Tom Morello
d. 25 juni 2026 Kl. 00.55
★ ★ ★ ★ ★ ☆
Da Helvíti fik elektrisk stød direkte i kraniet
Der var ingen pæn landing. Ingen blød start. Ingen høflig “god eftermiddag, Copenhell”. Tom Morello kom ikke ind på Helvíti-scenen som en mand, der skulle underholde lidt mellem frokostøl, fadølsrækker og festivalstøv. Han kom ind som en elektrisk stormfront med guitaren spændt fast som våben, værktøj og dommedagsmaskine i ét. Klokken var 15.30, men det føltes ikke som eftermiddag. Det føltes som om nogen havde smidt en tændt forstærker ned i helvedes maskinrum. Foran scenen stod fansene tæt. Nogle med forventningen lysende i øjnene. Andre med det der særlige Copenhell-blik, hvor man både ser klar, tørstig, søvnunderskudsramt og lykkelig ud på samme tid. Og da Morello først satte strøm til guitaren, var der ikke længere nogen tvivl: Helvíti var vågnet. Og den var sulten.
Manden der fik guitaren til at nægte at opføre sig pænt
Tom Morello er ikke bare en guitarist. Det er næsten for fattigt et ord. En guitarist kan spille akkorder. En guitarist kan spille soloer. En guitarist kan stå med håret i vinden og ligne en reklame for sort denim. Tom Morello gør noget andet. Han får guitaren til at lyde som en alarm, en maskine, en DJ pult, en vred robot, en motorsav med samvittighed og et politisk opråb, der har fået distortion nok til at vælte et rådhus. Han spiller ikke kun på strengene. Han spiller på forventningerne til, hvad en guitar overhovedet må være. På Copenhell lød den ikke som et instrument, der ville være elsket. Den lød som et instrument, der ville bryde ud. Det er Morellos store styrke. Han kan få støj til at give mening. Han kan få mærkelige lyde til at blive fællesskab. Han kan få et riff til at føles som en knytnæve, uden at det mister groove, humor eller musikalsk overskud.
Helvíti i dagslys, men lyden kom fra natten
Det var måske noget af det mest imponerende ved koncerten: tidspunktet. 15.30 på en festival kan være farligt. Ikke farligt på den seje måde. Farligt på den måde, hvor publikum stadig leder efter mad, venner, skygge og den næste øl. Dagslys kan være nådesløst mod rockkoncerter. Det afslører alt. Det fjerner mystikken. Det gør det sværere at gemme sig bag røg, mørke og dramatik. Men Tom Morello havde ikke brug for mørket. Han tog dagslyset og gjorde det tungt. Helvíti stod badet i sol og støv, men lyden havde nat i sig. Den havde asfalt, vrede, industri, protest, metal og gammel rockhistorie med nye tænder. Det var en eftermiddagskoncert, men den havde trykket fra et hovednavn langt senere på aftenen. Og publikum fulgte med. Der blev råbt. Der blev sunget. Der blev løftet arme. Der blev nikket tungt med hoveder, som om hele pladsen pludselig var blevet ét stort nakkemuskel fællesskab.
Fansene var ikke bare til stede, de var med i maskinen
Der var mange fans foran Helvíti, og de kom ikke for at stå passivt og nikke høfligt. De kom for at være en del af støjen. Man kunne mærke, at Tom Morellos musik ikke bare er noget, folk kender. Det er noget, mange har haft med sig. I hovedtelefoner. På teenageværelser. Til fester. I vrede perioder. I politiske opvågninger. I biler, på cykler, i mørke og i øjeblikke, hvor et riff har sagt mere end en hel tale. Det kunne høres foran scenen. Når publikum sang med, var det ikke kun karaoke. Det var kropshukommelse. Det var lyden af mennesker, der genkendte noget i musikken. Ikke bare melodierne, men attituden. Den rå, frække, fandenivoldske idé om, at musik ikke kun skal lægge sig pænt i baggrunden. Den må gerne skubbe. Den må gerne larme. Den må gerne have noget på hjerte. På Helvíti blev fællessangen ikke sød. Den blev hård, varm og hæs. Præcis som den skulle være.
Morello som riff general
På scenen havde Tom Morello den særlige ro, som kun folk med ægte tyngde kan have. Han behøvede ikke bevise hvert sekund, at han er en legende. Han stod ikke og tryglede publikum om opmærksomhed. Han tog den. Ikke arrogant, men med den naturlige autoritet, der opstår, når man har været med til at ændre lyden af moderne rock. Der var noget næsten komisk overlegent over måden, han kunne gå fra tungt riff til absurd guitarlyd og tilbage igen, som om det var den mest normale ting i verden. For alle andre ville det ligne et eksperiment. For Morello er det bare arbejdsgang. Han står ikke og spiller guitar. Han opererer den. Han trykker, hakker, vrider, flår og manipulerer lyden, indtil guitaren ikke længere ved, om den er et instrument eller et oprør. Og publikum elsker det, fordi det hele har karakter. Det er ikke teknik for teknikkens skyld. Det er lyd med personlighed.
Sønnen kom ind og det blev mere end bare et familieøjeblik
Et af koncertens stærkeste øjeblikke kom, da Tom Morellos søn også trådte frem på guitar. Og lad os få det sagt rent: Han spillede vildt. Ikke vildt på den pæne “nå, hvor er det hyggeligt, at han har taget sin søn med” måde. Ikke vildt som en sympatisk bonus. Men vildt som i: Han kunne stå der. Han kunne bære det. Han kunne spille, så det gav mening på Helvíti. Det var et øjeblik, der kunne være endt sentimentalt. I stedet blev det elektrisk. Der var ild i fingrene, selvtillid i attituden og en friskhed, der gav koncerten et ekstra spark i ribbenene. Publikum reagerede også på det. Ikke bare med venlig klappen, men med ægte begejstring. For Copenhell publikummet er kærligt, men det er ikke dumt. Det kan mærke forskel på pynt og power. Her var der power. Far og søn stod ikke bare side om side. De sendte strøm mellem generationer. Som om Morellos guitarkrig ikke blev pakket sammen, men givet videre med forstærkeren tændt.
En koncert med både vrede og smil
Noget af det bedste ved koncerten var, at den aldrig druknede i alvor. For ja, Tom Morello kommer med politisk vægt, rockhistorie, protest og en lyd, der kan få en parkeringsplads til at føle sig undertrykt. Men koncerten var også sjov. Underholdende. Levende. Fuld af energi. Der var en næsten absurd glæde i at stå der og høre en guitar lyde som noget, der burde være ulovligt i flere kommuner. Det var tungt, men ikke tungt på den kedelige måde. Det var råt, men ikke monotont. Det var vredt, men ikke surt. Morello forstår, at oprør også kan være en fest. Og på Copenhell blev det netop sådan: en fest med knyttede næver, svedige smil og guitarlyde, der kom flyvende som metalsplinter gennem luften.
Copenhell var det rigtige sted
Nogle kunstnere passer til festivaler. Andre passer til bestemte festivaler. Tom Morello passer til Copenhell. Ikke fordi han nødvendigvis er traditionelt metal. Det er han ikke. Han kommer fra et andet krydsfelt: rock, rap, funk, punk, protest, støj og riffbaseret oprør. Men Copenhell handler heller ikke kun om metal som genre. Det handler om energi. Tyngde. Attitude. Fællesskab. Følelsen af, at musikken gerne må være fysisk. Og Tom Morello er fysisk. Hans guitarspil rammer ikke kun øret. Det rammer skuldrene, brystet, kæben og det sted i kroppen, hvor man gemmer sine dårligste beslutninger og bedste koncertminder. På Helvíti gav det perfekt mening.
Ikke perfekt poleret, heldigvis
Koncerten var ikke steril. Den var ikke glat som en streaming playliste eller pakket ind i pæn festivalæstetik. Den havde ru kanter. Det hele måtte gerne føles lidt vildt. Lidt skævt. Lidt som om man stod for tæt på en maskine, der egentlig ikke burde være lovlig uden hjelm og sikkerhedsbriller. Det er netop den slags energi, man håber på til Copenhell. Ikke en koncert, der står stille og præsenterer sig selv pænt, men en koncert, der går fremad med støvler på. Tom Morello leverede ikke en museumsversion af sig selv. Han leverede en levende version. Og det er den version, man gider se.
Når en guitar bliver hovedpersonen
Mange koncerter har en forsanger som centrum. En frontfigur, der samler blikket og styrer rummet. Hos Tom Morello er guitaren næsten hovedpersonen. Den taler, råber, skriger, griner, hyler og kommenterer. Den er ikke kun med i musikken. Den diskuterer med den. Saboterer den. Skubber den. River den ud af facon og bygger den op igen. Det er derfor, Morello stadig er interessant. Fordi han ikke bare kan spille. Han har skabt et sprog. Man hører få sekunder, og så ved man, hvem det er. Det er ikke bare dygtighed. Det er identitet. Det er lydmæssig signatur. Det er forskellen på at være en guitarist og at være en lydarkitekt med hang til oprør.
Helvíti fik tæsk og bad om mere
Tom Morello leverede en virkelig stærk koncert på Copenhell 2026. Den var rå, tung, skæv, sjov, underholdende og fuld af den slags elektrisk energi, der får en festivalplads til at rette ryggen. Den havde fans, fællessang, attitude og et publikum, der var klar til at blive revet med. Den havde en guitarlegende i front, som stadig kan få sit instrument til at lyde som noget, der både kan danse, true og eksplodere. Og så havde den et ekstra højdepunkt i Morellos søn, der spillede imponerende og vildt på guitar. Ikke som en parentes, men som et ægte boost til koncertens energi. Tom Morello på Helvíti var ikke bare en koncert for dem, der husker Rage Against the Machine, Audioslave og alle de store riffs. Det var en koncert for alle, der stadig tror på, at rockmusik kan have bid. At guitaren stadig kan være farlig. At en eftermiddag på en festival kan blive forvandlet til et elektrisk oprør, hvis den rigtige mand går på scenen med det rigtige instrument. Klokken var 15.30. Men Tom Morello fik det til at føles som midnat i helvede. Yde News vurdering: 5 ud af 6 djævlehorn... En rå, intens og fandenivoldsk Copenhell koncert, hvor Tom Morello satte strøm til Helvíti, fik publikum til at synge med og lod sin søn sparke ekstra benzin på riff bålet. Af: Yde