og netop derfor rammer afskeden: Når noget har været “der” i 44 år, føles det næsten som en del af byens infrastruktur. Som cykelstier, S-tog og den der ene ven, der altid arrangerer julefrokosten. At sige farvel til Crazy Christmas er at sige farvel til en særlig måde at være københavner i december på.
Kiss Bang Bang er latter som våben, pantomime som platform og Bond som undskyldning for at give publikum en kærlig, brutal og virkelig velspillet omgang satirisk julemassage. Det er gakket, men ikke tilfældigt. Det er dumt, men ikke ligegyldigt. Det er professionelt håndværk forklædt som kaos og det er præcis derfor, det virker. Hvis det her virkelig er sidste Crazy Christmas, så går de ud, som de kom ind: med høj energi, skarpe pointer, vanvittige skift og et ensemble, der spiller, som om julefreden afhænger af det. Det gør den måske også. En vild, velspillet og værdig finale-energi og et december-boost, der bør ordineres i pakker af mindst to timers latter.
Foto: Søren Kuhn & Thomas Petri
Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes