Santana

Foto: Oliver Sperling

Udgivet: d.12 august 2025. Kl: 08.45.

★★★★☆☆

Magiske øjeblikke, store rytmer – og lidt musikalsk rod

Det var som at træde ind i et musikalsk tempel, da Royal Arena i går aftes fyldtes af tusindvis af forventningsfulde fans. Carlos Santana – manden med hatten, guitaren og den spirituelle aura – havde kaldt til samling, og publikum var mødt talstærkt op. Vi fik alle de store hits, men også en aften, hvor magiske øjeblikke og små musikalske rodetheder stod side om side.

Koncerten åbnede med en eksplosiv ”Soul Sacrifice”, et nummer der stadig lyder, som om det kunne få en vulkan til at vågne. Den efterfølgende ”Jingo” satte gang i hofterne på hele arenaen, mens ”Evil Ways” mindede os om, hvor meget Santana altid har været brobygger mellem rock og latin. Carlos selv virkede veloplagt – han smilte, talte til publikum og lod sin guitar synge de toner, man næsten kan mærke i knoglerne.

Men hvor Santana er ét navn, var scenen denne aften et kollektiv. Bandet – inklusiv ikke mindre end tre trommeslagere, to bag hvert sit sæt og én mester på store percussion – var aftenens motor. Når de satte i gang, var det som et rytmisk jordskælv, især under ”Foo Foo” og den lange, festlige ”Everybody’s Everything”, der endte i en tung, funk-plettet bassolo.

Den første store bølge af fællessang kom naturligvis med ”Black Magic Woman”, glidende over i ”Gypsy Queen”. Folk sang, dansede, lukkede øjnene. Da de velkendte toner af ”Oye cómo va” ramte, var det, som om hele arenaen blev forvandlet til én stor strandfest.

Midtvejs fik vi den romantiske, næsten meditative ”Maria Maria” og den instrumentale klassiker "Samba pa ti", hvor Carlos’ guitar blev til ren melankoli. Ikke alt sad dog helt stramt – nogle overgange var lidt klodsede, og især i den ellers smukke ”Afro Blue / Dangerous Joy” virkede arrangementet til tider mere kaotisk end kreativt.

Aftenens sidste del var et hitparade-kulminationsløb: ”Open Invitation”, den dansende ”Da le Yaleo”, den mere afdæmpede ”Put Your Lights On” og den spansk-rockende ”Corazón espinado”. Og selvfølgelig – som aftenens sidste klimaks – den uundgåelige ”Smooth”, der stadig lyder som soundtracket til solrige gader i en evig sommer.

”Toussaint L`Ouverture” - Cindy Blackmans trommesolo i front viste, at Santana stadig tør give plads til de enkelte musikere. Men koncerten blev aldrig én lang perfekt kurve – snarere en rejse med udsigtspunkter, hvor nogle var betagende, andre lidt tågede.

Alligevel: Når Carlos Santana lod fingrene flyde over strengene, var det ren magi. Hans tone er stadig øjeblikkeligt genkendelig, og hans musikalske vision er intakt. Det var en aften med store rytmer, store øjeblikke og enkelte ujævnheder – en musikalsk fest med skønhedsfejl.   Af: Henrik Yde

Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes