Tom Odell

Foto: Ciara McMullan

d. 11 november 2025 Kl. 14.02

★ ★ ★ ★ ★ ☆

5.000 hjerter, ét klaver og en aften der gør ondt på den smukke måde

Tom Odell ankommer til Royal Arena en råkold novemberaften med et løfte om en “Wonderful Life Tour” – og leverer i stedet noget sjældnere: en aften, hvor 5.000 mennesker i en ellers monumental arena pludselig befinder sig i det, der føles som det samme lille rum.

Allerede inden koncerten fornemmer man grebet: den varme, organiske 60’er-musik, der flyder ud af højtalerne, skaber ikke hype, men ro. Ingen countdown, ingen bombastisk intro. Da tæppet åbner sig i midten og afslører et ensomt klaver placeret i sprækken mellem de tunge gardiner, står det klart, at hele pointen er nærvær. Ingen store LED-eksplosioner, bare et menneske, et instrument og en arena, der frivilligt skaleres ned.

Han sætter sig. Ingen store ord. Kun de første toner af “Strange House” – alene ved klaveret.
Og det sker med det samme: stilheden. Den rå, næsten hæse tone, der på et splitsekund kan løftes op i et sårbart falset-skrig, giver kollektiv gåsehud. Det er lige præcis den friktion mellem det ru og det rene, der gør Tom Odell til noget særligt live: han synger pænt, han synger ærligt.

Allerede med “ugly” stadig kun ham og klaveret – trækker han gulvet væk under publikum. Sangen rammer et ømt punkt hos alle, der nogensinde har følt sig forkerte, grimme, utilstrækkelige; og i Royal Arena sidder voksne mennesker og tørrer øjnene åbent. At et nummer så enkelt kan føles så uafrysteligt i et så stort rum, er en præstation i sig selv.

Med “Best Day of My Life” åbner showets visuelle fortælling sig: på gardinerne bag ham ruller en video fra hans dag i København – løbeturen gennem byen, ankomsten til Royal Arena, de ventende fans, bandet, der gør sig klar. Det er både kærligt og klogt: byen skrives direkte ind i koncertens narrativ, og Københavns-publikummet bliver ikke bare gæster, men medspillere.

På “Grow Old With Me” træder bandet ind, og fra det øjeblik ligger resten af aftenen som en sirligt komponeret dramaturgi. Stemningen løftes, uden at der slækkes på intimiteten. “Can’t Pretend” bliver første af aftenens tekniske chok: når Odell flyver op i de høje toner, er det en fysisk oplevelse i rummet; man hører, hvordan folk helt bogstaveligt glemmer at trække vejret et sekund. “Spinning” åbner koncertens første visuelle brud: et dansende par i den modsatte ende af arenaen, koreograferet ind i showet som levende spejlbilleder af sangens centrifugerende følelser. Samtidig afsløres aftenens stærkeste virkemiddel: den lille scene forbundet med en brat, smal catwalk ud i salen, så Tom Odell kan bevæge sig helt ned til forreste række – ikke som rockstjerne på piedestal, men som vært i sit eget følelseslaboratorium. Det bruger han fuldt ud. På “Somebody Else” er han helt tæt på, løber og danser langs catwalken, lader hænder strejfe hænder, lader blikket hænge ved fans, som om han synger direkte til dem. “I Know” og “Don’t Let Me Go” cementerer forbindelsen; her synger et publikum med, der kan mere end omkvædene. Med “Don’t Cry, Put Your Head on My Shoulder” bliver den nye æra i hans sangskrivning tydelig: trøst, omsorg, et næsten kammeratligt favntag om dem, der kæmper. Da hele arenaen stemmer i med det lange “la la la la”, føles det ikke som et koncerttrick, men som en fælles aftale om at holde sammen tre minutter længere.

Så falder alt til ro i “The End”. Et nummer, der i andre hænder kunne drukne, bliver her aftenens første totale stilhed. Ingen skrig, ingen mobilhyl. Tiden står stille; Royal Arena reduceres til en enkelt puls.

Aftenens emotionelle klimaks kommer, da han før “When I Close My Eyes” læser et brev op fra Marie, en ung kvinde i publikum, der mistede sin mor for ti år siden og aldrig fik sagt “jeg elsker dig” nok gange. Nummeret, oprindelig skrevet til at bearbejde hans bedstefars død, dedikeres til hende – og til alle, der har mistet nogen. Bag ham ruller et slideshow med billeder af elskede, der ikke er her mere. Hele arenaen bliver til et sørgerum og et lysrum på samme tid, og sjældent har en arena-koncert føltes så personlig. “Black Friday” afrunder hovedsættet med en forlænget, mørkere energi; en påmindelse om, at Odell også mestrer det mere skærende og samtidssatiriske. Det er velbalanceret: efter sårbarheden kommer en kontrolleret eksplosion.

Da han vender tilbage til scenen, er der ingen tvivl om, at ekstranumrene er tænkt som en ny fortælling ikke bare bonusspor.

“Parties” spilles helt fremme ved publikum, og igen bliver afstanden mellem række 1 og Royal Arenas bagvæg opløst. “Can We Just Go Home Now” og “Answer Phone” folder bandets personligheder ud; “Answer Phone” bruges elegant til bandintroduktion, uden at forstyrre koncertens tone.

Så det øjeblik, alle har ventet på: Tidligere på aftenen har et hjemmelavet skilt bedt ham: “Please play Copenhagen”. Odell smiler, svarer tørt: “If you behave, maybe I will play it later.” Og han holder ord. I et særligt mellemlæg et kærligt, skrøbeligt intermezzo til København og det danske publikum synger han linjer, der får Royal Arena til at føles som verdens midtpunkt. Et mellemspil for sangen "Copenhagen"; i salen føles det som en hemmelig gave. Herfra lægger han et sidste følelsesmæssigt forløb: “Heal” og “The End of Suffering” som en dobbelt bevægelse mod forsoning. Det er intelligent konstrueret: efter sorg, selvhad og tab tilbyder han noget, der minder om håb, uden at forsimple smerten. Og så, naturligvis, “Another Love”. Den sang, der kunne have kvalt alt andet, hvis han havde lænet sig dovent ind i den. Det gør han ikke. Han gør den til kulminationen på alt, hvad aftenen har bygget op til. Klaveret, stemmen, 5.000 mennesker, der synger sig hæse, råbende linjer, de fleste har båret rundt på i årevis. Her løsnes noget. Det er ikke bare et hit; det er et fælles følelsesarkiv, der åbnes én gang til – og denne gang i en version, hvor både Odell og publikum virker mere voksne, mere bevidste, mere til stede.

At Royal Arena kun er halvt fyldt cirka 5.000 publikummer i et rum, der kan det tredobbelte viser sig at være koncertens skjulte trumfkort. Det føles ikke tomt; det føles udvalgt. Den nedskalerede produktion, den smalle catwalk, den lille platform foran folk, brugen af gardiner som levende lærred: alt er designet til at fremhæve det, Tom Odell faktisk kan.

Og det er her, den afgørende pointe ligger: Tom Odell har en gave. Ikke bare som pianist, ikke bare som sanger med en vanvittig stemme og falset, men som formidler. Han får hvert ord til at lande dér, hvor det gør ondt – eller dér, hvor det heler. Han synger om grimhed, skam, tab, længsel, kærlighed, håb, uden én eneste gang at forfalde til kliché eller tom passion. Han står i en kæmpe arena og opfører sig, som om han stadig spiller et midnats-set på en lille klub. Den kontrast er hans superkraft. “Wonderful Life Tour” i København er derfor ikke bare endnu et stop på en arena-turné. Det er en nøje koreograferet rejse gennem skam og skønhed, gennem sorg og fællessang, hvor setlisten er som et følelses dramaturgisk værk: fra den nøgne åbning med “Strange House” til den eksplosive, forløsende allsong på “Another Love”. Man forlader Royal Arena med røde øjne, ømme stemmer og en stille fornemmelse af, at man har været vidne til noget, der var større end summen af sange.

En god koncert. Og en masterclass i, hvordan man gør det intime til det største våben på en arenascene. Af: Emilie Jakobsen

Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes