Volbeat

Udgivet: d. 20 september 2025. Kl. 08.28.

★ ★ ★ ★ ★ ★

Volbeat i Royal Arena: Når rocken forvandler mørket til lys

Royal Arena var i går aftes ikke blot en arena. Den var et tempel. Et slagmark. En sal, hvor tusindvis af fans samlede sig i forventning om, at Michael Poulsen og hans tro følgesvende igen ville indfri – og måske endda overgå – de legendariske aftener, Volbeat tidligere har leveret i ”verdens smukkeste arena”. Og lad os slå det fast med det samme: Volbeat flænsede Royal Arena.

Allerede inden bandet gik på scenen, sitrede rummet af spænding. Special guests Bush og Witch Fever havde leveret solide opvarmninger, men man kunne mærke, at publikum var kommet for én ting: at blive indhyllet i den særegne, mørkt glødende energi, som kun Volbeat kan skabe.

Da de første akkorder til ”Djævelens blødende krone” brød mørket, rejste et brøl sig fra gulvet, så selv betonvæggene syntes at vibrere. Poulsens stemme skar sig gennem luften, rå og beslutsom, mens Jon Larsens trommer drev sangen frem som en krigstromme fra underverdenen...

Koncerten var bygget op som en rejse gennem både Volbeats fortid og nutid – og et glimt af deres fremtid. Klassikerne stod skulder ved skulder med sange fra det kommende album "God Of Angels Trust". ”Lola Montez” fik publikum til at danse i takt, mens tusindvis sang med på hver eneste stavelse. Den melankolske ”Trist mands tunge” sænkede tempoet og forvandlede arenaen til et fælles sørgmodigt ritual, hvor lightere og mobiltelefoner lyste som stjerner i mørket.

Men det var de nye sange, der for alvor viste, hvor Volbeat er på vej hen. ”Dæmonisk depression” var et monstrøst tungt nummer, der lagde vægten dybt i kroppen, og ”Falden” skabte en stille, men intens atmosfære, som om bandet holdt hele arenaens åndedræt i deres hænder. Og så kom der et øjeblik, som vil stå indgraveret i fansenes hukommelse: live-debuten af ”Ensomme marker”. Den blev modtaget som en åbenbaring – et øjeblik af stilhed, efterfulgt af en eufori, der løftede taget.

Volbeat kan kunsten at blande det teatralske med det intime. På ”Haglgeværblues” blev publikum trukket ind i et råt, næsten filmisk univers, mens ”I gedens lade, der føder Satans afkom i en døende verden af undergang” (et af de mest kompromisløse titler i nyere rockhistorie) eksploderede i et kaos af lys, ild og riff, der kunne få selv de mest hærdede til at smile bredt.

Naturligvis var der også plads til de ikoniske numre, der har cementeret Volbeats status som Danmarks største rockband. ”Ved et monsters hånd”(den aktuelle single) blev leveret med overbevisning, ”Djævelen raser videre” satte moshpitten i kog, og på ”Dø for at leve” sang hele arenaen med i en slags kollektiv bekendelse.

Hen imod afslutningen kom de numre, der er blevet uundgåelige højdepunkter. ”Tiden vil hele” og ”Sort rose” ramte med en poetisk nerve, som minder os om, at Volbeat ikke kun er muskel og metal, men også melodi og melankoli. Og da Johan Olsen trådte ind for at synge ”Havens fortælling” og naturligvis ”For Evigt”, var det som om Royal Arena blev til ét stort kor af længsel og kærlighed.

Finalen – ”Stadig tællende” – var ikke blot et nummer, men en erklæring. En påmindelse om, at Volbeat ikke står stille, men fortsætter med at udfordre, udvikle og levere.

Stemningen var elektrisk fra start til slut. Fansene, mange i gamle Volbeat-trøjer, andre i ny merchandise fra touren, skabte et fællesskab, hvor generationer stod side om side. Det er netop dette fællesskab, Volbeat kan. De samler mennesker – fra de, der var med fra starten i små klubber, til de nye unge fans, der har fundet dem gennem streaming og radiohits.

Volbeat har altid været et band, der balancerer mellem det brutale og det melodiske, mellem det lokale og det globale. I Royal Arena viste de, hvorfor de har ti #1-hits på Billboard, og hvorfor de stadig er i stand til at fylde arenaer verden over. Det var et kapitel i dansk rockhistorie. Og når lyset slukkede, og publikum langsomt trak ud i Københavns nat, stod én tanke tilbage: Volbeat er stadig Danmarks ubestridte rockkonge magt – og de har stadig meget mere på hjerte...  Af: Neal Ashley Conrad

Foto: Jan Palle