Foto: Bertram Munk
d. 7 februar 2026 Kl. 03.47
★ ★ ★ ★ ★ ☆
Når midtvejskrisen får koreografi, og kærligheden til det skæve bliver en kunstart
Der er forestillinger, der vil invitere dig ind, ikke i en pæn stue med serveringsbakke og korrekt bordskik, men i et levende, lidt rodet menneskeunivers, hvor alt ligger fremme: tvivlen, trangen til at være “rigtig”, den akavede selviscenesættelse, det store grin, det lille stik i hjertet. I Riddersalen får Sofie Stougaard og Vicki Berlin lov til at gøre det, som de tydeligvis er sat i verden for: at vende vores hverdag på vrangen med så meget præcision og uforgængelighed, at man både griner og opdager, at man måske selv står med vrangen udad. Ikke pinligt. Mere… befriende. Forestillingen sælger ikke “perfektion” som drøm. Den laver i stedet en form for scene venlig folkefest ud af menneskets evige projekt: at være nogenlunde okay mens man i øvrigt er et virvar af vaner, håb, fejltrin, længsler og (ja!) underlige små ritualer. Og lad os bare sige det, som det er: Det er professionelt, musikalsk, skarpt og urimeligt morsomt.
To kvinder, en scene og et helt stamtræ af mennesketyper
Konceptet er enkelt, men udførelsen er alt andet: De står alene på scenen, og alligevel føles det, som om der er en hel befolkningsgruppe på besøg. Ud af de to “Frederiksbergdamer” Tit Von Danegaard og Trille Vestby vokser et karakter-stamtræ, der rammer tre generationer og cirka 300 forskellige måder at være uperfekt på. Her er ingen billige parykgrin eller “se mig, jeg spiller en type!” skilte i neon. Det er karakterarbejde med timing, detaljer og den slags kropslig intelligens, der gør, at du tror på figurerne, før du når at vurdere dem. De er skæve, ja men de er ikke udstillet. De er undersøgt. Og det gør hele forskellen. Det er netop her, forestillingen bliver “anderledes” på den gode måde: Den er ikke kun satirisk. Den er også poetisk. Den har et bankende hjerte under punchlines’ne. Og den tør dvæle ved det, der normalt bliver klippet ud af vores egne livsfortællinger, fordi det ikke var “flot nok” til at poste.
Humor med kant og kærlighed som metode
Mange forestillinger kan få et publikum til at grine. Færre kan få publikum til at grine af noget, der egentlig gør lidt ondt uden at det bliver kynisk. Her ligger Stougaard og Berlin stærkt: De bruger humor som lup. Det er ikke bare “haha, sådan er vi” humor. Det er “av, sådan er vi men hvor er det også menneskeligt” humor. De “vender og drejer hverdagen, verdens store gåder og livets utallige dilemmaer” men uden at det bliver foredrag. Det bliver levende, fordi formen hele tiden skifter: komedie, satire, små poetiske glimt, sang, koreografi, film. Grænserne forskydes, som forestillingen selv lægger op til, og det gør, at du som publikum aldrig bliver komfortabel på den dovne måde. Du bliver komfortabel på den vågne måde. Forestillingen “fejrer” det uperfekte ikke som en smart slogan ting, men som en reel pointe: Vi kan ikke leve os ud af vores fejl og særheder. Vi kan kun leve igennem dem. Og det kan man lige så godt gøre med et grin, der ikke håner, men frigør.
Musikalsk overskud og koreografi, der gør grin fysisk
Det musikalske fungerer ikke som pynt, men som dramaturgi. Sangene er ikke “nu skal vi lige have en sang” indslag; de er en anden måde at tænke på. En anden måde at sige ting, som dialog nogle gange gør for pænt. Og koreografien? Den er en gave. Den gør det komiske kropsligt, så et blik, en vending, en rytme kan blive til en pointe, før ordet overhovedet er sagt. Man mærker, at der er en stærk koreografisk hånd med i processen (Nellie Bethel Rainey og Jacob Sibirzeff er krediteret på holdet). Det er den slags forestilling, hvor latter ikke kun kommer af replikker, men også af rytme: Pausen. Tempoet. Den næsten usynlige synkronitet mellem de to på scenen. Det er “to mennesker alene”-formatet, men med et flow, der føles som en hel ensemblemaskine.
Et ekstra lag, der udvider rummet
Og så er der filmsekvenserne, som giver forestillingen et ekstra lag. Det er ikke en gimmick, men en udvidelse af universet en måde at åbne scenen på, så vi pludselig står et andet sted mentalt, uden at forestillingen mister sin nerve. Ifølge materialet er filmsekvenserne produceret af Sebastian Stigsby, og det mærkes: Der er en professionel sans for billedsprog og rytme, der matcher forestillingens tone. Det er sjældent, at film i teater føles som en organisk del af aftenen. Her gør det. Det føles som endnu en “stemme” i karaktergalleriet.
kemi, præcision og den slags mod, der ser let ud
Det er i sidste ende en skuespillerforestilling, og det er her, den vinder. For det kræver mod at stå alene, to personer, og bære det hele: tekst, timing, skift, musik, energi, publikumskontakt. Det kræver en særlig type sceneautoritet at kunne være både store og små i samme øjeblik. Stougaard og Berlin spiller ikke “stærke kvinder midt i livet” som et koncept. De spiller mennesker. Og de gør det med en blanding af teknisk overskud og personlig varme, der smitter. Der er en god stemning i salen den der særlige fornemmelse af, at publikum ikke bare griner, men genkender. Og når man kan høre genkendelsen i latteren, ved man, at noget har ramt rigtigt. Det er også her, forestillingen bliver rørende uden at blive sentimental: Sårbarheden dukker op, mens du griner. Absurdheden dukker op, mens du tænker. Og pludselig sidder du og føler dig lidt lettere i kroppen som om nogen har taget den der indre perfektionist, der ellers står og peger, og sat den på en stol med en kop te og beskeden: “Du må gerne slappe lidt af.”
Tæt på, levende og rigtigt
Frederiksberg er i forvejen god til den intime teateroplevelse, og i Riddersalen bliver den intimitet en del af forestillingens sprog: Du kan mærke energien skifte i rummet. Du kan høre, når en pointe lander. Du kan fornemme, når noget bliver sagt, som publikum egentlig havde brug for at høre. Det er ikke en forestilling, der skal “ses” på afstand. Den skal opleves tæt på, så grin og eftertænksomhed kan nå at mødes, før du går ud i natten igen.
“Ferpekt” er ikke et mål, det er en gave
Alt er ferpekt er en musikalsk, satirisk og menneskeklog aften, der tør være både skarp og blød på samme tid. Den udstiller ikke det uperfekte menneske den afslører det og siger: “Se. Her er vi. Og vi er ikke færdige. Heldigvis”. Det er sjovt, det er stramt lavet, og det føles samtidig uforgængeligt. Som om det hele er bygget på en enkel idé: at vi ikke behøver at være bedre mennesker for at være værd at holde af. Vi kan starte med at være de mennesker, vi er og grine lidt mere undervejs. Fordi det både giver latterkramper og et lille, venligt skub til selvaccepten. Af: Eva Yde
Stay tuned på "Yde News" vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes