SYNG MED - Pernille Højmark og Johnny Hansen

d. 20 juli 2026 Kl. 07.58

Plænen blev til Danmarks største dagligstue

Annette Heick, Pernille Højmark og Johnny Hansen fik publikum til at glemme både regndråber og sanglige begrænsninger ved en charmerende udgave af Syng Med i Tivoli

Det tog kun få toner, før grænsen mellem scene og publikum forsvandt. På Plænen blev der sunget fra første række til de bageste bænke. Nogle fulgte melodierne sikkert hele vejen, andre fandt først ind i sangene, når omkvædene dukkede op. Enkelte sang så højt og helhjertet, at mikrofonerne på scenen næsten virkede overflødige. Over Tivoli hang en grå sommerhimmel, og undervejs begyndte en let regn at falde. Regnslaggende foldede sig ud, men stemmerne fortsatte uforstyrret. Det blev en lidt våd omgang fællessang, men aldrig en tam en af slagsen. Med Annette Heick som syngende vært og Pernille Højmark samt Johnny Hansen fra Kandis som gæster blev eftermiddagen en munter rejse gennem den danske jukeboks: fra kolonihaver og fisketure til Venedig, Skanderborg og stjernerne på himlen.

Annette Heick holdt sikkert i trådene

Annette Heick åbnede med Syng Med "Tivoli sangen" og fik hurtigt etableret den uhøjtidelige tone, som arrangementet lever af. Her var publikum ikke reduceret til passive tilskuere. De var en væsentlig del af underholdningen. Heick var en sikker og generøs vært. Hun bandt numrene sammen med overskud og gav samtidig sine gæster den nødvendige plads. Hendes erfaring med både tv, musicals og store livescener kunne mærkes i den rolige måde, hun styrede eftermiddagen på. Hun havde hverken behov for lange introduktioner eller kunstige jubelopfordringer. Publikum var allerede klar. Hendes vigtigste opgave var derfor at holde tempoet, skabe sammenhæng og føre alle sikkert videre til næste velkendte omkvæd.

Himmelhunden fløj direkte over Plænen

Johnny Hansen åbnede sin del med Himmelhunden, og fra første linje blev Plænen forvandlet til et stort kor. Sangen er så indgroet i dansk populærkultur, at den nærmest synger sig selv. Alligevel gjorde Johnny Hansen en forskel. Hans styrke ligger ikke i store bevægelser eller vokale kraftpræstationer, men i den naturlige kontakt med publikum. Han sang med en afslappet varme, der fik det til at føles, som om han stod midt blandt gæsterne frem for hævet over dem på en scene. Der er noget uprætentiøst og tillidsvækkende over hans optræden. Han ved præcis, hvad sangene betyder for publikum, og han behandler dem aldrig med ironisk distance. Senere fortsatte han sikkert gennem "Den røde tråd", "Susanne, Birgitte og Hanne" og "Hvalborg". Hver gang skulle der kun få toner til, før publikum var med.

Pernille Højmark skabte sin egen sommer

Da Pernille Højmark satte i gang med "Sommer og sol", var vejret mest af alt optaget af at levere det modsatte. Men Højmark lod sig ikke forstyrre af manglende solskin. Hun kastede sig ind i sangen med energi, humor og en næsten trodsig insisteren på, at sommerstemningen nok skulle indfinde sig. Hun har en mere fysisk og dramatisk tilgang til materialet end de to øvrige medvirkende. Højmark nøjes ikke med at synge en tekst. Hun spiller den, farver den og giver den små karakterer og scener undervejs. Det kom især til sin ret i "Mormors kolonihavehus", hvor det lille hus, kaffebordet og familiehyggen nærmest blev synlige foran scenen. Hun fik nostalgien frem uden at drukne nummeret i sentimentalitet. Også "Tag med ud og fisk" fik hendes særlige blanding af lune og teater. Selv med regn i luften lød invitationen næsten fristende.

Tre modsætninger mødtes i samme sang

I "Midt om natten" blev de tre kunstnere samlet, og her viste koncertens sammensætning for alvor sin styrke. Annette Heick havde det sikre overblik, Pernille Højmark leverede den sceniske kraft, og Johnny Hansen tilførte den jordnære ro. De lød ikke ens, og de forsøgte heldigvis heller ikke på det. Nummeret blev derfor ikke en glat og perfekt vokalopvisning, men et møde mellem tre meget forskellige personligheder. Det gav sangen liv og gjorde samspillet mere interessant. Koncerten fungerede bedst netop i de øjeblikke, hvor kunstnernes forskelligheder fik lov til at stå tydeligt. Heick var den elegante formidler, Højmark den sprudlende entertainer og Hansen den folkelige samlingsfigur.

En jukeboks uden geografiske grænser

Programmet bevægede sig frit mellem genrer, årtier og destinationer. Annette Heick førte publikum til Italien med "Se Venedig og dø", som hun leverede med en lethed og elegance, der skabte et fint pusterum mellem de mere festlige indslag. Senere gik turen til Skanderborg i Gid du var i Skanderborg, mens Pernille Højmark allerede havde inviteret alle på fisketur og besøg i kolonihaven. Det var ikke en koncert med en stramt fortalt historie. Sammenhængen lå i stedet i genkendelsen. Sangene var bundet sammen af de minder, publikum selv bragte med sig. I den danske jukeboks er der kort fra Venedig til Skanderborg. Man skal blot kende omkvædet.

Et roligt højdepunkt under den grå himmel

 Fremførelse af "Under stjernerne på himlen" blev et af eftermiddagens hyggelige øjeblikke. Der var hverken stjerner eller nattehimmel over Plænen, men sangens stille melankoli virkede alligevel. De leverede den enkelt. Publikum sang fortsat med, men stemmerne ændrede karakter. De blev blødere og mere koncentrerede. I et program fyldt med smil, humor og genkendelige refræner gav sangen plads til noget mere eftertænksomt. Det blev en påmindelse om, at fællessang ikke kun handler om fest. De mest elskede melodier kan også bære på savn, længsel og personlige minder.

John Mogensen fik hele Plænen med

Mod koncertens afslutning blev der skruet op for de helt store fællessangsfavoritter. Efter Hvalborg fulgte et John Mogensen medley, hvor Pernille Højmark førte an i "Der er noget galt i Danmark". Hendes direkte og kontante sceneudtryk passede perfekt til sangens blanding af kritik, frustration og humor. Sammen med Heick og Hansen fik hun nummeret til at bevare sin kant, uden at det blev tungt eller højtideligt. Annette Heick stod derefter i front på "To mennesker på en strand", som gav plads til en blødere og mere romantisk stemning, før finalen satte ind.

Så længe publikum synger med

Johnny Hansen førte an i "Så længe jeg lever", mens Annette Heick og Pernille Højmark sluttede sig til ham. Finalesangen var ikke overraskende, men den var næsten uundgåelig. Nogle numre er ikke med for at overraske. De er med, fordi de kan samle alle. Publikums stemmer steg fra Plænen, og for en stund var det svært at afgøre, hvem der egentlig optrådte for hvem. De tre kunstnere stod på scenen, men sangen tilhørte lige så meget menneskene foran dem. På dette tidspunkt var regnen reduceret til en praktisk detalje. Vådt hår og fugtige jakker kunne ikke konkurrere med et omkvæd, som alle kendte.

Folkeligt uden at blive forudsigeligt

Syng Med i Tivoli havde hverken behov for avancerede nyfortolkninger eller store sceniske effekter. Arrangementets styrke lå i det enkle: tre erfarne kunstnere, en række stærke melodier og et publikum, der havde lyst til at deltage. Annette Heick styrede sikkert gennem programmet og skabte den nødvendige sammenhæng. Pernille Højmark gav sangene humor, kraft og dramatisk liv. Johnny Hansen leverede varme og den mest umiddelbare kontakt til publikum. Sammen skabte de en eftermiddag, der var folkelig uden at blive flad og nostalgisk uden at ende som gamle hits. Det regnede lidt. Der blev sunget meget. Og da de sidste toner forsvandt over Plænen, stod én ting klart: Den danske sangskat lever bedst, når ingen nøjes med at lytte.  Af: Jeanna Kappel