Smokie på scenen i Falkonersalen den 16. april 2026. Foto: Keren Ben Shoshan
d. 17 april 2026 Kl. 09.01
★★★★☆☆
Hitmaskinen kører endnu, men motoren hoster indimellem
Der er koncerter, som vil forandre verden. Og så er der koncerter som Smokie i Falkonersalen torsdag d. 16. april 2026, der snarere minder publikum om, hvorfor verden i sin tid forelskede sig i dem. Det britiske band er for længst blevet en institution. Ikke bare et navn, men en lyd. Den bløde, let rustne softrock med de bittersøde harmonier og de melodier, der har overlevet både hitlister, hårmode og hele musikbranchens evige identitetskriser. I Falkonersalen kom Smokie ikke for at fornye sig. De kom for at forvalte deres bagkatalog. Det gjorde de med rutine, charme og en vis værdighed, men også med en tydelig fornemmelse af, at tiden ikke kun klæder gamle sange. Den sætter sig også i dem, der synger dem. Det blev derfor en aften, som på én gang var varm, vellidt og en smule ujævn. En koncert båret mere af sangenes kollektive kraft end af et band i decideret topform.
De store hits bar Smokie sikkert gennem aftenen i Falkonersalen.
Et publikum, der vidste præcis, hvad det kom efter
Falkonersalen var fyldt med det publikum, som veteranbands drømmer om: loyalt, veloplagt og uden behov for ironisk distance. Her var fans fra hele landet. Den ældre generation sad tungt og trygt i sæderne, men allerede fra koncertens første tredjedel begyndte det siddende format at slå små sprækker. Der blev gynget med i siderne, sunget med i stroferne, nikket taktfast i rækkerne. Man mærkede hurtigt, at dette ikke blot var en koncert, men et møde mellem et band og et publikum, der har levet længe med hinanden. Det gav aftenen en særlig grundstemning. Ikke elektrisk. Men hjertelig. Og i sidste ende var det den kvalitet, Smokie kom længst på.
Nostalgien blomstrede, da Smokie gæstede Falkonersalen.
En setliste uden store satsninger og måske netop derfor effektiv
Smokie åbnede med “I’ll Meet You at Midnight”, og det var i grunden en programerklæring. Ingen smart opbygning, ingen teatralsk suspense, bare direkte adgang til det velkendte univers. Med “Something’s Been Making Me Blue” og “Lay Back in the Arms of Someone” blev aftenens kurs slået fast: det melodiske før det eksplosive, det genkendelige før det dristige. Det er en disposition, som kan virke defensiv, men her fungerede den. Ikke mindst fordi Smokie har et repertoire, der stadig kan bære en hel koncert, når det doseres rigtigt. “Baby It’s You” og “Wild Horses” blev leveret sikkert og sobert, uden de store kunstneriske krumspring, men med en professionel forståelse for, hvordan man holder et modent publikum tæt på sig. Aftenens medley “It’s Your Life / Take Good Care of My Baby / Mexican Girl / For a Few Dollars More” var setlistens mest kalkulerede greb, men også et af de mest vellykkede. Her viste Smokie erfaring nok til at forstå, at en koncert som denne ikke nødvendigvis kræver fordybelse, men fremdrift. Medleyen holdt rytmen levende og samlede flere af bandets signaturnumre i en form, der fungerede både som hitparade og publikumsmagnet. Det var stramt tænkt. Og effektivt udført.
Publikum kvitterede med sang, smil og stående afslutning.
Når rutinen bliver en styrke og en begrænsning
Der er ingen vej udenom: Smokie er blevet ældre. Det kan høres. Det kan ses. Og det kan mærkes i den måde, koncerten bevæger sig på. Det betyder ikke, at bandet faldt igennem. Langtfra. Men det betyder, at man flere gange i løbet af aftenen oplevede et band, som i dag i højere grad lever af erfaring end af overskud. De vokale præstationer var hæderlige, men ikke ubesværede. Energien var til stede, men sjældent smittende. Og hvor harmonierne stadig stod som et af bandets stærkeste kort, særligt i “Wild Wild Angels” og “If You Think You Know How to Love Me”, var der også passager, hvor musikken fik et lidt for velordnet, næsten pligtskyldigt præg. Det er veteranbandets klassiske dilemma: det, man vinder i kontrol, kan man miste i fare.
Og netop fare savnede man indimellem torsdag aften. Smokie spillede godt, men meget sjældent med den form for kunstnerisk risiko, der kunne få koncerten til at løfte sig fra det veludførte til det virkelig mindeværdige. Aftenen manglede kant. Ikke nødvendigvis i lyden, men i viljen til at sprænge sin egen komfortzone.
Smokie fyldte Falkonersalen med nostalgi, fællessang og klassiske hits torsdag aften.
Covers som pusterum og spejl
Setlisten rummede også en række covers, og de fungerede forskelligt. “I Don’t Want to Talk About It” blev spillet med en vis følsomhed, mens “Boulevard of Broken Dreams” lagde et mere afdæmpet og lidt tungere lag ind over koncerten. Mest overraskende var måske “(I Just) Died in Your Arms”, som Smokie gav en mere rund og nostalgisk behandling, end sangen normalt tåler. Det var ikke grelt, men heller ikke helt overbevisende. Til gengæld virkede “Have You Ever Seen the Rain?” præcis så sikkert, som man kunne forvente. Her havde bandet og publikum samme puls, og salen tog imod nummeret med den umiddelbare hengivenhed, som kun meget slidstærke sange udløser. Det samme gjaldt “Needles and Pins”, der stod som et af aftenens mest helstøbte øjeblikke: enkelt, velspillet og uden overflødige manerer. Coversene gav koncerten variation, men de understregede også noget andet: Smokie står stærkest, når de lyder som sig selv, eller i hvert fald som publikums erindring om dem.
Publikum fik en hyggelig og velspillet koncert, hvor de gamle sange igen viste deres styrke.
Aftenen fandt først for alvor sin form til sidst
Koncerten var ikke én lang gradvis tiltagende koncert. Den havde døde zoner. Mindre bølgedale. Sekvenser, hvor man mærkede den professionelle autopilot tikke lidt for tydeligt. Men mod slutningen samlede aftenen sig. “Oh Carol” og “Don’t Play Your Rock ’n’ Roll to Me” trak fornyet energi ud af salen, og da “Living Next Door to Alice” omsider meldte sin ankomst, skiftede rummet karakter. Den siddende koncert rejste sig. Bogstaveligt talt. Publikum kom på benene, sang med, smilede til hinanden og overgav sig til den form for fællessang, som kun opstår, når en melodi er blevet større end sig selv. Det var her, Smokie mindede om, hvorfor de stadig kan fylde sale. Ikke fordi de er et band i konstant udvikling. Men fordi deres sange stadig fungerer som social lim. Som fælles hukommelse. Som en genvej til en tid, hvor popmusik ikke behøvede at forklare sig selv for at virke.
En velspillet aften, der aldrig blev helt stor
Smokie leverede i Falkonersalen en koncert, der på mange måder gav publikum præcis det, de havde købt billet til: de store hits, den velkendte lyd, den lune kontakt og den fælles nostalgi. Det er i sig selv ikke så lidt. Tværtimod. Men det er heller ikke det samme som en stor koncert. For selv om aftenen var både sympatisk og solid, blev den sjældent mere end det. Bandet havde sangene, publikum havde viljen, men mellem de to manglede der indimellem den gnist, som kunne have gjort koncerten kunstnerisk mere nødvendig og ikke blot publikumsmæssigt tilfredsstillende. Smokie var bedst, når de lod melodierne tale og publikum tage over. De var svagest, når rutinen kom til at ligne selvfølgelighed. Alligevel var det svært at forlade Falkonersalen uden en vis respekt. For få bands kan, så mange år inde i karrieren, stadig få en sal fuld af mennesker til at føle, at sangene tilhører dem. Den evne har Smokie ikke mistet. De har måske mistet noget fart. Noget bid. Noget spændstighed.
Men ikke deres publikum. Af: Yde
Foto: Keren Ben Shoshan
Stay tuned på "Yde News" vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!