Zar Paulo
d. 5 juli juni 2026 Kl. 21.23
★ ★ ★ ★ ★ ★
Zar Paulo sendte Arena ud i natten med fællessang, sved og seksstjernet selvtillid
Natten havde brug for en konge
Der er et særligt tidspunkt på Roskilde Festival, hvor kroppen egentlig har sagt op, men sjælen stadig nægter at gå hjem. Hvor støvet sidder i håret, stemmen er ved at knække, og alle normale mennesker burde ligge vandret i et telt, der lugter af varm dåseøl og dårlige beslutninger. Men så går Zar Paulo på Arena. Og pludselig er ingen trætte længere. Lørdag nat, på grænsen mellem festivalens sidste kræfter og dens sidste store forløsning, trådte det aarhusianske band ind på scenen som et hold, der ikke bare skulle lukke Arena, men krones af den. Det føltes ikke som en almindelig koncert. Det føltes som en magtovertagelse med synth, guitarer, fællessang og et publikum, der var mere end klar til at overgive sig. Zar Paulo kom ikke snigende. De kom stormende. Og Arena svarede igen.
Et slips før stormen
Inden koncerten sad et meget yndigt par og ventede. Manden hed Andreas, og ved siden af ham sad hans gravide kone, der ventede parrets andet barn. Andreas havde et slips på med autografer fra Zar Paulo og endda en plet fra et tidligere show, hvor bandet havde spildt på det. Det var både sødt og meget Roskilde på samme tid. Han sagde, at Zar Paulo er Danmarks bedste liveband. På det tidspunkt lød det som en fan, der var lidt for klar til natten. Efter koncerten lød det som en mand, der bare havde været foran alle os andre.
Arena blev fodret
Arena er en scene, der kan sluge bands hele. Den er stor, mørk, krævende og sulten. Den skal fodres med energi, ellers æder den stemningen, før publikum når at opdage det. Zar Paulo fodrede den fra første øjeblik. Ikke med tomme armbevægelser eller festivalfloskler, men med den slags vitalitet, der ikke kan simuleres. Bandet spillede, som om de ejede natten, men uden at virke arrogante. De havde overskud, men ikke distance. De havde selvtillid, men stadig glimt i øjet. Mange bands bliver enten for pæne eller for selvbevidste, når de rammer de store scener. Zar Paulo gjorde det modsatte. De blev større uden at miste det skæve.
Folkelige nørder med eksplosiv charme
Zar Paulo er et af de få danske bands, der kan få new wave, artpop, synth, samfundssatire og store popomkvæd til at føles som den mest naturlige fest i verden. På papiret lyder det måske som noget, der kunne blive lidt anstrengt. Live er det alt andet. Her blev de kantede detaljer til kropslig energi. De elektroniske elementer lyste op i teltet. Guitarerne skar igennem uden at larme for meget. Trommerne holdt det hele i konstant bevægelse. Bassen gav musikken tyngde, mens keyboardet lagde den dér særlige Zar Paulo glans over det hele: lidt firserkølig, lidt fremtidsnervøs, lidt Aarhus-melankolsk og meget, meget dansabel. Det er musik med hjerne, hjerte og hofter. Og på Arena ramte alle tre dele samtidig.
Emil Vammen var både anfører og anarkist
I front stod Emil Vammen som en mand, der efterhånden må regnes blandt de mest charmerende frontfigurer i dansk musik. Han har noget sjældent: Han lignede én, der både var kapelmester, konferencier, ven af festen og lettere farlig type fra et gammelt tv program, man ikke helt kan huske navnet på. Det virkede. Vammen havde Arena i hånden. Ikke på den klassiske rockstjerne måde, hvor publikum skal kommanderes rundt. Mere som en magnetisk vært, der ved, at festen allerede er i gang, men også ved præcis, hvordan man får den til at tippe over i noget større. Han sang, dansede, dirigerede og sendte energi ud over de mange tusinde mennesker foran sig. Og publikum sendte den tilbage i dobbelt styrke.
Sangene blev til fælles ejendom
Der er stor forskel på at spille sange for et publikum og at spille sange med et publikum. Zar Paulo gjorde det sidste. “Telefonperson”, “Paraplyer”, “I Ærmet”, “Ik Gå Så Langt” og “Klap For Fædrelandet” blev ikke bare leveret. De blev overdraget. Publikum tog imod dem, løftede dem og sang dem tilbage, som om de havde brug for at komme ud af kroppen. Det var især fællessangen, der gjorde koncerten så stærk. Ikke den pæne slags, hvor folk mumler lidt med på omkvædet. Nej, den store Roskilde variant: hæse stemmer, åbne arme, øjne mod scenen og en kollektiv fornemmelse af, at lige nu er det her vigtigere end søvn, mad, batteriprocent og resten af verden. På de bedste tidspunkter føltes Arena ikke som et telt. Det føltes som én stor organisme.
Det sjove gjorde det alvorlige stærkere
Zar Paulo har et skævt blik på samtiden. De skriver om teknologi, identitet, fremmedgørelse, fædreland, relationer og det moderne livs absurde små sammenbrud. Men de gør det aldrig tungt på den irriterende måde. Humoren er en ventil. Satiren er et greb. Energien er lokkemad. Bag det hele ligger der noget mere sårbart. En fornemmelse af at være ung, voksen, forbundet, forvirret, overvåget, forelsket, træt og tændt på én gang. Det er derfor, sangene virker. De er ikke kun smarte. De er menneskelige. Med materialet fra “Ex_Europa” viste bandet også, at de ikke står stille efter gennembruddet med “Elendig Software”. De er blevet mere modne, mere åbne og mere sikre på deres eget udtryk. Det nye materiale gled naturligt ind i sættet og gav koncerten ekstra dybde uden at trække tempoet ud af den.
Et band i fuld kontrol
Det mest imponerende ved koncerten var måske, hvor let det hele så ud. Men lethed er sjældent tilfældig. Zar Paulo spillede med en præcision, der kun kommer af mange koncerter, stærkt sammenspil og en klar forståelse for, hvem de er som band. Intet virkede tilfældigt, men intet føltes låst. Der var plads til smil, udsving, publikumskontakt og den særlige festivalnervøsitet, hvor alt kan ske. De lyder stramme, men ikke sterile. Store, men ikke oppustede. Ambitiøse, men ikke selvhøjtidelige De har formatet til de store Orange scener, men stadig energien fra et band, der husker, hvordan det føles at skulle kæmpe for hver eneste meter.
Da festivalen nægtede at give slip
Mod slutningen var stemningen nærmest vanvittig. Arena kogte ikke bare, den dampede. Alle sang med. Ikke kun forreste rækker. Ikke kun de mest dedikerede fans. Hele teltet virkede grebet af den samme følelse: at Roskilde Festival ikke måtte slutte helt endnu, og at Zar Paulo var den perfekte undskyldning for at holde natten i live. Det var et brag af en afslutning. Ikke et larmende brag uden indhold, men et brag fyldt med musikalitet, personlighed og fællesskab. Den slags afslutning, hvor man bagefter står med et fjollet smil og føler, at man lige har været en del af noget, der var større end planlagt.
Årets bedste koncert
Man skal være varsom med at kalde noget årets bedste koncert på Roskilde Festival. Der er mange scener, mange øjeblikke og mange slags magi. Men Zar Paulo på Arena var i hvert fald en af de koncerter, der samler alt det, festivalen kan, når den er bedst: overraskelse, fællesskab, krop, kant, humor, varme og sange, der bliver hængende længe efter, man har forladt pladsen. Det var ikke bare en koncert, der fungerede. Det var en koncert, der kulminerede. Zar Paulo er ikke længere et band, man taler om som “spændende” eller “på vej”. De er her nu. Og hver gang jeg ser dem, bliver det bare bedre og bedre. På Arena beviste de, at de hører til blandt landets absolut stærkeste livebands. De har sangene, energien, personligheden og den sjældne evne til at samle både nørderne, poppublikummet, festivalfolket og dem, der bare kom forbi og få alle til at synge med. Andreas med slipset havde ret. Zar Paulo er et af Danmarks bedste livebands. Måske det bedste. Af: Yde