Soilwork
d. 27 juni 2026 Kl. 01.04
★ ★ ★ ★ ☆ ☆
Melankolsk dødsmaskine med svensk præcision og lydmæssige tømmermænd
Det begyndte ikke med et brag. Det begyndte med en fornemmelse. Den slags sitren i luften, hvor man kan mærke, at noget tungt er ved at trille ind over pladsen. Kl. var 17.30 ved Pandæmonium scenen, solen hang stadig over Copenhell og publikum stod klar med øjne, horn og fadøl rettet mod scenen. Ikke som turister på metaleventyr, men som folk, der vidste, at SOILWORK ikke er et band, man lige “ser lidt af”. Det er et band, man stiller sig foran og tager imod. Og så kom de. Ikke med konfettikanoner, cirkusnumre eller store armbevægelser. SOILWORK gik på som en svensk metalfabrik, der havde glemt at lukke for strømmen: stramt, tungt, melankolsk og med en professionel ro, der kun kommer fra bands, der har spillet sig gennem alt fra små svedbokse til store festivalscener. SOILWORKs baggrund som et af de centrale navne i moderne melodisk dødsmetal, med Björn “Speed” Strid i front og danske Bastian Thusgaard på trommer, bygger på materialet i den uploadede tekst.
Svensk melodeath med sort slips og blod på knoerne
SOILWORK er et af de bands, der for længst har bevist, at melodisk dødsmetal ikke behøver vælge mellem brutalitet og skønhed. De kan levere begge dele samtidig. Med kniv. Og med omkvæd. Deres musik har altid haft den særlige skandinaviske kulde over sig. Ikke den kedelige slags kulde, hvor man bare fryser i fødderne og fortryder sit fodtøj, men den dramatiske, mørke kulde, hvor riffs skærer gennem luften som motorsave i snevejr. Det er metal med melankoli i blodbanen. Hårdt nok til at få nakken i farezonen, men melodisk nok til, at man pludselig står og føler noget. Irriterende effektivt, faktisk. På Copenhell fik man den kombination: de hårde hug, de store melodiske løft, det tekniske overskud og den der svenske evne til at få fortvivlelse til at lyde som noget, man gerne vil skråle med på.
Björn “Speed” Strid bar koncerten med autoritet
Björn “Speed” Strid er stadig en frontmand med vægt. Ikke vægt som i “se mig, jeg er festivalens kejser”, men vægt som i nærvær, erfaring og vokal kontrol. Han behøver ikke løbe rundt som en koffeinramt flagermus for at eje scenen. Han står der bare og så lytter man. Hans growls havde bid, hans rene vokal havde nerve, og hans skift mellem det brutale og det melodiske var stadig en af koncertens kvaliteter. Han lyder ikke som en mand, der prøver at bevise noget. Han lyder som en mand, der allerede har gjort det, men stadig gider give publikum en ordentlig omgang. For SOILWORK kunne nemt være blevet et nostalgisk veteranband, der bare kørte bagkataloget ud på rutinen og lod publikum klare resten. Men det føltes ikke sådan. Der var energi i leveringen. Der var fokus. Og der var en klar fornemmelse af, at bandet stadig har noget at komme med.
Melankolien var koncertens stærkeste våben
Det gode ved koncerten var ikke nødvendigvis de hurtigste passager eller de mest brutale udladninger. Det bedste var mørket imellem dem. SOILWORK har en særlig evne til at gøre deres melankoli fysisk. Den står ikke bare som en stemning i baggrunden. Den bliver en del af riffene, vokalen og de store melodiske omkvæd. Det er ikke tudefjæsmetal. Det er ikke “vi har læst tre digte og købt sort neglelak” melankoli. Det er tungt, modent og dramatisk uden at blive latterligt. Når bandet ramte balancen mellem aggression og sorg, var koncerten virkelig stærk. De melodiske passager løftede sangene op fra rent smadder, mens de tunge stykker gav dem bund og slagkraft. Det var som at få serveret en svensk depression med dobbeltpedal og guitarharmonier. Ikke ligefrem sundt, men forbandet tilfredsstillende.
Bandet spillede stramt, meget stramt
Instrumentalt var SOILWORK en fornøjelse. Man kunne mærke, at det her er musikere, der ikke bare kan deres håndværk, men også forstår hinanden. Der var præcision i trommerne, tyngde i guitarerne og en generel sikkerhed i samspillet, som gjorde koncerten solid fra start til slut. Bastian Thusgaard bag trommerne fortjener også en tydelig cadeau. Der var både kraft og kontrol i spillet, og han holdt maskineriet kørende med den slags overskud, der ikke nødvendigvis skriger på opmærksomhed, men som hele bandet står og falder med. Trommerne var ikke bare motoren. De var cementblanderen, hjertestarteren og kampvognen på én gang. Guitarerne havde masser af den klassiske skarphed, når lyden tillod det. De melodiske leads og de mere groovede riffs viste, hvorfor bandet står som en vigtig del af den moderne melodic death metal scene.
Lyden var koncertens irriterende dæmon
Men vi skal ikke lade som om, alt sad lige i skabet. For lyden havde sine udfordringer. Den svingede for meget. Ikke bare lidt, men nok til at man lagde mærke til det. I nogle øjeblikke stod SOILWORK knivskarpt og hamrede ud over pladsen med al den kraft, de fortjener. I andre perioder virkede lydbilledet mudret, fladt eller ubalanceret, som om mixet havde været en tur i pitten og mistet den ene sko. Vokalen lå ikke altid optimalt. Og helheden manglede til tider den klarhed, der skal til, når et band som SOILWORK arbejder med så mange lag. Deres musik lever af kontraster: det brutale mod det melodiske, det tekniske mod det følelsesladede, det tunge mod det atmosfæriske. Når lyden mudrer, bliver de kontraster mindre skarpe. Og det var synd. For bandet spillede godt. Virkelig godt. Man kunne høre kvaliteten bag problemerne. Men det føltes til tider som at se en toptrænet bokser kæmpe med en dyne over hovedet. Slagene ramte stadig, men ikke altid med den præcision, de burde.
Pandæmonium var pakket og parat
Publikum gjorde til gengæld deres del. Der var mange mennesker foran Pandæmonium scenen, og stemningen var stærk fra begyndelsen. Det føltes ikke som en tilfældig eftermiddagskoncert, hvor folk var drevet forbi på vej efter pommes frites. Folk var der for bandet. Der blev nikket tungt, råbt, lyttet og løftet horn. Ikke på den hysteriske måde, hvor alle skal overbevise hinanden om, at de har det vildt. Mere som et publikum, der havde tillid til bandet og lod koncerten bygge sig op. De er ikke et band, der behøver kunstigt festivalgejl for at fungere. De skal bare have et publikum, der gider gå med ind i mørket.
En koncert med ridser, men også med rygrad
SOILWORK leverede en koncert, der havde både tyngde, stemning og teknisk overskud. Den var ikke perfekt. Lyden trak ned, og den gjorde det især, fordi bandet har et udtryk, hvor detaljerne betyder meget. Når de detaljer forsvinder, mister man noget af dybden. Men koncerten faldt aldrig sammen. Det skyldes bandets erfaring og kvalitet. SOILWORK er simpelthen for dygtige til at blive væltet af et ustabilt mix. De spillede sig igennem udfordringerne med professionalisme og kraft, og selv når lyden slingrede, stod bandet fast. Det er måske ikke den mest sexede kvalitet i verden, men live betyder det alt. For man kunne stadig mærke melankolien. Man kunne stadig mærke riffene. Man kunne stadig mærke, at SOILWORK har noget, mange bands jagter hele livet uden at finde: en tydelig identitet.
Når svensk metal virker, så virker det
Der er noget særligt ved svensk metal, når det rammer rigtigt. Det har en elegance under volden. En melodi under støjen. En følelse af orden midt i kaosset. SOILWORK er et skoleeksempel på netop det. På Copenhell viste de, at de stadig kan levere en koncert med både muskler og følelser. Det var ikke festivalens mest eksplosive show, og det var ikke en koncert, der fuldstændig rev jorden op under Pandæmonium. Men det var en stærk, solid og stemningsmættet optræden fra et band, der kender sit værktøj og stadig kan bruge det med autoritet. Lyden var den irriterende sten i støvlen. Men bandet var kampstøvlen, der trampede videre alligevel.
Melankolsk, tungt og professionelt, men med lydmæssige knubs
SOILWORK gav Copenhell en koncert med mørk stemning, stærk musikalitet og masser af svensk metalautoritet. Bandet spillede skarpt, Björn “Speed” Strid leverede med vokal tyngde, og publikum ved Pandæmonium var klar fra første slag. Lyden var koncertens svageste led. Den svingede for meget ud og ind og stjal noget af den klarhed, som SOILWORKs musik har brug for. Men selv med de udfordringer stod bandet stærkt. Og det var et bevis på, at SOILWORK stadig kan få en lys eftermiddag på Copenhell til at føles som en mørk svensk skov, hvor træerne growler, himlen bløder, og riffene kommer efter dig med sikkerhedssko på. Af: Yde