Suede

Foto: Oliver Sperling

d. 8 marts 2026 Kl. 08.25

★ ★ ★ ★ ★ ☆

Britpoppens mørke aristokrater satte København i brand

Royal Arena kan være en utaknemmelig størrelse. For stor til det intime, for pæn til det farlige og ofte så akustisk ubarmhjertig, at selv gode koncerter kan ende som flotte, men følelseskolde forestillinger. Derfor kræver det noget særligt at erobre rummet. Ikke bare volume, ikke bare lys, ikke bare et katalog af gamle hits, men autoritet, nerve og den slags sceneudstråling, man ikke kan købe sig til med LED skærme og konfettikanoner.

Suede havde det hele

Da Brett Anderson og resten af bandet lørdag aften indtog Royal Arena, var det med en selvfølgelighed, som kun de få virkelig store besidder. Ikke som et band, der kom for at genoplive gamle triumfer. Ikke som et rutineret navn på autopilot. Men som et band, der stadig har stil, sult og substans. Og det var præcis derfor, koncerten blev så stærk: fordi Suede ikke lød som fortid. De lød som et band, der stadig ved, hvordan man sætter ild til et rum. 

Fra første sekund stod det klart, at det her ikke ville blive en nostalgisk jukeboks aften for folk, der engang ejede en for stor sort skjorte og et halvdårligt forhold til følelser. Suede åbnede med “Disintegrate”, og det var en start med format. Mørk, dramatisk, dirrende. Ikke noget med at varme publikum forsigtigt op. De gik direkte efter pulsen. Derefter fulgte  titelnummeret “Antidepressants”, og med de tre første sange slog bandet aftenens æstetik fast: intensitet, elegance og en sortglinsende postpunk nerve, som klædte både bandet og arenaen. Det nye materiale fungerede bemærkelsesværdigt godt live. Det er ellers her, mange veteranbands taber noget luft. Publikum vil have klassikerne, og de nye sange bliver ofte tolereret mere end elsket. Men Suede havde den fordel, at “Antidepressants” materialet ikke føltes som et fremmedelement. Tværtimod. Det smeltede naturligt ind i bandets univers og bekræftede, at Suede stadig formår at finde nye nuancer i mørket. Det var ikke pausemusik mellem fortidens højdepunkter. Det var en del af koncertens puls.

Og så kom belønningen

For da “Trash” ramte Royal Arena, løftede aftenen sig for alvor. Det nummer har stadig den helt særlige Suede magi, hvor dekadence, desperation og popsnilde går op i en højere, vidunderligt skæv enhed. Hele arenaen var med. Ikke bare syngende, men deltagende. Den slags forskel kan mærkes. Og kort efter fulgte “Trash", leveret med en råhed og fremdrift, der understregede, hvorfor Suede aldrig bare har været endnu et britpopnavn. De havde altid noget mere beskidt, mere sultent og mere sexet over sig end så mange af deres samtidige kolleger. Den kant er der stadig. Det samme gjaldt Brett Anderson, som stadig er et fascinerende syn på en scene. Ikke fordi han forsøger at ligne sit yngre jeg. Den fælde falder mange i, og det ser som regel trist ud. Anderson gør noget langt bedre. Han ejer sin rolle. Han går ikke på scenen som et levn fra 90’erne, men som en frontmand, der stadig ved præcis, hvordan man styrer et rum. Hans kropssprog, hans intensitet, hans blik, den måde han kaster sig ind i sangene på, det hele signalerer kontrol, men også en vilje til at miste kontrollen lige præcis nok til, at det bliver spændende. Han ligner stadig en mand, der kunne starte et mindre følelsesmæssigt jordskælv med et enkelt hoftesving og en halvt hvisket linje. Og det er ment som et kompliment af den fineste slags.

Glitter i mundvigen

Midt i koncerten viste Suede, hvor godt de forstår dramaturgi. “Animal Nitrate” og “We are the pigs” holdt mørket kogende, mens “Filmstar” kom ind som et beskidt smil med glitter i mundvigen. “Personality Disorodre” og “Pantomime Horse” bragte tempo, luft og løftet arm begejstring ind i sættet, og netop her stod det klart, hvor dygtigt bandet er til at balancere mellem det skramlede, det storladne og det umiskendeligt melodiske. For det var ikke kun frontmanden, der leverede. Hele bandet spillede med overskud, præcision og klasse. Guitarerne havde både bid og glans. Rytmesektionen arbejdede hårdt og effektivt. Og lyden fortjener ros. For Royal Arena kan som sagt være en udfordring, men denne aften sad den overraskende skarpt. Vokalen stod tydeligt, instrumenterne havde plads, og helheden føltes aldrig mudret eller mast. Det gjorde en verden til forskel. Suede er ikke et band, der bare skal larme igennem; deres musik lever af nuancer, skift og spændinger. Det kom frem. Det lød godt. Rigtig godt.

Den gode energi løb

Publikum var også en afgørende del af aftenens succes. Der var mange fans i salen, og man mærkede det med det samme. Ikke som en passiv masse, der ventede på “den de kendte fra radioen”, men som et publikum, der kendte bandet, sangene, historien og stemningen. Der var noget næsten rørende over at se, hvor meget Suede stadig betyder for så mange. Det var ikke bare et stort internationalt navn på besøg. Det var et gensyn, folk havde glædet sig til, og den energi løb begge veje mellem scene og sal.

De nægter at blive strømlinede

Koncertens mere følelsesladede afdeling blev håndteret med stor sikkerhed. “Turn off your brain and yell”  og “Filmstar” gav plads til den mere åbne, sårbare side af Suede, uden at intensiteten forsvandt. Det er en af bandets største styrker: De kan være melankolske uden at blive matte. Følsomme uden at blive ferske. Smukke uden at blive pæne. Og netop dét gør dem stadig interessante. De nægter at blive strømlinede. I “Can`t get enough” og “June Rain” trak de igen koncerten dybere ind i det mørke, moderne univers, som det nye album arbejder med, og forbindelsen mellem nyt og gammelt blev bare tydeligere. Suede er ikke et band, der står med et ben i fortiden og et andet i nutiden. De står med begge ben i deres eget univers. Det er derfor, selv nyere sange kan føles lige så naturlige i sættet som de gamle favoritter.

Koncerten viste sin klasse

Et af aftenens mest elegante øjeblikke kom med “She still leads me on”. Her blev tempoet sænket, men intensiteten forsvandt aldrig. Tværtimod. Royal Arena føltes pludselig mindre, tættere, mere lydhør. Det var et øjeblik, hvor Suede demonstrerede, at storhed ikke kun handler om volumen, men om nærvær. “Shadow self” fortsatte i samme følelsesmæssige spor, og det var en af de passager, hvor koncerten for alvor viste sin klasse. Ikke fordi alt eksploderede, men fordi bandet turde holde igen og lade sangene arbejde.

Og så kom slutspurten. Og den sad lige i skabet

“Trance State” havde den rastløse, ungdommelige energi, der stadig gør nummeret uimodståeligt. “The wiold ones” blev leveret med den rette blanding af frækhed, fart og fandenivoldsk overskud. Det lød ikke som et nummer, der blev hevet op af mølposen. Det lød levende. Og da “Everything Will Flow” satte ind, eksploderede Royal Arena i fællessang, armbevægelser og ren, uforfalsket koncertlykke. Det var aftenens store kollektivt-euforiske øjeblik, og det virkede præcis så stærkt, som man havde håbet.

Elegant og karakterfuldt

At Suede derefter rundede af med “So Young”, “Metal Mickey”, “Beautiful Ones”, “The only way i can love ” og “ Night” var både elegant og karakterfuldt. De valgte ikke den mest åbenlyse eller bombastiske exit. De valgte den rigtige. En afslutning med stil, identitet og følelsesmæssig vægt. Meget Suede. Meget klassisk. Meget effektivt. Det er let at falde i den fælde, hvor man anmelder et band som Suede med et nostalgisk skulderklap: “Tænk, de kan stadig.” Men det ville være at tale ned til dem. For Suede leverede ikke en koncert, der var imponerende “for deres alder” eller “for et gammelt britpopband”. De leverede en koncert, der ganske enkelt var god. Professionel, intens, vellydende, velkomponeret og fuld af karakter...

Suede bliver ældre og farligere

Og det er måske det mest imponerende ved Suede anno 2026: at de stadig virker nødvendige. At de stadig har noget at sige. At de stadig kan få en kæmpe arena i København til at føles som et sted, hvor noget sker lige nu, ikke bare noget, der skete engang.

Suede kom til Royal Arena med et nyt album i bagagen og tre årtiers historie hængende elegant over skuldrene. De gik derfra efter at have bevist, at de stadig mestrer begge dele. Det var mørkt, smukt, skarpt og stærkt. En koncert med klasse, krop og kunstnerisk selvtillid. Og ja, også med den slags glamourøse britiske arrogance, der klæder et band som Suede langt bedre, end beskedenhed nogensinde ville gøre.

Klasse og sort eyeliner i sjælen

Suede leverede en fremragende koncert i Royal Arena. Med stærk lyd, intens stemning, et topmotiveret band og et publikum, der var med hele vejen, blev det en aften, hvor nyt materiale som “Antidepressants”, “Personality Disorder” og “Shadow Self” smeltede elegant sammen med klassikere som “Trash”, “Animal Nitrate”, “Filmstar”, , “Metal Mickey” og “Beautiful Ones”. Det var britpop med bid, klasse og sort eyeliner i sjælen. Kort sagt: Suede var ikke bare gode. De var farligt gode.  Yde

Foto: Oliver Sperling

Stay tuned på "Yde News"  vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!