Foto: Keren Ben Shoshan
d. 14 februar 2026 Kl. 07.20
★ ★ ★ ★ ★ ☆
Britpop nostalgi med frisk puls og Christiania støv på skoene
Der er noget helt særligt ved at gå mod Den Grå Hal en kold februar aften. Man kan nærmest mærke historien i murene, før man overhovedet har fået stemplet på hånden, den blanding af frihed, fadøl, flakkende lys og forventning, som kun Christiania kan servere uden at blinke. Kl. er 19.00, dørene går op, og allerede dér står det klart: Det her er ikke bare en “tjek-ind-og-tjek-ud” koncert. Det er en aften, hvor et band med en bagkatalog rygrad og en ny udgivelse i baglommen møder et publikum, der både vil synge med og mærke noget.
Girl in The Year Above, et varmt anslag på en rå scene
Kl. 20.00 rammer Girl in The Year Above scenen og leverer præcis det, en god support skal: De sætter tonen uden at stjæle showet. Der er en ungdommelig nervøsitet i luften, på den fede måde som om bandet ved, at de står foran et publikum, der er kommet for “de store”, men som også er klar til at blive overrasket. Lyden sidder pænt fra start (det er ikke altid en selvfølge i en hal, der kan æde detaljer som en støvsuger), og deres udtryk fungerer stærkt i rummet: kantet nok til at føles nutidigt, melodisk nok til at kunne blive hængende i hovedet på vej hjem. På en halv time får de vist både format og potentiale, og det er især energien, der bærer dem den der “vi mener det her” attitude, som ikke kan fakes. Ca. 20.30 er de ude igen, men de har fået publikum til at stå lidt tættere og lytte lidt mere.
The Kooks, et band, der ved præcis hvad de gør (og hvorfor det virker)
Så kommer de. The Kooks. Brighton-børnene, der i 00’erne gav os en lyd, som både kyssede 60’ernes “British Invasion” og blinkede til post punk revival og britpop og som stadig kan få en hel hal til at synge som et kor på et stadion, uden at det bliver corny. De åbner med “Sofa Song”, og det er et genialt træk: den lette, selvsikre start, hvor bandet lige lægger hånden på publikums skulder og siger: “Vi har styr på det.” Og det har de. Luke Pritchard står med den der naturlige frontmands autoritet ikke overgearet, ikke arrogant, bare nærværende. Han synger, som om han snakker til rummet. Og Den Grå Hal elsker den slags. Derfra går de direkte i “Always Where I Need to Be” og pludselig er vi i gang for alvor. Folk hopper. Smiler. Peger på hinanden. Det er den type sang, der får 2026 til at føles som 2006 i tre minutter, men uden at det føles som et museum. Mere som en genforening med en ven, der stadig har humor.
Setlisten som en fortælling, ikke bare en hitparade
Noget af det mest professionelle ved The Kooks denne aften er, at setlisten ikke føles som en “nu tager vi lige de 20 mest streamede”. Den er bygget som en kurve. En dramaturgi. “Eddie’s Gun” kommer som en mere direkte, lidt skarpere injektion og bandet strammer op. Alexis Nunez på trommer får lov at styre intensiteten med et overskud, der gør, at det hele føles let, selv når det er tight. “Stormy Weather” tager tempoet en anelse ned, og her viser de, at de ikke kun er fest de er også stemning. Den Grå Hal kan være brutal ved de mere følsomme numre, fordi rummet er stort og publikum tit snakker. Men her lytter folk faktisk. Og så rammer de en af de store: “She Moves in Her Own Way”. Den er næsten unfair. Det er sådan en sang, hvor alle pludselig bliver 17 igen, uanset om de er 17, 37 eller 57. Hele gulvet gynger, og omkvædet bliver sunget så højt, at man kort får følelsen af, at taget løfter sig en centimeter. Ikke dramatisk, bare nok til, at man tænker: “Okay, ja. Det her er grunden til, at man går til koncert”. Herefter kommer en lækker række, hvor de skifter mellem det stramme og det luftige: “Bad Habit” og “Westside” har en cool, kontrolleret selvsikkerhed, mens “Sweet Emotion” og “Sunny Baby” (fra den nyere periode) viser et band, der stadig skriver sange, der kan stå på egne ben også når de bliver spillet side om side med de ikoniske 00’er hymner.
“Junk of the Heart (Happy)” et kollektivt smil med bas i maven
Da “Junk of the Heart (Happy)” rammer, sker der noget simpelt og smukt: Hele hallen smiler. Ikke ironisk. Ikke “jeg-smiler-men-har-det-egentlig-stramt” smil. Bare ren glæde. Og det er måske The Kooks’ største styrke: De kan gøre feelgood uden at blive overfladiske. De følger op med “See Me Now”, og her får vi endnu en reminder om, hvor stærkt bandet er live, når de tør give plads til dynamikken. De spiller ikke bare sangene “som på pladen”. De former dem. Trækker i tempoet. Lader guitaren ånde. Hugh Harris leverer små, elegante detaljer på leadguitar og synth, der løfter helheden uden at gøre det prangende.
Publikum bestemmer og får en fræk lille gave
Midt i det hele kommer et af aftenens mest sjove øjeblikke: Publikum råber efter “Jackie Big Tits”, og bandet håndterer det perfekt de spiller et par linjer, præcis som ønsket, med et glimt i øjet. Det er ikke et “nu skal vi være edgy” moment. Det er bare en intern koncert joke mellem band og publikum, og publikum elsker den slags små spontane knæk, hvor aftenen bliver unik.
Når rummet bliver til et hav: “Seaside”, “Sway” og “Shine On”
Efter det frække intermezzo får vi “Seaside”, og den fungerer som et lille åndehul. Folk står tæt, men roligt. Det føles næsten som at være på en strand i et britisk postkort bare med mere øl og færre måger. “Sway” er næste: smooth, selvsikker, og Pritchard synger den med en ro, der klæder nummeret. Og så: “Shine On”. Den sang kan være farlig live, hvis den bliver for pæn. Men her rammer de balancen: stor nok til at føles episk, stram nok til ikke at flyde ud.
“Down”, “See the World” og festen der eksploderer
“Down” sparker gang i gulvet igen, og “See the World” giver en lidt mere åben, næsten håbefuld stemning. Det er som om, setlisten hele tiden skifter farve og det er lige præcis sådan, man holder 75 minutter levende uden at miste publikum. Og så kommer den dér fase, hvor man kan se på folk, at de har besluttet sig: Nu går vi all in. “Do You Wanna” rammer som en kæmpe vitaminindsprøjtning, “You Don’t Love Me” holder trykket, og pludselig er vi i den klassiske The Kooks zone, hvor alt er hook, omkvæd og fællesskab.
“Ooh La” og “Naïve” den perfekte dobbelt slutning
Når et band har så stærk en afslutning i baghånden, er det næsten snyd. De kommer tilbage, og “Ooh La” føles som at få et varmt tæppe smidt over skuldrene. Den er nostalgisk, ja men den er også bare virkelig, virkelig god. Og så den endelige knockout: “Naïve”. Den sang er en tidsmaskine. Den er en kollektiv hukommelse. Og live i Den Grå Hal bliver den til et fælles råb, et fælles smil, en fælles “ja, selvfølgelig”. Folk synger så højt, at det ikke længere er en koncert, det er et kor. Og The Kooks? De rider på bølgen med overskud. Ikke som et band, der læner sig på gamle meritter, men som et band, der ved, at en klassiker kun er en klassiker, hvis man stadig kan få den til at føles levende. Den Grå Hal er et fantastisk sted, ja, men også et sted hvor de helt fine detaljer kan forsvinde, og hvor et par numre i midten godt kunne have fået en anelse mere kant i arrangementet for at skille sig endnu tydeligere ud fra “den perfekte Kooks formel”. Men det er petitesser. For når man går ud i natten efter 22.15 med “Naïve” rungende i kroppen og følelsen af, at man både har fået hits, nærvær og et band i topform, så ved man det: Det her var en virkelig god koncert. Af: Henrik Yde
Foto: Keren Ben Shoshan
Foto: Keren Ben Shoshan
Stay tuned på "Yde News" vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes