The Cure
d. 2 juli juni 2026 Kl. 13.15
★ ★ ★ ★ ★ ☆
Sort magi, fællessang og et lille smut forbi Tivoli Garden
Da Roskilde holdt vejret
Man kunne mærke det, før de overhovedet gik på. Den særlige summen, der opstår, når en festivalplads ikke bare venter på en koncert, men på et stykke musikhistorie. Folk kom vandrende fra alle retninger som pilgrimme med støv på benene, øl i hånden og et eller andet gammelt forhold til The Cure i bagagen. Nogle havde sort tøj på med vilje. Andre lignede nogen, der bare havde været på Roskilde i fire dage. Forskellen var ikke altid til at se. Orange Scene var tæt pakket. Så tæt, at man næsten forestillede sig campingområderne stå tomme tilbage med ensomme telte, forladte luftmadrasser og en enkelt dåseøl, der stadig ventede på sin ejer. Alle skulle se The Cure. Ikke nødvendigvis fordi alle havde fulgt dem religiøst siden 1979, men fordi The Cure er sådan et band, man på et tidspunkt støder ind i i livet. Som en gammel kærlighed. En sortklædt storesøster. En plade i et teenageværelse. En sang i en natbus. En stemning, man ikke helt kan forklare, men straks genkender, når den rammer. Klokken 22.00 gik Robert Smith og bandet på scenen, mens himlen over Roskilde havde fået et gyldent skær. Det var et af de øjeblikke, hvor festivalen kortvarigt holder op med at være praktisk kaos og bliver til noget næsten filmisk. Støvet blev smukt. Menneskemængden blev blød. Selv de trætte kroppe rettede sig lidt op.
Robert Smith er stadig Robert Smith
Robert Smith behøver ikke længere gøre entré. Han skal bare være der. Med det vilde hår, den blege makeup, den røde mund og det ansigt, der ligner en mand, som både har overlevet verdens undergang og stadig bliver lidt overrasket over bifald. Han står ikke på en scene som en klassisk rockfrontmand. Han poserer ikke. Han jagter ikke publikum. Han forsøger ikke at virke ung, farlig eller moderne. Han er noget langt mere sjældent: fuldstændig sig selv. Det er også derfor, det virker. The Cure er blevet ældre, men de har ikke mistet deres tyngde. Tværtimod. Alderen har lagt sig i musikken som ekstra skygge. Sangene føltes ikke støvede eller museumsagtige, men mere slidstærke. Som om de har været igennem flere menneskers liv og er kommet tilbage med mere at sige. Robert Smiths stemme var stadig den helt særlige blanding af sårbar, sær, klar og knækket. Den kan lyde som en mand, der synger fra bunden af en drøm, men alligevel rammer helt rent i brystet. Man forstår hurtigt, hvorfor The Cure aldrig bare har været et band. De er et følelsesrum.
Et bagkatalog, der næsten er uretfærdigt
Der findes bands med hits. Og så findes der bands med sange, der har sat sig fast i mennesker. The Cure hører til i den sidste kategori. Når de store numre kom, var det ikke bare genkendelse, der løb gennem publikum. Det var minder. Man kunne se det i ansigterne. Folk sang ikke bare med, fordi de kunne teksten. De sang med, fordi sangene havde været med dem et sted. Gennem forelskelser, brud, teenageår, ensomme aftener, nye begyndelser og den type melankoli, man først senere opdager, faktisk også kan være en form for glæde. “Boys Don’t Cry”, “A Forest”, “Just Like Heaven”, “Pictures of You”, “Lovesong”, “Lullaby”, “Friday I’m in Love”, The Cure har skrevet sange, der både kan være mørke og lysende på samme tid. Det er deres store kunst. De kan få tristhed til at føles fælles. De kan få mørket til at danse. Og på Orange dansede mørket.
Roskilde blev til ét stort sortklædt kor
Det mest imponerende var ikke kun bandet. Det var også publikum. Der blev sunget med overalt. Ikke på den råbende, halvt tilfældige festivalmåde, hvor folk mest synger de ord, de kan huske. Her var der en anden form for koncentration. En hengivenhed. En kollektiv fornemmelse af, at de her sange betød noget. Folk dansede og var lykkelige. Ikke nødvendigvis på den “nu skal vi feste os væk fra alt”-måde, men på den mere Cure agtige måde, hvor man godt kan være lykkelig med en lille skygge hen over hjertet. Det var både rørende og en smule komisk at se tusindvis af mennesker stå og smile til musik, der i bund og grund ofte handler om længsel, tab og følelsesmæssigt sammenbrud. Men det er netop The Cures mirakel: De gør ikke smerten mindre. De gør den smukkere. Og når nok mennesker synger med, begynder den næsten at føles let. Orange Scene blev for en stund ikke bare en koncertplads. Den blev et fælles teenageværelse, en gotisk katedral, en kæmpe fællessang og en meget stor gruppe mennesker, der alle sammen lod som om, de ikke blev lidt rørte.
Da Robert Smith sagde “Tivoli Garden”
Midt i al den mørke storhed kom der også et øjeblik, der trak aftenen ned på jorden på den bedst tænkelige måde. Robert Smith kom på et tidspunkt til at sige “Tivoli Garden”. Ikke Roskilde. Ikke Orange. Tivoli Garden. Det blev snarere et lille charmerende bump i en ellers monumental koncert. Publikum tog det med et grin og et varmt skuldertræk, for på det tidspunkt havde han allerede vundet alle. Robert Smith kunne næsten have kaldt Roskilde for Legoland, og folk ville stadig have stået med armene i vejret og sunget med. Det lille øjeblik gjorde ham ikke mindre ikonisk. Det gjorde ham mere menneskelig. Og i en koncert, hvor så meget handlede om tid, alder, minder og overlevelse, passede det faktisk perfekt: Selv mørkets ceremonimester kan få bykortet galt i halsen. Roskilde tilgav ham med det samme. Måske fordi festivalen selv er ét stort kaos forklædt som kulturinstitution.
Mørket var ikke tungt, det var levende
The Cure er ofte blevet sat i kasser: post punk, gothic rock, new wave, alternativ rock, mørk pop. Alle mærkaterne passer nogenlunde, men ingen af dem rækker helt. For på Orange Scene var The Cure først og fremmest et band, der stadig kan bygge stemninger med en sjælden tålmodighed. De lader sangene folde sig ud. De skynder sig ikke efter omkvædet. De stoler på, at publikum følger med ind i mørket. Lyden var stor, men ikke oppustet. Guitarenes flader hang over pladsen som langsomme skyer. Bassen var tung og insisterende. Trommerne holdt det hele i bevægelse, og Robert Smiths vokal lå som det mærkelige, menneskelige centrum i det hele. Det kunne være tungt, men aldrig dødt. Sørgmodigt, men aldrig fladt. Langsomt, men aldrig ligegyldigt. The Cure kan stadig noget, mange yngre bands ville give deres højre synthesizer for: De kan skabe atmosfære uden at forsvinde i den. De kan være mørke uden at blive selvhøjtidelige.
Et band, der ikke jagter ungdommen
Noget af det smukkeste ved koncerten var, at The Cure ikke forsøgte at skjule alderen. De lod den være der. Robert Smith og bandet stod ikke på Orange for at bevise, at de stadig kunne være unge. De stod der for at vise, at sangene stadig kunne være nødvendige. Det er en langt stærkere position. For The Cures musik handler aldrig kun om ungdom. Den handler om følelser, der bliver ved. Om længsel, der ikke forsvinder, bare fordi man får flere rynker. Om kærlighed, der stadig kan gøre en latterlig. Om mørke, der stadig kan komme snigende, selv når man burde være blevet klogere. Derfor ramte koncerten så bredt. De ældre fans fik deres historie tilbage. De yngre fik lov at opleve, hvorfor The Cure stadig nævnes med ærefrygt. Og alle os midt imellem fik en påmindelse om, at nogle bands ikke bliver mindre relevante med tiden. De bliver bare sværere at erstatte.
En aften, hvor nostalgi blev nutid
Det ville være let at kalde koncerten nostalgisk. Men det ville også være for enkelt. For The Cure på Orange Scene handlede ikke bare om dengang. Den handlede også om nu. Om at høre de gamle sange med nye ører. Om at se Robert Smith stå der i 2026 og stadig lyde som en, der har adgang til et sted i mennesket, de fleste popsange aldrig kommer i nærheden af. Nostalgi kan være farligt på en festival. Den kan blive sentimental, doven og selvtilfreds. Men her blev den levende. Sangene blev ikke spillet som minder, der skulle støves af. De blev spillet som noget, der stadig havde puls. Det var derfor, Orange Scene føltes så samlet. Ikke fordi alle nødvendigvis kendte alle detaljer i The Cures lange historie, men fordi musikken ramte et sted, der ikke krævede fodnoter.
The Cure fik mørket til at lyse
The Cure leverede en koncert, der var stor uden at være glat, mørk uden at være tung på den kedelige måde og nostalgisk uden at sidde fast i fortiden. De gjorde Orange Scene til noget sjældent: et enormt rum, der føltes intimt. Et sted hvor tusindvis af mennesker kunne stå sammen og synge om alt det, der normalt føles ensomt. Et sted hvor melankoli blev til fællesskab, og hvor en gylden Roskilde-himmel fik lov at hænge over et band, der stadig har sort magi i blodet. Robert Smith kom endda til at sende os en tur forbi “Tivoli Garden”, men det gjorde kun aftenen mere menneskelig. For The Cure behøver ikke være perfekte. De skal bare være The Cure. Ældre, ja. Langsommere, måske. Men stadig med en evne til at få mørket til at lyse, publikum til at synge og Roskilde til at føles som verdens smukkeste, mest støvede hjertesorg. The Cure kan stadig. Og Roskilde sang med, som om det aldrig måtte stoppe. Af: Yde