Foto: Oliver Sperling
d. 28 februar 2026 Kl. 08.15
★★★★☆☆
Whisky på scenen og rock i blodet: Southern River Band væltede BETA Huset/Amager Bio
Dette er ikke en koncert, hvor man pænt sætter sig til rette i sin egen gode smag og nikker anerkendende, mens man mentalt tjekker lyd, arrangementer og setlist af som en revisor med rock kasket. Dette var en aften, hvor rock’n’roll ikke bliver spillet, den bliver sluppet løs. Southern River Band (SRB) hører til den sidste kategori. De kommer fra Thornlie, Perth, et sted, der i dansk bevidsthed mest lyder som navnet på en busrute, man aldrig har taget. Men efter i aften føles Thornlie som et mytisk punkt på verdenskortet: dér hvor 70’ernes vilde hår, boogie-sved og “ingen bremser” energi stadig bliver tappet på flaske. Og apropos flaske: ja, der var whisky på scenen. Ikke som pynt. Mere som et symbol på bandets kompromisløse “vi lever i det her” mentalitet.
Support: US, en åbningssalve med puls
Inden SRB gik på, fik vi “US” som support, og det var ikke den slags forband, der undskylder sig med “vi spiller lige et par numre”. Det var en decideret energiinjektion. De ramte scenen med en vild, sulten intensitet, som om de havde set publikum som en modstander, de skulle vinde over på ren vilje. Der var noget befriende i deres direkte udtryk: ingen selvhøjtidelighed, bare et band der vil det og som kan mærkes helt ud i albuerne på folk. US fik varmet rummet op på den rigtige måde: ikke lunken hygge, men den dér fornemmelse af, at der er noget på vej, og at man lige skal spænde hjertet fast.
SRB: Når rock’n’roll går i musklerne
SRB kom ind som et band, der ikke har tænkt sig at forhandle med nogen. De er kendt for at være eksplosive live og den beskrivelse holder. Det føltes, som om scenen var en rampe, og de var en motorcykel uden hjelm. De lagde hårdt ud med “Don’t Take It to Heart”, et nummer der nærmest fungerede som en erklæring: Her er ingen fine følelser i glasvitrine, her bliver de kastet ud i rummet. Derefter satte “Something’s Gotta Give” tempoet op, og på det tidspunkt var koncerten allerede i gang med at få sin egen logik: en konstant fremaddrift, hvor det vigtigste er, at det lever. Cal Kramer som frontfigur er præcis det, man håber på, når man får fortalt, at en sanger er “karismatisk”: han er ikke charmerende på den pæne måde, han er farligt tilstede. Det vilde hår, det intense blik, den næsten teatralske 70’er tyngde i attituden. Han ligner en mand, der har læst rockhistorien og besluttet sig for at fortsætte den med knyttet næve og grin i samme bevægelse.
Setlisten som en rutefart uden stop
SRB’s styrke er, at de kan gøre en setliste til en fortælling, hvor hvert nummer føles som et nyt kapitel i samme roman: “Hvordan holder vi festen i live, mens vi hælder benzin på den?” “Hurt Somebody” havde den dér skæve blanding af boogie og kant, hvor man både vil danse og råbe samtidig. “Streets Don’t Lie” lød som et rockmanuskript skrevet på en bagtrappe efter midnat, råt, insisterende og lige ud ad landevejen på den bedst mulige måde. Og da “One Last Dance” kom, var det som om hele salen kollektivt besluttede, at “sidste dans” betyder “første sved”. Midt i den rå rockmaskine kom der også små lommer af solskin og retro romantik: “Summer Song” gav luft og glimt, inden “Lay It on Me” igen pressede trykket op. “All Over Town” gjorde præcis det, titlen lover: det føltes, som om bandet var alle steder på én gang, især fordi deres sceneenergi smitter på en måde, der får publikum til at tro, de selv spiller med. “It’s What It’s” og “When It All Falls Apart” var aftenens to punkter, hvor SRB lige lod melodierne tage et lidt mere dramatisk sving, uden at miste den vibe, de er bygget af. Det er ikke komplekse eksperimenter, de sælger. Det er kontakt. Direkte linje. Og de er virkelig gode til det.
“Stan Qualen” og jagten på kærlighed, med støv på støvlerne
Da “Stan Qualen” ramte, føltes det som et signaturnummer: et af de øjeblikke hvor man tænker “okay, det er derfor, de her drenge bliver ved.” Publikum kvitterede med den der blanding af grin og råb, som kun opstår, når folk både er underholdt og oprigtigt med. “Chasin’ After Love” kom som en slags svedig rock romantik, hvor man jagter noget, man sikkert ikke fanger, men man løber alligevel, fordi det er federe end at stå stille. Og så: “Vice City II”. Den landede som et neonblink i mørket og den bar koncertens swagger med sig. Et nummer der lugter af læder, natteluft og “vi tager det her hele vejen”.
70’er typer, whisky og “vi mener det”
Whiskyflasken på scenen var ikke et stunt. Den passede ind i helheden: SRB har en vibe af 70’er typer, der ikke spiller rock som en genre, men som en livsform. De drak lidt undervejs, men det var ikke sløseri, det var en del af den rå, løsslupne atmosfære, hvor alt handler om at være i momentet. Der var konstant bevægelse, konstant “gang i den”, og en fornemmelse af at bandet nærmest skubbede hinanden fremad. De spillede ikke bare sangene, de kastede dem ud som konfetti med knoer.
Når natten siger “bliv lige lidt mere”
I slutfasen kom “One of These Nights”, som satte en fed, næsten hymne-agtig tone. Og så blev vi ramt af den titel, man ikke kan sige uden at smile (eller spærre øjnene op): “Fuck You These Nights”, et nummer med den slags frækhed, der passer perfekt til SRB’s “vi giver os ikke” energi. Publikum var helt med; det var den del af koncerten, hvor man kan se på folk, at de allerede ved, de kommer til at snakke om det her i morgen. Og som en ekstra gave, eller et ekstra skub i ryggen, kom “Vice City II” igen til sidst. Som en reprise, en sejrslap, en “I troede, vi var færdige? Overhovedet ikke.” Det var effektivt, frækt og præcis den slags afslutning, der får en koncert til at føles som et punktum skrevet med stort.
Hvorfor så “kun” 4/6?
Fordi SRB leverer en vild koncert med enorm energi og en smittende rock’n’roll nerve, men også fordi deres styrke netop ligger i festen og det direkte udtryk, ikke i de store nuancer eller overraskende musikalske drejninger. Man får ikke en kunstinstallation. Man får en rockmaskine, der kører på sved, charme og boogie-blod. Og nogle aftener er det præcis det, man har brug for. Southern River Band gjorde BETA / “Huset” i Amager Bio til et sted, hvor rock’n’roll føltes levende, uopdragent og umuligt at stå stille til. US satte scenen flot. SRB tog den og slap den først, da gulvet allerede var varmt og dansede af sig selv. Af;: Eva Yde
Foto: Oliver Sperling
Foto: Oliver Sperling
Stay tuned på "Yde News" vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes