Sira Jovina i Tivoli
d. 13 juni 2026 Kl. 10.25
★ ★ ★ ★ ☆ ☆
Regn, R&B og et ungt hjerte på vej mod noget større
Fra Orangeriet til Plænen
Det blev en våd affære, da Sira Jovina fredag aften indtog Plænen i Tivoli som opvarmning til TLC, der senere skulle lukke aftenen kl. 22.00. Regnen hang over koncerten som en ekstra medspiller, og på mange måder passede den forbavsende godt til en artist, der netop skriver sange om relationer, tvivl, længsel, brudflader og de følelser, man ikke altid kan få til at makke ret. For bare et år siden stod Sira Jovina på Orangeriet. Nu stod hun på den store scene på Plænen. Det spring kunne mærkes. Ikke kun i scenens størrelse, men også i situationens vægt. Hun virkede en anelse nervøs fra start, og det gav koncerten en sårbar kant, som både klædte og begrænsede hende. For dér, hvor hendes stemme var sikker, varm og stærk, manglede showet indimellem den sidste gnist, det sidste sceniske overskud og den bevægelse, der for alvor kunne have løftet koncerten fra smuk præsentation til stor liveoplevelse. Men der er ingen tvivl om talentet.
En moderne stemme i dansk pop og R&B
Sira Jovina bevæger sig elegant i krydsfeltet mellem moderne pop, R&B og soul. Hun har en vokal, der ikke behøver at råbe for at fylde rummet. Den har varme, klarhed og en naturlig melankoli, som især klæder de sange, hvor hun står midt mellem det sårede og det selvbevidste. Hun synger om unge voksenliv, relationer, tvivl, selvværd og de følelsesmæssige rum, hvor man både vil væk og blive lidt længere. Det er netop i det felt, hun står stærkest: dér hvor det personlige bliver genkendeligt, og hvor sårbarheden aldrig tipper over i det sentimentale.
En stærk åbning med følelserne uden på tøjet
Koncerten åbnede med “Sig du hader mig”, en stærk begyndelse, hvor hendes direkte tekstunivers hurtigt blev slået fast. Herefter fulgte “Alene på bunden” og “Guld værd”, der placerede aftenen i det felt, hvor Sira Jovina er bedst: det følsomme, melodiske og personlige. I “Køkkenrum” og “Under huden” blev intimiteten endnu tydeligere, og man fornemmede den artist, der oprindeligt nåede ud til mange via de nære, akustiske øjeblikke på sociale medier. På Plænen blev de sange løftet ind i et større format, men uden at miste den skrøbelige kerne, som gør hendes musik interessant.
Tre stærke musikere gav sangene tyngde
På scenen stod Sira Jovina ikke alene. Bag hende var et stærkt band bestående af tre dygtige kvindelige musikere, som gav sangene mere tyngde og live-karakter. De spillede stramt, sikkert og med en fin forståelse for hendes univers. Der blev lagt små detaljer ind undervejs, blandt andet scratch elementer og rytmiske markeringer, som gav musikken kant. Bandet var diskret nok til ikke at skygge for hovedpersonen, men stærkt nok til at vise, at Sira Jovinas sange sagtens kan bære et større liveformat.
Regnen blev en del af koncerten
Midt i koncerten kom “Bling Bling”, “Håber det gør ondt”, “Evig regn” og “Oktobernat”. Her fandt aftenen sit mest stemningsfulde spor. Særligt “Evig regn” fik næsten en symbolsk funktion denne fredag aften. Når vejret allerede havde gjort publikum våde, blev sangens titel mere end bare en titel. Den blev en del af koncertens atmosfære. Det var et af de øjeblikke, hvor Tivoli, regnen og musikken gik op i en mere poetisk helhed.
Et charmerende glimt af personlighed
Et af koncertens mest charmerende øjeblikke opstod omkring “Pink Mercedes”, hvor Sira Jovina fortalte, at hun altid har drømt om én. Den lille bemærkning gav koncerten personlighed og luftede det ellers lidt forsigtige sceneudtryk. Det var netop den slags glimt, man gerne ville have haft mere af. Små spontane åbninger, hvor publikum kom tættere på hende som menneske og ikke kun som vokal. For når hun giver lidt mere af sig selv mellem sangene, får hendes musik også mere rum at leve i.
Sange om venskab, mørke og det, der gør ondt
Med “Længe siden” blev der trukket en linje tilbage til hendes tidlige gennembrud, mens “Store mørke verden” og “Troede vi var venner” viste den mere alvorlige side af hendes sangskrivning. Hun har en evne til at skrive enkelt om komplicerede følelser. Netop derfor rammer hendes musik bredt. Det er ikke store, oppustede popdramaer. Det er snarere indre samtaler, der får melodi. Hun skriver om det, der gør ondt, men uden at gøre smerten tungere, end den behøver at være.
Mere energi mod slutningen
Mod slutningen kom der mere bevægelse i sættet med “Venter kun på dig”, “Mi Amor”, “Gi mig lige” og til sidst “Superlim”. Sidstnævnte fungerede som en stærk afslutning, fordi sangen samler meget af det, Sira Jovina står for. “Superlim” handler om følelsen af at sidde fast i en relation, der både binder og kvæler. Det er sårbart, men ikke svagt. Pop, men ikke anonymt. R&B, men med et tydeligt dansk blik. Her fik koncerten en klar afslutning, hvor både tekst, stemning og vokal gik op i en fin helhed.
Talentet er tydeligt, men scenen kunne have fyldt mere
Alligevel stod man med fornemmelsen af, at koncerten kunne have fået endnu mere fat i Plænen. Fredagsrock er et stort format, og når man spiller tidligt på aftenen før et internationalt navn som TLC, kræver det noget ekstra at samle publikum helt. Sira Jovina havde stemmen, sangene og bandet med sig, men hun manglede til tider den fulde sceniske autoritet. Det blev aldrig usikkert på en problematisk måde, men det blev heller aldrig helt eksplosivt. Der kunne godt have været mere gang i den. Mere mod. Mere fysisk nærvær. Mere leg med publikum. Hun har materialet til det, og hendes univers er stærkt nok til at bære det. Nu handler det om at turde fylde scenen lige så meget, som stemmen allerede gør.
En artist på vej mod noget større
Sira Jovina er en artist i bevægelse, men retningen er tydelig. Fra teenageværelsets intime videoer til Orangeriet og nu Plænen i Tivoli har hun taget et markant skridt frem. Hun er ikke bare et navn fra TikTok generationen. Hun er en seriøs pop og R&B stemme med livepotentiale, et stærkt personligt udtryk og sange, der taler direkte ind i en generation, der føler meget, tvivler meget og elsker uden manual. Fredagens koncert var ikke perfekt. Den var lidt nervøs, lidt våd og indimellem lidt for tilbageholdt. Men den var også ægte, velspillet og båret af en vokal, der fortjener opmærksomhed. Sira Jovina er på vej mod noget større. På Plænen kunne man høre hvorfor. Af: Emilie Jakobsen