Søs Fenger og Julie Berthelsen
d. 24 juni 2026 Kl. 08.29
Da Tivoli sang midsommeren frem
Julie Berthelsen, Søs Fenger og Annette Heick gjorde Plænen til Danmarks hyggeligste fælleskor
Der var ingen grund til at lede efter Sankt Hans bålet denne aften. Det stod allerede på scenen. Ikke som flammer, røg eller hekse på kost, men som tre lyslevende danske stemmer, der tændte Plænen i Tivoli indefra. Julie Berthelsen, Søs Fenger og Annette Heick stod denne midsommeraften midt i den gamle have og gjorde noget, der på papiret lyder enkelt: De sang danske sange, som folk kender. Men i praksis blev det langt mere end en hyggelig koncert med kendte melodier. Det blev en aften, hvor Tivoli et øjeblik føltes som hele Danmarks baghave. Bænkene foran scenen var fyldte, publikum sang med, TV2 Charlie optog, sommerluften var mild, og efter koncerten ventede Tivolis Sankt Hans bål som en naturlig fortsættelse af stemningen. Det var ikke en koncert, der skulle chokere, revolutionere eller sparke døren ind til dansk musikhistorie.
En aften med sangark i hjertet
Sommerpop på Plænen havde Annette Heick som syngende vært. Heick har en særlig evne til at være både professionel og folkelig på samme tid. Hun kan tale til et publikum uden at tale ned til det, og hun kan skabe ramme om en aften uden at gøre sig selv til hele rammen. Hun stod som den naturlige forbindelse mellem sangene, gæsterne og publikum. Med overskud, glimt i øjet og en sikker fornemmelse for fællessangens dramaturgi fik hun aftenen til at glide let. Der var ingen tunge overgange, ingen pinlig smalltalk og ingen fornemmelse af, at koncerten bare skulle “afvikles”. Det hele havde varme, timing og en smittende afslappethed. Ved hendes side stod Julie Berthelsen og Søs Fenger, to stemmer, der på hver deres måde har sat sig fast i den danske musikbevidsthed. Julie med sin klare, varme og følsomme vokal. Søs med sin erfarne, levende og umiskendelige stemme, der stadig kan få selv en velkendt sang til at lyde, som om den netop er landet i øjeblikket. Sammen var de ikke tre solister, der skiftedes til at eje scenen. De var snarere tre musikalske værter ved samme sommerbord.
Tivoli som fællessangens hovedstad
Koncerten åbnede smukt med Julie Berthelsen på TV-2-sangen “De første kærester på månen”. Det var en fin begyndelse, fordi sangen har den der særlige danske blanding af poesi, melankoli og en skæv romantik. Julie sang den med varme og ro, og allerede her kunne man mærke, hvordan publikum langsomt gled ind i koncertens univers. Søs Fenger tog derefter fat i Gnags’ “Den dejligste morgen”, og selv om aftenen for længst havde meldt sin ankomst, passede sangen perfekt. Den blev ikke sunget som en kopi, men som en kærlig hilsen til en sangskat, de fleste har et eller andet forhold til. Det er netop dér, fællessang fungerer bedst: når man ikke bare synger en sang, men synger sig ind i noget fælles. Annette Heick fortsatte med “Danmark”, endnu en Gnags klassiker, og her blev Plænen for alvor til et lille nationalt sangrum. Ikke på den højtidelige eller selvfede måde, men på den varme, sommerlige og lidt rørende måde. Publikum var med. Ikke bare som tilskuere, men som medfortællere.
Søs Fenger viste, hvorfor hun stadig holder
Et af aftenens øjeblikke kom med “Den jeg elsker, elsker jeg”, hvor Søs Fenger stod centralt, og hvor de tre stemmer fandt hinanden i et smukt fælles udtryk. Sangen er i forvejen en del af Søs Fengers historie, og den fik her en næsten ceremoniel plads i koncerten. Det var enkelt, stærkt og uden unødvendig pynt. Søs Fenger viste flere gange, hvorfor hun stadig har en helt særlig position i dansk pop. Hun behøver ikke kæmpe for opmærksomheden. Hun har den bare. Hendes stemme har både kant, erfaring og en varm genkendelighed, som publikum tydeligt reagerede på. Senere leverede hun også “Hvor end jeg går hen”, endnu en sang forbundet med Gnags og Søs Fenger, og her var det, som om Tivoli kortvarigt sænkede tempoet. Det var et af de øjeblikke, hvor fællessangen ikke kun handlede om at synge højt, men om at lytte sammen.
Julie Berthelsen sang sommeren ren
Julie Berthelsen havde flere fine momenter i løbet af aftenen. Med Poul Krebs’ “Sådan som os” ramte hun en mere jordnær tone, hvor teksten og melodien fik lov at stå klart. Hun sang den med en naturlig lethed, der klædte sangen. Ikke for dramatisk, ikke for poleret, bare varmt og nærværende. Sammen med Annette Heick stod hun også for en smuk duet på Albertes “Lyse nætter”, som naturligvis var som skabt til netop denne aften. Der findes sange, man næsten ikke kan synge på en dansk sommeraften uden at publikum automatisk læner sig lidt frem, og “Lyse nætter” er en af dem. Her blev koncerten nærmest et postkort: Tivoli, midsommer, fællessang, kendte stemmer og et publikum, der både lyttede og sang med. Det kunne nemt være blevet for pænt. Men Julie og Annette fik det til at føles ægte.
Annette Heick holdt styr på både smil og stemning
Annette Heick viste ikke kun format som vært, men også som sanger. I “Dine øjne de skal se”, kendt fra Lis Sørensens repertoire, fik hun lov til at stå tydeligt frem, og sangen passede godt til hendes lyse, åbne udtryk. Hun har en evne til at synge direkte og klart, uden at det bliver hårdt eller teatralsk. Sammen med Søs Fenger kastede hun sig over Tøsedrengenes “Sig du ka’ li’ mig”, og her kom der mere leg og charme ind i koncerten. Det var et af aftenens mere muntre øjeblikke, en sang, der nærmest smiler, før den bliver sunget. Publikum tog imod den med genkendelsens glæde, og Plænen fik et lille skud pophistorisk boblevand. Senere mødtes Annette og Julie i Kim Larsens “De smukke unge mennesker”, og her blev tonen mere eftertænksom. Sangen har det med at åbne et lille rum i folk, fordi den både handler om ungdom, liv og tidens gang. På en Sankt Hans-aften, hvor sommeren traditionelt markeres med ild, overgang og fællesskab, fik den en ekstra resonans.
Publikum var ikke pynt, de var medspillere
Det mest afgørende ved aftenen var dog ikke kun, hvad der skete på scenen. Det var, hvad der skete foran den. Bænkene på Plænen var fyldt op, og publikum var med fra begyndelsen. Ikke på den voldsomme festivalmåde, hvor man råber, hopper og kaster øl i luften, men på den mere danske måde: Man synger først lidt forsigtigt, så lidt mere, og pludselig står man dér og kan hele omkvædet sammen med flere hundrede andre. Der var børn, voksne, ældre, Tivoli gæster, nysgerrige forbipasserende og folk, der tydeligvis var kommet for netop denne koncert. Og det hele smeltede sammen i en god stemning.
Ud i det blå og ind i midsommeren
Mod slutningen blev fællessangen for alvor sluppet løs. Alle tre sang “Vi skal ud i det blå” fra Det Brune Punktum, et valg, der på én gang var fjollet, folkeligt og helt rigtigt. Sangen har den slags humoristisk lethed, der kan få selv de mest tilbageholdende publikummer til at løsne lidt op. Det var ikke stor kunst på den højtidelige måde, men det var fremragende sommerunderholdning. Og så kom den naturlige finale: “Midsommersangen” af Shu-bi-dua. Selvfølgelig. Alt andet ville næsten have været mærkeligt. På en Sankt Hans aften i Tivoli, med et publikum i fællessang og bålet ventende efter koncerten, var “Midsommersangen” ikke bare et nummer på setlisten. Den var aftenens punktum. Eller måske snarere det sidste fælles åndedrag, før flammerne tog over.
Et arrangement med overskud og hjerte
Der skal også lyde ros til bandet og Tivoli for arrangementet. Sommerpop på Plænen fungerede forbilledligt som folkelig kulturformidling. Koncerten var gratis med Tivoli entré, tilgængelig for mange og skabt omkring noget så enkelt og virkningsfuldt som danske sange under åben himmel. At TV2 Charlie optog koncerten, gav aftenen en ekstra fornemmelse af begivenhed, men uden at det ødelagde nærheden. Kameraerne var der, ja, men det var stadig publikum på Plænen, der bar stemningen. Julie Berthelsen, Søs Fenger og Annette Heick leverede ikke en koncert, der skulle konkurrere med store stadionproduktioner, tunge sceneshows eller moderne popbrag. De leverede noget andet: en aften med sange, man kender, stemmer man stoler på, og et publikum, der fik lov at være en del af musikken. Det lyder måske enkelt. Men enkelhed kræver præcision. For hvis fællessang skal virke, må den ikke føles presset. Den skal åbne sig naturligt. Det gjorde den denne aften. Sommerpop på Plænen blev en varm, vellykket og meget dansk midsommeraften, hvor tre stærke kvinder bar en hel sangskat frem med charme, erfaring og overskud. Og da koncerten sluttede, og Tivoli senere tændte Sankt Hans-bålet, føltes det næsten som om musikken allerede havde gjort det første arbejde. Den havde samlet folk omkring lyset. Og det er vel egentlig det, en god Sankt Hans aften skal. Af: Jeanna Kappel