WARKINGS
d. 27 juni 2026 Kl. 16.57
★ ★ ★ ★ ☆ ☆
Rustning, riffs og ragnarok i 35 graders helvede
Som at blive overfaldet af en metalhær i sauna
Der er varmt på Copenhell. Lørdag kl. 13:30 stod solen direkte ned over Helvíti, som om nogen havde glemt at slukke for grillfunktionen over Refshaleøen. Temperaturen nærmede sig de +35 grader, publikum kogte, øllene blev lunkne på rekordtid, og midt i det hele valgte WARKINGS selvfølgelig at møde op med rustninger, krigerkostumer, store armbevægelser og pyro. Det var på mange måder vanvittigt. Men det var også præcis dét, der gjorde koncerten så underholdende. For WARKINGS er ikke et band, der lige “spiller nogle numre”. De invaderer scenen. De kommer som en historisk/mytologisk metalbande, der har taget fejl af Copenhell og en slagmark, og de gør det med en selvtillid så stor, at man næsten kan høre sværdene rasle mellem guitarakkorderne.
Power metal med sværdet trukket
WARKINGS’ univers er i sig selv en del af oplevelsen. Her er ingen sorte T-shirts og underspillet coolness. Bandet går all in på figurer, fortællinger og teatralsk metalæstetik. Tribune, Viking, Spartan, Morgana le Fay og den nye guitarist The Highlander ligner ikke nogen, der er kommet for at smalltalke med publikum. De er kommet for at føre felttog. Det kunne hurtigt blive for meget. Og ja, det er for meget. Men det er også hele pointen. WARKINGS balancerer på den tynde line mellem episk og kitschet, men de falder sjældent ned på den forkerte side. De har forstået, at power metal ikke skal hviskes. Det skal råbes ud over en festivalplads med næven i vejret og blikket rettet mod Valhalla, Sparta, Camelot eller hvilket som helst andet sted, hvor folk slås med sværd og synger i dur.
Et show, der nægter at skamme sig
Der var noget befriende over, hvor kompromisløst WARKINGS leverede deres koncert. Ingen ironisk distance. Ingen undskyldninger. Ingen “vi ved godt, det her er lidt fjollet” attitude. De ejede det. Kostumerne fungerede overraskende godt i liveformatet. På billeder kan den slags nemt ligne rollespil med pladekontrakt, men på Helvíti gav det mening. Scenen blev en kulisse, publikum blev en hær, og sangene blev kampråb med omkvæd bygget til fællessang og luftguitar. Det var stort, larmende og dejligt usofistikeret på den helt rigtige måde.
Riffs, råb og fællessang
Musikalsk leverer WARKINGS præcis den slags, lidt bløde power metal, man forventer: melodiske guitarer, galoperende rytmer, heroiske omkvæd og en produktionstankegang, hvor alt helst skal lyde som en hær på vej gennem en byport. Det er ikke nyskabende, og det prøver det heller ikke at være. WARKINGS’ styrke ligger ikke i at opfinde en ny genre. Deres styrke ligger i at tage en velkendt opskrift og servere den med fuld ild, fuld patos og fuld festivalforståelse. Når det fungerer bedst, bliver det effektivt som bare fanden. Publikum var med, næverne kom op, og selv i den brutale varme var der god stemning foran scenen. Man kunne mærke, at bandet fik folk med ind i universet, også selvom nogle sikkert ikke kendte alle numrene på forhånd.
Pyro på en dag, hvor solen allerede var fjenden
Pyroen fortjener næsten sin egen anmeldelse. På en kølig aften ville flammerne have været et fedt dramatisk greb. Lørdag eftermiddag føltes de mere som et personligt angreb fra helvede selv. Hver gang ilden skød op, steg temperaturen mentalt med cirka 400 grader. Men det så godt ud. Og det passer til WARKINGS. Selvfølgelig skal et band, der synger om krigere, slagmarker og apokalyptisk metalpatos, have ild på scenen. Det ville næsten være forkert uden. Problemet var bare, at vejret allerede havde gjort sit bedste for at stege publikum medium rare. Alligevel gav pyroen koncerten ekstra pondus. Det blev varmt, voldsomt og visuelt stærkt. Lidt som at se en fantasyfilm, hvor nogen har tabt manuskriptet og bare skruet op for guitarerne.
Morgana giver mørke til krigsmaskinen
Et af de elementer, der løfter WARKINGS live, er Morgana le Fay. Hendes mere aggressive vokal giver bandet en tiltrængt kontrast til den ellers meget heroiske power metal formel. For hvor WARKINGS nogle gange kan blive meget blankpoleret i deres episke udtryk, tilfører Morgana noget mørkere. Hun fungerer som skyggen i et univers, der ellers er badet i guld, stål og kampråb. Det gør lydbilledet mere levende og giver koncerten mere kant. Hun er ikke bare pynt i universet. Hun er en vigtig del af, at WARKINGS ikke ender som ren metalparade.
Når kitsch bliver en styrke
Det mest interessante ved WARKINGS er, at de egentlig burde være for meget. Hele konceptet med historiske og mytologiske krigerfigurer, store hymner og teatralsk patos kan på papiret lyde som noget, der burde drukne i sin egen alvor. Men live bliver det netop deres styrke. De ved, hvad de er. De ved, hvad publikum kommer efter. Og de leverer det uden at blinke. Det kræver mod at være så bombastisk i en tid, hvor meget musik gerne vil virke smart, køligt eller subtilt. WARKINGS vælger i stedet at komme brasende ind med sværd, ild og omkvæd på størrelse med et vikingeskib. Det er ikke elegant. Det er ikke diskret. Det er heller ikke meningen.
Små ridser i rustningen
Koncerten havde dog også sine begrænsninger. WARKINGS’ formel er effektiv, men den er også tydelig. Flere numre bevæger sig i samme musikalske landskab, og man kan godt savne lidt mere variation undervejs. Der var øjeblikke, hvor showet bar sangene mere end sangene bar showet. Kostumerne, karaktererne og pyroen gjorde meget for oplevelsen, men ikke alle numre havde den samme styrke eller det samme umiddelbare greb i publikum.Det ændrer dog ikke på, at helheden fungerede. WARKINGS er først og fremmest et liveband, der skal opleves med kroppen, ikke kun analyseres med notesblokken.
En svedig, fjollet og forbandet effektiv sejr
WARKINGS leverede en koncert, der var både underholdende, gennemført og næsten absurd varm. De kom på scenen midt på dagen, hvor solen allerede havde tævet publikum, og alligevel lykkedes det dem at løfte stemningen med kostumer, energi, fællessang og ild nok til at gøre Helvíti navnet meget bogstaveligt. Det var Metalteater med muskler. En koncert, hvor man både kunne grine lidt af overdrivelsen og samtidig blive revet med af den. WARKINGS vandt ikke Copenhell med finesse. De vandt på attitude, energi og viljen til at gå hele vejen ind i deres eget vanvittige univers. Og nogle gange er det præcis dét, en festival har brug for. Af: yde