Tame Impala
d. 26 april 2026 Kl. 10.32
★ ★ ★ ★ ★ ☆
Da Kevin Parker tændte et psykedelisk solsystem over København
Det var ikke bare en aften med sange, lys og store armbevægelser. Det var en fuldstændig gennemproduceret, sanselig og psykedelisk totaloplevelse, hvor lyd, farver, bas, konfetti, tårer og ekstase smeltede sammen til én stor, bølgende organisme.
Royal Arena blev forvandlet til et rumskib. Ikke sådan et pænt, hvidt NASA-rumskib med sikkerhedsmanualer og velcro på kaffekopperne. Nej, mere som et kosmisk diskotek på vej gennem en regnbuefarvet hjernescanning. Et sted, hvor 70’ernes psykedeliske rock, moderne pop, elektronisk klubkultur og ren følelsesmæssig overgivelse stod og kyssede hinanden midt på dansegulvet. Og i centrum stod Kevin Parker. Ikke som en klassisk rockmessias, der råber publikum op og slår sig selv på brystet. Mere som en stille, næsten underspillet lydarkitekt, der har bygget et helt univers og nu venligt inviterer os andre ind i det.
Et udsolgt tempel for de troende
Allerede før første tone var Royal Arena ladet med den særlige spænding, der kun opstår, når mange mennesker i samme rum har ventet længe på det samme. Publikum var ikke bare mødt op. De var ankommet. Klar. Tændte. Glitrende. Forventningsfulde.
Der var fans i alle aldre, men fælles for dem var en næsten synlig hengivenhed. Man kunne mærke, at Tame Impala for mange ikke bare er musik. Det er minder. Det er ungdom. Det er forelskelser, brud, byture, ensomme gåture, festivalnætter, indre kriser og langsomme forandringer. Kevin Parkers sange har det med at lyde som noget, man både kan danse til og tænke alt for meget over bagefter. Det er netop den dobbelthed, der gør Tame Impala så stærk. Musikken er både kropslig og filosofisk. Den kan ligge i hofterne og i hjertet på samme tid.
“Apocalypse Dreams” åbnede portalen
Koncerten begyndte med “Apocalypse Dreams”, og det var et fremragende valg. Sangen fungerede som en åbning af selve portalen ind til Tame Impalas verden. Den kom ikke bare bragende ind fra siden. Den foldede sig ud. Lag på lag. Drøm på drøm. Lyd på lyd. Det var som at stå foran en dør, der langsomt åbnede sig ind til et rum, hvor tyngdekraften ikke helt havde samme regler som normalt. Herefter kom “The Moment”, der straks skubbede aftenen fremad med sin elegante, glidende energi. Publikum var med fra begyndelsen, men med “Borderline” begyndte arenaen for alvor at bevæge sig. Den sang har efterhånden fået karakter af moderne Tame Impala-klassiker, og live fik den en varm, dansende kraft, som bredte sig fra gulvet og op gennem tribunerne. Der blev sunget med. Ikke forsigtigt. Ikke sådan lidt “jeg kan omkvædet” agtigt. Der blev sunget, som om folk havde øvet sig alene i lejligheder, busser, køkkener og natbusser i årevis.
Nye sange, ny æra, samme hypnotiske DNA
Tame Impalas femte album, Deadbeat, markerer en ny fase i Kevin Parkers musikalske udvikling, og koncerten viste tydeligt, at han ikke har tænkt sig at leve af fortidens solnedgange alene. “Loser” kom tidligt i sættet og viste en mere pulserende, klubbet og skævt dansende side af Tame Impala. Den har den der Parker’ske evne til at lyde både selvironisk, sårbar og uimodståeligt groovy. Det er musik, der næsten smiler skævt til sig selv i spejlet. Med “Breathe Deeper” blev arenaen trukket længere ind i det rytmiske maskinrum. Her blev kroppen for alvor inviteret med. Sangen gled, gyngede og funklede, mens lyset bevægede sig hen over publikum som flydende neon. Den korte “Gossip” fungerede som en slags syret mellemstation, inden “Elephant” trampede ind og mindede alle om, at Tame Impala også kan være beskidt, tung og direkte fysisk. “Elephant” var et af aftenens første store brøl. Riffet slog ned i Royal Arena som en psykedelisk rambuk, og publikum svarede med jubel, dans og hænder i vejret.
Det var her, festen blev helt konkret. Ikke bare en smuk koncert. En fest. En farverig, larmende, baspumpende fest.
Lysshowet var ikke pynt, det var en medspiller
Man kan ikke tale om denne koncert uden at tale om det visuelle show. For det var ikke bare flot. Det var overvældende. Lasere, farveflader, stroboskopiske eksplosioner, røg, skærme og konfetti skabte et visuelt univers, der hele tiden forstærkede musikken uden at drukne den. Det er en svær balance. Mange store arenashows ender med at ligne en teknologimesse med trommer. Tame Impala undgik den fælde. Her virkede lyset som en egentlig medmusiker. Det åndede med sangene. Det eksploderede, når musikken eksploderede. Det trak sig tilbage, når Parker søgte indad. Særligt under de mere psykedeliske passager føltes Royal Arena som en levende organisme. Loftet blinkede. Gulvet vibrerede. Publikum badede i farver. På et tidspunkt var det næsten umuligt at afgøre, om man så på en koncert, en drøm, en klubnat eller en meget dyr hallucination med fremragende lydteknik. Og ja: “DMT trip” er et voldsomt billede. Men denne aften gav det mening.
Da festen fik hjerte
Efter den tunge energi i “Elephant” begyndte koncerten at åbne sig i en mere følsom retning. “Afterthought” gled ind som et nyere og mere atmosfærisk kapitel, inden “Feels Like We Only Go Backwards” sendte salen direkte ind i Tame Impalas bløde, nostalgiske nerve. Det blev et af aftenens mest rørende øjeblikke. Der er noget særligt ved den sang. Den lyder næsten enkel, men den rammer et sted, hvor mange mennesker bor i hemmelighed. Den handler om gentagelse, usikkerhed og den fornemmelse af at bevæge sig, uden helt at komme fri. I Royal Arena blev den sunget med en varme, der gjorde rummet mindre. Pludselig var den enorme arena næsten intim. Flere publikummer fældede en tåre. Ikke demonstrativt. Ikke som en stor scene. Bare stille. Som om sangen åbnede en lille skuffe et sted indeni. Derefter kom “Dracula”, der trak aftenen i en mørkere, mere natlig retning. Den fungerede stærkt live, netop fordi den placerede Tame Impala et sted mellem psykedelisk pop og klubkultur. “No Reply”, “Ethereal Connection” og “Not My World” fortsatte den nyere, mere søgende del af sættet. Her var koncerten mindre hitparade og mere lydrejse. Det krævede lidt mere af publikum, men det klædte aftenen. En koncert af denne størrelse skal turde have skygger, ellers bliver alle farverne til sidst for blanke.
Aftenens store eksplosion
Og så kom “Let It Happen”. Hvis koncerten indtil da havde været en rejse, var “Let It Happen” det øjeblik, hvor motorerne for alvor blev tændt. Sangen er i sig selv et mesterværk i kontrolleret opløsning. Den starter som en dansende, næsten elegant invitation og udvikler sig til et hypnotisk system af loops, brud, gentagelser og forløsninger. Live blev den aftenens store triumf. Royal Arena løftede sig. Ikke fysisk, naturligvis. Men tæt på. Lyset eksploderede. Bassen arbejdede sig gennem kroppen. Publikum sang, råbte, dansede og lod sig rive med. Det var et af de øjeblikke, hvor man glemmer koncertens praktiske rammer: garderobe, billet, transport, sidemand, mandag morgen. Alt forsvinder. Kun sangen er tilbage. Det var Tame Impala i absolut topform. Ikke kaos. Ikke støj. Men præcist styret ekstase.
Små psykedeliske bobler og gamle spøgelser
Efter “Let It Happen” kom “Nangs” som en kort, boblende og mærkelig lille genistreg. Den er næsten absurd i sin enkelhed, men publikum elsker den, og live fungerede den som et lille kollektivt grin inde i den større trance. “List of People (To Try and Forget About)” trak derefter koncerten ind i et mere bittersødt rum. Den titel alene er næsten en hel roman. Og Kevin Parker har en særlig evne til at skrive sange, der lyder som om de svæver, mens de i virkeligheden handler om noget tungt. Med “Alter Ego” kom der et kærkomment ekko fra Tame Impalas tidligere, mere psykedelisk rockede periode. Her kunne man høre forbindelsen mellem det gamle og det nye Tame Impala. Det organiske og det elektroniske. Guitarerne og maskinerne. Den unge Parker og den Parker, der nu står som en af sin generations mest markante producenter og sangskrivere.
Arenaens store følelsesrum
En af koncertens stærkeste sekvenser kom med “Yes I’m Changing” og “Eventually”. Det var her, aftenen for alvor fik sjæl.
“Yes I’m Changing” blev leveret med en ro og værdighed, der gjorde den uhyre stærk. Den handler om forandring uden store armbevægelser. Om at give slip. Om at bevæge sig videre, selvom noget stadig trækker bagud. I en udsolgt arena kan sådan en sang let forsvinde. Her voksede den. “Eventually” fortsatte samme følelsesmæssige linje, men med en endnu større fællesskabsfølelse. Publikum sang med, som om sangen tilhørte dem. Og det gjorde den jo på en måde også. Det er det særlige ved de bedste Tame Impala-sange: De er tydeligt skabt af Kevin Parker, men når de først rammer publikum, bliver de private ejendele. Alle har deres egen version af dem.
Den moderne klassiker
“New Person, Same Old Mistakes” var endnu et højdepunkt. Den sang har efterhånden fået status som et af Tame Impalas mest definerende værker, og live ramte den med en blanding af groove, melankoli og selverkendelse. Titlen alene kunne stå som overskrift over det meste voksenliv. Ny person. Gamle fejl. Det er både sjovt, trist og brutalt præcist. I Royal Arena blev sangen ikke bare spillet. Den blev delt. Man kunne mærke, at publikum kendte den. Ikke kun melodien, men følelsen. Den dér fornemmelse af at ville videre, men stadig slæbe rundt på sit gamle jeg som håndbagage. Det var smukt. Det var tungt. Og det var dansabelt. En sjælden treenighed.
Fra gamle vaner til sommerens sidste lys
Mod slutningen trak Tame Impala festen op på fuld styrke igen. “My Old Ways” bandt den nye æra sammen med aftenens store temaer om forandring, gentagelse og selvopgør. Og så kom selvfølgelig “The Less I Know the Better”.
Der er hits, der bliver slidte af at være hits. Og så er der hits, der bare bliver stærkere, fordi flere og flere mennesker får minder knyttet til dem. “The Less I Know the Better” tilhører den sidste kategori. I Royal Arena blev den modtaget som en national begivenhed i det lille land Tame Impala. Publikum eksploderede. Der blev danset på gulvet, sunget på tribunerne og smilet i alle retninger. Det var ikke raffineret på den stille måde. Det var bare rendyrket koncertlykke. Den slags øjeblik, hvor man ikke skal analysere for meget, mens det sker. Man skal bare være i det. Og så sluttede aftenen med “End of Summer”. Det var en elegant og næsten poetisk afslutning. Efter al ekstasen, al dansen, al lyset og al den psykedeliske energi landede koncerten ikke brat. Den tonede ud. Som en solnedgang, der stadig sidder på nethinden, efter man har vendt sig væk. “End of Summer” føltes som en efterglød. En sidste varm bølge gennem arenaen. En påmindelse om, at selv de største fester også har en melankolsk kant. At sommeren altid slutter. At lyset altid forsvinder. Men også at musikken kan få det til at vare lidt længere.
Kevin Parker som tidens psykedeliske poparkitekt
Det imponerende ved Tame Impala anno 2026 er, hvor sikkert Kevin Parker balancerer mellem perfektionisme og følelse. Musikken er ekstremt produceret, men den føles ikke steril. Den er teknisk avanceret, men ikke kold. Den er stor nok til arenaer, men stadig fuld af små indre rum. Parker er ikke den mest snakkende frontfigur. Han er ikke showmand i traditionel forstand. Men han har noget andet: kontrol over stemning. Over bevægelse. Over lydens følelsesmæssige temperatur.
Han ved, hvornår en sang skal åbne sig. Hvornår den skal knække. Hvornår den skal gentage sig, til publikum næsten mister tidsfornemmelsen. Og hvornår den skal slippe. Det er måske derfor, Tame Impala stadig føles så relevant. Projektet har udviklet sig fra psykedelisk rock til global pop og festivalmaskine, men uden at miste det indre spørgsmål, der altid har ligget i musikken: Hvem er jeg, når jeg ændrer mig? Og hvorfor føles det, som om jeg stadig er den samme?
Publikum bar koncerten det sidste stykke
Selvom showet var teknisk imponerende, var det publikum, der gjorde aftenen helt særlig. Royal Arena var ikke bare fyldt. Den var levende. Der var en vidunderlig blanding af festivalstemning, fællessang og oprigtig følelsesmæssig investering. Folk dansede, som om de havde ventet hele vinteren på at blive tøet op. De sang, som om sangene var skrevet direkte til deres egne rodede liv. Og flere blev tydeligt rørte undervejs. Det var ikke kun en koncertoplevelse. Det var et fælles udbrud.
Og Tame Impala forstod at tage imod det uden at presse det. De lod publikum komme til sig. Det skabte en sjælden balance mellem massiv produktion og ægte nærvær.
En overvældende triumf i lys og lyd
Tame Impala i Royal Arena var en af den slags koncerter, hvor man bagefter har svært ved at forklare, hvad der egentlig skete. Man kan nævne sangene. Man kan nævne lyset. Man kan nævne bassen, de store visuals og den udsolgte arena. Men det rammer stadig ikke helt kernen. For det, der skete, var noget mere uhåndgribeligt. Kevin Parker og Tame Impala skabte en koncert, der både var fest og følelsesrum, klubnat og terapi, popshow og psykedelisk pilgrimsrejse. En aften, hvor publikum dansede med deres gamle fejl, sang med på deres forandringer og lod sig omslutte af et lysshow, der fik Royal Arena til at ligne indersiden af en drøm. Var alt lige stærkt? Næsten. Den nye midtersektion krævede lidt mere tålmodighed end de store klassikere, og enkelte af de helt nye numre står endnu stærkere som stemninger end som uudslettelige sange. Men det ændrer ikke ved hovedindtrykket: Dette var en koncert med format, vision og overskud. En udsolgt arena. Et vildt lysshow. En hengiven fanskare. En stærk setliste. En kunstner i kontrol. Og en stemning, der gik fra dansende ekstase til stille tårer. Tame Impala leverede ikke bare en koncert i København. De åbnede et univers. Og Royal Arena gik frivilligt ind i det. Af: Yde