Tobias Rahim
d. 3 juli juni 2026 Kl.13.02
★ ★ ★ ★ ★ ☆
Tobias Rahim fik Orange Scene til at koge som en popvulkan
Man kan måle en koncert på mange måder. På lyden. På lyset. På gæsterne. På hvor mange hits og medley`s der bliver fyret af. Men på Roskilde Festival findes der også en anden målestok: øjeblikket hvor publikum holder op med at være publikum og i stedet bliver én stor, svedig, støvet og lykkeligt larmende organisme. Det øjeblik ramte Tobias Rahim på Orange Scene. Ikke med forsigtighed. Ikke med pæn dansk pop i strømlinet festivalindpakning. Men med hofter, hjerte, fyrværkeri, store armbevægelser og en selvtillid, der kunne ses helt ned bag de bagerste fadølskrus. Rahim kom ind i natten som en artist, der godt ved, at han ikke længere skal bevise, at han hører til på Orange Scene. Han skulle bare vise, hvor stort hans univers kan blive, når det får lov at folde sig ud under Roskildes mørke himmel.
En nat hvor publikum var klar før første tone
Der var en særlig elektricitet foran Orange Scene. Den slags forventning, man ikke kan købe sig til med skærme, røgkanoner eller pressemeddelelser. Mange var kommet for hitsene. Andre for festen. Nogle for fænomenet Tobias Rahim. Men da koncerten først gik i gang, blev forskellene ligegyldige. Alle ville det samme: være en del af øjeblikket. Rahim havde publikum fra starten. Han behøvede ikke mase sig ind på dem. Han stod der allerede som en figur, de kendte, fulgte, spejlede sig i og råbte med på. Hans sange har for længst bevæget sig ud over streamingtjenesterne og ind i det kollektive danske popblodomløb. På Roskilde blev det tydeligt, hvor stærkt de lever, når de får lov at ramme tusindvis af mennesker på samme tid.
Rahim som popstjerne, prædikant og provokatør
Tobias Rahim er en interessant størrelse, fordi han både er ekstremt folkelig og næsten umulig at sætte helt på formel. Han kan ligne en klassisk hitmager det ene øjeblik og en rastløs kunstnerisk sjæl det næste. Han synger om krop, begær, angst, danskhed, rødder, minoritetserfaring og maskulinitet, men pakker det ind i melodier, der kan synges af folk, som måske ikke engang har opdaget, hvor meget alvor der gemmer sig i festen. På Orange Scene var han både popstjerne, prædikant og provokatør. En “Stor mand” i glimtende festivalformat, men også en kunstner, der hele tiden lod noget mere sårbart sive ind mellem de store omkvæd. Når det fungerede bedst, stod koncerten som et bevis på, at dansk pop sagtens kan være både kropslig, følelsesladet, samfundsbevidst og enormt underholdende på samme tid.
Hitparaden ramte som konfettikanoner
Rahim har efterhånden et bagkatalog, som de fleste danske popartister ville bytte en nyre for. “Mucki Bar”, “Feberdrømmer Xx Dubai”, “Bellevue”, “Dark Room” og “Stor mand” er ikke bare numre. De er festivalammunition. Og han skød med skarpt. “Mucki Bar” fik pladsen til at hoppe. “Feberdrømmer Xx Dubai” sendte den natlige energi direkte op i orange alarmberedskab. “Dark Room” og “Bellevue” holdt festen i gang med den der blanding af melankoli og klubstemning, som Rahim mestrer, når han er bedst. Det var pop med sved på panden, glimt i øjet og nok bas i kroppen til at vække dem, der havde lagt sig for tidligt i campingområdet. Der var ingen tvivl om, at Rahim forstår Roskilde formatet. Her nytter det ikke at levere små pæne versioner af store sange. De skal pustes op. De skal have krop. De skal kunne mærkes helt ned i mudderet, selv når der ikke er mudder.
“Stor mand” blev fællessang i national størrelse
Aftenens mest massive øjeblik kom naturligvis med “Stor mand”. Det var næsten uundgåeligt. Sangen er ikke længere bare Tobias Rahims gennembrudshit. Den er blevet en moderne dansk popmarkør. En sang, som folk synger med på, som om den altid har eksisteret. Da omkvædet ramte Orange Scene, skete det, som kun de største festivaløjeblikke kan få til at ske: hele pladsen smeltede sammen til én stemme. Det var ikke kønt på den polerede måde. Det var bedre end det. Det var hæst, højt, skævt, lykkeligt og fuldstændig fælles. En hel Roskilde nat, der brølede med på en sang om at være stor og lille på samme tid. Man kunne dog ikke lade være med at studse over, at Andreas Odbjerg ikke dukkede op. Især ikke når sangen har fået status som en af de helt store streamingmilepæle i dansk musikhistorie. Hans fravær gjorde nummeret en smule mindre komplet, end det kunne have været. Men publikum overtog rollen med en sådan kraft, at savnet aldrig fik lov til at ødelægge øjeblikket.
De gæster, der ikke kom, kastede små skygger
Det samme gjaldt flere af de andre samarbejder. “Bellevue” blev leveret uden D1MA, “Dark Room” uden Icekiid, “Ingen yin uden yang” uden Mille, og “Ozonlag af energi” uden Niels Brandt. Det er ikke fordi, Tobias Rahim ikke kan bære sine sange alene. Det kan han. Men Orange Scene om natten lægger op til det uforudsigelige. Til gæster, overraskelser og de øjeblikke, hvor publikum pludselig eksploderer, fordi nogen træder ind fra siden og ændrer hele energien. Her kunne showet godt have været endnu vildere. Fraværet af flere oplagte navne betød, at nogle numre blev stærke uden at blive helt spektakulære. Rahim stod solidt i centrum, men man fornemmede også, at koncerten havde potentiale til at løfte sig fra stor til legendarisk, hvis alle brikkerne var faldet på plads.
Birthe Kjær & Luna Ersahin skabte aftenens smukkeste øjeblik
Hvis Birthe Kjær var det mest charmerende gæsteøjeblik, med “Den danske sommer” var Luna Ersahin fra AySay det mest rørende. Da hun trådte ind og sang med på “Kurder i København”, skiftede koncerten karakter. Pludselig blev Orange Scene ikke bare et sted for fest, men et rum for eftertanke. Hendes stemme havde en kraft og en klarhed, der løftede sangen ud af det store showformat og ind i noget mere menneskeligt. Det var her, man mærkede tyngden i Tobias Rahims projekt. Bag de store beats, de nøgne billeder, de flamboyante gestusser og de mange hits findes en kunstner, der hele tiden kredser om spørgsmålet: Hvor hører man til? I kroppen? I Danmark? I familien? I kærligheden? I sproget? I sig selv? “Kurder i København” blev et af koncertens klare højdepunkter, fordi det ikke bare ville underholde. Det ville noget. Og Luna Ersahin gav nummeret en gåsehudsfaktor, som ingen mængde fyrværkeri kunne have skabt alene.
Fyrværkeri over Orange, følelser under overfladen
Der var ellers fyrværkeri nok. Masser af det. Showet var stort, visuelt og dramatisk, og det passede perfekt til Rahims VULKANØ æra. Alt ved koncerten pegede mod udbrud: lyset, energien, publikum, de tunge beats og Rahims egen evne til at stå midt i kaosset som om han både kontrollerer det og bliver opslugt af det. Men det bedste ved koncerten var ikke bragene over scenen. Det var det, der ulmede nedenunder. Rahim er stærkest, når han ikke bare spiller stor, men lader sprækkerne være synlige. Når han viser, at festen også kan være et skjulested. Når han lader poppen være både blankpoleret og beskidt, både selvsikker og søgende. Det var netop i spændet mellem ekstase og sårbarhed, at koncerten fik sin nerve.
En stor koncert, der næsten kunne være blevet endnu større
Tobias Rahim leverede en virkelig stærk koncert på Orange Scene. Stemningen var høj, publikum var med, hitsene ramte, og produktionen havde den størrelse, man forventer af en natlig Orange koncert. Han viste endnu en gang, hvorfor han er en af de mest markante danske popartister i sin generation. Alligevel sad man med en lille fornemmelse af, at showet kunne have taget det sidste skridt op. Flere gæster, flere uventede momenter og lidt mere dramaturgisk vildskab kunne have gjort aftenen endnu mere uforglemmelig. For rammerne var der. Publikum var der. Sangene var der. Men selv med de forbehold var det en koncert, der satte sig i kroppen. Tobias Rahim kom til Roskilde med et natteshow, der både var fest, fællessang, popteater og identitetsfortælling. Han fik Orange Scene til at koge, smile, synge og eksplodere. Og da natten stod omkring ham, var der ingen tvivl om, at han ikke længere bare besøger festivalens største scene. Han hører hjemme på den. Af: Yde