Zara Larsson

Foto: Oliver Sperling

d. 19 november 2025 Kl. 06.41

★ ★ ★ ★ ★ ☆

Når midnatssolen rammer København

Zara Larsson forvandler Royal Arena til et feministisk popunivers

Royal Arena sitrer allerede udenfor. Det er en kølig aften, og foran indgangene ligner det forpladsen til en popmesse: glittertoppe, hjemmelavede “Midnight Sun Tour” skilte, eyelinerstjerner og outfits, der tydeligt er lavet med Zara i tankerne. Omkring 14.000 mennesker er mødt op for at se den nu 27-årige svenske superstjerne mange af dem i præcis den slags “Zara-Larsson-attire”, hun selv har gjort til en del af sin æstetik. Inden vi når ind i salen, er én ting tydelig: Publikum er ikke bare klar til en koncert. De er klar til en hovedrolle.

En arena forvandlet til nordisk aften

Scenen er bygget som et lille popunivers: En stor måne hænger over scenen, som om Royal Arena pludselig er blevet en natlig skandinavisk skov. Instrumenterne er ikke bare praktiske, men integreret i scenografien – trommesættet vokser ud af et podie, synths og stativer glider ind i det lysende månelandskab.

Da lyset går, vælter stemningen fra forventning til eufori på sekunder. “Midnight Sun” åbner showets titelnummeret fra Larssons femte studiealbum, et koncentrat af elektropop, skandinavisk sommer og følelsen af at være lysvågen klokken 03.00 i juli. Danserne stormer ind, koreografien er stram uden at være mekanisk, og Zara står midt i det hele som den selvfølgelige sol i sit eget system.

Derfra glider vi nærmest sømløst ind i “Blue Moon”, hvor beatet bliver tungere, klubbet den baltimore-inspirerede puls fra albummet bliver oversat til en liveversion, der får gulvet til at gynge. Allerede her viser Zara, hvor inkluderende hun er: et klart, lidt genert “mange tak” på dansk, efter den første kæmpejubel, lander perfekt i salen. Den lille sprogindrømmelse får 14.000 københavnere til at føle sig en smule mere set.

Girl power som praksis – ikke som slogan

Det er først, når man opdager, at der faktisk kun står kvinder på scenen – band, dansere, Zara selv – at det for alvor synker ind, hvor gennemtænkt denne tour er. Larsson har i interviews talt åbent om sexisme i branchen og betydningen af at arbejde med et overvejende kvindeligt team; live bliver det til billeder, ikke bare ord.

Den selvstændige, kompromisløse energi kulminerer første gang i “Can’t Tame Her”, den synth-tunge powerhymne fra Venus, der i Royal Arena bliver til et kollektivt slagord snarere end en radiohit. Danserne former nærmest et levende skjold omkring hende, mens publikum råber omkvædet tilbage ikke som fans, men som medkonspiratorer. Her er ingen ydmyg, lille popprinsesse, men en artist, der insisterer på sin egen ret til at fylde rummet ud.

Det hele står i skarp, charmerende kontrast til de lidt ældre popsange som “I Would Like” og “All the Time”, der dukker op tidligt i sættet som velvalgte påmindelser om, hvor længe Larsson faktisk har fodret hitlisterne. De to numre fungerer som broer mellem den yngre, mere radioformaterede Zara og den mere konceptuelle Midnight Sun-udgave, vi ser i dag.

Et nyt, klubbet nummer midt i det tidlige sæt med et omkvæd, der mest af alt lyder som ét langt “yeee ah ah ah ha” bliver en slags legestue for både band og publikum. Titlen drukner i jubel, men funktionen er tydelig: at få os til at slippe kontrollen og give os hen til beatet.

Fra high school-cheerleader til hypermoderne popheltinde

Midt i koncerten rammer vi et af aftenens mest vellykkede tematiske forløb. “Pretty Ugly” allerede et nøglespor på Midnight Sun får næsten stadionrock-karakter live. På scenen opstår der ren high school cheerleader-stemning: Zara og danserne bruger hele gulvet, hopper, peger, råber og smiler og publikum falder helt naturligt ind i call-and-response-øjeblikke. Det føles mere som en pep-rally for egen selvrespekt end som en traditionel popperformance.

Herfra er der ingen vej tilbage. “Ain’t My Fault” eksploderer som en konfettikanon af attitude, og man mærker den særlige Royal Arena-effekt: pulsen fra gulvet forplanter sig til øverste række, og omvendt. Under dette nummer bliver det især tydeligt, at man ikke kun er til koncert – man er en del af den. Der danses på rækkerne, der synges i køerne til baren; stemningen er så inkluderende, at selv de mest koncertgenerte må overgive sig.

Den nye “Hot & Sexy”, med sine blandinger af brasiliansk funk, klub-elektronik og ballroom-vibes, bliver live til et manifest for retten til at være højtråbende, festende og kvindelig på egne præmisser. Overgangen til “Girl’s Girl” er lige så elegant, som den er tematisk logisk: fra kropslig frihed til de indre moralske kampe om loyalitet og begær. Zara står nærmest stille et øjeblik, og man mærker, hvordan rummet lytter på en anden måde end under de store bangers. “Wow” lukker denne midterblok af med ren pop-ekstase en reminder om, at selv når teksterne tager form som små bekendelser, er det stadig den store, skamløst catchy pop, Zara mestrer til fingerspidserne.

Kosmisk sceneskift og vokal i verdensklasse

Der har allerede været flere kostumeskift, da scenen pludselig forandrer sig totalt til “Saturn’s Return”. Lyset bliver køligere, mere kosmisk; projektioner og bevægelige scenedetaljer giver os følelsen af at være trukket langt væk fra arenaens beton og ind i et mere eftertænksomt rum. Nummeret er i forvejen et af albummets mest refleksive – en slags popmeditation over tid, pres og det at give slip – og live bliver det et smukt pusterum midt i alt det ekstatiske.

Det er i denne del af koncerten, at Larssons stemme for alvor træder frem. Mange popmusikere kan holde en ren tone, men Zara har den dér særlige, betagende effekt, hvor man glemmer at trække vejret for ikke at misse nuancerne.

Så kommer øjeblikket, mange har ventet på: “Uncover”. Hendes første virkelige gennembrudssang, der i 2013 gav hende en topplacering i Sverige, Norge og Danmark og cementerede, at den lille pige fra Talangnu var en voksen popkraft. I Royal Arena i 2025 føles sangen som et kollektivt flashback. Versene bliver næsten overdøvet af fællessang, og omkvædet får den slags styrke, der kun opstår, når et nummer både er personlig nostalgi og fælles kulturarv. Hårene rejser sig, uden at det føles sentimentaliseret.

Overgangen til “Ruin My Life” giver mening; vi bevæger os fra teenage-sårbarhed til den mere komplekse, voksne version af samme tema stadig kærlighed, stadig afhængighed, men med et nyt sprog for begær og selvbedrag.

Selvbiografien som popshow: “The Ambition”

Hvis Midnight Sun er albummet, hvor Zara Larsson endegyldigt insisterer på at blive læst som kunstner, ikke bare som performer, så er “The Ambition” koncertens følelsesmæssige kerne. Mens nummeret spiller, kører et slideshow af barndomsbilleder, videoklip fra tiden efter Talang, små øjeblikke fra studier, backstage-scener, og glimt af det liv, vi normalt kun ser filtreret gennem mediernes blik. Fortællingen om den 10-årige pige, der vandt et talentshow med “My Heart Will Go On”, og senere tog verden med “Lush Life”, “Never Forget You” og “Symphony”, bliver nu foldet ud som historien om en kvinde, der også har måttet kæmpe med presset i at ville være “nummer ét”. Det er hverken selvmedlidende eller selvforherligende. Mere et ærligt, næsten essayistisk kapitel midt i en arena popforestilling og det klæder hende.

Euro-pop, fjerde outfit og ren eufori

Efter den introspektive sekvens drejer showet brat tilbage i fest. “Euro Summer” starter, og Zara skifter live på scenen til aftenens fjerde outfit, mens farverne på skærme og lys eksploderer i skarpe, næsten tegnefilmsagtige nuancer. Der går et spontant sus gennem arenaen – man kan næsten høre, hvordan Instagram-stories bliver planlagt i realtid. Energiniveauet fortsætter ubesværet ind i “This One’s for You”, hvor hun genaktiverer sin rolle som stadion-popstemme fra EM-samarbejdet med David Guetta men denne gang dedikerer hun sangen eksplicit til fansene i salen. “Det her nummer er jeres,” siger hun, og det føles faktisk ikke som tomt show-snak.

“Crush” fungerer som en slags koncentreret, moderne Zara-ballade: kort, melodistærk, og lige præcis så dramatisk, at man tror på hver linje. I liveversionen bliver den en bro til slutspurten, hvor bagkatalog og ny æra for alvor foldes ud side om side.

Dance-off, fan-kærlighed og det perfekte popsløjfe

Slutblokken er ren hitparade – men holdt intelligent sammen. “Lush Life” leveres i en “Midnight Sun Tour” special, hvor en tilfældig fan hives op på scenen til et regulært dance-off. Det er både sjovt, rørende og kaotisk på den bedst tænkelige måde. Fanen er tydeligt nervøs, Zara er tydeligt oprigtigt støttende, og publikum jubler, som om de selv stod deroppe.

Når “Never Forget You” og den nye “Puss Puss” følger efter, er det med en tydelig rød tråd: hukommelse, intimitet og relationer, der nægter at slippe, selv når telefonopkaldene burde være afsluttet. Under “Puss Puss” bliver hendes inklusion af fans ekstra sød; små vink, øjenkontakt, fagter mod de forreste rækker og en følelse af, at vi alle sammen er med i en sidste, hemmelig nattelektion i kærlighed.

Og så, naturligvis, “Symphony” som crowdfpleaser til allersidst. Konfettien regner ned, lysene åbner sig op, stemmen holder linjerne klart, selv efter næsten to timers konstant bevægelse. Det er svært at tænke på en mere oplagt – eller mere effektiv måde at binde en sløjfe på en tour, der netop handler om at favne både kaos og kontrol, både fest og følelse.

En ny Zara – uden at glemme den gamle

Det særlige ved denne aften i Royal Arena er, at koncerten føles lige så lavet som et album og lige så levende som en festivalnat. Sættet er sammensat med en sikker hånd: fra den nye Midnight Sun-trilogis åbningsslag (“Midnight Sun”, “Blue Moon”, “Pretty Ugly”) over de ældre hitnøgler som “Ain’t My Fault”, “Lush Life” og “Never Forget You”, til de helt nye kapitler “Saturn’s Return”, “Hot & Sexy”, “Girl’s Girl”, “Crush” og “Puss Puss”. Ingenting føles klistret på af pligt; alt føles valgt til.

Der er fem kostumeskift, flere sceneskift og koreografier, der kunne have båret en hel showproduktion i sig selv. Men det, man går derfra med, er først og fremmest en følelse af nærvær: At Zara Larsson ikke bare har leveret en imponerende, globalt kalibreret popproduktion men har stået midt i Royal Arena og insisteret på, at netop denne aften, denne by, dette publikum skulle være mere end endnu et tour-stop.

Når konfettien er fejet væk, og midnatssolen for længst er afløst af grå november, står en ting tilbage: Zara Larsson er ikke længere bare den svenske pige, der engang sang Celine Dion i et talentshow. Hun er en fuldt ud formuleret popkunstner, der med Midnight Sun og denne arenatour har skabt sit eget lys og i Royal Arena denne aften lod hun det ramme os alle.   Af: Safira Borgen

Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes