Simply Red

Udgivet: 16 oktober 2025 Kl. 07.55

★ ★ ★ ★ ★ ☆

Stars over Ørestad: Simply Red gør Royal Arena rødglødende

Det er ikke hver dag, et band kan kigge bagud over fire årtier uden at tabe pusten – og samtidig få en hel arena til at lyde som et veltrænet gospelkor. Men dét gjorde Simply Red til aften. Under Mick Hucknalls karakteristiske røde top og med et band, der spillede med kirurgisk præcision og varm hudkontakt, blev Royal Arena forvandlet til en rejse i britisk soul/pop-historie, hvor minderne ikke stod i vejen for nuet – de forstærkede det. Dahlin varmede solidt op og satte rammen for en virkelig god aften.

40-års markeringen er rammen, Live Nation leverer scenen, men det er Hucknalls stemme, der binder tidslinjen sammen. Den er mørkere, rundere, mere trænet i pausernes kunst – sådan lidt som en god single malt, der ikke behøver at råbe for at gøre indtryk.

Allerede fra åbningen med den blåtonede “Sad Old Red” trak bandet tempoet ned, som om de sagde: ro på, vi har aftenen. Overgangene sad derefter som perler på en snor: “Jericho” fik publikum op at stå, og “Money’s Too Tight (To Mention)” – stadig deres mest økonomisk indignerede klassiker – lød alt andet end nostalgisk, mere som en frisk påmindelse om, at gode grooves ikke bliver arbejdsløse. “The Right Thing” rullede ind med sin elastiske bas og et beat, der føltes som et skulderklap, og “A New Flame” glødede langtidsholdbart, som sangen lover.

Midt i sættet gav de plads til de store kærlighedserklæringer. Hucknall lod “It’s Only Love” (Barry White-coveret) smelte i hænderne på et publikum, der allerede var med på hver frasering. “You’ve Got It” blev leveret med underspillet autoritet, og den nyere “Enough” passede naturligt ind – et nik til, at bandet stadig skriver materiale, der kan måle sig med kataloget. Så kom det første helt store fællesskab: “If You Don’t Know Me by Now” (Harold Melvin & The Blue Notes) satte et dæmpet, elektrisk skær over arenaen – telefonlamper svævede, og Hucknall tog luften helt ned, inden han løftede sidste omkvæd, præcist og uden overdrivelser. “For Your Babies” blev rund og intim – småting i arrangementet (en tastetrille her, en diskret guitarfigur der) gav den plads til at ånde. Og så kom stjernen over træet: “Stars.” Den blev modtaget, som om hele København havde ventet på netop det øjeblik: tusinder sang med, rytmen gyngede igennem tribunerne, og det var det nærmeste, man kommer kollektiv svæven uden sikkerhedsnet. Herfra var der kun én vej: videre. “Thrill Me” strammede skruerne melodisk, “Say You Love Me” slog bro til det poppede uden at give køb på sjælen.

Cover-afsnittet var kurateret med respekt og egenart. “The Air That I Breathe” (Albert Hammond) fik lov at løbe langt og åbent, en slags aerodynamisk ballade, mens “You Make Me Feel Brand New” (The Stylistics) blev leveret silkemat og rund – som at få presset en rose mellem siderne i sin teenage-dagbog og opdage, at duftsporene stadig er intakte. Det var vovet at lægge to klassiske covers så tæt, men Simply Red har altid været et band, der forstiller sange – ikke blot spiller dem.

Så blev der fest. “Fake” kom ind med svirp og skævt smil – en sidebemærkning til vores filterfyldte tider – og “Sunrise” rullede med sin velkendte, dansable puls (den, der får højtalerne til at nikke af sig selv). På “Fairground” eksploderede gulvet i en af de der Royal Arena-bølger, hvor man kan mærke folks glæde fysisk; det nummer er stadig deres mest København-agtige – kontinentalt, åbent og lidt karneval for voksne. “Something Got Me Started” sikrede, at ingen nåede at finde deres pladser igen for tidligt; her spillede bandet med en stramhed, der kun kommer af tusinders sammenspil.

Afslutningen var et elegant nik tilbage til rødderne: “Reach Out I’ll Be There” (Four Tops) som sidste håndslag. Det er en sang, der i sin kerne handler om at række ud – og på 40 år virkede det, som om Simply Red stadig mener det, når de gør det. Arme i vejret, smil på tværs af rækkerne, og den der klare fornemmelse af, at man ikke bare så en koncert, men deltog i en historie, der fortsat skrives.

Lyd og lys? Skarpt og rummeligt. Vokalen lå lige dér, hvor man både kunne høre luften mellem konsonanterne og energien i de lange linjer. Trommer og bas var tøjrede, men elastiske; keys og guitar tegnede konturerne uden at male motivet over. Lysdesignet arbejdede i farveflader – røde (selvfølgelig), gyldne og dybblå – med små, elegante strobe markeringer, som kun blev brugt, når musikken bad om det. Ingen effektkrampe, kun smag.

Og publikum? En kærlig mur af stemmer. Der blev sunget på de rigtige steder (alle de nævnte, plus mere), klappet på de næsten rigtige slag – og grin-grinet, når Hucknall lod den tørre britiske humor stikke hovedet frem. Han talte ikke for meget, men nok til at minde os om, hvorfor vi var her: “Simply Red fylder 40” er ikke bare en pressevinkel; det er et fællesskab, der har holdt i generationer. Fra “Money’s Too Tight (To Mention)” og “The Right Thing” over “Stars” til “Fairground” har sangene fungeret som tidskapsler, der kan åbnes igen og igen – og i aften lød de ikke som gamle postkort, men som levende beskeder.

Det mest elegante ved aftenen var måske dramaturgien: den rolige åbning, de bølgende midterstykker, den løsslupne slutspurt og et sidste Motown-kram. Pacing – det ord burde skrive sig med rødt i bandets lærebog. Simpelt? Nej. Simply? Ja.

Koncerter som denne beviser, at arv ikke kun er noget, man får – det er noget, man vedligeholder. Og i København i aften holdt Simply Red deres: med udsøgt sang, et band uden slinger og en sætliste, hvor “Sad Old Red” føltes ny, og “Reach Out I’ll Be There” føltes som det rigtige sidste ord. 40 år blev ikke en byrde, men en løftestang. Tillykke, Simply Red. Og tak for at få Royal Arena til at lyde som en varm, rødhåret stue. Af: Henrik Yde

Dahlin

Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes