Bryld

d. 7 august 2026 Kl. 20.08

★ ★ ★ ★ ★ ☆

Tine Bryld ville redde verden, men hvem skulle redde Tine?

Teatergrads Bryld – En verden på TVÆRS er en musikalsk, morsom og menneskelig rejse gennem et liv levet med speederen i bund. Julie Riis står stærkt i centrum af en forestilling, der tør vise både ikonet, idealisten og mennesket bag mikrofonen.

En rød løber ligger hen over græsset i Lyngby. Det burde være begyndelsen på en fest. Tine Bryld fylder 50 år. Gæsterne er på vej, bordene skal dækkes, talen skal holdes, og fødselaren burde for længst være i humør til champagne, lykønskninger og tilbageblik på et bemærkelsesværdigt liv. Hun har bare ét problem: Hun har overhovedet ikke lyst til at fejre noget. Og dér begynder Bryld – En verden på TVÆRS for alvor. Ikke med monumentet Tine Bryld. Ikke med den folkekære radiostemme. Ikke med en pæn kronologisk gennemgang af et imponerende CV. Men med et menneske, der stopper op midt i sit eget liv og spørger: Hvad har det egentlig kostet? Det er et fremragende udgangspunkt for Teatergrads nye musikalske forestilling, fordi Tine Brylds historie dermed bliver noget langt mere interessant end endnu en biografisk hyldest til en kendt dansker. Her bliver helten taget ned fra piedestalen. Heldigvis. For det er først dér, hun bliver virkelig spændende.

Hele Danmarks Tine og en Tine, vi kendte mindre til

For generationer af danskere var Tine Bryld næsten en institution. Gennem Tværs blev hun den voksne i den anden ende, når ungdomslivet gjorde ondt. Hun lyttede til kærestesorger, konflikter, ensomhed, sex, usikkerhed, misbrug og alle de spørgsmål, som kunne være vanskelige at stille andre voksne. Hun blev kendt som kvinden, der tog unge alvorligt. Men Teatergrad interesserer sig mindst lige så meget for, hvad der skete, når Tine Bryld lagde røret på. For den enorme omsorg for andre mennesker havde en bagside. Hun engagerede sig voldsomt. I ungdommen. I kærligheden. I familien. I politik. I socialt udsatte. I BZ'ere. I mennesker på kanten. I alle de kampe, hun mente burde kæmpes. Hun ville ikke bare observere verden. Hun ville ændre den. Og mennesker, der vil redde verden, kan undertiden være overraskende dårlige til at huske dem, der står lige ved siden af. Det er præcis den modsætning, forestillingen lever af.

En fødselsdag åbner døren til fortiden

Året er 1989. Tine Bryld fylder 50, Berlinmuren står på kanten af historien, ungdomsarbejdsløsheden fylder, BZ-bevægelsen præger København, og tiden er en festlig blanding af politisk uro, skulderpuder og frisurer, der sandsynligvis krævede deres egen byggetilladelse. Midt i det hele skal Tine Bryld holde fødselsdag. Mens hun forsøger at finde ud af, hvad hun egentlig skal sige i sin tale, begynder fortiden at blande sig. Og herfra bevæger forestillingen sig elegant mellem erindring og nutid. Vi møder den unge Tine. Den forelskede Tine. Den seksuelt nysgerrige Tine. Den gifte Tine. Moderen. Aktivisten. Socialrådgiveren. Kvinden med den enorme appetit på livet. Og den voksne Tine, som pludselig må se tilbage på alt det, appetitten også har kostet. Tidspringene kunne nemt være blevet fragmenterede, men Andreas Garfields tekst og Pelle Nordhøj Kanns iscenesættelse holder flot sammen på fortællingen. Det føles ikke som kapitler i en biografi. Det føles som minder. Og minder kommer som bekendt sjældent i kronologisk orden.

Julie Riis har mere at spille end en radiostemme

Julie Riis har forestillingens absolutte hovedopgave. Hun skal ikke blot spille Tine Bryld. Hun skal spille en Tine Bryld, som publikum både skal kunne genkende og samtidig opdage på ny. Det lykkes. Riis forsøger ikke at gemme sig bag en kopi af den velkendte stemme eller gøre karakteren til et stift historisk portræt. Hendes Tine er fuld af bevægelse. Hun kan være selvsikker i det ene sekund og dybt i tvivl i det næste. Hun er morsom, dominerende, kærlig, impulsiv, kampklar og frustrerende. Hun har en energi, som hele tiden får én til at forstå, hvorfor mennesker blev draget af hende. Men også hvorfor det må have været udmattende at stå tæt på. Det er en langt mere interessant præstation end en ren imitation kunne have været. Riis får lov til at vise et menneske, der både kan være beundringsværdigt og besværligt. Og det er præcis sådan gode teaterportrætter bør fungere.

Et ensemble med fart i fødderne

Omkring hende arbejder Mikkel Reenberg, Brian Hjulmann, Christine Worre Kann og Martine Madsen i et levende ensemble, hvor rollerne skifter hurtigt og præcist. De bliver til mennesker fra forskellige perioder af Tines liv, og de mange skift skaber en energi, der passer godt til hovedpersonen. Især Mikkel Reenberg viser en stærk komisk timing, mens hele holdet demonstrerer, hvor meget man kan skabe med ganske få virkemidler, når kropssprog, rytme og samspil sidder rigtigt. Ingen af skuespillerne behøver lange kostumeskift eller realistiske kulisser for at fortælle os, hvem de er. Et blik. En ændring i kroppen. En stemme. Og vi er et andet sted. Det er både effektivt og befriende teatralsk.

Når en stol pludselig bliver til et helt liv

Forestillingen udspiller sig på en lang, rød løber med publikum placeret på begge sider. Den løsning skaber en næsten intim catwalk gennem Tine Brylds erindringer. Der er ikke langt mellem skuespiller og publikum, og den fysiske nærhed gør forestillingen levende på en måde, der passer smukt til Teatergrads udendørsformat. Scenografien arbejder samtidig med en næsten demonstrativ enkelhed. Stole. Masser af stole. Og heldigvis er det ikke et problem. For i denne forestilling kan en stol stort set blive til hvad som helst. Et hjem. En seng. En arbejdsplads. Et menneske. Et barn. En livssituation. Det er scenekunstens gamle tryllenummer: Hvis skuespillerne tror på transformationen, følger publikum med. Og vi følger gerne med.

Snavescenen, man ikke lige glemmer

Forestillingen tager sine alvorlige emner seriøst. Sig selv tager den heldigvis mindre højtideligt. Et af aftenens morsomste øjeblikke kommer allerede i skildringen af ungdommens kys. Her kunne man have valgt den klassiske teatralske løsning: to skuespillere nærmer sig hinanden, lys ned, romantik. Det gør man ikke. I stedet står skuespillerne med betydelig afstand mellem sig og sender tunger ud i luften med en entusiasme, som på én gang ligner et teenagekys, en naturdokumentar og et mindre motorisk sammenbrud. Publikum knækker sammen af grin. Det er komplet fjollet. Og det er fremragende. Endnu bedre bliver det, da forestillingen skal håndtere sex. Her får de medvirkende hver sin stol. Der er behørig afstand mellem kroppene, men gennem bevægelser, støn, mimik og timing er der absolut ingen tvivl om, hvad der foregår. Det er næsten imponerende, hvor erotisk lidt fysisk kontakt der skal til for at skabe en meget tydelig situation. Og endnu mere imponerende, hvor morsomt den kan blive.

Babygråd og miniaturefamilie

Når familielivet vokser, vokser stolene med. Eller rettere: De bliver mindre. Små stole markerer børnene, mens blandt andre Mikkel Reenberg bidrager med babylyde, der nok ikke ville blive accepteret som autentiske i en fødeafdeling, men som til gengæld rammer publikum lige i lattermusklerne. Sådan fungerer forestillingen bedst. Den fortæller store dele af et liv med små sceniske idéer. Der behøver ikke stå et fuldt møbleret hjem på scenen. Vi forstår det alligevel. Faktisk forstår vi det måske bedre, fordi forestillingen tvinger fantasien til at arbejde med.

Og pludselig holder latteren op

Det intelligente er, at humoren aldrig fjerner alvoren. Den gør den stærkere. For lige når forestillingen har fået os til at grine, drejer historien. Kærligheden bliver kompliceret. Relationer går i stykker. Tine forelsker sig, vælger, forlader, bliver mor og træffer beslutninger, som ikke kun påvirker hende selv. Samtidig vokser engagementet i andre mennesker. Hun arbejder med udsatte. Hun engagerer sig politisk. Hun tager Bz’ernes kamp alvorligt. Hun åbner døren for mennesker, som andre måske ville gå over på den anden side af gaden for at undgå. I en lille, velspillet scene dukker en stofmisbruger op ved hendes private bolig. Men under humoren ligger hele tiden spørgsmålet: Hvor gik grænsen mellem Tine Brylds arbejde og Tine Brylds privatliv? Svaret synes at være: Den grænse havde det ikke altid særlig godt.

At ville alle mennesker det bedste kan være farligt

Det er her, forestillingen bliver større end sin hovedperson. For den kredser om et dilemma, der ikke kun tilhører Tine Bryld. Kan et menneske give sig selv til alle? Og hvis man forsøger, hvem betaler så regningen? Tine Bryld brugte store dele af sit liv på mennesker, der ikke blev hørt. Tværs gjorde hende til offentlig fortrolig for generationer af unge, og hendes øvrige virke var drevet af den samme insisteren på, at udsatte og marginaliserede mennesker fortjente at blive taget alvorligt. Det er svært ikke at beundre. Men forestillingen tør samtidig stille spørgsmålet, som enhver heltefortælling har brug for: Kan en stor styrke også være en stor svaghed? Ja. Det kunne den tydeligvis hos Tine Bryld. Hendes behov for at engagere sig var både motor og belastning. Det ene eksisterede ikke uden det andet.

Musikken giver erindringerne puls

Martine Madsens musik er ikke blot placeret ved siden af historien. Den er inde i den. Guitaren og sangene binder erindringerne sammen og skaber overgange mellem humor, alvor og eftertanke. Det giver forestillingen en stærk rytme. Særligt i en historie, der springer over mange år, er musikken værdifuld, fordi den kan skabe stemningsskift hurtigere, end en lang dialog ville kunne. Musikken giver fortiden puls. Og samtidig bliver det musikalske element aldrig så dominerende, at forestillingen pludselig føles som en koncert med dialog imellem numrene. Balancen fungerer.

En forestilling om 1989, der rammer 2026

Det mest interessante ved Bryld – En verden på TVÆRS opstår måske først, når man forlader selve historien. For hvor langt er der egentlig fra Tine Brylds unge lyttere til unge mennesker i dag? Teknologisk? En evighed. Menneskeligt? Overraskende lidt. Kærestesorg blev ikke opfundet af Snapchat. Ensomhed kræver ikke Wi-Fi. Usikkerhed om kroppen eksisterede før Instagram. Forældre og børn misforstod også hinanden længe før familier fik gruppechats. Og spørgsmålet “Er jeg god nok?” har eksisteret væsentligt længere end algoritmen. Derfor bliver forestillingen ikke blot et nostalgisk tilbageblik for dem, der selv husker stemmen fra Tværs. Den bliver også en kommentar til en nutid, hvor mennesker kommunikerer mere end nogensinde, men ikke nødvendigvis lytter bedre. Vi kan være tilgængelige 24 timer i døgnet. Det betyder ikke, at vi er nærværende. Det paradoks gør Tine Brylds historie mærkeligt aktuel.

Man behøver ikke kende Tine Bryld på forhånd

En af forestillingens store styrker er, at man ikke behøver at have siddet ved radioen i 70'erne eller 80'erne for at være med. Kender man Tine Bryld, får man genkendelsen. Kender man hende ikke, får man historien. Det er væsentligt. For en forestilling som denne kunne meget let være blevet lavet primært til et publikum, der allerede elsker sit emne. Så ville resultatet være en nostalgisk fællessang for de indviede. Teatergrad vælger noget mere interessant. De fortæller om en bestemt kvinde, men bruger hende til at sige noget generelt om engagement, kærlighed, idealisme, alder, identitet og de kompromiser, et levet liv uundgåeligt består af. Tine Bryld bliver derfor ikke slutmålet. Hun bliver udgangspunktet.

Det er ikke en helgenhistorie og tak for det

De mest kedelige biografiske forestillinger ved på forhånd, hvad publikum skal mene om deres hovedperson. Denne forestilling er klogere. Tine Bryld var betydningsfuld. Det er der ingen tvivl om. Men betydningsfulde mennesker er stadig mennesker. De kan træffe dårlige beslutninger. De kan såre nogen. De kan være blinde for deres egne fejl. De kan ønske at gøre det rigtige og alligevel ende med at gøre noget forkert. Julie Riis og ensemblet får lov til at arbejde i netop disse gråzoner. Derfor vokser Tine Bryld som figur i stedet for at blive mindre. Hun behøver ikke være perfekt for at være imponerende. Tværtimod.

Da den røde løber, ikke længere bare er en rød løber

Da forestillingen nærmer sig sin afslutning, er vi tilbage ved udgangspunktet. Fødselsdagen. Den 50-årige Tine. Talen. Livet, der skal gøres op. Men den røde løber, vi så i begyndelsen, ser pludselig anderledes ud. For vi har gået hele vejen på den sammen med hende. Gennem forelskelser. Gennem fejltrin. Gennem børn. Gennem politiske kampe. Gennem mennesker, hun forsøgte at hjælpe. Gennem dem, hun måske ikke altid fik hjulpet godt nok. Og det er forestillingens fineste sløjfe. I begyndelsen ligner den røde løber noget, man går ud på for at blive fejret. Til sidst ligner den et helt liv. Et liv, som hverken var snorlige, perfekt eller uden omkostninger. Men som gjorde en forskel.

Et menneske i stedet for et monument

Bryld – En verden på TVÆRS lykkes først og fremmest, fordi forestillingen har tillid til sit publikum. Den fortæller os ikke konstant, hvor vigtig Tine Bryld var. Den viser os hvorfor. Den forlanger heller ikke, at vi ukritisk skal beundre hende. Vi får lov til både at smile af hende, blive rørt af hende, undre os over hende og blive frustreret på hendes vegne. Det gør portrættet levende. Julie Riis leverer en stærk hovedrolle, ensemblet omkring hende spiller med overskud og præcision, musikken fungerer som en naturlig del af fortællingen, og den enkle scenografi bliver udnyttet med humor og fantasi. Det er underholdende. Det er rørende. Men vigtigst af alt: Det har noget på hjerte. For bag fortællingen om Tine Bryld ligger et spørgsmål, som er mindst lige så relevant i 2026, som da Tværs kom ud gennem radioen: Hvornår lyttede vi sidst til et andet menneske, sådan helt for alvor? Tine Bryld brugte en stor del af sit liv på at gøre netop det. På plænen i Lyngby får vi i 75 minutter lov til at lytte til hende. Det er tiden værd. Af: Jeanna Kappel