Zar Paulo

d. 25 juli 2026 Kl.11.50

★ ★ ★ ★ ★ ☆

Zar Paulo gjorde Tivoli til deres egen fredag aften

Med en tætpakket Plæne foran sig, et publikum i fællessangshumør og et repertoire, der efterhånden kan bære langt mere end betegnelsen ”lovende”, leverede de fem aarhusianere en koncert med overskud, nerve og en sjælden evne til at få det skæve til at føles folkeligt. Fredagsrock i Tivoli har sin egen særlige dramaturgi. Først er der lyden af forlystelser, bestik mod tallerkener, børn med candyfloss og mennesker, der forsøger at finde ud af, om de kan nå én tur mere i Dæmonen. Så ændrer Haven karakter. Kl. blev 22.00 og strømmen af mennesker begynder at bevæge sig i samme retning. Samtalerne bliver højere. Plænen bliver tættere. Og pludselig er det ikke længere rutsjebanerne, der larmer mest. Denne fredag var det Zar Paulo. Og da først de fem aarhusianere havde fået fat, havde de ingen intentioner om at slippe igen.

En usædvanligt god begyndelse

Det oplagte valg havde været at åbne med fuld volumen. Zar Paulo gjorde det modsatte. Emil Vammen trådte frem med akustisk guitar og “We Are One”, og i nogle minutter føltes den store Plæne overraskende lille. Det var stærkt. Ikke fordi der nødvendigvis behøver være stille på en rockscene, men fordi stilheden skabte en forventning. Publikum blev tvunget til at lytte, før de fik lov til at eksplodere. Og da koncerten derefter gik videre med “Tæt på paradis”, var effekten markant. Nu begyndte festen.

Elendig software, glimrende maskineri

Zar Paulo har bygget deres lyd på en blanding, der egentlig burde være vanskelig at få til at fungere så ubesværet. New wave. Poprock. Synthesizere. Guitarer. Samfundssatire. Fremmedgørelse. Teknologikritik. Og store omkvæd, som selv den mest teoriforskrækkede Tivoli gæst kan synge med på efter ganske få sekunder. Med “Elendig Software” blev det tydeligt, hvor godt bandet efterhånden behersker deres egen konstruktion. Der var bid i guitarerne, tyngde i rytmesektionen og plads til de elektroniske detaljer uden, at lydbilledet blev mudret. Titlen antyder tekniske problemer. Koncerten gjorde ikke. Zar Paulo spillede stramt. De lyder ikke som et band, der er bange for, at noget kan gå galt. De lyder som et band, der ved, at de kan redde det, hvis det gør.

Telefonpersonen fik svar

Da “Telefonperson” satte ind, kom et af aftenens tydeligste beviser på Zar Paulos nuværende position. Publikum kendte den. Ikke bare melodien. Ordene. Det nyere materiale bliver ikke længere mødt med den lidt forsigtige koncertreaktion, hvor man mærker, at folk egentlig helst vil høre de gamle numre. Tværtimod. Sangene fra Ex Europa er allerede begyndt at leve deres eget liv foran scenen. Og da “Ik Gå Så Langt” fulgte, var den klassiske opdeling mellem band og publikum efterhånden svær at få øje på.

Emil Vammen havde en god dag på kontoret

Nogle forsangere ser ud, som om de arbejder på scenen. Emil Vammen så ud, som om han havde fået lov til at slippe arbejdet. Han var fri, energisk og tydeligt i sit rette element. Der var overskud i kontakten med publikum, men uden de lange mellemregninger, hvor en koncert pludselig bliver til standup med musikalske pauser. Vammen ved, hvornår han skal fylde. Og lige så vigtigt: hvornår musikken skal gøre det. Samtidig er Zar Paulo ikke et band, hvor resten af medlemmerne forsvinder bag frontfiguren. Johan Horsmans, Tobias Schou, Martin Kleberg og Anton Breinbjerg er afgørende for den lyd, der gør bandet genkendeligt efter få takter. Man mærker historien mellem dem. De spiller ikke blot samtidig. De spiller sammen.

Nørdet nok til at være interessante

Det fascinerende ved Zar Paulo er, at de på papiret ikke burde være helt så folkelige. Der er masser af skæve idéer i deres musik. Teksterne kredser om moderne identitet, teknologi, sociale mekanismer og den særlige form for fremmedgørelse, der følger med et liv, hvor man kan være forbundet med alle og stadig føle sig en smule alene. Det kunne hurtigt blive tungt. I stedet skriver de omkvæd. Store af slagsen. Med “Anthony” og senere “Paraplyer” blev koncerten samtidig åbnet for nogle af de mindre aggressive nuancer i repertoiret. Det gav aftenen luft. Zar Paulo er nemlig ikke mest interessante, når de bare spiller hurtigt. De er mest interessante, når euforien får selskab af noget mærkeligt, melankolsk eller uroligt. Så får sangene mere at leve af end blot volumen.

Interessantmand forlod sikkerhedszonen

Under “Interessantmand” blev scenen pludselig for lille til Emil Vammen. Han bevægede sig ned i graven foran publikum, og temperaturen steg øjeblikkeligt blandt de forreste rækker. Den slags kan hurtigt blive obligatorisk rockteater. Forsangeren går ned. Publikum skriger. Forsangeren går op igen. Videre. Men denne aften virkede det mindre som et planlagt trick og mere som en naturlig forlængelse af den stemning, der allerede var opstået. Vammen behøvede ikke skabe kontakt ved at gå tættere på publikum. Kontakten var der allerede. Han gjorde den bare fysisk.

Et band med integriteten i behold

Zar Paulo er nået til et interessant punkt i karrieren. De har spillet udsolgte koncerter. De har stået på store festivalscener. De har fået radiosange, anmelderroser og et publikum, der møder op med teksterne installeret på forhånd. Det er ofte her, bands begynder at blive lidt for bevidste om deres egen betydning. På Plænen var der heldigvis ingen tegn på den sygdom. Med “Integritet” og “I Ærmet” fortsatte koncerten med samme sult som tidligere på aftenen. Der blev ikke spillet på rutinen. Der blev spillet på begejstringen. Det er forskellen.

Klap nu bare for fædrelandet

Så kom “Klap For Fædrelandet”. Og man skal være et usædvanligt dedikeret menneske for at stå helt stille til den sang. Plænen var ikke fuld af den type mennesker. Omkvædet blev sendt tilbage mod scenen med imponerende styrke, og nummeret understregede endnu en gang Zar Paulos særlige evne til at pakke satire ind i noget, der fungerer som kollektiv ekstase. Man kan diskutere teksten bagefter. Man kan analysere ironien næste morgen. Men fredag aften i Tivoli var opgaven enklere: Syng med. Det gjorde publikum.

Tiger med tænder

Da “Tiger” blev sluppet løs mod slutningen, var koncerten nået til det punkt, hvor bandet stort set kunne have spillet telefonbogen med distortion og stadig fået et bifald. Heldigvis valgte de ikke den løsning. I stedet fortsatte de med den blanding af disciplin og spontanitet, der havde præget hele aftenen. Der blev danset længere tilbage på Plænen. De forreste rækker hoppede. Og hele området havde fået den særlige koncertstemning, hvor fremmede mennesker uden videre accepterer at synge de samme ord sammen og i et kort øjeblik opfører sig, som om det er den naturligste ting i verden. Det er det sjældent. Men når det fungerer, er det svært at slå.

En kompliment som finale

Zar Paulo sluttede med “Jeg Synes Du Er Dejlig”. Det kunne næsten ikke være mere passende. For efter en aften, hvor forbindelsen mellem band og publikum havde været koncertens egentlige hovedperson, blev titlen nærmest til en lille kærlighedserklæring fra scenen. Og Plænen havde god grund til at sende den tilbage. For Zar Paulo leverede en koncert med fremragende lyd, stærk dynamik, musikalsk overskud og en setliste, der viste, hvor meget deres katalog allerede kan. De behøver ikke længere gemme det hele til én bestemt sang. Der er mange højdepunkter. Det er et luksusproblem.

Ordet ”lovende” kan godt pensioneres

Der bliver stadig talt om Zar Paulo som et af de mest markante nye bands i Danmark. Det er ikke forkert. Det er bare ved at blive en smule gammeldags. For de fem aarhusianere virker ikke længere som et band, der er på vej til at blive rigtig gode. På Plænen stod et sammenspillet liveband med sin egen lyd, sin egen humor og en tydelig forståelse for, hvordan man gør musik med kanter til noget, tusindvis af mennesker kan føle ejerskab over. Det kræver mere end gode sange. Det kræver identitet. Den har Zar Paulo.

Fra fem på scenen til tusinder i samme sang

Da koncerten var slut, tog Tivoli langsomt sig selv tilbage. Folk begyndte at bevæge sig mod udgangene. Nogle gik efter en sidste øl. Andre diskuterede favoritnummeret. Og enkelte forsøgte sikkert stadig at finde resten af deres selskab et sted mellem Plænen og Rutschebanen. Men følelsen fra koncerten blev hængende. Det var ikke bare endnu en vellykket Fredagsrock. Det var en aften, hvor et band viste, at de kan få en stor plads til at føles som et fælles rum. Koncerten begyndte med én mand, én akustisk guitar og “We Are One”. Den sluttede med tusindvis af mennesker, der for længst havde forstået pointen. Zar Paulo behøvede ikke sige det igen. Plænen havde allerede gjort det for dem.  Af: Yde