Foto: Peter Bay Isak
Udgivet: d. 19 juni 2025. kl. 16.00.
★ ★ ★ ★ ★ ★
Skin genopliver 90’erne og mere til, Skunk Anansie indtager Helviti med hjerte, raseri og rå magi
Copenhell 2025, Dag 1 – Helviti-scenen
Det starter som et opråb, en advarsel, en erklæring: “This Means War.” Og det menerhun. Skin. Den kompromisløse frontkvinde i læder, med blik som en dolk og stemme som en storm. Hun marcherede ind på Helviti som en krigsfører med kærlighed i hjertet og vrede i lungerne og efterlod ingen i tvivl: Skunk Anansie var kommet for at åbne Copenhell med ild, nerve og nærvær.
En frontkvinde i verdensklasse
Skin er ikke bare en sanger. Hun er en oplevelse. En kraft. En levende manifestation af det, mange af os elskede ved 90’erne, den politiske kant, det ufiltrerede følelsesudtryk og den frygtløse sårbarhed. På Helviti viste hun det hele: Fra de desperate linjer i "Because of You", som skar sig direkte ind i brystkassen, til den selvbevidste, næsten teatralske levering af "An Artist is an Artist", hvor hun med hævet pegefinger og opspærrede øjne skabte en performance, der var lige dele punkmanifest og spoken word-oprør. Og midt i al råben og støj - Skin seros. Hun mærkeros. Hendes interaktion med publikum er ægte. Ikke kalkuleret. Ikke fesent. Det var måske derfor, at netop da hun under "Animal" kastede sig ned i moshpitten, føltes det ikke som et showtrick, men som en gestus: Jeg er jer. I er mig. Nu vælter vi det hele sammen.
Sårbarhed og stjernestøv
Det stærkeste øjeblik kom måske, da "Weak"rungede ud over Copenhells mudrede metalmarker. Det var, som om hele pladsen holdt vejret, før de brølede ordene med: “Weak as I am, no tears for you...” Nostalgi blev her ikke en sentimental fælde, men en kollektiv kraft. Og det er netop det, Skunk Anansie kan: de forener generationskløfter, genrebokse og følelsesmæssige barrierer. Lige efter blev vi rykket rundt i den vilde energi i "I Can Dream", et nummer der stadig lyder som en knytnæve med eyeliner.
Sætlisten som fortælling
Koncertens setliste var ikke bare en parade af sange – det var en fortælling i bevægelse. Fra den beskidte energi i "Charlie", der ramte som et skævt men vildt ekko af nutidens ungdommelige desperation, over den mavesugende styrke i "Twisted (Everyday Hurts)", til den stærkt eksistentielle "Cheers – A Letter to Deity", som ramte som en bøn i mørket – her fik vi både de gamle hymner og de nyere, mere eksperimenterende skæringer. Og det fungerede. "Lost & Found"bar en særlig styrke denne aften – ikke bare som en sang om at fare vild og finde sig selv igen, men som en kommentar til et samfund, hvor mange netop nu føler sig netop dét: forvildede. Her stod Skin som én, der havde været der før – og kæmpet sig tilbage. Og naturligvis var der plads til et af de mest politisk ladede og eksplosive numre i bandets bagkatalog: "Little Baby Swastika". Med vrede og sarkasme, midt i et samfund hvor had og symbolpolitik atter har kronede dage, blev nummeret en passende fuckfinger til ekstremismen. Publikum skreg, svedte og sang med, som en protest i fællesskab.
En koncert med rygsøjle
Skunk Anansies koncert på Helviti var ikke bare et nostalgitrip. Det var en nutidig påmindelse om, hvorfor denne musik stadig har noget at sige. Der var blod, sved og sårbarhed i overflod og Skin styrede det hele med både bid og balance.
Copenhell kunne ikke have fået en bedre åbning. Skunk Anansie beviste, at de stadig er både relevante, rørende og rasende. Og Skin? Hun er stadig en af rockhistoriens mest nødvendige stemmer. Når Helviti ånder, skriger og elsker, så er det, fordi Skin har været der. For modet. For musikken. For magien.
foto: Peter Bay Isak
Stay tuned på "Yde News" vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!