Tom Jones

Foto/Arkiv: Rasmus B.S. Hansen

Udgivet: d. 20 juli 2025. kl. 10.30.

★ ★ ★ ★ ★ ☆

En aften med patina, poesi og poppower

Der er aftener, der går over i historien, og så er der aftener som denne: hvor historien selv står på scenen. Sir Tom Jones – levende legende, sølvhåret charmør og stadig en vokal naturkraft – indtog Plænen i Tivoli lørdag den 19. juli 2025, og leverede en koncert, der spændte fra det helt inderlige til det decideret lummert festlige. Et musikalsk livsresumé på én sommeraften. Og hvilken én.

Tivoli havde gjort sig umage. Rammerne for Lørdags Hits var fornemt sat med et vejr, der spillede med, og et publikum, der var klar på alt fra tårepersende ballader til hoftevridende klassikere. Og hvilket publikum: Tivoli var pakket til bristepunktet. Der var næppe plads til flere kroppe – eller flere minder. Det grå guld glimtede i spotlyset, mens fans i alle aldre sang med, dansede, krammede og blev småforelskede på ny.

En stemme af tid

Allerede med åbningsnummeret "Growing Old" slog Tom tonen an – og det var ikke en skinger nostalgi, men snarere en stolt, ru og rørende erkendelse af alder og erfaring. Det lød næsten som et svar til de skeptikere, der kunne finde på at spørge: Kan han stadig?

Svaret er ja. Ikke som før, men på en måde, der er mindst lige så stærk. Hans stemme har patina nu. Den sprækker, skælver og bæres frem ikke af ungdommelig kraft, men af dyb følelse og intens nærvær. Det passede perfekt til Leonard Cohens "Tower of Song", som han fremførte med en værdighed og sort humor, der fik publikum til både at grine og nikke alvorligt.

Og netop alvoren blev også smukt ramt i Bob Dylans "Not Dark Yet", hvor natten og døden lurer i horisonten, men hvor manden på scenen stadig står rank og synger.

Men hey – det her er Tom Jones! Det blev ikke gravalvorligt for længe. Han dryssede hurtigt glitter og groove hen over stemningen med "Unusual", og ikke mindst "What's New Pussycat?", der stadig får publikum til at hvine i kor som en kat, der har fået stød i halen. En skamløs, charmerende crowdpleaser.

Når sex stadig bomber

Og ja, selvfølgelig kom "Sex Bomb". Og ja, han mente det. Måske med lidt mere glimt i øjet end før, men stadig med et beat, der kunne få en rollator til at ryste. Det var her, det hele eksploderede – publikum/fans dansede, vinkede, en kvinde i panama-hat kastede noget, der lignede en BH.

Han tog hatten på – i "You can leave your hat on", et Joe Cocker nummer med overraskende swing, og fortsatte med "Popstar", hvor han selvironisk legede med sit eget image. Selv i en alder af 85 ved han godt, hvor latterligt og samtidig vidunderligt det hele er. "Cup of Coffee" og "Borderline" trak os tilbage i melankolien – små film i sangform – og "Windmills" fik os til at tænke på fortiden som noget smukt og knust, med vinger der snurrer videre i vinden.

Men da han nåede til "I Won’t Crumble If You Fall", var det som om, hele Tivoli stod stille. Det var koncertens hjerte. En sang om styrke, skrøbelighed og kærlighed. Flere i publikum tørrede øjne. Andre greb hinandens hænder.

Talking blues og syngende hav

Han smøg ærmerne op og slog over i "Talking Reality Television Blues", hvor han leverede en både skarp og sjov spoken word-performance om mediecirkusset og verdens galskab. Derfra gik vi direkte i det poetiske hav med "This is the Sea" – et cover af Waterboys, hvor hans stemme blev som en tidevandsbølge af længsel og visdom.

Og så – "Delilah". Ingen koncert uden. Hele Tivoli sang med. Alle kunne teksten. Også dem, der ellers aldrig ville indrømme det. Den dramatiske mordballade blev fremført med skuespil, latter og et dramatisk knivstik i luften. En festlig, fatal crowdfavorit.

Han gik dybt og mørkt med "Lazarus Man", inden han eksploderede med "If I Only Knew" – og så: "Kiss". Ja. Prince-nummeret. Leveret med en funky lethed, som kun Tom kan gøre det. Folk dansede som tossede. En ældre kvinde tog sin stok og viftede med den som en dirigentstok. Det var magi.

Grønne græsser og mærkelige ting

Mod slutningen lagde han sig i det "Green, Green Grass of Home", som stadig er en af de smukkeste hjemkomstsange nogensinde skrevet. Den blev sunget som en bøn, og publikum svarede med blidt kor.

Han sluttede med "Hell of a Life", "Strange Things", og et blik, der sagde: Det har det virkelig været. En hyldest til livets vildskab, absurditet og skønhed.

Tak for det hele, Sir Tom

Koncerten var ikke perfekt – men den var vidunderligt menneskelig. Man kunne høre alderen, men også erfaringen. Han kæmpede ikke mod tiden. Han brugte den. Som en sand kunstner. En mester i at give folk det, de ikke vidste, de manglede.

En stor tak til Tivoli, der fik det hele til at spille med ro og elegance. Så jo – Tom Jones kan stadigvæk. Og mere end det: Han har fundet nye lag. Nye nuancer. Han har ikke bare overlevet – han har udviklet sig. Og han giver stadig. En aften, hvor musikken blev til liv. En aften, hvor publikum blev til kor. En aften med Tom. 

Af: Henrik Yde

Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes