The Offspring

Udgivet: d. 12 oktober 2025 Kl. 08.02

★ ★ ★ ★ ★ ☆

Et nådesløst hitangreb i topform

Punkens evighedsmaskine og en arena i kog

Det er lørdag aften i Ørestad, og Royal Arena er pakket til sidste sæde. DTD Concerts har hevet The Offspring til Danmark, og allerede inden lysene slukkes, ligger den elektriske summen tungt over gulvet. Simple Plan har varmet kompetent op – stramme hooks, god energi, præcis den poppunk-vitaminsprøjte, der får publikum til at stå tættere, råbe højere og smile bredere. Men det er først, da en karakteristisk surfet guitarfigur fuger sammen med et tørtslående trommeslag, at arenaen for alvor løfter taget: “Come Out and Play”. The Offspring vælger en klassisk åbning med maksimal genkendelse. Dexter Holland lyder frisk i toppen, og Noodles’ guitar lægger det skramlede, solbeskinnede Californien i hvert eneste anslag. Uden at slippe ånden fra første nummer, vrider de tempoet op med “Want You Bad”, hvor publikum nærmest synger omkvædet ud af hænderne på bandet. Den nyere “Looking Out for #1” tilføjer den mere polerede, moderne Offspring-lyd – lige nok popklaritet til at bide sig fast i radioøret – hvorefter “Staring at the Sun” hiver os tilbage i det svirpende, hurtigløbende 90’er-DNA, hvor alt er kant, fart og sardonisk humor.

Koncertens første tredjedel etablerer bandets dobbelte styrke: at stå med et ben solidt plantet i 90’ernes punkeksplosion og det andet i en nutid, de ikke har tænkt sig at forlade. Det mærkes tydeligt, da “Original Prankster” ruller over publikum – en fællessang forklædt som practical joke – og “Hammerhead” banker mere metallisk tyngde ind i sættet. Midt i det hele får vi den friske “Make It All Right”, der i liveformat viser sig som en kærkommen ventil; den har Offspring’ske melodilinjer, der åbner sig i refrenget, men med et nutidigt tryk, som klæder arenaformatet.

Og så kommer det punkt i showet, hvor bandet – mere end nogen anden – demonstrerer, at punk også er og altid har været en samtale med rockhistorien. Det begynder med “Bad Habit”, hvor gulvet koger i synkrone hop og de første, små circle pits flimrer i den brede midtersektion. Nummeret er koncertens tændsats, og i det efterfølgende cover-strejftog får Noodles og co. lov at lege frit: “Paranoid” (Black Sabbath) sparkes af med respekt og et glimt i øjet; “Crazy Train” (Ozzy Osbourne) får et piskesmæld af tempo og en punket kortlunte; “In the Hall of the Mountain King” (Edvard Grieg) dukker op som den slags, kun The Offspring kan slippe af sted med – en virtuos, komisk intermezzo, der netop fordi det er for meget, bliver helt rigtigt; og “I Wanna Be Sedated” (Ramones) leveres som et kærligt buk til grundloven, hele denne aften bygger på. Det er både showmanship og stilhistorie: en hurtigtegnet slægtstavle, der forbinder den klassiske riffkultur med punkens slap-af-ironi.

Efter den legesyge midtersektion kaster bandet sig ind i slutspurten med et jerngreb om fællessangen. “Gotta Get Away” ridser den melankolske side af 90’er-æstetikken op; “Why Don’t You Get a Job?” bliver til et folkeligt kor, hvor hver eneste balkonlinje deltager; “Pretty Fly (for a White Guy)” er stadig et satirisk spejl – i 2025 føles den måske endnu mere aktuel end ved udgivelsen, og Royal Arena tager den som en festlig, men skarptskåret kommentar. Når “The Kids Aren’t Alright” vælter ind, er det med den særlige Offspring-evne til at smelte fængende melodier sammen med samfundspessimisme – en arena-hymne, der lyder af ungdomsrum, tabte chancer og stædig overlevelse.

Aftenens klimaks er dog dobbelt. “You’re Gonna Go Far, Kid” har for længst cementeret sig som bandets 00’er-søjle; i Royal Arena lander den som et perfekt kalibreret tryk på alle knapper: koreografi i hænderne, tramp i gulvet, et refræn der eksploderer i unison sang. Og så den eneste rigtige afslutning: “Self Esteem”. Bassrundgangen, publikumsbrølet, den halvt ironiske, halvt tragiske fortælling, alle kan udenad. Det er den sang, der tropper op årti efter årti og stadig lyder som den første store åbning ud til verden – og i aften bliver den et punktum, der føles som et udråbstegn.

Lyd, levering og blik for formatet

Lydmanden holder en fin balance mellem vokal og guitar, og selv om Royal Arena kan sluge detaljer, står trommernes attack og vokalens top overraskende klart. Dexter Holland synger med autoritet – ikke forceret, men med det mærkevare-helle, som gør selv de ældste sange elastiske, levende. Noodles fungerer som både riffmotor og konferencier med tør humor; den interne kemi er tydelig, og bandet spiller stramt uden at blive steriliseret. Rytmesektionen trykker på – hurtigt når det skal være hurtigt, tungt når det skal være tungt – og netop den kontrol gør, at de kan tillade sig cover-afstikkere uden at miste momentum.

Publikum og præmis

The Offspring møder et publikum, der spænder på tværs af generationer. Foran ses læderjakker og slidte bandtees; længere tilbage forældre med unge, der måske først lærte bandet at kende via en streaming-playliste. Forskellen betyder mindre end fællesrepertoiret. Der bliver råbt, danset, grinet – og der er den dér særlige “Royal Arena-brusen”, når 15-16.000 mennesker rammer samme omkvæd. Stemningen er inkluderende, let og opladet – præcis den kollektive ventil, man ønsker sig på en efterårslørdag i København.

Dramaturgi og eftertanke

Setlisten er sammensat med en dramaturgi, der både forkæler nostalgien og plejer nutiden: et startskud af klassikere (“Come Out and Play”, “Want You Bad”), en midtergang med tyngde og leg (“Hammerhead”, cover-blokken), og en slutning, der næsten kun består af stadionstore all-timers (“Why Don’t You Get a Job?”, “Pretty Fly (for a White Guy)”, “The Kids Aren’t Alright”, “You’re Gonna Go Far, Kid”, “Self Esteem”). Ind imellem får nyere materiale som “Make It All Right” og “Looking Out for #1” lov at spejle den gamle form – ikke som pligt, men som en opdateret fremdrift. Det er klogt kurateret, og det er effektivt leveret.

The Offspring leverer i Royal Arena det, som de bedste veteraner kan: en opvisning i sangskrivningens holdbarhed og koncertens fællesskabskraft. Det er powerfuldt, det er disciplineret, og det er sjovt – uden at miste den snert af brod og alvor, som har gjort bandet relevant i tre årtier. DTD Concerts har bragt en rigtig arena-kaliber til byen; The Offspring kvitterer ved at gøre lørdag til et fælles råb, der stadig runger, længe efter lysene blev tændt. Af: Henrik Yde

Simple Plan

Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes