Tigeroak

Foto: Rasmus B.S. Hansen

Udgivet: d. 9 juli 2025.Kl. 09.23.

★ ★ ★ ★ ☆ ☆

Små stemninger, store vibrationer — Tigeroak i Tivolis Orangeri

Der var noget nærmest botanisk over oplevelsen, da Tigeroak trådte op på scenen i Tivolis Orangeri d. 8. juli 2025 som en del af MINT-koncertserien — som om musikken voksede frem af planterne og slyngede sig op ad de grønne vægge og de ventende sjæle. Den intime ramme, hvor grænsen mellem natur og kultur nærmest opløses, klædte duoen Tigeroak — Anna Prinds og Laurits Steen Møberg — på fornemmeste vis. Deres musik, et æterisk møde mellem Londons undergrundsjazz, hiphopbeats og nordisk følsomhed, fandt her et rum, hvor den kunne ånde frit og nysgerrigt.


Et åndedrag i lyd

Aftenen åbnede med et poetisk åndedrag: — en blid, ambient intro, som langsomt foldede sig ud som morgendis over engen. Det var ikke en formel åbning, men snarere en indånding før noget dybere. Da de første takter af ”Listening” lød, gik det op for én, at Tigeroak ikke bare spiller musik — de fortæller tilstande. ”Listening” var præget af en organisk spænding; Anna Prinds’ vokal svævede som en slags fugl over vandet, båret af Laurits Møbergs subtile produktioner, der emmer af jazzens skævheder og hiphoppens pulserende ro.


Alene, men aldrig isoleret

Derfra gik de direkte ind i ”Alone” — en af duoens mest skrøbelige, men stærke kompositioner. Det var, som om de tog publikum i hånden og førte os igennem en ensomhed, der ikke var tom, men rig på refleksion. Anna Prinds’ stemme er ikke bare smuk — den er sårbar uden at være offer, stærk uden at være afvisende. Der ligger en moderne poesi i hendes måde at artikulere længsel på. Hendes vokal er både hus og ekko.

Mellem mennesker og måneskin

”People” og ”Call” fulgte efter og var aftenens rytmiske hjerte. I ”People” skabte duoen en kollektiv varme. Publikum begyndte at bevæge sig, som om det først var her, vi huskede, at vores kroppe også kunne være en del af koncerten. ”Call” havde noget næsten triphop-agtigt over sig — som Massive Attack møder en fjord. Møbergs produktion er mættet af detaljer: små synthfragmenter, skæve trommeloops, og live-spillede teksturer, der føles hjemmelavede på den bedst tænkelige måde.

Herefter blev vi ført ind i ”Not Far Behind”, hvor Anna sang med en intensitet, som om ordene blev til lige i det sekund, de forlod hendes mund. Nummeret balancerer mellem det håbefulde og det resignede — som et kærlighedsbrev, der aldrig blev sendt, men alligevel ændrede noget.


Morgener, måner og mysterier

Med ”Morning” sænkede der sig en ro over Orangeriet. Det var som at stå tidligt op og opdage, at verden endnu ikke har taget sin maske på. Her blev det tydeligt, hvor velfungerende Tigeroak er som live-duo. Der er en naturlighed i deres samspil, som rækker ud over det indstuderede. ”Luna” var aftenens drømmespor — langsomt, svævende, en ode til natten, hvor alting synes muligere. Måneskin i lydform. Publikum sad nærmest i trance.


Alt og intet – og alt igen

”Everything” og ”Absent ”kom som en slags tvillingepar: det ene åbent og favnende, det andet introvert og næsten uhyggeligt. I ”Everything” fyldte de rummet med håb; i ”Absent” trak de det håb væk igen, som et tæppe under benene. Det var smukt, rystende og smukt igen.


Et tæt farvel

Koncerten sluttede med ”Stay Close”, og det føltes passende. En sang om nærhed, om at holde fast midt i det, der glider. Med skæve samples, blev det tydeligt: Dette var ikke bare en afslutning, men en invitation. Til at lytte mere. Føle mere. Være nærmere.

Tigeroak i Tivolis Orangeri var ikke en koncert i klassisk forstand. Det var en tilstand. En mulighed for at sætte tempoet ned, at mærke forbindelsen mellem krop, lyd og rum. Anna Prinds og Laurits Steen Møberg har skabt noget, der både er genkendeligt og uudgrundeligt. De har en sjælden evne til at skabe ro i en tid, hvor alting larmer. Deres musik beder dig ikke om at forstå — den beder dig om at lytte. Og det gjorde vi.

I Orangeriet blev vi mindet om, at stilhed også kan være en form for lyd. Tigeroak er lydens stilhed — og stilhedens poesi.   Af: Eva Yde

Foto: Rasmus B.S. Hansen