The Plant

5-ørens åbningskoncert

Foto: Oliver Sperling

21 oktober 2025 Kl.23.15

5-ørens åbningskoncert på The Plant – en ny adresse, samme hjerte

Allerede i døren på Raffinaderivej fornemmer man det: 5‑øren er ikke stoppet – de er bare flyttet. Den frivillige Amager‑institution, der i ca.28 år har været med til at holde Amager Bio levende, indtog i aften The Plant med en åbningskoncert, der var alt det, foreningen står for: fællesskab, musikalsk generøsitet og håndværk i topklasse. Ståpladserne gjorde deres – publikum stod tæt, lyttede tæt og sang tæt. Og The Plant, hvis kapacitet omtrent matcher Amager Bios, viste sig som et stærkt match til ambitionen: råt, rummeligt, varmt.

Fem stemmer – én fortælling

Aftenens kuratering var klog: fem markante sangskrivere – Poul Krebs, Peter Sommer, Signe Svendsen, Anne Dorte Michelsen og Michel Belli – forenet af et husorkester, der kunne bære både små åndedrag og store udsving. Kapelmester Troels Skjærbæk på bas ledte et ensemble med Rune Kjeldsen (guitar), Palle Hjorth (keys) og Casper Simonsen (trommer). Netop den akse gjorde forskellen. Der var plads til pauser, blik ud i salen og det dér eftertragtede overskud, der får et sangkatalog til at føles som nutid – ikke nostalgisk opremsning. Koncertens røde tråd var ikke en gæsteliste, men et fælles sprog: melodier, der kan stå alene, og tekster, der tåler at blive sunget i kor. Hver kunstner fik sit kapitel, men kapitlerne talte sammen; overleveringerne var iscenesat med omtanke, så man aldrig fik fornemmelsen af “nu er det min tur” – mere “nu bygger vi videre”.

Set og hørt – i kapitler

Åbningen var uden blær – stramt, slagfærdigt og med et kollektivt løfte om, at det her handlede om sange. Lyden sad fra første nummer: tør, detaljeret vokal, rig bund og et keyboard‑landskab, der kunne skifte fra læspende Wurlitz til kirkeagtig klang uden at blive smurt tykt på. Poul Krebs tog naturligt ankerrollen og føjede tyngde til begyndelsen med en åben, varm “Vil du lære mig det” og en billedstærk “På en kaj i Kalundborg”. Man mærkede instinktivt, at salen fandt samme åndedrag.

Anne Dorte Michelsen fortsatte den elegante linje med en fint afmålt “Det som jeg vil sone”, hvor Palle Hjorth lod klaveret bære vokalen som en hånd under vand – aldrig foran, altid med. I “Snebær og kastanjer” fik teksten lov at glide frem i et efterårslys af guitarharmonier; de små pauser mellem linjerne var lige så vigtige som tonerne selv.

Signe Svendsen satte sine fine konturer i programmet: Først den spidse hvisken og det stille vid i “Det forlyder”, efterfulgt af en muskuløs, beslutsom “Alt det vi gør for ikke at dø”, hvor bandet åbnede sig, så refrænet kunne bære helt bagerst i salen. Senere kom hun tilbage med en vandrende, rastløs “Strejfer” og en lysende “Hvem vil ikke elskes igen” – to sange, der i aften stod som søsterstykker: den ene på vej ud, den anden på vej hjem.

Peter Sommer leverede præcision i kantede, tørre punchlines og med baritonen, der kan vende et vers i sidste stavelse. “Ud over kanten på en rund planet” stod som en klar rettesnor for bandets spændstighed – Rune Kjeldsens små, kantede figurer i guitaren fungerede som modspil til Sommers bedende/bedrevidende levering. Da Poul trådte til på mundharpen “Hvorfor løb vi”, foldede der sig en sjælden balance ud mellem ironi og inderlighed i produktivt spænd. Senere blev “Din Idiot” et kollektivt sus, fornemt farvet af Signes harmonier, før nummeret “Tigger” satte klaveret i forgrunden – et nøgent, stærkt øjeblik med Palle Hjorth og Peter side om side.

Michel Belli kom med den fortællende nerve, der gør, at man uvilkårligt rykker en halv fod tættere på. “Tommy & Tanja” foldede små billeder ud med konkrete substantiver og mundtlig musikalitet, og i “For enden af regnbuen” fandt han og Poul et fælles svæv, hvor stemmen bar historien, ikke omvendt. Det hele fik en kærkommen kant i en tør‑svingende “Helt igennem respektabel”, leveret med overskud og et skævt grin.

I koncertens sidste tredjedel bandt Anne Dorte trådene sammen i den klart tegnede “En lykkelig familie”, inden hun og Signe skabte et stille centrum med “Jeg har lagt mine våben” – en sang, der med sin underspillede styrke lagde låg på publikums summen. Poul rundede det hele med en solrig “Smiler din sol” og den dansende samhørighed i “Mon de danser” (med Signe) – to sange, der løftede gulvet uden at skubbe. Og da “Sang til en ven” til sidst blev sunget skulder ved skulder af Poul og Signe og resten af ensemblet på scenen. Det som at sætte punktum med et komma: en invitation til at fortsætte fællesskabet på vejen ud i natten.

Et orkester, der lytter

Det kan ikke siges for tydeligt: Husorkestret var aftenens stille sensation. Troels Skjærbæk afviklede kapelmesterrollen med en blanding af autoritet og mildhed; hans baslinjer tegnede rummets rammer. Casper Simonsen leverede trommespil med disciplin – tør lilletromme, rund stortromme, aldrig fyld – og når dynamikken skulle løftes, skete det via feel, ikke volumen. Palle Hjorth var limen; de harmoniske skift var hans territorium, og når han trådte frem – som i “Tigger” – gjorde han det uden staffage. Rune Kjeldsen tegnede konturerne: små hooks, der blev hængende i kroppen længe efter, de var spillet. Arrangementerne havde de rigtige “åbninger”: steder til publikumsstemme, små bro‑forlængelser, en coda, når energien lige skulle rundes én gang til. Det skabte den organiske fornemmelse, der adskiller en særlig aften fra en velspillet koncert.

The Plant som ramme

The Plant er et fedt spillested: en rå, industrielt forfinet skal, hvor man mærker murstenene og ser stålet – men hvor komforten (barflow, sightlines, ventilation) er prioriteret. Lydbilledet var tørt og kontrolleret, men med en kærkommen efterklang i mellemtonen, som klæder akustiske instrumenter og fortællende vokaler. Lyset var disciplineret: farver som accenter, ikke kulørshow. Det klæder sange, der vil høres. Omgivelserne omkring Raffinaderivej giver desuden en særlig “destination‑følelse”: Man tager derud for musikken – og netop derfor bliver sammenkomsten i salen mere intens. Det passer 5‑ørens DNA.

Stemningen – og betydningen

Der var den særlige 5‑øren‑stemning i rummet: en blanding af frivillig stolthed og professionel kunnen. Publikum var i øjenhøjde – de var ikke bare tilskuere, men medskabere. Når chorusserne landede, var det uden anstrengelse, og de stille stunder fik lov at være stille. Det er ikke en selvfølge i ståsale. Og så den større ramme: At 5‑øren efter næsten tre årtier i Amager Bio fortsætter på Amager – nu i nye haller – er ikke bare logistisk, men kulturelt vigtigt. Aftenen markerede en ny æra, hvor tradition bæres videre gennem handling, ikke nostalgi. Det føltes som et løfte: Herfra bygger vi videre.

En åbningskoncert, der føltes nødvendig. Ikke fordi den ville bevise noget, men fordi den formåede at samle kræfter, der i forvejen bærer. Fem stærke sangskrivere, et lyttende orkester og et spillested, der kan skifte gear uden at miste intimiteten – det er den slags aftener, et musikliv vokser af. Tak for musikken – og tillykke med den nye adresse, 5‑øren.   Af: Eva Yde

Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes