Jens Jacob Tychsen bringer Badehotellet til live igen i Tivolis Glassal. Foto: Bax Lindhardt
d. 17 april 2026 Kl. 09.58
Tivoli forvandler Badehotellet nostalgi til levende sceneshow
Når lyset dæmpes i Glassalen, og de første toner rammer rummet, bliver det ikke blot begyndelsen på endnu en forestilling i Tivoli. Det bliver begyndelsen på et gensyn med en tid, et tonefald og et univers, som for længst har skrevet sig ind i den danske folkesjæl. Den 24. april 2026 er der urpremiere på Toner fra Badehotellet i Tivolis historiske Glassal, et nyt musikalsk show med Jens Jacob Tychsen i front, flankeret af seks af landets stærkeste swingmusikere. Her bliver publikum inviteret med tilbage til 20’erne, 30’erne og 40’erne gennem melodier, anekdoter, komik, overraskelser og en scenisk energi, der hylder tv-serien
Swing, smil og scenisk charme: Jens Jacob Tychsen i front for Toner fra Badehotellet.
En serie, der blev til fælleseje
Badehotellet var ikke bare et tv-hit. Serien blev et samlingspunkt. Et sted, hvor generationer mødtes i en fælles kærlighed til karakterer, kostumer, intriger, lune replikker og den musikalske stemning, der hele tiden sitrede under fortællingen. På sit højeste nåede serien op på over 1,9 millioner seere, og den blev dermed mere end blot populær underholdning. Den blev en del af den danske samtale. Nu får det univers nyt liv i en anden form. I Toner fra Badehotellet er det især musikken, der træder frem. Klassikere som "Take it easy, boy, boy," "As Time Goes By", "Let’s Do It", "Let’s Fall in Love", "Mig & Maggiduddi", "I’ve Got You Under My Skin" og "Man binder os på mund og hånd" bliver rygraden i et show, hvor fortidens toner får frisk luft under vingerne. Men forestillingen nøjes ikke med at være et nostalgisk tilbageblik. Den vil være levende. Den vil være morsom. Den vil være overraskende. Og den vil, hvis man skal tro manden i centrum, frem for alt være en gave til dem, der har båret Badehotellet med sig.
Tivoli åbner døren til et musikalsk gensyn med Badehotellet.
“Det er en tak til fansene”
Da jeg taler med Jens Jacob Tychsen, er det tydeligt, at Toner fra Badehotellet ikke er opstået som et smart spin-off eller et hurtigt ekstranummer i kølvandet på en tv-succes. Tværtimod. Han taler om forestillingen med en blanding af kærlighed, alvor og legelyst. Han fortæller, at showet først og fremmest er tænkt som en tak. Til fansene. Til serien. Til det univers, som så mange danskere har taget til sig. Og samtidig som en form for afsked med karaktererne. Han fortæller, at arbejdet med forestillingen har strakt sig over længere tid, og at han har bevæget sig rundt i hele Danmark med projektet i tankerne. Undervejs har han også lyttet nøje til publikum og spurgt fansene, hvad de egentlig holdt allermest af ved serien. Svaret kom hurtigt og klart.
“Jeg har spurgt fansene mange steder i landet, hvad de bedst kunne lide ved Badehotellet. Og der var faktisk ingen tvivl. Det var musikken”.
Fra tv-succes til levende sceneshow: Jens Jacob Tychsen tager publikum med tilbage i tiden.
Glassalen som tidsmaskine
At forestillingen får premiere i Glassalen, er mere end en praktisk beslutning. Det er et kunstnerisk i sig selv. Tivolis gamle teatersal, der stammer fra 1863, bærer en historisk aura, som synes skabt til netop et show som dette. Her er højt til loftet, men også nærvær. Her er fornemmelsen af fortid uden museumstørhed. Her kan man stadig ane ekkoet af de årtier, som Badehotellet udspillede sig i. Glassalen har været under en større renovering hele vinteren og står nu klar på 80 års jubilæumet af genopbygningen efter bobningen af tyskerne i 1944. Også Tivolis kulturdirektør Frederik Wiedemann ser forestillingen som et næsten naturligt møde mellem figur, genre og sted. “Hvis Hr. Weyse havde optrådt i Glassalen og havde eksisteret i virkeligheden, er jeg sikker på, at han havde haft strålende succes i den charmerende sal. Swingmusik var et stort tilløbsstykke i Glassalen på hans tid, og nu får genren fornyet energi og kærlighed af Jens Jacob Tychsen, når han fortryller publikum med sin humor og musikalitet”.
Glassalen bliver forvandlet til en tidsmaskine fyldt med swing og nostalgi.
Vanvid, varme og velplaceret selvoptagethed
Jens Jacob Tychsen lover ikke en forsigtig eller pæn aften. Tværtimod. Han lægger op til show, glimt i øjet og et bevidst spil med det flamboyante, det teatralske og det komiske. “Det bliver fest og farver, og det bliver show for alle pengene, en lille smule selvoptaget og meget, meget morsomt. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg altid har været mest til den humor og komik, som rummer en vis portion vanvid og har overraskelsen i ærmet”. Han peger på navne som Steve Martin, Victor Borge og Louis de Funès som kunstnere, han selv har grinet mest af og beundret. Det er ikke uvæsentlige pejlemærker. For fælles for dem er, at de kombinerer elegance med kaos, præcision med fjolleri og intelligens med leg. “Det her munder sig ud i et helt nyt koncertshow, hvor jeg virkelig har forsøgt at samle både de highlights, som jeg ved, publikum kommer til at værdsætte, og selvfølgelig masser af nye, rablende påfund. Men vigtigst af alt: de sange, som fans af Badehotellet længe har ønsket og sukket efter”.
Jens Jacob Tychsen står i spidsen for Toner fra Badehotellet, der får urpremiere i Tivolis Glassal 24. april 2026.
Målet er enkelt og større, end det lyder
Midt i al snakken om hits, humor og scenisk stemning formulerer Jens Jacob Tychsen også et mål, som næsten er så enkelt, at man overser, hvor præcist det er. “Jeg glæder mig helt enormt til at stå i Glassalen med blæsere og det hele. Der er noget ved den lyd, ved swing, ved det levende orkester, som løfter en. Og hvis folk går derfra lidt gladere, end de var, da de kom, så har vi ramt noget rigtigt”. Det er egentlig en smuk programerklæring. For den siger noget om, hvad slags forestilling dette vil være. Ikke et mørkt dekonstruktionsprojekt. Ikke et ironisk metaeksperiment. Men et show, der tror på glæden som kunstnerisk kvalitet.
Det er netop her, Toner fra Badehotellet potentielt kan få en særlig plads. I en tid, hvor meget scenekunst enten vil være konceptuel, samfundskommenterende eller mørk, tør denne forestilling tilsyneladende stille sig et andet sted. Ikke uden substans, men med letheden som bevidst valg. Med smilet som kunstnerisk form.
Sinatra, swing og scenisk klasse
At Jens Jacob Tychsens alltime favoritkunstner er Frank Sinatra, giver også et fint fingerpeg om showets idealer. For Sinatra handlede aldrig kun om stemme. Han handlede om timing, attitude, elegance og evnen til at få en sang til at lyde, som om den opstod i samme sekund, den blev sunget. Det hjælper naturligvis, at Tychsen ikke står alene. Med sig har han seks stærke musikere: kapelmester og pianist Peter Michael, trommeslager Kristian Kartottki, bassist Andreas Katholt, trompetist Maj Berit Guassora, klarinettist Tine Vitkov og guitarist Lars Fabian. Det er en besætning, der lover både præcision og overskud og ikke mindst det swing, som denne forestilling står og falder med. For netop swingmusikken kræver noget særligt. Den må ikke blive alt for korrekt. Den skal kunne vippe lidt. Glimte lidt. Le lidt. Og så skal den kunne bære både glamour og skævhed på én gang. Selv hører jeg en del Benjamin Hav for tiden, siger Jens Jacob. Af: Eva Yde
Fakta om forestillingen
Titel: Toner fra Badehotellet
Premiere: 24. april 2026
Spilleperiode: 24. april – 2. maj 2026
Spillested: Glassalen i Tivoli
Varighed: Ca. to timer inkl. pause
Billetpris: Fra 315 kr. inkl. gebyr og entré til Tivoli
Medvirkende: Jens Jacob Tychsen
Musikere:
Kapelmester/klaver: Peter Michael
Trommer: Kristian Kartottki
Bas: Andreas Katholt
Trompet: Maj Berit Guassora
Klarinet: Tine Vitkov
Guitar: Lars Fabian
Idé og koncept: Jens Jacob Tychsen
Produktion: Skabt i samarbejde mellem Tivoli og Live Oplev
Efter spilleperioden i Glassalen drager forestillingen videre på turné i hele landet.
Foto: Bax Lindhardt
Stay tuned på "Yde News" vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!