Foto: Rasmus B.S. Hansen
d. 11 februar 2026 Kl. 08.02
★ ★ ★ ★ ★ ☆
Horn, hjerte og højoktan soul
Det begyndte i knæene. Den der ufrivillige, næsten irriterende rytme, hvor kroppen siger: “Jeg er ked af det, men vi danser nu.” St. Paul & The Broken Bones kom ikke for at spille pænt, de kom for at flytte folk. Det var en kollektiv puls, et fælles sving, en slags kærlig massehypnose, hvor hele salen gyngede, som om gulvet var blevet udskiftet med et stort, veloplagt hjerte, der bare… slog i 4/4. Og det giver faktisk mening, at det sker netop her. Amager Bio er jo den der gamle biograf, der siden 1997 har været koncertmaskine med ry for god lyd en sal, hvor man både kan høre detaljen og mærke trykket. I aften blev den gamle biograf ikke bare til scene. Den blev til menighed, til diskotek, til terapisession og til et lille stykke Alabama, der midlertidigt havde fået adresse på Øresundsvej. Med omkring ca. 900 par dansesko på gulvet.
Forvarmen der varmer rigtigt: MT Jones
Inden hovedretten kom forretten: MT Jones fra Liverpool. Den type support, der ikke larmer, men i stedet lægger et tæppe ud, man faktisk har lyst til at gå barfodet på. Hans udtryk en moderne R&B/soul-ting med tydelige nik til 70’ernes croon og varme ramte noget elegant og uforceret. Han synger, som om han både kan trøste dig og drille dig i samme linje. Det klæder ham, at han tydeligvis har bevæget sig i rum med seriøse håndværkere: han har arbejdet med blandt andre Eg White (manden med de store pop/soul fingreaftryk) og andre britiske profilnavne. Det er ikke “se mig” energi; det er “hør lige her” og det er en kæmpe forskel.
Så kom oktetten. Og så kom trykket
Da St. Paul & The Broken Bones gik på, er det ikke bare et band, der går på. Det er en hel maskine, der bliver tændt. En otte-mands sjæl motor (dannet i 2012), der var her sidst i 2024. I front af Paul Janeway, en mand, der kan ligne en pæn regnskabsfører i ét sekund og en omvandrende vækkelsesprædikant i det næste. De åbnede med "Opening Marvin Jam", og det var som at blive sat på et samlebånd af groove: første skub, første svedperle, første “okay, vi bliver her resten af aftenen” accept. Derfra gled de direkte ind i "Nothing More Lonely", hvor Poul Janeway lagde en vokal, der balancerede mellem sårbarhed og kontrol, den sjældne disciplin, hvor man lyder som om man mister grebet, men i virkeligheden har begge hænder solidt plantet på rattet. Og så begyndte den store, lækre pendulbevægelse: tempo op, følelser ned i maven, hornene som farverige udråbstegn.
Når hele salen gynger, er det ikke tilfældigt, det er arrangement
På "Flow With It" (You Got Me Feeling Like) lå rytmesektionen (bas og trommer) så tight, at man næsten fik lyst til at ringe til kommunen og melde det som ny infrastruktur. Og på "Ooo-Wee" kom hornene, trompet, sax og basun ind som en dør, der bliver sparket op med et smil: ikke aggressivt, men uimodståeligt. Det er her, bandet adskiller sig fra mange moderne soul-acts: De har ikke horn for pynt. De har horn som dramatik. Hornene er ikke baggrund, de er medfortællere. Da "Fall Moon" ramte, fik vi den der psych-funk glans, hvor lydbilledet bliver lidt filmisk, lidt “kameraet panorerer langsomt hen over en natlig boulevard”. Og i "GotItBad" var der en snert af det rå og nærgående som om bandet insisterede på, at soul ikke behøver være poleret for at være smuk.
“Call Me” og den kollektive hukommelse
Midt i det hele kom selvfølgelig "Call Me" nummeret, der stadig føles som et visitkort, der bliver stukket i hånden med et blink: “Her. Ring. Du ved, du vil.” Her skete der noget interessant i rummet: det var ikke bare jubel; det var genkendelse. Publikum sang ikke med som karaoke, mere som en fælles, lille ed. Og så: "Grass is greener", som fungerede som aftenens “se lige håndværket” sekvens. En slags åben køkken løsning, hvor man pludselig kan høre, hvor meget der bliver lavet hele tiden: små fills, små svar, små mikrobevægelser. Det er det, tight betyder i praksis, ikke bare præcision, men overskud.
Nyt materiale med “reset” energi, uden at miste sjælen
Bandet er i en fase, hvor de både kan kigge frem og tilbage uden at lyde splittede. Deres seneste kapitel beskrives selv som en kreativ genstart, mere sangfokus, mere klassisk groove, men stadig med eventyrlyst. Det kan man høre live: de nye ting sidder ikke som “nu spiller vi pladen” pligt, men som noget, der allerede har levet på scenen i årevis. "Sitting In A Corner" gav plads til åndedræt og melankoli, før "Sushi and Coca Cola" kom ind som ren, ultra funky livsglæde en sang, der næsten smager af hverdagslykke og storby luksus på samme tid. Nummeret er i øvrigt blevet fremhævet som centralt for bandets “tilbage til rødderne” bevægelse. Og Waves, ja, det var præcis det, det var: bølger. Salen gyngede. Ikke som “nu hopper vi alle sammen”. Mere som “vi flyder”. Den slags kollektiv bevægelse kan man ikke bestille; den opstår, når bandet spiller med en autoritet, der føles tryg.
Poul Janeway: showmand uden at blive show off
Paul Janeway er den type frontfigur, der kan få dramatik til at virke naturligt. Han kan gå fra teatralsk gestik til en næsten intim henvendelse på to sekunder, uden at det bliver selvhøjtideligt. Der er humor i hans tilstedeværelse. En lille, selvironisk gnist, der gør, at når han virkeliggiver den gas, så følger man med, fordi man stoler på ham. På "After You Done It" og "Stars Above" løftede han rummet med den der blanding af kraft og kontrol, som kun de bedste soulsangere har: man kan høre smerte, men man kan også høre teknik. Og i "Like a Mighty River" var han ren strøm, en vokal, der ikke bare fortæller noget, men gør det fysisk.
“Apollo” og så det encore, vi alle sammen vidste ville komme
"Apollo" landede som et punktum med glød, ikke afslutning som “nu er det slut”, men afslutning som “nu står vi lige og kigger på hinanden og tænker, hvad skete der egentlig?”. Og så kom selvfølgelig ekstranummeret: "Sanctify". Og titlen kunne ikke være mere præcis. Det føltes som en dåb i groove. En kærlig, larmende renselse. En “okay, verden er stadig lidt skør, men vi har i det mindste det her” oplevelse. Et powerhouse, der stadig spiller som om de har noget på spil...
St. Paul & The Broken Bones har stået på store scener, delt rampelys med navne som The Rolling Stones og Elton John, og været forbi festivaler som Coachella, Glastonbury Festival, Etc. Af: Henrik Yde
Stay tuned på "Yde News" vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes