Volbeat
d. 28 juni 2026 Kl. 14.06
★ ★ ★ ★ ★ ☆
Volbeat fik HELVÍTI til at skælve, indtil himlen selv gik i pit
Man ved, en koncert har ramt noget særligt, når selv vejret ikke kan holde kæft. Lørdag aften på Copenhell 2026 stod Volbeat foran et tætpakket HELVÍTI og gjorde det, de efterhånden har gjort til en dansk eksportdisciplin: De forvandlede tunge riffs, rock’n’roll attitude og kæmpe omkvæd til en folkefest med hornene i vejret. Og netop som aftenen var ved at nå sit sidste klimaks, begyndte himlen at rumle, lynene nærmede sig, og koncerten måtte stoppes. Det kunne have føltes som en brat afbrydelse. I stedet føltes det næsten mytologisk. Som om Copenhell ikke bare sluttede med Volbeat, men med et varsel fra oven: Nu har I fået nok. Helvede lukker.
Hjemkomsten, der lugtede af støv, øl og sejr
Volbeat på Copenhell var ikke bare endnu et hovednavn på en stor scene. Det var et dansk heavyrock-monster, der vendte hjem til en festivalplads, hvor publikum allerede stod klar til at æde hvert riff, hvert refræn og hver eneste Michael Poulsen-vokalvending råt. Bandet har for længst bevæget sig langt væk fra de små scener og ind på de internationale festivalplakater, hvor de står skulder ved skulder med de helt store navne. Men på Refshaleøen var der noget særligt på spil. Her var Volbeat ikke kun verdensbandet. De var også “vores” band. Det kunne mærkes. Ikke som nationalromantik med flag i hånden, men som et massivt, svedigt fællesskab af fans, der vidste præcis, hvad de var kommet for: tunge guitarer, store melodier, mørk humor, fællessang og en frontmand, der stadig lyder som en rockabilly prædikant med metal i blodet.
Michael Poulsen – prædikanten fra den sorte landevej
Michael Poulsen har en af de mest genkendelige stemmer i moderne rock. Den kan næsten ikke forveksles med nogen anden. Den ligger et sted mellem Elvis, Johnny Cash, punket værtshusrock og klassisk metal, og den skærer igennem Volbeats lyd som en rusten kniv gennem læder. På HELVÍTI virkede han både afslappet og fokuseret. Ikke som en frontmand, der skulle bevise noget hvert sekund, men som én, der ved, at publikum allerede er med og derfor kan bruge energien på at styre showet sikkert gennem både de store hits og de hårdere øjeblikke. Der var overskud i leveringen. For Volbeat kan på papiret godt risikere at blive for pænt, for stort, for indøvet. Men denne aften var der nok kant i maskineriet til, at koncerten aldrig blev ren rutine.
Riffs som betonblokke og refræner med folkesjæl
Volbeats særlige styrke er stadig deres evne til at få hård musik til at virke bred uden at gøre den ufarlig. De bygger sange som stadionrock, men fylder dem med metalriffs, punkenergi og rock’n’roll groove. Det er musik, der både kan få en pit til at åbne sig og få tusindvis af mennesker til at synge i kor. På Copenhell virkede den formel stærkere end længe. Guitarerne havde tyngde. Trommerne hamrede. Bassen holdt det hele nede i asfalten. Og Flemming C. Lund gav leadguitaren det bid, som gjorde, at koncerten ikke bare blev en parade af gamle publikumsfavoritter. Der var frisk luft i den tunge motor. Volbeat spillede ikke som et band, der forsigtigt genbesøger bagkataloget. De spillede som et band, der stadig kan tænde op under deres eget materiale og få det til at føles levende.
Copenhell sang, som om dommedag var udskudt til mandag
Det mest imponerende ved koncerten var dog ikke kun bandet. Det var publikum. HELVÍTI var pakket. Virkelig pakket. Der var mennesker overalt, og alle syntes at kende mindst halvdelen af sangene. Nogle sang rent. Mange sang højt. En del sang som om stemmen ikke skulle bruges igen før næste års festival. Det sidste er som bekendt den mest korrekte måde at synge Volbeat på. Crowdsurferne kom flyvende hen over menneskehavet. Hænderne blev kastet op i luften. Øl blev løftet som nadverkalke i en sortklædt kirke. Og hver gang et stort omkvæd ramte, lød det som om hele Refshaleøen havde meldt sig ind i Volbeats bagkor. Der er noget næsten rørende ved den slags øjeblikke. Tusindvis af mennesker, mange klædt som om de skal til begravelse i en motorcykelklub, står og synger med på melodier, der faktisk er ret varme. Det er netop dér, Volbeat er bedst: når det hårde og det hjertevarme mødes uden at undskylde for hinanden.
Johan Olsen løftede fællessangen op i dansk rockhistorie
Da Johan Olsen fra Magtens Korridorer kom på scenen, skiftede aftenen karakter. Ikke dramatisk, ikke teatralsk, men med den der særlige genkendelse, der går gennem en festivalplads, når publikum ved, at nu kommer der noget, de har et forhold til. Hans stemme og tilstedeværelse gav koncerten en ekstra dansk nerve. Det blev ikke bare en gæsteoptræden. Det blev et øjeblik, hvor Volbeats internationale format mødte noget helt lokalt og folkeligt. bla. “For Evigt” er ikke længere bare en Volbeat sang. Den er blevet en sang, folk har minder til. En sang, der kan fungere på en metalfestival, til en privatfest, i en bil på motorvejen og i en sommernat, hvor nogen pludselig bliver lidt for rørte over livet. På Copenhell blev den sunget, som om publikum havde ventet hele dagen på netop det øjeblik. Og måske havde de det.
Martin Leth bragte dødsmetallen ind fra mørket
Koncertens mest beskidte og brutale afstikker kom, da Martin Leth fra Strychnos trådte ind og growlede sig gennem lydbilledet. Det var som at få kastet en skovlfuld jord direkte ned i Volbeats ellers mere melodiske maskine. Leth kom ikke ind som en hyggelig gæst. Han kom ind som et monster fra kælderen. Hans growl gav koncerten en mørkere tyngde og mindede publikum om, at Michael Poulsens rødder ikke kun ligger i rock’n’roll og store refræner, men også i det mere ekstreme metal. Det var et fedt valg, fordi det brød koncertens forudsigelighed. Pludselig blev det grimmere, hårdere og mere giftigt. Ikke længe nok til at ændre hele showets retning, men nok til at give aftenen et spark i tænderne.
Da lynene afbrød festen
Omkring kl. 23.30 begyndte vejret at stjæle opmærksomheden. Torden var på vej, lyn truede området, og sikkerheden kom først. Koncerten måtte stoppes. Det er altid frustrerende, når en koncert bliver afbrudt, især når energien er høj, og publikum stadig er klar til mere. Men lige her føltes det ikke som en fiasko. Det føltes som et dramatisk punktum. Meldingen lød, at koncerten muligvis ville blive genoptaget omkring kl. 00.15, men med cirka et kvarter tilbage var der også en mærkelig tilfredshed i luften. Vi havde fået festen. Vi havde fået bragene. Vi havde fået gæsterne, fællessangen, crowdsurfingen og den store danske heavyrock maskine i fuld kraft. At himlen så valgte at blande sig, gjorde næsten fortællingen bedre. Copenhell sluttede ikke pænt. Copenhell sluttede med advarselstoner, afbrudt ekstase og elektrisk uro i luften. Helt ærligt: Det passer bedre til festivalen end en høflig afslutning og et “tak for i aften”.
Volbeat vandt ikke ved at overraske, men ved at levere
Der var ikke nødvendigvis tale om en koncert, der genopfandt Volbeat. Det behøvede den heller ikke. Det her var ikke aftenen, hvor bandet skulle vise, at de kunne blive noget andet. Det var aftenen, hvor de skulle vise, hvorfor de er blevet så store. Og det gjorde de. Med erfaring, selvtillid og en sætliste, der ramte bredt nok til at samle pladsen uden at miste den tunge kant. Volbeat er bedst, når de ikke prøver at være farligere, end de er. De er ikke det mest ekstreme band på Copenhell. De er ikke det mest kaotiske. De er heller ikke det mest undergrundskorrekte. Men de kan noget, som meget få bands kan: De kan samle et enormt publikum omkring heavyrock uden at gøre det til plastik. De har sangene. De har lyden. De har frontfiguren. Og de har en publikumsrelation, der er svær at købe sig til.
En finale med hornene højt og himlen åben
Volbeat leverede en stærk, underholdende og voldsomt effektiv afslutning på Copenhell 2026. Det var en koncert med store armbevægelser, masser af overskud, solide musikalske præstationer og en festivalplads, der sang med, som om hver linje var skrevet direkte til dem. Johan Olsen gav aftenen hjerte. Martin Leth gav den tænder. Publikum gav den lunger. Og vejret gav den en afslutning, ingen sceneproduktion kunne have planlagt bedre. Selvfølgelig kunne man have ønsket sig de sidste minutter. Selvfølgelig ville mange gerne have haft den komplette finale. Men nogle gange bliver en afbrudt koncert mere mindeværdig end en perfekt afsluttet en. Volbeat fik HELVÍTI til at koge, Copenhell endte i et brag, og Yde News havde uden overdrivelse, A Hell of a Time. Af: Yde