TV2 i Tivoli

d. 29 august 2026 Kl. 08.56

TV-2 satte regnen i parentes og danskerne i kor

Regnen testede publikums tålmodighed, men opgav, netop som TV-2 gik på scenen. Derefter forvandlede Steffen Brandt og resten af bandet Plænen til et stort, dansk samtalerum fyldt med kærlighed, livsklogskab, fællessang og den tørre selvironi, som stadig holder sangene levende.

Anmeldelse: TV-2 – Fredagsrock i Tivoli, 28. august 2026

★ ★ ★ ★ ★ ☆
Af Yde

En entré med hjælp fra vejrguderne

Det regnede på den mest danske måde: Ikke voldsomt nok til at aflyse noget, men vedholdende nok til at give alle noget at tale om. Alligevel blev publikum stående. Under paraplyer og regnslag ventede mennesker i alle aldre på et orkester, som i mere end fire årtier har leveret melodier til deres forelskelser, fejltagelser, fester og stille søndage. Så gik TV-2 på scenen. Og regnen stoppede. Timingen var så præcis, at man næsten kunne mistænke vejret for at være en del af produktionen. Aftenens tilbagevendende tanke, (skide være med det, så længe det ikke regner) som Steffen Brandt sagde, kom derfor til at fungere som mere end en vittig bemærkning. Den blev en ganske præcis beskrivelse af TV-2’s musikalske verdenssyn: Livet er besværligt, kærligheden endnu værre, men vi kan lige så godt spille videre.

Et dansk skuldertræk sat i musik

"Lanternen" åbnede koncerten og førte publikum sikkert ind i den særlige blanding af pop, poesi og hverdagsrealisme, som TV-2 har gjort til sit eget sprog. Med "Toyota/Natradio/V.P." blev tempoet skruet op, inden "Randers Station" og "For dig" lod de velkendte fortællinger om længsel, afstand og menneskelig ubeslutsomhed folde sig ud. Bandet spillede stramt, levende og uden at gøre et stort nummer ud af det. Sangene blev ikke præsenteret som gamle genstande fra dansk pophistorie, men som kapitler i en fortælling, der stadig er i gang. Steffen Brandt stod i centrum med sin karakteristiske blanding af lune, eftertanke og præcis timing. De små anekdoter mellem numrene var korte nok til ikke at bremse koncerten og skarpe nok til at ramme. Steffen Brandt behøver sjældent forklare pointen. Han lægger den på scenekanten og lader publikum opdage den selv.

Vi synger om det, vi ikke får sagt

Med "Kys din kæreste på rejsen" og "Popmusikerens vise" bevægede koncerten sig videre gennem TV-2’s særlige landskab af relationer, drømme og mennesker, der gerne vil hinanden, men ikke altid er imponerende gode til at vise det. Det er måske bandets største styrke: TV-2 skriver om alt det, danskerne har svært ved at sige, og får os derefter til at råbe det i kor sammen med flere tusinde fremmede. Under "Rigtige mænd" bredte de genkendende smil sig, mens "Alt hvad hun ville var at danse" fik hele Plænen til at overtage omkvædet. Her var ingen tydelig generationsgrænse. Sangene havde for længst forladt deres oprindelige udgivelsesår og var blevet fælleseje. Det kunne ligne nostalgi, men føltes ikke sådan. Nostalgi ser bagud. Denne koncert var båret af genkendelse: Mennesker forelsker sig stadig, går fejl af hinanden og lader, som om de har styr på det. Nu gør de det bare med smartphones i lommen.

Lykken med småt

Betegnelsen Danmarks lykkeligste orkester har altid haft en diskret parentes omkring sig. Hos TV-2 er lykken sjældent ubekymret. Den kommer med forbehold, brugsanvisning og risiko for følelsesmæssige bivirkninger. Det blev tydeligt i rækken fra "Blod, sved og tårer" over det lakoniske "Nå, nå" til "Hele verden fra forstanden". Først alvoren, så skuldertrækket og til sidst konstateringen af, at det hele muligvis er løbet af sporet. Det er en ganske effektiv dramatisk kurve, og måske også et brugbart referat af en almindelig uge. "Nutidens unge" og "Be bab a lula" lod generationerne spejle sig i hinanden. Brandt forsøgte ikke at spille ung, og det var en befrielse. Han brugte i stedet erfaringen som kunstnerisk materiale og viste, at selvironi ældes væsentligt bedre end selvhøjtidelighed. Sætlisten søgte ikke de store chok eller radikale omveje. Den søgte den præcise sang på det rigtige tidspunkt. Med "Eventyr for begyndere" og "Som om" blev koncertens blik på livets illusioner fastholdt, uden at letheden forsvandt.

De første kærester under de sidste skyer

Da "De første kærester på månen" lød, nåede koncerten sit følelsesmæssige højdepunkt. Publikum sang med en kraft, der gjorde nummeret større end scenen. Det var ikke længere blot TV-2’s sang, men alles erindring om den første forelskelse, den første afsked og den første gang, man opdagede, at de to oplevelser ofte hænger irriterende tæt sammen. Til sidst kom "Bag duggede ruder". Det var den helt rigtige afslutning på en aften, der var begyndt med vand i luften og udsigt gennem paraplyer. Nu var regnen væk, men billedet af de duggede ruder blev stående som koncertens sidste ramme: Vi ser ikke altid hinanden klart, men vi bliver ved med at forsøge. TV-2 vandt ikke aftenen ved at spille højere end vejret eller hurtigere end tiden. De gjorde noget vanskeligere. De viste, hvorfor sangene stadig betyder noget. Regnen havde samlet publikum under paraplyerne. TV-2 fik dem til at sænke dem, løfte blikket og synge sammen...