Wolf Alice
d. 2 juli juni 2026 Kl. 11.40
★ ★ ★ ★ ☆ ☆
Britisk rock, støvede sko og en ulv der vågnede langsomt
Når Orange ikke bare klapper dig ind
Orange scene er ikke en scene, man bare lige går ud og “klarer”. Den er stor, nådesløs og lettere sulten. Den kan få selv dygtige bands til at ligne nogen, der er blevet væk på vej til en mindre scene, og den kræver mere end gode sange og pæne guitarpedaler. Den kræver nerve. Den kræver timing. Og den kræver, at man tør fylde hele den orange horisont ud, mens tusindvis af festivalgæster står med sol i ansigtet, støv i håret og en promille, der enten gør dem meget åbne eller meget utålmodige. Wolf Alice gik ikke på scenen som et band, der ville vælte Roskilde med et brag fra første tone. De kom mere listende. Som om de først lige skulle måle størrelsen på dyret foran dem. Det gjorde begyndelsen lidt forsigtig. Lidt langsom. Lidt som en motor, der skulle hoste sig varm, før den for alvor kunne trække. Men da den først gjorde det, var der ingen tvivl: Wolf Alice er et virkelig godt band.
En koncert der skulle finde sin temperatur
De første numre havde kvalitet, men ikke den store forløsning. Der blev spillet solidt, lyden var god, og bandet virkede fokuseret, men kontakten mellem scene og plads skulle lige bygges op. Publikum var med, men ikke helt fanget. Det var mere nikkende anerkendelse end decideret festivalrus. Det er ikke nødvendigvis en katastrofe. Wolf Alice er ikke et band, der lever af billige tricks eller letkøbte “kom så Roskilde” øjeblikke. De har aldrig været interesserede i kun at være nemme. Deres musik bevæger sig mellem alternativ rock, shoegaze, indie, grunge, dream pop og store, melodiske omkvæd. Det kan være sart, støjende, drømmende og vredt, nogle gange næsten på samme tid. Men på Orange Scene kan en langsom åbning være farlig. Her skal man passe på ikke at lade publikum begynde at tænke for meget på køen til madboderne, den næste koncert eller hvor i alverden deres venner blev af. Wolf Alice balancerede i starten lige på kanten af det for pæne. Heldigvis blev de bedre. Meget bedre.
Ellie Rowsell havde roen, stemmen og blikket
I front stod Ellie Rowsell med den slags sceneautoritet, der ikke behøver at råbe for at blive hørt. Hun er ikke en frontfigur, der kaster sig rundt i tomme armbevægelser eller prøver at charmere publikum med festivalbanaliteter. Hun virker mere som én, der stoler på sangene, stemmen og bandets egen tyngde. Rowsells stemme var koncertens klare centrum. Den kan være luftig og næsten gennemsigtig, men også skarp, mørk og eksplosiv, når sangene åbner sig. Hun har en særlig evne til at få både de stille og de mere støjende øjeblikke til at føles ægte. Ikke overdramatiske. Ikke polerede. Bare nærværende. Når hun stod midt i de store guitarflader, virkede hun både sårbar og fuldstændig kontrolleret. Det er en svær balance, men hun ramte den flot.
Da ulven begyndte at bide
Efter den lidt tunge start begyndte koncerten gradvist at få mere liv. Trommerne pressede hårdere på, guitarerne fik mere kant, bassen lagde sig tungere under numrene, og publikum begyndte at give mere tilbage. De bedste momenter opstod, når bandet slap pænheden og lod sangene få tænder. Når musikken fik lov til at larme, skurre og brede sig ud over Orange, kunne man mærke, hvorfor Wolf Alice har rykket sig fra indie favoritter til et band med international rockklasse. De har en lyd, der ikke står stille. Den ændrer form, skifter farve og nægter at gøre det samme hele tiden. Det gjorde koncerten levende. Ikke som en konstant eksplosion, men som en langsomt voksende bølge. Først stod man og ventede på, at den skulle ramme. Så stod man pludselig midt i den.
Ikke festivalpop, men festivalrock med substans
Wolf Alice er ikke et band, der kommer med den nemmeste pakke til en festivalplads. De har ikke bygget deres karriere på én stor fællessang, som alle kan brøle med på efter tre fadøl og en halv bakke pomfritter. De har bygget den på albums, stemninger, kontraster og et bandudtryk, der faktisk kræver, at man lytter. For da koncerten først fik fat, var det netop substansen, der bar den. Der var noget befriende ved at se et band på Orange, som ikke forsøgte at kompensere med store armbevægelser, kunstige højdepunkter eller tomme stadionklichéer. Wolf Alice spillede som et rigtigt band. Ikke som en festivalmaskine. Joff Oddie, Theo Ellis og Joel Amey skabte et stærkt fundament omkring Rowsell. Der var disciplin i samspillet, men også nok kant til, at det aldrig blev sterilt. Især i de mere energiske passager begyndte bandet at få den tyngde og det drive, koncerten havde manglet i starten.
Fra Nordlondon til Orange Scene
Wolf Alice begyndte engang som et langt mere akustisk projekt i Nordlondon, men har siden udviklet sig til et af Storbritanniens mest markante moderne rockbands. Det er en udvikling, man kan høre i deres musik. De har stadig den intime nerve, men de har også fået formatet til de store scener. På Orange Scene stod de som et band, der ikke længere behøver bevise, at de hører til. Det gør de. Men koncerten viste også, at de stadig fungerer bedst, når de får lov til at bygge tingene op på deres egen måde. De jagter ikke nødvendigvis det hurtige festivalbrag. De arbejder mere tålmodigt. Mere stemningsbåret. Mere organisk. Det gjorde koncerten lidt langsommere at komme ind i, men også mere tilfredsstillende, da den endelig åbnede sig.
Stemningen voksede i støvet
Der var en god stemning foran Orange, især efterhånden som koncerten fik mere tempo og mere krop. Publikum kom med, ikke nødvendigvis i én stor fælles ekstase, men i små bølger. Flere hænder kom op. Flere kroppe begyndte at bevæge sig. Flere ansigter vendte sig væk fra snakken og ind mod scenen. Det er ofte sådan, de gode Roskilde koncerter opstår. Ikke altid som et kæmpe brag, men som noget der langsomt samler sig. Noget der begynder i musikken, fortsætter i støvet og ender med, at man står og tænker: Det her var faktisk rigtig godt. Wolf Alice fik den effekt. De startede ikke med at eje Orange. Men de endte med at få et solidt greb om den...
En stærk koncert med en langsom optakt
Wolf Alice leverede en rigtig god koncert på Roskilde Festival. Den var ikke fejlfri, og begyndelsen manglede lidt mere gnist og umiddelbarhed. Men bandet spillede stærkt, sangene holdt, stemningen voksede, og Ellie Rowsell viste endnu en gang, hvorfor hun er en af de mest interessante frontfigurer i moderne britisk rock. Det blev en koncert, der krævede lidt tålmodighed, men belønnede den. En koncert med gode sange, stærk lyd, solid energi og en fornemmelse af et band, der hellere vil være ægte end letkøbt. Wolf Alice kom ikke til Orange Scene for at lave cirkus. De kom for at spille. Og da de først fik varmet scenen, publikum og sig selv op, blev det en både intens, flot og underholdende rockoplevelse. En langsom start trækker lidt ned, men helheden var stærk. Af: Yde