ASKEPOT - THE MUSICAL

d. 31 juli 2026 Kl. 00.29

★ ★ ★ ★ ★ ☆

ASKEPOT ER TILBAGE, STØRRE, VILDERE OG MERE MAGISK

ASKEPOT – THE MUSICAL vender tilbage i en overdådig, velspillet og musikalsk stærk forestilling, der forvandler Operaens Store Scene til både modehus, eventyrslot og farvestrålende drømmeverden

Der er noget næsten eventyrligt ved at nærme sig Operaen en sommeraften. Bygningen rejser sig ved vandet som et moderne vartegn, mens Københavns tårne, slotte og tage spejler sig på den anden side af havneløbet. Det er svært at forestille sig et mere passende sted at genoplive historien om Askepot. Men da ASKEPOT – THE MUSICAL torsdag d. 30. juli 2026 indtog Operaens Store Scene, var det ikke den velkendte pige ved ildstedet, publikum mødte. Her var kosten udskiftet med en hektisk catwalk, de grå klude med ekstravagant mode, og den onde stedmor kunne lige så godt have haft et mødeprogram, en assistent og en særdeles skarp deadline. Glasskoen var dog stadig med. Og den passede fortrinligt.

Fra modekaos til eventyrmagi

ASKEPOT – THE MUSICAL tager udgangspunkt i det klassiske eventyr, men sender fortællingen gennem en moderne og fantasifuld makeover. Hovedpersonen Ella arbejder nederst i hierarkiet ved et stort modeshow. Hun drømmer om at få lov til at skabe noget selv, men bliver i stedet løbet over ende af en branche fyldt med egoer, ambitioner og mennesker, der tilsyneladende mener, at almindelig høflighed er gået af mode. Ella hjælper alle andre, men glemmer sig selv. Da presset bliver for stort, og hun efter et uheld mister bevidstheden, vågner hun i en magisk eventyrverden. Her er modehusets personer blevet forvandlet til figurer fra fortællingen om Askepot. Chefen er blevet konge, supermodellen er blevet prins, chefdesigneren er blevet Den Gode Fe, og den dominerende Mrs. Poolstick er naturligvis blevet den onde stedmor. Det er en sjov og opfindsom konstruktion, fordi de to verdener spejler hinanden. Modehuset har sine egne kongelige, sine egne tjenere og sine egne uskrevne regler. Catwalken er blot en anden slags balsal, og kampen om opmærksomheden kan være mindst lige så brutal som livet på et eventyrslot. Musikken og sangteksterne er skrevet af Rasmus Seebach i samarbejde med Ankerstjerne og Andreas Sommer, mens Line Knutzon står bag musicalens grundfortælling i samarbejde med Thomas Agerholm og Pierre Westerdahl.

Et eventyr, der ikke venter på prinsen

Forestillingen indeholder alt det, en Askepot fortælling skal have: romantik, forvandlinger, onde modstandere, en prins og en sko, som ingen tilsyneladende har overvejet at fremstille i flere størrelser. Alligevel er kærlighedshistorien ikke forestillingens vigtigste pointe. Denne Askepot skal ikke blot finde sin prins. Hun skal først finde sin egen stemme. Ella har vænnet sig til at gøre sig mindre, så andre kan fylde mere. Hun siger ja, når hun burde sige nej, og accepterer en plads i kulissen, selvom hun drømmer om at stå i centrum. Derfor handler hendes rejse ikke kun om at blive set af den rigtige mand, men om at lære at se sig selv. Det gør historien nutidig uden at fratage den dens eventyrlige charme. Forestillingen forkaster ikke romantikken, men insisterer på, at kærligheden ikke bør være en redningsaktion. Prinsen kan være en del af den lykkelige slutning, men han skal ikke skrive den hele. Det er både sympatisk og befriende.

Johanne Milland giver Ella både styrke og sårbarhed

Johanne Milland er forestillingens naturlige centrum som Ella og Askepot. Hun spiller rollen med en fin balance mellem sårbarhed, humor og voksende styrke. Ella er ikke naiv, men hun er blevet så vant til at opfylde andres behov, at hun har mistet forbindelsen til sine egne. Johanne Milland gør hendes udvikling troværdig og lader forandringen ske gradvist. I begyndelsen fylder Ella næsten mindre, end hun behøver. Efterhånden vokser både hendes stemme, hendes kropssprog og hendes mod. Det er ikke en forvandling, der alene skyldes en smuk kjole eller lidt velplaceret tryllestøv. Den kommer indefra. Vokalt står Johanne Milland meget stærkt. Hun synger med klarhed, følelse og stor sikkerhed og formår at bevare karakterens menneskelighed, selv når produktionen omkring hende folder sig ud i maksimal skala. Hun bærer forestillingen uden at gøre stort væsen af det. Netop derfor bliver hun så overbevisende.

Cristopher Rørmose leverer charme uden tomme kalorier

Cristopher Rørmose spiller den berømte supermodel Jean Claude Barriere og eventyrverdenens prins. Han har den nødvendige udstråling til en figur, som er vant til at blive beundret, allerede inden han har sagt noget interessant. Heldigvis giver Rørmose rollen mere end blot et perfekt smil og en flot entré. Han spiller med humor, selvironi og et let overskud, der gør prinsen sympatisk. Samspillet med Johanne Milland fungerer godt, og musikalsk klæder deres stemmer hinanden. Rørmose forstår samtidig, at dette ikke først og fremmest er prinsens fortælling. Han giver plads til Ella og lader romantikken understøtte hendes udvikling i stedet for at overskygge den. Det gør hans prins betydeligt mere moderne end mange af eventyrets tidligere udgaver.

Stig Rossen indtager scenen med kongelig autoritet

Stig Rossen vender tilbage som modehusets chef og eventyrverdenens konge. Hans tilstedeværelse mærkes med det samme. Han har en naturlig autoritet, som gør, at han næsten kunne nøjes med at træde ind på scenen og kigge ud over forsamlingen. Heldigvis gør han langt mere end det. Stig Rossen spiller med varme, humor og et rutineret overskud, der aldrig bliver mekanisk. Hans timing er sikker, og hans stemme har fortsat den fylde og kraft, som har gjort ham til en af dansk musicals mest markante skikkelser. Han kan få en scene til at vokse uden at presse den. Selv når forestillingen omkring ham er fyldt med lys, bevægelse og store kostumer, står han urokkeligt i centrum. Det er ganske enkelt dejligt at opleve ham i musicalformatet igen. Kongen er tilbage, og kronen sidder stadig sikkert.

Silas Holst er forestillingens komiske tryllepulver

Som chefdesigneren Louis Lenoir og Den Gode Fe får Silas Holst en af forestillingens mest farverige roller. Og han holder ikke igen. Hans figur er flamboyant, dramatisk, hurtig i replikken og udstyret med en energi, der kunne oplyse Operaen, hvis scenelyset skulle svigte. Silas Holst har en præcis fornemmelse for komik og ved, hvordan selv en lille bevægelse eller en kort pause kan få en replik til at lande. Han er morsom uden konstant at tigge om latteren. Bag det ekstravagante ydre finder han også en varme, som er afgørende for rollen. Den Gode Fe er ikke kun en leverandør af kostumer, magi og festlige indfald. Han bliver den person, der hjælper Ella med at forstå, at forvandlingen ikke skal gøre hende til en anden. Hun skal blive mere af den, hun allerede er. Silas Holst tilfører forestillingen en sprudlende energi og gør rollen til sin egen. Hver gang han er på scenen, løftes tempoet, uden at historien mister sin retning.

Julie Steincke gør ondskaben elegant

Julie Steincke har tydeligvis moret sig med rollen som Mrs. Poolstick og den onde stedmor. Det gør publikum også. Hun spiller figuren med en elegant blanding af kulde, selvoptagethed og kontrolleret vanvid. Det er en karakter, der ikke behøver hæve stemmen for at dominere et rum. Et blik, et løftet øjenbryn eller en præcis bemærkning er ofte tilstrækkeligt. Hun er typen, der kan få et helt lokale til at rette ryggen, mens hun selv står helt stille. Julie Steincke rammer forestillingens overdrevne stil uden at gøre figuren ensidig. Hendes stedmor er frygtelig, men også frygtelig underholdende. Hun synger stærkt, spiller skarpt og fungerer som en glimrende modstander for Ella. Det kræver en god skurk at skabe en god heltinde. Her får Ella præcis den modstand, hun har brug for.

Birollerne får eventyret til at leve

Jens Kau Wahlers Nielsen skaber en charmerende og sympatisk figur som Andreas og prinsens kammertjener. Han har en lethed i sit spil og bidrager med både varme og humor. Rosa Gehl og Celine Lange leverer som Jacqueline og Fleur to veloplagte præstationer med den helt rigtige blanding af attitude, komik og modediva. De forstår forestillingens univers og spiller karaktererne stort uden at miste den nødvendige præcision. Det er dog ikke kun de navngivne hovedroller, der løfter oplevelsen. Ensemblet er en afgørende del af forestillingens succes. De medvirkende skal på få øjeblikke kunne forvandle scenen fra hektisk modehus til magisk eventyrverden. De skal synge, danse, skifte karakter og samtidig få de store optrin til at virke ubesværede. Det lykkes imponerende godt. Ensemblet arbejder med høj energi og stor disciplin. Der er præcision i koreografien, styrke i fællessangen og liv i selv de mindste sceniske øjeblikke. Ingen virker overflødig, og ingen står blot og venter på næste nummer. Hele holdet spiller og synger på et meget højt niveau. Det er en af de forestillinger, hvor man under applausen bliver mindet om, hvor mange mennesker der skal arbejde præcist sammen, for at magien kan se let ud.

Rasmus Seebachs popunivers får større vinger

Musikken har Rasmus Seebachs velkendte sans for melodier, der hurtigt finder vej ind i øret. Sammen med Ankerstjerne og Andreas Sommer har han skabt et moderne popunivers, der fungerer naturligt i den store musicalramme. Sangene bevæger sig mellem energiske popnumre, følsomme ballader, disco, elektroniske rytmer og klassisk musicaldramatik. Det giver forestillingen variation og fremdrift. Musikken forsøger ikke at efterligne en amerikansk Broadway produktion. Den har et tydeligt dansk udtryk og tør være både ligefrem, følelsesfuld og melodisk. De store fællesnumre fylder Operaens scene med sang og bevægelse, mens de mere stille øjeblikke giver karaktererne plads til at træde frem. Særligt Ellas musikalske udvikling understreger hendes rejse fra usikkerhed til selvstændighed. Det er popmusik med eventyr i blodet.

En visuel fest med meget højt til loftet

Operaens Store Scene er en imponerende ramme for produktionen. Forestillingen har brug for plads, fordi den ikke tænker småt. Benjamin La Cours scenografi, Nellie Bethels koreografi, Jeppe Lawaetz’ lysdesign og Soeren Le Schmidts kostumer arbejder sammen om at skabe et univers, der konstant er i bevægelse. Modeverdenen er skarp, hurtig og stiliseret. Eventyrverdenen er varm, farverig og magisk. Overgangene mellem de to miljøer er effektive og giver forestillingen en næsten filmisk dynamik. Kostumerne fortjener særlig ros. De er overdådige, fantasifulde og akkurat så ekstravagante, som man håber, når eventyr og haute couture mødes. Flere af dem ser ud, som om de er blevet skabt under devisen: Hvorfor nøjes med glimmer, når man kan få endnu mere glimmer? Alligevel føles det visuelle udtryk ikke tilfældigt. Kostumerne fortæller noget om karaktererne og den verden, de befinder sig i. De er ikke blot pynt, men en del af forestillingens humor og identitet. Operaens imponerende rum giver scenografien mulighed for at folde sig helt ud. Resultatet er stort, flot og gennemført.

Humor med noget på hjerte

ASKEPOT – THE MUSICAL er først og fremmest en underholdende forestilling. Den har højt tempo, brede grin, romantik, dans, popmusik og en god portion selvironi. Den ved godt, at den er stor og farverig, og den forsøger aldrig at undskylde for det. Men den har også noget på hjerte. Bag de komiske figurer og de imponerende kostumer ligger en fortælling om selvværd, grænser og retten til at definere sit eget liv. Ella skal ikke bare flygte fra en dårlig situation. Hun skal forstå, hvorfor hun så længe har accepteret den. Først da kan hun begynde at ændre den. Det giver forestillingen en følelsesmæssig kerne, som gør, at den ikke forsvinder, når det sidste scenelys slukkes. Budskabet er tydeligt uden at blive belærende: Man skal ikke gøre sig mindre for at passe ind i andre menneskers forestilling om, hvem man bør være.

Dejligt, at Askepot er tilbage

Det er dejligt, at ASKEPOT – THE MUSICAL igen kan opleves. Forestillingen er både morsom, romantisk, velspillet og visuelt imponerende. Den tør kombinere et næsten 200 år gammelt eventyr med modebranchens overflade, moderne popmusik og en hovedperson, der ikke længere vil vente på at blive valgt. Johanne Milland er en stærk og nærværende Ella. Cristopher Rørmose leverer charme og musikalsk overskud. Stig Rossen indtager scenen med sin velkendte autoritet, Silas Holst skaber komisk magi, og Julie Steincke er både elegant og herligt frygtindgydende. Birollerne, ensemblet, danserne, sangerne, musikerne og hele det kreative hold fortjener stor ros. Forestillingen fungerer, fordi alle bidrager til den samme verden og spiller med en energi, der mærkes helt ud i salen. ASKEPOT – THE MUSICAL er en stor dansk popmusical, der giver publikum en festlig aften uden at glemme, at selv den smukkeste glassko er værdiløs, hvis man ikke selv vælger den vej, man vil gå. Da publikum forlader Operaen og igen ser Københavns lys spejle sig i vandet, er eventyret forbi. Men forestillingens vigtigste pointe står tilbage: Askepot behøver ikke længere vente på, at nogen kommer ridende og redder hende. Denne gang vælger hun selv sin plads i fortællingen. Og ja, glasskoen passer stadig. Ikke fordi prinsen siger det. Men fordi Ella selv gør.  Af Eva Yde

Turnéplan 2026 - By og spillested

Periode:

Operaen, København

30. juli–23. august

Ons./tors. 19.30, fre. 20.00, lør. 15.00 og 19.30, søn. 14.00

Værket, Randers

26.–30. august

Samme ugerytme

Aalborg Kongres & Kultur Center

2.–6. september

Samme ugerytme

Musikteatret Holstebro

9.–13. september

Samme ugerytme

Musikhuset Aarhus

16.–20. september

Samme ugerytme

Operaen har 23 annoncerede forestillinger. De øvrige byer har som udgangspunkt seks forestillinger hver, hvilket giver omkring 47 annoncerede opførelser i 2026 turnéen.

Billetter og praktiske oplysninger:

Varighed: Spillestederne oplyser cirka 2 timer og 25–30 minutter inklusive én pause.
Aldersanbefaling: Fra cirka 7 år.
Sprog: Dansk.
Genre: Familie og popmusical.