Roxette

Foto: Oliver Sperling

d.13 november 2025 Kl. 10.02

★ ★ ★ ★ ☆ ☆

Rustne stemmer, evige hits – og 10.000 karaoke-stjerner

En aften, hvor sangene var stærkere end stemmerne – og publikum sang hele 90’erne hjem igen

Der er novemberkulde udenfor Royal Arena, men indenfor er der lun varme fra ca.10.000 mennesker, der i virkeligheden ikke er kommet for at se noget nyt. Det var en siddende koncert og ikke til at forstå. De er kommet for at høre det, de allerede kender. For at få bekræftet, at soundtracket til deres liv stadig findes også selv om Roxette i dag er noget ganske andet end dengang, Marie og Per stod side om side på verdens største scener.

I 2016 troede vi, at det var slut. De ”sidste koncerter”. The end. Punktum. Men pophistorien elsker eftertællinger, og denne gang hedder den Roxette In Concert – med Per Gessle ved roret og Lena Philipsson som den nye, stærke frontfigur ved hans side. Og ja: Der ER noget, der gør lidt ondt, når Roxette går på scenen uden Marie. Men der er også noget rørende i, at sangene simpelthen nægter at dø.

Et anslag direkte ind i fællessangen

Roxette lægger fra land med “The Big L.” – og det er som at blive kastet direkte ind i en MTV-playliste fra 1991. Lyden er lidt rodet i de første minutter, og både Per og Lena lyder en anelse rustne i stemmerne; de øverste toner sidder ikke helt i skabet, og fraseringerne er mere forsigtige, end man husker dem.

Til gengæld er publikum alt andet end forsigtigt. Royal Arena lyder som et kæmpe, dansk/svensk-syngende karaokelokale, da “Sleeping in My Car” giver den første for alvor massive fællessang. Da “Dressed for Success” ruller ind som tredje nummer, er det tydeligt, at publikum ikke kun er klar – de er decideret sultne. Mange synger faktisk så højt og så sikkert, at man flere steder i hallen får fornemmelsen af, at publikum næsten synger bedre end bandet.

Og det er egentlig aftenens grunddynamik: Roxette anno 2025 er ikke et band, der kommer for at imponere med vokal akrobatik. De kommer med et sangkatalog, der er så stærkt, at publikum gladeligt bærer det resten af vejen.

De professionelle – og de lidt slidte – pophåndværkere

At bandet består af musikere i verdensklasse, er ikke til diskussion. Christoffer Lundquist står som altid knivskarpt på guitar, Jonas Isacsson leverer de velkendte 80’er- og 90’er-licks med en selvsikkerhed, der nærmer sig det overlegne, og Clarence Öfwerman lægger de klassiske Roxette-klaverflader ud i salen, som om tiden har stået stille siden 1994.

Rytmesektionen med Magnus Börjeson på bas og Magnus ”Norpan” Eriksson på trommer er tæt og effektiv – ingen unødig pynt, bare solidt drive. Dea Norberg binder det hele sammen med sikre korstemmer og små vokale redningsaktioner, når Per og Lena til tider mister luft eller intonation.

For ja: Det ER ikke den bedste performance, man nogensinde har set fra Roxette-lejren. Per Gessle er stadig en charmerende, energisk frontmand, men hans stemme er mærkbart ældre, og flere af sangene ligger lige på kanten af hans komfortzone. Lena Philipsson har både karisma, erfaring og power – men også hun har aftener, hvor stemmen knirker en smule, og København får mere nerve end perfektion.

Til gengæld er bandet så dygtigt og så rutineret, at det aldrig tipper over i det pinlige. Det bliver bare… menneskeligt. Og faktisk også en smule rørende.

Tårer, mobillys og kollektiv nostalgi

Midt i sættet skifter stemningen. Hvor åbningen er ren popenergi, glider vi over i den store balladeafdeling med “Crash! Boom! Bang!” som det første rigtige følelsesbombardement. Her begynder folk at læne sig ind mod hinanden, og Royal Arena får det dér særlige, kollektive suk, som kun opstår, når tusindvis samtidig mindes teenageværelser, walkman og hjertesorg.

“Wish I Could Fly” svæver ind over arenaen som en mørk, melankolsk drøm, og selv om Lena ikke har Maries særlige blanding af sårbarhed og styrke, rammer hun stadig sangens drama med overskud.

Aftenens måske smukkeste stræk kommer, da “Fading Like a Flower (Every Time You Leave)” og “Vulnerable” ligger lige efter hinanden. Her bliver det tydeligt, hvor dygtige sangskrivere, Gessle og co. egentlig er. Akkorderne er enkle, melodierne nærmest provokerende lige-ud-ad-landevejen – og alligevel rammer de et sted, hvor pop bliver til noget mere end bare underholdning.

“Milk and Toast and Honey” serveres nænsomt, næsten som en lille akustisk morgenmadsscene midt i arenaen. Der bliver nynnet, smilet og vugget med. Ingen står på stolene her; i stedet ligger hele Royal Arena i et blødt, vemodigt skær af ”sådan var det en gang”.

Når tempoet skruer op – og 90’erne får glitter på

Men Roxette er ikke kun tårer og store omkvæd. De har også den mere skæve, næsten kitschede dance-pop-side, som for alvor folder sig ud, da “Opportunity Nox” sætter turbo på den midterste del af sættet.

Herfra er der ikke mange pauser: “Almost Unreal” (ja, den fra Super Mario Bros.-filmen, som alle lod som om de ikke kunne lide, men stadig sang med på), “Stars” og “She’s Got Nothing On (But the Radio)” udgør en lille miniblok af pop, der er så tidstypisk, at man næsten kan høre gamle CD-singler knase.

Det er måske ikke disse numre, der får de største følelsesudbrud frem, men de minder publikum om, at Roxette også var et band, der turde være helt igennem poppet, elektronisk og festligt – uden at undskylde for det.

”It Must Have Been Love” – publikums øjeblik

Hvis aftenen har et decideret klimaks, er det – naturligvis – “It Must Have Been Love”.

Så snart det første, stille klaveranslag rammer, hiver tusindvis af publikummer automatisk mobilen op. Ikke for at filme, men for at tænde lygten. Royal Arena bliver forvandlet til et lysende hav, og her er det igen publikums kor, der bærer sangen.

Lena synger den med respekt og uden at forsøge at kopiere Marie. Det er klogt. Men det er i virkeligheden Royal Arenas kæmpe fælleskor, der gør nummeret uforglemmeligt. Man kan mene meget om nostalgi – men når ca. 10.000 mennesker synger ”It must have been love, but it’s over now” på samme tid, er det svært ikke at få en lille klump i halsen.

Teknisk set har vi hørt smukkere versioner. Emotionelt er denne her helt oppe at ringe.

Hit på hit på hit

Efter tårestrømmen er det tid til at slå over i ren pop-eufori. “How Do You Do!” rammer som en rocket-slikbombe, og Royal Arena går fra stille lys til larmende klap i løbet af få sekunder. “Dangerous” lægger sig lige i hælene – og kombinationen af de to sange føles som at få smidt hele sin ungdoms bilradio direkte i hovedet på én gang.

Hovedsættet rundes af med “Joyride”, og her er vi ovre i det ritualiserede. Per kører publikum igennem de klassiske call-and-response-råb, bandet smiler, og selv de mest kølige københavnere giver sig. Det er måske ikke elegant, men det er ekstremt effektivt. Joyride ER bare et perfekt koncertnummer, og det ved både band og publikum.

Et lille kapitel for sig

Ekstranumrene er tænkt som en lille minikoncert i sig selv – og fungerer faktisk rigtig fint dramaturgisk. “Spending My Time” åbner anden akt med nedtonet melankoli. Det føles som et personligt farvelbrev, der læses højt i fællesskab. Mange synger med med lukkede øjne, og man fornemmer tydeligt, at denne sang stadig rammer lige ned i gamle breakups og teenagehjerter. Med “Listen to Your Heart” skruer bandet endnu en gang op for det storladne. Her kan man godt høre, at stemmen ikke helt har den samme spændevne som i 1989, men publikum virker ret ligeglade. De bærer omkvædet hjem med en sådan kraft, at eventuelle vokale ujævnheder forsvinder i det samlede brus.

Så kommer den uundgåelige: “The Look”. Hvis nogen mod forventning stadig skulle sidde ned på dette tidspunkt, er det slut nu. Riffet er stadig et af poprockens mest genkendelige, og hele Royal Arena hopper, råber og danser sig igennem ”na-na-na-na-na”-partierne.

Som allersidste nummer vælger Roxette “Queen of Rain” en modig afslutning. Det er ikke den åbenlyse crowd-pleaser, men snarere en poetisk, eftertænksom epilog. Her mærker man tydeligt arven efter Marie, uden at hun nævnes direkte. Der er en stille sorg i luften – og en taknemmelighed over, at sangene stadig lever.

Når kataloget redder aftenen

Var det her den bedste koncert, Roxette-navnet nogensinde har leveret? Nej. Stemmerne var til tider trætte, enkelte indsatser ramte lidt skævt, og man kunne godt høre, at vi er et godt stykke henne i både turnéen og karrieren. Men: Sangene holder. De holder forbløffende godt. Fra “The Big L.” over “Fading Like a Flower”, “It Must Have Been Love”, “Joyride”, “Spending My Time” og helt frem til “Queen of Rain” bliver vi mindet om, hvor stærkt et sangkatalog Roxette faktisk har efterladt verden.

Det er ikke længere perfektionen, der bærer showet. Det er minderne, melodierne og fællessangen. Publikums kærlighed er så massiv, at den næsten bliver et ekstra bandmedlem – og indimellem også en redningskrans, når stemmerne på scenen knirker.

Resultatet er en aften, der måske ikke går over i historien som et teknisk mesterværk, men som en varm, nostalgisk og ægte popfest. En god aften med mange hits, tusindvis af fans – og en meget tydelig påmindelse om, at nogle sange ganske enkelt nægter at falme, uanset hvor mange år der går. Og måske er det dér, Roxette anno 2025 skal måles:
Ikke på hvor fejlfrit de synger – men på, at de stadig kan få en hel arena til at lytte til hjertet, synge med af fuld hals og tage endnu en joyride tilbage til dengang, hvor verden lugtede af CD-butik, hårlak og uendelige muligheder.   Af: Henrik Yde

Stay tuned på "Yde News" - vi bringer dig nyhederne, du aldrig vidste, du havde brug for!

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes