When Saints Go Machine åbnede Fredagsrock 2026 i Tivoli med et atmosfærisk og velspillet sæt på Plænen. Foto: Oliver Sperling
d. 11 april 2026 Kl. 12.59
★★★★☆☆
Elektronisk åbningssalut i Tivoli: To bands, to udtryk, én stærk start på Fredagsrock
When Saints Go Machine åbnede aftenen smukt og sanseligt, mens Spleen United lukkede med større tyngde, bedre lyd og mere umiddelbar gennemslagskraft. Kulde i luften, strøm i kroppen. Fredagsrock 2026 blev skudt i gang fredag den 10. april i Tivoli med en dobbeltkoncert, der på forhånd lovede både atmosfære, nostalgi, kvalitet og elektronisk pondus. På scenen stod først When Saints Go Machine, siden Spleen United, og selv om de to bands kommer fra beslægtede musikalske landskaber, viste aftenen hurtigt, at de rammer publikum på vidt forskellige måder. Det blev en kølig forårsaften på Plænen, hvor publikum i begyndelsen var lidt spredt. Mange kom dryssende fra Tivolis restauranter og forlystelser, og der var længe mere stemning end tæt pakket menneskehav foran scenen. Men som mørket faldt på, voksede også koncertfornemmelsen. Og begge bands gjorde deres del for, at Tivolis sæsonåbning kom godt fra start.
Nikolaj Manuel Vonsild og When Saints Go Machine skabte smuk uro og elektronisk intensitet i Tivoli.
When Saints Go Machine: Smukt, velspillet og en smule indadvendt
When Saints Go Machine fik den svære opgave at åbne aftenen, og det gjorde de med stil. Der var ikke noget forceret over trioens indtog. De tog rummet med ro og lod koncerten vokse frem i deres eget tempo. Åbneren “Sea” satte tonen fint: drømmende, kølig og elegant. Derfra bevægede bandet sig videre gennem “Chainsaw” og “Cry Out”, og det blev hurtigt tydeligt, at When Saints Go Machine stadig har deres helt egen evne til at få elektronisk musik til at føles både fremmed og menneskelig på samme tid. Bandet spillede godt. Der var styr på arrangementerne, på de små dynamiske forskydninger og på den særlige balance mellem kontrol og følelse, som altid har været en del af gruppens styrke. Når de er bedst, lyder de ikke bare som et band, der spiller sange. De lyder som et band, der bygger stemninger.
When Saints Go Machine leverede et køligt, kunstnerisk og stemningsfuldt åbningssæt under Fredagsrock i Tivoli.
Vonsild i konstant bevægelse
Frontmand Nikolaj Manuel Vonsild var koncertens naturlige centrum. Han sprang rundt på scenen med rastløs energi og gav det ellers ofte svævende udtryk en fysisk nerve. Han lignede en mand, der ikke bare fremførte numrene, men levede inde i dem.
Det klædte sættet, særligt i sange som “Gone”, “Seized the Light” og “Church and Law”, hvor bandets mørke, filmiske univers for alvor foldede sig ud. Her viste When Saints Go Machine, hvorfor de stadig har en særlig plads i dansk musik. De tør være særprægede uden at miste forbindelsen til publikum. Men koncerten havde også en svaghed. Vonsilds stemme forsvandt indimellem lidt ind i musikken. Ikke katastrofalt, men nok til at flere passager mistede noget af den skarphed og nærhed, som netop hans vokal normalt tilfører bandets lyd. Når stemmen ikke står helt tydeligt, mister sangene noget af deres følelsesmæssige tyngde.
Et sæt med kvalitet og karakter
Setlisten var stærk og velafbalanceret. “Ice Rink” og “Co-Star” gav plads til nyere nuancer, mens “Light Me Up”, “Fail Forever”, “Sometimes Loves” og afsluttende “Kelly” mindede publikum om, hvor stærkt et bagkatalog bandet råder over. Særligt “Fail Forever” stod som et af koncertens bedste øjeblikke. Her faldt melankoli, melodi og atmosfære på plads i en sang, der stadig rammer med stille kraft. Og da de rundede af med “Kelly”, var publikum for alvor kommet med. Ikke i euforisk ekstase, men i den varme, koncentrerede stemning, der er mindst lige så værdifuld ved en koncert som denne. When Saints Go Machine leverede kort sagt en god koncert. Ikke en fuldkommen triumf, men en velspillet, stemningsstærk og kunstnerisk overbevisende åbning på aftenen. When Saints Go Machine: 4 ud af 6 stjerner.
Pause og så steg pulsen
Efter cirka 15 minutters pause var det Spleen Uniteds tur. Og hvor When Saints Go Machine havde arbejdet i det atmosfæriske og indadvendte, gik Spleen United mere direkte til sagen. Fra første nummer stod det klart, at aftenens anden koncert ville have mere tyngde, mere tryk og mere umiddelbar kontakt med publikum.
Spleen United: Et stærkt gensyn med overskud og kraft
Spleen United lagde godt fra land med “Afterglow”, og derfra slap de reelt ikke grebet. Det var længe siden, jeg sidst havde oplevet dem live, og netop derfor var det også interessant at mærke, om bandet stadig havde den særlige intensitet, de i sin tid blev kendt for. Det havde de. Og mere end det: de virkede oprigtigt glade for at stå på scenen. Spilleglæden var stor, og den smittede. Det lød ikke som et band, der var mødt op for at genopføre gamle meritter. Det lød som et band, der stadig mener det.
Spleen United fulgte stærkt op i Tivoli med stor spilleglæde, god lyd og massiv publikumsrespons.
God lyd og sange, der stadig kan bide fra sig
Lyden var markant bedre her, og det løftede koncerten. Hvor vokalen hos When Saints Go Machine indimellem druknede lidt, stod Spleen United skarpere og mere balanceret i mixet. Det gav musikken mere slagkraft. “66”, “Peak Fitness” og “Condition” viste et band, der stadig mestrer den særlige kombination af maskinel præcision og menneskelig desperation. Spleen United har altid haft evnen til at lyde både kontrollerede og tæt på sammenbruddet på én gang, og det er netop dér, deres liveenergi opstår. I “Days of Thunder” fik sættet for alvor fart, og publikum reagerede derefter. Her begyndte Plænen at leve mere synligt med. “Pure Emotions” fungerede også godt og viste, at bandet ikke kun overlever på fortidens katalog, men stadig kan få nyere materiale til at føles relevant i koncertsammenhæng.
Spleen United viste på Plænen i Tivoli, hvorfor bandet stadig er et af de stærkeste liveacts.
Da publikum for alvor var med
Videre gennem “Spleen UTD”, “Dominator” og “Sunset to Sunset” holdt bandet intensiteten flot oppe, og da de nåede til “Suburbia”, var publikum for alvor på plads. Det nummer har stadig en særlig effekt. Ikke bare som nostalgisk publikumsmagnet, men som en sang, der stadig fungerer stærkt live. Spleen United gjorde det virkelig godt. Det var et godt gensyn med et band, som stadig har både nerve, format og tilstedeværelse. De leverede ikke bare en solid koncert, men også aftenens mest helstøbte sæt. Spleen United: 4 1/2 ud af 6 stjerner.
Publikum kvitterede med stor begejstring, da Spleen United satte strøm til Fredagsrock 2026 i Tivoli.
To koncerter, der kunne noget forskelligt
Det bedste ved aftenen var måske netop, at de to bands ikke forsøgte at være det samme. When Saints Go Machine kom med den drømmende, kontrastfyldte og mere kunstnerisk søgende koncert. Spleen United kom med den mere direkte, vellydende og energiske oplevelse. Det gjorde dobbeltformatet stærkere. When Saints Go Machine ramte bedst, når de fik lov til at brede deres særlige univers ud over Plænen. Spleen United ramte bedst, når de satte strøm til kroppen og fik publikum til at mærke musikken mere fysisk. Den ene koncert dirrede. Den anden pressede fremad.
En flot og velfungerende sæsonåbning
Det blev ikke en aften med de helt store sensationer, men det blev en flot åbning på Fredagsrock 2026. Begge bands leverede cirka 50 minutter korte sæt med kvalitet, karakter og tydelig identitet. When Saints Go Machine leverede skønhed, uro og stemning. Spleen United leverede overskud, styrke og aftenens bedste lyd. Og i Tivoli er det nogle gange mere end nok. For mellem kulørte lamper, kølig april luft og to bands med hver deres bud på elektronisk intensitet fik Fredagsrock en åbning, der både føltes professionel, levende og værd at møde op til. Det begyndte måske forsigtigt. Men det sluttede med puls. Af: Henrik Yde
Foto: Oliver Sperling
Stay tuned på "Yde News" vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!