Cirkusrevyen 2026
d. 8 maj 2026 Kl. 14.33
★ ★ ★ ★ ★ ☆
Danmark i teltdug, satire og sommerhumør
Der er noget næsten rituelt over at gå ind i Cirkusrevyens telt på Dyrehavsbakken. Man træder ikke bare ind til en forestilling. Man træder ind i et stykke dansk sommer DNA. Her lugter af forventning, tradition, kaffe, champagne, grin og den slags fælles folkelighed, som ikke kan opfindes på et kommunikationsbureau, men kun opstå, når generationer har grinet de samme steder, år efter år, mens verden udenfor har skiftet regering, frisurer, fragtfirmaer og kriser. Og så sidder man dér, i teltet, torsdag aften den 7. maj 2026, mens publikum summer, orkestret er klar, og man mærker den særlige spænding, som kun revyen kan skabe: Hvem får en over næsen i år? Hvem bliver parodieret? Hvor langt tør de gå? Og kan man egentlig stadig få et helt telt til at grine i en tid, hvor alle både er krænkede, stressede, klimabevidste, algoritmestyrede og på mystisk vis stadig venter på en pakke fra DAO? En aften, hvor revyen endnu en gang beviser, at den gamle kunstform ikke er spor støvet, når den bliver båret af et hold, der både kan timing, musikalitet, fysisk komik, karakterarbejde og den svære kunst at se publikum direkte i øjnene og sige: “Ja, vi ved godt, hvordan Danmark ser ud lige nu.
Når Danmark får grineflip i teltdug
Cirkusrevyen 2026 er sjov. Den har den gode premiereenergi, hvor publikum læner sig frem, skuespillerne spiller med overskud, og teltet får den særlige revytemperatur, hvor latteren bevæger sig som varme op gennem rækkerne. Man mærker hurtigt, at her står et dygtigt hold, som vil hinanden, materialet og publikum. Det er ikke en revy, der forsøger at sprænge formen fuldstændigt. Det ville også være mærkeligt. Cirkusrevyen er Cirkusrevyen, og en del af fornøjelsen ligger netop i ritualet: Bakken, teltet, orkestret, de hurtige sceneskift, de store grin, de skæve karakterer, det politiske stik, det folkelige blink og den uundgåelige fornemmelse af, at hele nationen lige er blevet lagt på undersøgelsesbriksen, med klovnenæse. Men 2026 udgaven har noget ekstra. Den har et hold, der virker nysgerrigt. Den har en legelyst, som klæder revyen. Og den har især en stærk kontrast mellem det klassiske og det nye: Niels Olsen og Bodil Jørgensen som sikre revyankre, Mads Knarreborg som smidig og skarp karakterkomiker, og Lars Mikkelsen og Johanne Louise Schmidt som debutanter, der ikke bare kommer på besøg i revyen, men faktisk træder ind i den, og et hold af dansere, sangere der virkelig kan deres kram...
Lars Mikkelsen som græshoppe, ja, selvfølgelig
Lad os begynde med Lars Mikkelsen. For der er noget vidunderligt absurd over at se en skuespiller med Lars Mikkelsens autoritet, tyngde og internationale pondus stå i Cirkusrevyen og springe ud som græshoppe. Det er præcis den slags øjeblik, revyen lever af: når nogen med alvorens kapital bruger den på noget dybt fjollet og dermed gør det fjollede endnu sjovere. I nummeret “Klimatopmøde” tager insekterne over, og Lars Mikkelsen kaster sig ind i det med en disciplineret komisk energi, der viser, at han forstår pointen: Revy skal spilles med alvor, også når man er græshoppe. Især når man er græshoppe. Det er morsomt, fordi han ikke står udenfor og kommenterer på det skøre. Han går ind i det. Med krop, stemme og værdighed. Og netop værdigheden gør komikken stærkere. Der er noget næsten majestætisk over hans villighed til at tabe ansigt på den mest kontrollerede måde. Han får også lov at bide fra sig på en mundharmonika i “Hele svineriet”, hvor svineavlerens ærlige sang bliver et af de numre, der rammer den danske selvforståelse lige der, hvor den både er landlig, praktisk, økonomisk og moralsk lidt mudret i gummistøvlerne. Det er et nummer med kant, men uden at det mister sin folkelige motor. Man griner, men man ved også godt, at der ligger noget bag grinet. Lars Mikkelsen er ikke en klassisk revyfigur i udgangspunktet, og det er netop styrken. Han kommer ikke med autopilot. Han kommer med skuespillerens præcision. Hans debut i Cirkusrevyen føles som et møde mellem mørk dramatik og lys dansk sommerkomik og det klæder begge dele.
Johanne Louise Schmidt: Elegant, præcis og med bid
Johanne Louise Schmidt får også sin Cirkusrevy debut, og hun gør det med en elegance, der hurtigt punkterer enhver idé om, at revy kun er for dem, der har stået i genren i årevis. Hun har en klarhed på scenen. En evne til at holde figuren stramt, uden at den bliver stiv. I nummeret “TLP”, hvor hun spiller forstadsfruen med hang til en helt særlig politiker, viser hun en komisk nerve, der både er genkendelig og let foruroligende. Det er sådan en type, man både har set i køen i supermarkedet, på Facebook, i lokalgruppen og måske, gys i spejlet på en dårlig dag. Hun spiller ikke for meget. Det er vigtigt. En mindre sikker performer kunne have gjort figuren bredere, højere, mere skinger. Johanne Louise Schmidt gør noget klogere: Hun lader vanviddet sive ud gennem pænheden. Og det er langt sjovere. Der er noget farligt i det velordnede. Noget politisk i frikadellefadet. Noget småborgerligt, der pludselig står med megafon. I “Klimatopmøde” fungerer hun desuden stærkt i ensemblet, hvor hun sammen med blandt andre Niels Olsen, Lars Mikkelsen og Mads Knarreborg får skabt en absurd, men velspillet klimafabel, hvor insekterne ikke bare er en idé, men en hel lille revyverden. Johanne Louise Schmidt virker som en skuespiller, der har forstået, at revyen kræver både mod og musikalitet. Hun skal ikke bare levere replikker. Hun skal ramme rytmen. Og det gør hun.
Bodil Jørgensen: Revyens vidunderlige uorden
Bodil Jørgensen er en gave til revyen, fordi hun kan noget, meget få kan: Hun kan få kaos til at ligne kunst.
Hun har den særlige Bodil Jørgensen’ske evne til at være både fuldstændig vanvittig og dybt menneskelig på samme tid. Man griner ikke bare af hendes figurer. Man får næsten lyst til at hjælpe dem hjem, give dem kaffe, tage telefonen fra dem og sige: “Nu stopper vi lige med konspirationsteorierne, Bodil”. I nummeret “Korsbæk”, hvor hun spiller en dame med hang til unge modeller og konspirationsteorier, rammer hun en skøn blanding af Matador nostalgi, nutidig galskab og socialt sammenbrud i pæn indpakning. Det er en figur, der kunne være blevet en løs sketch, men hos Bodil Jørgensen får den puls. Hun kan hæve et øjenbryn, tøve et halvt sekund, sætte stemmen en anelse forkert og så ligger publikum ned. Hun har en fysisk komik, der aldrig virker mekanisk. Kroppen fortæller lige så meget som teksten. Hver bevægelse har en indre logik, også når figuren selv ikke har det. Det er præcis derfor, hun fungerer så godt i revy: Hun kan være bred uden at blive hul, grotesk uden at miste menneskeligheden og fjollet uden at blive billig. Bodil Jørgensen er ikke bare sjov. Hun er farlig sjov. Man ved aldrig helt, hvor hun går hen, og derfor følger man hende.
Niels Olsen: Den sikre hånd på revyrattet
Niels Olsen er en af de kræfter, der får Cirkusrevyen til at hænge sammen. Han har erfaringen, roen og det særlige blik for, hvornår en replik skal have luft, og hvornår den skal sendes afsted som en sommerfugl med dynamit i vingerne. Han er med i flere af de centrale numre, blandt andet “DAO”, “Klimatopmøde” og “Homeboys”, og han virker som en naturlig samlingsfigur på scenen. Der er noget trygt ved hans tilstedeværelse, men ikke kedeligt trygt. Mere som en rutineret kaptajn på en revyskude, der godt ved, at der kommer bølger, men også ved, at det er sjovest, hvis publikum kan mærke dem. I “DAO”, hvor spørgsmålet lyder: “Hvor er det nu, brevene skal leveres?”, bliver hverdagsdanmark løftet op til revystof. Det er en af revyens klassiske discipliner: at tage noget så tørt som post, pakker, logistik og leveringsforvirring og gøre det til fælles komisk frustration. For alle har prøvet at vente på noget, der ifølge systemet både er leveret, forsinket, på vej, ikke registreret og måske befinder sig i en busk i Herlev. Her fungerer samspillet mellem Niels Olsen, Bodil Jørgensen, Mads Knarreborg og Lars Mikkelsen stærkt. Nummeret har den gode revybevægelse fra det genkendelige til det absurde. Først nikker man. Så griner man. Så tænker man: “Det er faktisk præcis sådan, det er”. Niels Olsen mestrer den slags materiale. Han ved, at revyens styrke ligger i at gøre det almindelige en anelse mere vanvittigt, end vi tør indrømme, det allerede er.
Mads Knarreborg: Den skarpe forvandler
Mads Knarreborg har allerede vist, at han har en særlig evne til parodien, og i Cirkusrevyen 2026 får han igen mulighed for at folde sit talent ud. I “Stemmeslugeren” optræder han som Morten Messerschmidt, valgets helt store stemmehøster. Det er et oplagt revymotiv, men også et farligt et, for politikerparodier kan hurtigt blive flade, hvis de kun består af stemme, frisure og et par genkendelige manerer. Knarreborg går heldigvis længere. Han arbejder med rytmen, selvsikkerheden, den politiske sult og den særlige blanding af charme og kampberedskab, der gør figuren genkendelig. Det er ikke bare en imitation. Det er en revyfigur med motor. Han er også glimrende i “Homeboys”, hvor Hjemmeværnets skarpeste fyre indtager scenen med Lars Mikkelsen og Niels Olsen. Det nummer har en herlig maskulin komik, hvor uniform, selvtillid og virkelighed ikke nødvendigvis går op i en højere enhed. Der er noget dybt dansk over blandingen af beredskab, kammeratskab og let forvokset spejderlejr. Mads Knarreborg har en elastisk komisk fysik og en evne til at skifte karakter hurtigt uden at tabe præcisionen. Han er en af dem, der får revyen til at føles levende i overgangene, fordi man mærker, at han hele tiden er parat til at gribe næste bold.
“Homeboys”: Hjemmeværnet som boyband med beredskabsangst
Et af de numre, der bedst viser revyens sans for at blande folkelighed og satire, er “Homeboys”. Lars Mikkelsen, Mads Knarreborg og Niels Olsen som Hjemmeværnets skarpeste fyre er i sig selv en komisk gave. Der er noget vidunderligt ved forestillingen om Hjemmeværnet som en slags nationalt boyband i uniform. Ikke nødvendigvis klar til verdenskrig, men helt bestemt klar til kaffe, øvelse, fællesskab og en mistænkelig varevogn ved forsamlingshuset. Nummeret fungerer, fordi det ikke bare gør grin med Hjemmeværnet. Det gør grin med en hel dansk idé om tryghed, maskulinitet og handlekraft. Vi vil gerne være robuste. Vi vil gerne være klar. Vi vil gerne kunne klare kriser. Men vi vil også gerne hjem til aftensmad. Den dobbelthed rammer nummeret fint. Det er morsomt uden at være ondt. Kærligt, men ikke tandløst. Og trioen spiller det med et overskud, der gør nummeret til en af de gode publikumsbølger i forestillingen.
“DAO”: Revy af den slags, alle forstår
Når Cirkusrevyen er bedst, kan den tage noget, alle kender, og gøre det til fælles forløsning. “DAO” er et godt eksempel.
Hvor skal brevene leveres? Hvor bliver pakkerne af? Hvem har ansvaret? Er noget afleveret, hvis ingen har set det? Er en besked i en app det samme som virkelighed? Og hvornår blev danskernes forhold til postvæsenet en eksistentiel krise? Nummeret har den fordel, at publikum allerede har materialet i kroppen. Alle har en historie. Alle har ventet. Alle har bandet over en levering. Alle har stået med en besked, der påstår, at pakken er leveret, mens man selv står med tomme hænder og en voksende mistanke om, at ens nye sko er flyttet ind hos en fremmed familie. Det er klassisk revy, men det virker, fordi holdet spiller det med tempo og genkendelse. Niels Olsen, Bodil Jørgensen, Mads Knarreborg og Lars Mikkelsen får hverdagsirritationen gjort teatral og morsom. Og netop sådan skal revy være: Den skal tage det, vi brokker os over i køkkenet, og løfte det op i projektørlyset.
“Klimatopmøde”: Når insekterne overtager dagsordenen
Klimakrisen er ikke nødvendigvis nemt revystof. Den er stor, alvorlig, mørk og fuld af skyld. Men “Klimatopmøde” finder en vej gennem absurditeten: Insekterne tager over. Det er en stærk revyidé, fordi den flytter perspektivet. Pludselig er mennesket ikke centrum. Pludselig er vi ikke de kloge konferencedeltagere, men måske bare en midlertidig art med lidt for høj selvfølelse og alt for mange plastikposer. Nummeret vinder på sin visuelle og fysiske energi. Lars Mikkelsens græshoppe er naturligvis et højdepunkt, men hele samspillet mellem Johanne Louise Schmidt, Niels Olsen, Mads Knarreborg og Lars Mikkelsen giver nummeret en skæv, næsten fabulerende karakter. Sangerne Alberte Kyst og Monica Isa Andersen bidrager til den musikalske fylde, og man mærker, at revyen her ikke bare vil levere punchlines, men skabe en scene med både krop, lyd og billede.
Det er grotesk, men ikke dumt. Og det er en vigtig forskel. Grotesken bliver en måde at tale om alvoren på uden at gøre aftenen tung.
“Hjemklang”: Folkedans anno 2026
Cirkusrevyen 2026 er ikke kun tekst og satire. Den er også musik, dans, bevægelse og visuel rytme. Det mærkes tydeligt i “Hjemklang”, hvor Cirkusrevyens dansere og sangere hylder den danske folkedans. Her får ensemblet for alvor lov at træde frem: Alberte Kyst og Monica Isa Andersen som sangere og danserne Roberta Næss Schmidt, Helene Duch Kjaer, Ernestine Ruiz, Vi Duc Vo, Mads Gronemann og Sebastian Sunesen. Nummeret er en påmindelse om, at revy ikke kun bæres af de fem store navne på plakaten. Den bæres også af det hold, der skaber tempo, overgange, energi og visuel variation. Danserne og sangerne er med til at give forestillingen luft og puls. De løfter teltet, så aftenen ikke bliver en række sketches, men en samlet revyoplevelse. “Hjemklang” er både nostalgisk og nutidig. Folkedans anno 2026 kunne nemt blive en ironisk gimmick, men her bliver det også en kærlig hilsen til dansk kulturarv, med glimt i øjet og fart i fødderne. Det er flot, veludført og musikalsk sikkert.
Musikken, scenografien og kostumerne: Det usynlige håndværk, der får det hele til at ligne leg
En god revy skal se let ud. Det er dens forbandelse og dens triumf. Publikum skal ikke sidde og tænke på, hvor mange prøver, sceneskift, musikalske cues, kostumeskift og koreografiske beslutninger der ligger bag. Det skal bare flyde. Og i Cirkusrevyen 2026 flyder det. Joy Maria Frederiksen står som instruktør og kunstnerisk leder i spidsen for en revy, der har god balance mellem tempo og variation. Forestillingen får lov at skifte tone uden at miste sin identitet. Der er plads til både det politiske, det groteske, det musikalske, det folkelige og det rent fjollede. Joakim Pedersen og bandet leverer den musikalske bund, som er helt afgørende for revyens energi. Cirkusrevyen 2026 får 5 ud af 6 stjerner, og det er en stærk femmer. Den sjette stjerne udebliver kun, fordi enkelte numre bevæger sig lidt for sikkert rundt i revyens velkendte landskab, og fordi satiren nogle steder kunne have bidt endnu dybere. Benplads er lidt mangelfuld og sæderne er lidt for hårde. Forestillingen er sjov, velspillet og professionelt skruet sammen, men ikke alle øjeblikke når op på det niveau, hvor man mærker, at revyen for alvor sprænger sin egen form. Men når det er sagt: Dette er Cirkusrevyen i storform. Et fremragende hold, en dejlig stemning, sikre grin, flot musikalsk energi og en aften, hvor danskheden får både kærlighed, kindhest og klovnenæse. Det er svært ikke at overgive sig’. Af: Eva Yde
Cirkusrevyen 2026 - Spilleperiode
Mandag den 4. maj - lørdag den 22. august 2026
Årets hold er Bodil Jørgensen, Johanne Louise Schmidt, Lars Mikkelsen, Mads Knarreborg
og Niels Olsen.
Ensemblet består af sangerne Alberte Kyst og Monica Isa Andersen og danserne Ernestine
Ruiz, Helene Duch Kjaer, Vi Duch Vo, Mads Gronemann, Roberta Næss-Schmidt og
Sebastian Sunesen.
Instruktør: Joy-Maria Frederiksen
Kapelmester: Joakim Pedersen
Koreograf: Nellie Bethel Rainey
Scenograf: Benjamin La Cour
Kostumier: Rikke Von Qualen