Foto: Rasmus B.S. Hansen
D. 22 november 2025 Kl. 10.33
★ ★ ★ ★ ★ ☆
When Saints Go Machine forvandlede Poolen til et elektronisk hjertekammer
Regndråber, kometer og 2.500 bankende hjerter i den nye beton-katedral
”Vi kommer til at synge regndråbens fald, og lyden vil være som en komet, der brænder med noget kun i hjerter,” lovede Nikolaj Manuel Vonsild forud for koncerten. I Poolen på Refshaleøen blev den sætning ikke bare et citat, den blev en koncertplan. Et manifest. Og til sidst en kollektiv tilstand.
Poolen er Københavns nye kæmpemæssige warehouse-venue med plads til 2.500 stående, bygget ind i den gamle B&W-hal mellem tørdok, havnevand og skrot. Rå beton, katedralhøjt til loftet, og et lyd- og lyssystem i international liga. Fredag aften var hallen fyldt til bristepunktet af fans, glitter, sorte hættetrøjer, techno-sko og nervøse barer, der hurtigt måtte acceptere, at det her altså blev en lang og meget tørst-inducerende aften.
Et band, der går på som om Poolen er bygget til dem
Lyset slukker, en dyb, organisk synthpuls begynder at dirre nede i maven, og så rammer den nye When Saints Go Machine-æra: “Co-Star” flyder ud af højtalerne som en varm, bølgende tåge og allerede her forstår man, hvorfor trioen har talt om en mere organisk, boblende lyd på vej mod det næste album.
Nikolaj Manuel Vonsild står midt på scenen, badet i hvidt baglys, mens Jonas Kenton og Silas Moldenhawer har forskanset sig i hver deres højborg af knapper, pads, trommer og kabler. Når beatet falder tungt, kaster lyset sig som små digitale bølger op ad hallens stålsøjler, og Poolen føles pludselig mindre som et spillested og mere som et enormt rumskib, der er lettet med 2.500 passagerer ombord. De skal ingen steder hen. De skal bare dybere ind.
Lyd som en fysisk kontaktlinse
Poolen markedsfører sig med ”stellar sound”, og det må man sige, at When Saints Go Machine udnyttede til sidste watt. Lydtrykket var tårnhøjt sådan “mærk-dine-organer-flytte-sig”-højt, men samtidig skarpt tegnet. Bassen var dyb uden at være grødet, vokalen lå rent i mixet, og detaljerne i de små, nervøse synthfigurer stod knivskarpt selv helt nede i baren.
Der var øjeblikke, hvor man næsten havde lyst til at sige undskyld til sin trommehinde, samtidig med at man bad om lige præcis én hi-hat mere.
At et elektronisk band kan drukne i sin egen produktion, er ikke nogen nyhed men her blev lyden en form for fysisk kontaktlinse, der trak os tættere på i stedet for at skubbe os væk. Hvis din smartwatch ikke advarede om forhøjet puls under “Chainsaw”, har du enten glemt den derhjemme eller også lyver den.
Skærebrænder-vibrato og tekster, der lægger hånden på din nakke
Og så er der den stemme. Vonsilds vokal er stadig et af de mest særprægede instrumenter i dansk musik: et skærebrænder-vibrato, der gynger på kanten mellem falset, bøn og sammenbrud. Når han synger, lyder det, som om han både står midt i stormen og ser den udefra på samme tid. I “Gone” og “Light Me Up” fra det prisvindende album Rosy får vi den fulde palette: de lange fraser, der hænger i luften som lysstofrør, og de små, brækkede linjer, hvor stemmen knækker en anelse og pludselig føles ekstremt menneskelig. Her blev koncerten ikke bare flot den blev rigtig rørende. Da et helt hav af mennesker står og synger med på omkvædet i “Gone”, er det, som om hallen ændrer form: Fra industriel kæmpebunker til én stor, uperfekt, svedig, kollektiv brystkasse, der trækker vejret i samme tempo.
Fra Konkylie til Rosy – og videre ind i det nye
Setlisten var én lang reminder om, hvor dybt When Saints Go Machine har sat sig i dansk musikhistorie. Det nye album "GREATEST ESCAPE" var 1 års tid undervejs, men hver at vente på. Fra de ældre numre, hvor “Fail Forever” stadig lyder som en forvrænget bøn fra en natbus i 2010’erne, til “Kelly” og “Mannequin”, der stadig kan få et gulv til at hoppe synkront, uden at nogen behøver at tjekke TikTok først. “Church and Law” forvandlede af koncerten til noget, der mindede om en futuristisk gospel-gudstjeneste, hvor koret er alle dem, der kan teksten bare nogenlunde og resten mumler lykkeligt med. Og da “Chainsaw / Trying” ramte, var det, som om hele det nye kapitel for bandet foldede sig ud: mere håndspillet, mere levende, stadig dybt elektronisk men med en puls, der føltes faretruende tæt på.
De nye sange med “Co-Star” som en af aftenens klare højdepunkter glider sømløst ind mellem Rosy-materialet og klassikerne fra Konkylie og Infinity Pool. Hvor andre bands laver “nu tager vi lige en ny sang” pauser, føltes When Saints Go Machine’s nye materiale allerede som gamle bekendte, du bare ikke kan huske, hvornår du mødte første gang.
Et publikum, der er med fra første beat – til sidste støvkorn
”De fik alle med i Poolen” lyder som en kliché, men det var præcis det, der skete.
Allerede efter de første numre var der et bemærkelsesværdigt fravær af den klassiske “jeg står lige og tjekker mails”-klynge bagerst. Selv der, hvor lysshowet var mindst, og øllene var tættest, stod folk og vuggede, dansede, sang, råbte og kastede hænder i vejret på de helt rigtige tidspunkter og på de helt forkerte, hvilket i virkeligheden er det bedste tegn på, at et publikum har glemt sig selv og bare er til stede.
Man kunne tydeligt mærke, at dette var en kult-trio på hjemmebane i København og at det var deres eneste københavnerkoncert i 2025. Rigtig mange hardcore-fans havde tydeligvis planlagt aftenen længe; man hørte samtaler i garderoben om GAFFA-priser, NorthSide-koncerter og favoritnumre fra Rosy og Konkylie, som var det en fodboldtrup, man diskuterede startopstilling på.
Et band, der selv er lykkelige over at være dér
Noget af det mest smittende ved aftenen var, hvor glade de tre selv virkede.
Der blev grinet meget på scenen; små blikke mellem Kenton og Moldenhawer, når et groove sad helt perfekt, og Vonsilds tydeligt oprigtige “tak fordi I er her” flere gange i løbet af aftenen. Den der særlige kombination af koncentration og barnlig begejstring, hvor man godt kan mærke, at de har spillet mange shows på den her tour, men at det her er dén aften, man har glædet sig ekstra meget til.
Mod slutningen siger Vonsild, at de “drømmer om hinanden, rummet, os og jer” en genklang af det citat, der har fulgt koncertannoncen og for én gangs skyld føles sådan en sætning ikke som noget, der er skrevet i en pressetekst. Den føles, no pun intended, ægte. Man kan også høre det: Bandet spiller med en blanding af disciplin og løssluppenhed, hvor trommerne drypper af energi, syntherne får lov at støje lidt ekstra, og vokalen flere gange går ud over den kontrollerede studieudgave og bliver mere rå, mere risikabel. Det klæder dem enormt.
Når en betonhal forvandles til et elektronisk hjertekammer
When Saints Go Machine har været blandt de mest markante og nyskabende navne i dansk elektronisk pop fra P3 Talent og P3 Award, over gennembruddet med Konkylie, til de senere år, hvor Rosy sikrede dem endnu en GAFFA-pris som Årets Danske Elektroniske Udgivelse.
I Poolen bekræfter de, at de ikke bare har overlevet udviklingen i elektronisk musik, de har formet den. Det her er ikke et band, der spiller på rutinen. Det er et band, der stadig lyder, som om de lige har opdaget noget nyt nede i maskinrummet, de absolut må vise resten af verden. Helst i aften. Helst meget højt.
Koncerten fungerede som en slags destillat af alt det, de kan:
– Den eksperimenterende kant fra de tidlige udgivelser.
– Det melodiske overskud fra de store singler.
– Den dybtfølte, kropslige, næsten spirituelle energi fra Rosy-æraen og det nye materiale.
Og så lige en ekstra dosis eufori, som kun opstår, når et band spiller sit største headliner-show til dato, i en ny kæmpehal i deres egen by og ved, at det går godt.
Regnen falder indendørs
Ekstra-numrene bliver én lang, samlet udånding. På det sidste nummer føles det, som om lyset langsomt “regner” ned over publikum i små, pulserende felter, mens Vonsilds stemme bliver ved med at hænge i luften lidt længere, end fysikken egentlig tillader. Da musikken endelig slukker, og folk begynder at famle efter deres jakker og deres venner, er der stadig en underlig stilhed inde i kroppen den, der opstår, når man lige har været til en koncert, hvor både lyd, band, venue og publikum har været på samme kanal hele vejen.
When Saints Go Machine fik alle med i Poolen, fyldte den til randen med elektronisk højspænding og ufiltrerede følelser og gik derfra som et band, der meget tydeligt stadig har mere på hjerte, mere i maskinerne og flere kometer på vej. Af: Henrik Yde
Foto: Rasmus B.S. Hansen
Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes