Foto: Jan Palle
Udgivet: d. 11. august 2025. Kl. 06.55.
On a "Cole" lovely night
Søren Sko trådte frem sammen med Tivoli Big Band for at hylde Nat King Cole. Det var en koncert, hvor nostalgi, musikalitet og inderlighed gik hånd i hånd, og hvor det store grønne rum foran Plænen blev forvandlet til et elegant jazzlokale under åben himmel.
Allerede fra første tone, da Tivoli Big Band åbnede alene med "Who Me", stod det klart, at vi havde med et orkester i absolut topform at gøre. Hver blæser var som en solstråle af messing, præcist placeret, og trommernes lette swing dannede et fundament, der kunne få selv de mest stivnakkede publikummer til at vippe med foden. Søren Sko trådte derefter frem med "I Was a Little Too Lonely", og man mærkede straks hans forbindelse til materialet. Han sang ikke som en, der havde lært sangene udenad – han sang som en, der havde levet med dem hele sit liv. Hans frasering var elegant uden at være poleret, og hans rå, let hæse klang tilføjede en uventet kant til numre, vi ellers kender for deres fløjlsbløde oprindelse.
"This Can’t Be Love" og "It’s Only a Paper Moon" blev leveret med et let smil i stemmen, som om Søren Sko i virkeligheden stod og fortalte en lille historie til hver enkelt af os. Publikum svajede med, flere sang lavmælt med, og under "Sweet Lorraine" kunne man høre et kollektivt suk – ikke af kedsomhed, men af den dér særlige musikalske tilfredsstillelse, som kun opstår, når alt går op i en højere enhed.
Koncertens midte var en swingende eksplosion. "Straighten Up and Fly Right" fik hænder til at klappe i takt, og "Unchain My Heart" satte for alvor liv i rækkerne. Her viste Tivoli Big Band, hvorfor de er blandt landets absolut bedste – præcision, dynamik og en spilleglæde, der smittede som sommersol. "Back to the Apple", endnu et nummer, var en tour de force i tight bigband-swing, hvor hver solist fik plads til at skinne.
Stemningen skiftede til det mere intime med "When I Take My Sugar to Tea"– en sang, der blev leveret som et blidt smil i lydform. Men aftenens store øjeblik kom uden tvivl med "Unforgettable". Her stod Søren Sko stille, næsten ubevægelig, mens hans stemme bar teksten så nænsomt, at selv Nat King Cole selv ville have nikket anerkendende. Publikum var musestille, som om man frygtede at skræmme øjeblikket væk.
Efter en opløftende "Finale", en swingende "Route 66" og Sko & Torp-hittet "On a Long Lonely Night" som ekstranummer, stod det klart, at koncerten ikke bare havde været en hyldest til Nat King Cole – den havde været en hyldest til selve musikkens evne til at forbinde mennesker på tværs af tid, sted og generationer. Lyden var fremragende, balancen mellem vokal og orkester perfekt, og publikum var en blanding af trofaste Sko-fans, jazzelskere og Tivoli-gæster, der blot var blevet hængende – alle med et fælles smil, da de gik derfra.
Denne aften viste Søren Sko, at man kan tage et ikonisk repertoire, respektere det dybt og alligevel gøre det til sit eget. Tivoli Big Band løftede hvert nummer til nye højder, og sammen leverede de en oplevelse, der var lige dele varm, stilfuld og uforglemmelig.
En koncert, man tager med sig – ikke som en lyd i øret, men som en følelse i hjertet. De burde udgive den... Af: Henrik Yde
Foto: Jan Palle
Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes