The Raveonettes

Foto: Oliver Sperling

Udgivet: d. 6 september 2025. Kl. 07.40.

★ ★ ★ ★ ☆ ☆

Sort, støjende og småkærligt forvirrende

Fredagsrock i Tivoli kan være et mærkeligt dyr. Én del tivolikage, én del fadøl i plastikglas og én del “hvad-er-det-nu-de-hedder”-publikum, der ofte ligner nogen, der egentlig kom for rutchebanens skyld og pludselig står fanget i en tåge af guitarfeedback og lyskanoner. Og så, fredag aften, kom The Raveonettes – Danmarks egen mørke drømmefabrik – og leverede en koncert, der var både sort og sølvglitrende på samme tid.

Man kunne faktisk mærke ambitionen allerede med åbneren “Blackest”, der satte tonen i et soundtrack til en film noir, som aldrig rigtigt blev lavet. Publikum forsøgte at indstille sig på den støjende drøm, men det virkede, som om flere stadig stod og fumlede med deres bamsedyr. Da “Speed” kom susende, begyndte det at ligne noget: guitarerne hvinede, og lyset blinkede så intenst, at man fik fornemmelsen af at være fanget i en rave fra 1997. Røgmaskinerne arbejdede på overtid – Tivoli må have bestilt ekstra patroner den aften.

Og så var der “Sisters” og “Trashcan” – begge leveret med en vis nonchalance, som om Sune og Sharin havde besluttet, at rock ikke behøver at anstrenge sig for at være cool. Det var lækkert, men også lidt jævnt; man savnede det lille skud uforudsigelighed, der kunne have gjort aftenen mere elektrisk. “Attack” bragte et kærkomment stik i øret – en aggressiv bølge, der vækkede de publikumsgæster, der var ved at døse hen.

Midtvejs kom det mest underspillede øjeblik, “Do You Believe Her”, hvor bandet næsten hypnotiserede sig selv mere end folkemængden. Derefter kastede de os ind i “My Tornado” – en storm, der dog kun halvt blæste Tivoli omkuld. Det var først med “Strange”, at der kom en fælles vibration i luften; folk nikkede, nogle dansede endda – dog på den der københavnske “jeg-danser-men-det-må-ikke-se-for-fedt-ud” -måde.

Så kom der en “Last Dance”, som i bogstaveligste forstand ikke var den sidste, men dog et af højdepunkterne. Publikum begyndte at vågne, og Tivolis træer glitrede med. “Aly Walk With Me” var derimod en mur af støj og stroboskoplys, hvor man næsten kunne mærke sit hjerte hakke i takt med trommerne – voldsomt, men effektivt.

Mod slutningen rullede de “Recharge & Revolt” ud, hvilket føltes passende – som en opfordring til både publikum og band: “Nu må I altså finde gnisten!” Og ganske elegant blev aftenen rundet af med en version af Stone Roses-klassikeren “I Wanna Be Adored”, som passede perfekt til Raveonettes’ univers: drømmende, støjende og med en tilbagelænet arrogance.

Alt i alt var det en koncert, der balancerede mellem det hypnotiske og det halvlunkne. Lyden var skarp og smuk, næsten som et gammelt kassettebånd, der har fået nyt liv. Lyset og røgen var til gengæld lige i overkanten – man følte sig nogle gange mere til laserdisco end til rockkoncert. Publikum var splittet: nogle lod sig rive med, andre så ud, som om de hellere ville have stået i kø til en softice.

The Raveonettes leverede et jævnt, men bestemt ikke dårligt show. Smukt, støjende og en anelse for pænt til at blive legendarisk.  Af: Henrik Yde

Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes