Foto: PeterTroest_
Udgivet: d. 12 juli 2025. Kl. 09.17.
★ ★ ★ ★ ★ ☆
”Drops of Soul – En aften med Train i Tivoli”
Fredag den 11. juli 2025. Klokken er 21.58, og Plænen i Tivoli sitrer. Ikke af frygt, men af forventning. Mørket falder som et tungt teatergardin over Hovedstadens mest ikoniske have, og tusinder af mennesker – fra teenagere til midaldrende par med tårevædede minder fra nullerne – venter i stiltiende ekstase.
Så – et togfløjt. Langtrukket, metallisk, genkendeligt. Et lydtapet af jernbane og drengedrømme fylder rummet, og i dét sekund ved man, at dette ikke blot bliver endnu en Fredagsrock-koncert. Det bliver et minde.
Train, det amerikanske poprockband med Grammy’er i kufferten og melodier, der har overlevet flere musikalske trends end de fleste, trådte på scenen med en selvsikkerhed, der var lige dele rock’n’roll og californisk charme. Frontmand Pat Monahan – stadig karismatisk, stadig med stemmen i behold – åbnede ballet med "Calling All Angels", og englene må have lyttet, for publikum svarede tilbage med hænderne i luften og hjertet på tungen.
Allerede med anden sang, "If It’s Love", blev der smilet i mængden. Train har altid haft evnen til at tale direkte til de små og store følelser, og den evne forfinede de med "Get to Me", der – trods sit simple arrangement – ramte som en blød knytnæve i mellemgulvet.
Da "Meet Virginia" blev spillet, kunne man høre hele Tivoli synge med på den næsten 25 år gamle sang, som om den aldrig var forsvundet fra hitlisterne. Og så skete der noget sjældent smukt: Pat introducerede sin søn, der med stille stolthed trådte frem på scenen og sang et hæderligt, næsten ydmygt cover af Led Zeppelins "Over the Hills and Far Away". En hyldest til generationer, og et af koncertens mest intime øjeblikke.
"Save Me, San Francisco" løftede stemningen igen – og minder os om, at Train ikke kun er ballader og romantik, men også energi, fest og kærlighed til storbyer. "Play That Song", med sit velkendte “Heart and Soul”, forvandlede Plænen til et kæmpe dansegulv under stjernerne.
Med "Yellow Dress" og "Blue Jeans", hvor sidstnævnte elegant flettede sig sammen med Hozier’s melankolske undertoner, viste bandet, at de stadig har modet til at eksperimentere med både lyd og genre. Og i "Lose Control" (oprindeligt med Teddy Swims) var der nærmest gospelstemning – Train bad ikke om vores opmærksomhed, de fortjente den.
"Marry Me" blev koncertens kærlighedsklynk, og mere end én tåre blev tørret væk. Det var intimt. Det var ægte. Det var der, hvor Tivoli og kærligheden smeltede sammen som candyfloss og barneminder.
Derfra gik det stærkt: 50 Ways to Say Goodbye, med sin teatralske tekst og blæseinstrumenter, fik publikum til at grine og hoppe. "Bruises" og "Brokenhearted" ramte som et kortvarigt ekko fra ungdommens små kriser og store følelser.
Og så kom det, alle ventede på. Den uundgåelige, uopslidelige, dybt elskede Hey, Soul Sister". Pat lod publikum være med – og det var som om hele Tivoli havde været til generalprøve. En kollektiv popsang i mol.
Overgangen til "Drive By", smukt og uventet fusioneret med "Hey Jude", var et af koncertens mest elegante greb. Det Beatles-inspirerede klimaks satte en streg under, at Train ikke blot er hitmagere – de er også musikalske håndværkere.
Da "We Were Made for This" blev sendt ud over højtalerne, føltes det som en kærlighedserklæring – ikke bare til musikken, men til det publikum, der havde fulgt dem i tykt og tyndt. Og så – næsten som finale: "Under Pressure". En Queen/Bowie-hyldest, der kunne være faldet til jorden som pastiche, men her blev til en respektfuld og dragende rockode.
Til sidst – og hvordan ellers? – "Drops of Jupiter". En sang, der for mange ER Train. Da klaveret begyndte, var Tivoli et eneste stort, blødt suk. Mennesker holdt om hinanden. Telefoner blev løftet mod nattehimlen. Og i det sidste "Tell me, did the wind sweep you off your feet?" blev hele Tivoli fejet væk i ét langt, dragende klimaks.
Train i Tivoli var en koncert – der var en tidløs, en velspillet rejse gennem følelsesregisteret. Elegant og nostalgisk. Energetisk uden at råbe. Seriøs uden at være selvhøjtidelig. Og med netop den balance, som kun bands med erfaring, overskud og kærlighed til musikken formår. Man kan sige, hvad man vil om poprockens storhedstid – men i går aftes på Plænen beviste Train, at lokomotivet stadig buldrer af sted. Og vi vil gerne med. Af: Emilie Jakobsen
Foto: PeterTroest_
Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes